Nedenstående tekst blev efterfølgende bragt i Politiken d. 3. december 2010 som kommentar til Bertill Nordahls indlæg.
Hvor er det ærgerligt, at Bertill Nordahl i Politiken d. 29. november får en meget væsentlig debat, om de præmisser som børn - og drenge i særdeleshed - møder i folkeskolen, til at handle om en kønspolitisk kamp. Jeg tror, problemet med 'de utilpassede drenge' ligger i manglen på plads til kropslighed i folkeskolen. Vi har skabt en skole, der adskiller krop og hoved.
Som tidligere lærer har jeg selv stået i indskolingen med en 'sækfuld lopper'. Jeg var på den ene side tilhænger af en fleksibel undervisningsform, der tilgodeså alle typer børn. På den anden side var jeg oftest alene med 24 børn i et lille lokale, og en måde at udøve kontrol på er jo at udøve kropskontrol og få børnene til at forholde sig i ro. Kontrollen handlede ikke om, at jeg var kvinde. Den handlede om for få lærerressourcer, for snævre fysiske rammer og manglende viden om kroppens ressourcer.
Jeg er i de her dage ved at lægge sidste hånd på en masterafhandling i Børne- og Ungdomskultur. Jeg undersøger børns kropslige, legekulturelle praksis i undervisningssammenhæng og har taget udgangspunkt i 9 børnehavebørn på 5-6 år, der er en måned fra at starte i skole.
Børnene er i min undersøgelse samlet på gulvet for at tale om et billedmotiv med cowboys og heste. Man kan med rette kalde det for en undervisningssituation. Ordet er frit, samtlige børn deltager. Der tegner sig i løbet af de 12 minutter, seancen varer, et tydeligt billede af, at især drengene bruger deres krop til at udtrykke, hvad de ser i billedet. Via deres krop er de i stand til at verbalisere, hvad de tænker. De taler om etbenede mænd, der har svært ved at gå, og to af drengene stiller sig ubevidst op på ét ben og forsøger at hoppe fremad, da de får ordet. En anden dreng viser og fortæller samtidig, hvordan en hest vrinsker og sparker rytteren af ved at han selv bliver til en hest på gulvet.
Drengene trækker på en kropserfaring, der har rødder i deres legekultur. Og mange drenges legekultur er ofte meget kropslig. Deres kommunikative ressourcer ligger altså i dén grad i deres kropslighed. Hvis man skal imødekomme denne kendsgerning, så åbner det for en ny problematik i folkeskolen. Hvordan skaber man plads til både 'kaos og struktur'? Det kræver langt flere ressourcer at give plads til en så kropsligt funderet undervisning, især med de yngste elever.
Jeg gennemførte billedsamtalen med 9 børn. Vi havde tid og fysisk rum til fordybelse. Det blev en samtale med højt refleksionsniveau, kreativitet, præcisering og engageret dialog. Og drengene var faktisk de mest deltagende.
Hvis Danmark skal have verdens bedste folkeskole, kunne vi jo starte med at introducere den kropslige folkeskole, der tilgodeser både drenge og pigers behov for at udtrykke sig med kroppen. For det er trods alt ikke kun drenge, der har en krop.
Spørgsmålet er, om politikerne er klar til den økonomiske prioritering?
mandag den 29. november 2010
Interview med Annemette Krabbe, ungekulturkonsulent i Gentofte Kommune
Ungdomskulturen kommer til at eksplodere!
Der er i disse år et stigende fokus på ungdomskultur over alt i Danmark, lige fra København til Nordjylland. Gentofte Kommune går for at være en af landets markante profiler på området. I en rapport fra 2004, udarbejdet af Gentofte Kommune og Center for Ungdomsforskning, bliver de unge i kommunen kaldt 'de priviligerede unge'. 92% af de unge i Gentofte Kommune gennemfører en ungdomsuddannelse. Flertallet af de unge kommer fra ressourcestærke hjem, som i denne sammenhæng også betyder økonomisk ressourcestærke hjem. Størstedelen af de unge har gode venner og er fysisk aktive i fritiden. Gentofte Kommune har succes med en kommunal antimobbe-politik og blev i starten af året kåret som Årets Idrætskommune 2009. Dertil kommer, at der i børne- og ungepolitikkens regi afholdes en årlig konference med det mål at inspirere og udvikle den del af kommunens medarbejdere, der arbejder med børn og unge.
I starten af 2010 blev Gentofte kåret til 'Årets idrætskommune 2009'. Billedet her er fra Streetfestival i Gentofte 2010. Foto: Gentofte Streetfestival/Facebook
Det går med andre ord rigtig godt for Gentofte Kommune, når man kan kigger på de statistiske tal for ungdommen i Gentofte. Spørgsmålet er, hvor meget man 'får forærende' som priviligeret ung, hvilket perspektiv kommunen arbejder ud fra, når det gælder et landsdækkende satsningsområde som ungekulturpolitikken og måske allervæsentligst - hvad det er, arbejdet med ungekulturen generelt set kan? Dét vil jeg som børne- og ungekulturformidler gerne undersøge og derfor har jeg sat Gentoftes ungekulturkonsulent, Annemette Krabbe, stævne.
Jeg møder Annemette på Hovedbiblioteket i Gentofte til en snak om visioner, metoder og spontane projekter. Årets første sne er få timer fra at ramme Danmark, det er koldt udenfor og Annemette serverer the og fortæller indledningsvis lidt om sig selv. Hun er uddannet fra Københavns Universitet i Moderne Kultur og Kulturformidling for 5 år siden. Hun har tidligere arbejdet i Kunststyrelsen, på det danske generalkonsulat i New York og som kulturkonsulent i Sorø Kommune. Siden 2008 har der stået ungekulturkonsulent i Gentofte på hendes visitkort. Et job hun tydeligvis brænder for. Det står hurtigt klart, at hun har både ambitioner og håb for det ungekulturelle arbejde.
Som ungekulturkonsulent har Annemette bl.a. været med til at arrangere Gentofte Streetfestival i samarbejde med en række af kommunens engagerede gymnasieelever.
’Børnekulturområdet er ved at være et veletableret kulturområde i kommunerne, ikke mindst takket være et tæt samarbejde og Børnekulturens Netværk’ fortæller Annemette og fortsætter: ’Der er børnekulturtilbud integreret i de fleste kommuner i dag’.
Det samme kan endnu ikke siges om ungekulturen. Det er stadig kun ganske få kommuner, der har en reel ungekulturkonsulent som Annemette ansat. Men Annemette er tilknyttet en lang række kommunale og tværkommunale udvalg og projekter, der alle fokuserer på ungdomskulturen og hun er ikke i tvivl: ’Ungdomskulturen kommer til at eksplodere de kommende år!’.
Ungdomskulturen kommer ifølge Annemette til at eksplodere de kommende år. Billedet her er fra Råkunst-udstillingen, der omtales længere nede i artiklen.
Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
’Kulturen kan noget, som ikke kun handler om flødeskum på toppen af tilværelsen eller oplevelsesøkonomi’. Kulturen kan ifølge Annemette være en mere subtil indgang til at arbejde med unge end eksempelvis det sociale arbejde er, bl.a. fordi en kulturforvaltning ikke er underlagt ret mange regler og paragraffer for arbejdet. Men også i det kulturelle arbejde skal man være varsom med ikke at institutionalisere de unge, mener Annemette. Det handler i høj grad om at være lyttende og åben for deres idéer og ikke forsøge at presse egne idéer ned over hovedet på dem. De unge er påvirkelige og ligesom de fleste mennesker, vil de gerne tilpasse sig, når først man har deres tillid. Og man må ikke misbruge dén tillid, men hele tiden tilstræbe en forventningsafstemning. ’Det virker heller ikke at komme med færdige løsninger til denne målgruppe – og slet ikke, hvis institutionen – som en kommune jo på en måde er – ikke i udgangspunktet appellerer til de unge’ smiler Annemette.
Man skal ikke misbruge de unges tillid, mener Annemette Krabbe. Foto: Gentofte Streetfestival/Facebook
’Jeg ser min rolle som værende udviklingskonsulent på ungekulturområdet’, siger Annemette. Hun har taget nogle billeder med for at vise mig et par eksempler på nogle af de projekter, der kendetegner kommunens indstilling til arbejdet med de unge. Det ene projekt hedder Råkunst. Projektet blev til, da en ung lokal kunstner, Sofie Thorhauge, der netop er startet på Kunstakademiet, kontaktede Gentofte kommune, fordi hun havde en drøm om en kunstudstilling i de slidte rammer i Det Grå Pakhus på Teglgårdsgrunden i Charlottenlund.
’Dén slags henvendelser er en gave’ understreger Annemette og fortæller om den korte, men intensive proces fra første henvendelse til udstillingen blev afholdt. Det hele tog 5 uger. På en uge lykkedes det at samle 17 lokale kunstnere i alderen 14-30 år. Kunstnerne tog selv aktivt del i forberedelsen, hvilket bl.a. inkluderede at samle 36 sække fyldt med affald før rammerne på Teglgårdsgrunden kunne tages i brug.
Det krævede en del forberedelse at få gjort det gamle pakhus klar til udstilling. 36 sække fyldt med affald skulle der til for at rydde huset. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
’Optakten til selve udstillingsdagen er meget væsentlig i processen, da det er her, de unge udvikler kompetencer og ser, at ting kan lade sig gøre’, understreger Annemette, der tydeligvis er meget begejstret for projektet og gerne vil lave mere af den slags. Projektet kulminerede med udstillingen en fredag i september, hvor omkring 500 mennesker kom forbi. Annemette fortæller at den slags projekter kun kan lade sig gøre med gode kommunale samarbejdspartnere såsom Park og Vej, Gentofte Ejendomme, Gentofte Brandvæsen, politiet, naboerne osv.
Der kom ca. 500 besøgende forbi Råkunst-udstillingen i løbet af den dag udstillingen var åben. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
Det er Annemettes erfaring, at det ikke duer, at sådan en idé er et halvt år om at blive realiseret. Råkunst blev til, fordi Sofie kom med en god idé, og der var et kommunalt apparat, der var i stand til at handle hurtigt og sørge for det praktiske, strategiske, økonomiske og organisatoriske arbejde. Annemette har muligheden for at gå ind i sådan et spontant projekt, fordi hun er specifikt ansat som ungekulturkonsulent. Det tydeliggør behovet for reelle ungekulturkonsulenter i langt flere kommuner.
Annemette fremhæver et andet projekt, der er blevet en tilbagevendende kulturel begivenhed i kommunen. Gentofte Streetfestival så dagens lys tilbage i 2008, hvor en gruppe gymnasieelever fra elevrådet på Ordrup Gymnasium havde en idé til en gadefestival. Gadefodbold skulle være omdrejningspunktet.
Årene efter i 2009 og 2010 blev streetfestivalen atter afholdt, og konceptet blev videreudbygget med blandt andet parkour, en slags gadeidræt hvor byens rum bruges som redskaber, kunstnerisk udfoldelse, hip hop, et selvstændigt musikprogram og meget andet. Forberedelserne til Gentofte Streetfestival 2011 er allerede i gang, og i år indgås et tæt samarbejde med Aurehøj Gymnasium, som vil få ansvar for at sammensætte et musikprogram med lokale musikere. Aurehøj har taget i mod henvendelsen med kyshånd.
Stemningen er høj til Streetfestival. De unge er medarrangører og har lagt et stort arbejde i projektet. Foto: Gentofte Streetfestival/Facebook
Annemette fortæller, at festivalen ikke skal overleve for enhver pris. Men så længe der er et udviklingspotentiale i projektet og de unge selv er engagerede, fortsætter festivalen. Både de unge og Annemette drømmer om at udvide Streetfestival til en årlig gadefestival, hvor alle kommunens gymnasier er med i samarbejdet. Arbejdet med festivalen starter i oktober og slutter i juni og strækker sig dermed over det meste af et skoleår. I år er der kommet et helt kuld nye elever med i projektet, fordi nogle af de oprindelige initiativtagere er gået ud af gymnasiet. Det åbner i følge Annemette for nye vinkler og tiltag. Annemette har også set eksempler på, hvordan skjult talent pludselig folder sig ud i de kulturelle projekter, såsom eksemplet med en fyr der viste sig at vide en masse om gadekunst, som end ikke hans lærer var klar over.
Gadefestival 2010, hvor bl.a. Per Vers optrådte. Foto: Gentofte streetfestival/Facebook
Projektet er ifølge Annemette et godt eksempel på, at unge sagtens kan fastholdes over længere tid. Det afgørende er, at de er motiverede, og dér adskiller de sig ikke så meget fra andre aldersgrupper.
Kommunen har ikke modtaget en eneste klage til hverken Gentofte Streetfestival eller Råkunst. Annemette mener, at det handler om den gode dialog med naboerne, samarbejdet med de kommunale institutioner og en fornuftig forberedelse.
Til gengæld halter det med mediedækningen. Medierne skriver eller bringer sjældent noget om projekter som Streetfestival og Råkunst. Og det er ikke fordi Annemette ikke kontakter medierne, der er bare sjældent gevinst. Hun er dog optimistisk og tror, at der vil komme mere fokus i de kommende år i takt med, at det tværkommunale arbejde med ungekultur styrkes og hjælper med at skabe fokus på betydningen af det ungekulturelle arbejde.
Billedet midlertidigt fjernet - nyt på vej
Der var ingen mediedækning af 'Råkunst', da det løb af stablen fredag d. 24. september 2010, men det ødelagde ikke den gode stemning. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
Annemette fremhæver den personlige relation, nærhed og tillid som grundværdier i hendes arbejde. ’Det er dét vi kan som kommune. Vi skal ikke ind og konkurrere med at opbygge eksempelvis net-portaler eller andre virtuelle værktøjer’, fortæller hun. En undersøgelse, som en arbejdsgruppe i et projekt under CKO (Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi) foretog på Ordrup gymnasium for nylig viste, at de unges hverdag trods et mediebombardement, utallige tilbud og internetadgang stadig primært handler om de nære relationer. Om vennerne, familien og lokalområdet.
Annemette vender tilbage til det med tillid og citerer en ung pige, hun netop har hørt på Børnekulturens Netværks Ungdomskulturkonference dagen før. ’I skal bare vise os tillid, jeg kan garantere, vi skal nok leve op til det’. Annemette understreger det selvfølgelige i pigens ønske, men nævner også, at der pt. ikke er værktøjerne til at modtage de unge og deres ønsker i alle kulturforvaltninger.
Når kommunen ellers er gearet til at imødekomme en spontan idé, kan det lade sig gøre at stable et udstillingsprojekt som Råkunst på benene på 5 uger. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
’Man skal ikke være så bange for de unge’, mener Annemette. ’Men man skal påtage sig et ansvar og leve op til deres tillid’. Annemette fremhæver det selvstyrede ungekulturhus Kraftverket i Valby som et af landets meget velfungerende ungekultursteder, også fordi de indirekte løser mange problemer via kulturen og fokuserer på overskud og ressourcer frem for problemer.
Afslutningsvis spørger jeg Annemette, om hun ser tendenser til leg i ungekulturen i dag. Jeg fortæller hende, at jeg med en erfaringsbaggrund inden for børnehavebørn og indskolingselever er meget optaget af begrebet leg, også når legen bevæger sig væk fra barndommen og ind i ungekulturen og voksenlivet. Annemette synes at stoppe lidt op for at reflektere over legens betydning. ’Jeg ser rigtig meget leg, både i Råkunst og gadefestivalen', siger hun så og fortsætter: 'Jeg ser leg i en bred forstand, både fysisk leg i form af gadefodbold og parkour, men også noget med at turde prøve ting af. Vi skaber rammer, hvor det ikke behøver være så alvorligt endnu’.
Et par af de unge kunstnere indretter loungen i pakhuset med alt godt fra Park og Vejs lager af europapaller og kabeltromler fra Gentofte Kommune. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook.
Annemette fremhæver indretningen af pakhuset til Råkunst som leg og så var det ’skidesjovt’. De fik lov at gå på hugst i Park og Vejs lager af kabeltromler, europapaller og vejskilte. Rekvisitter, der var med til at skabe den rette stemning til udstillingsdagen i Råkunstprojektet.
’De unge siger ind imellem, at det hele ikke behøver være så alvorligt’ efterreflekterer Annemette. ’Man skal turde det, der ikke er seriøst. Det, der ikke nødvendigvis fra starten har et tydeligt sigte, skal også have plads. Det kan frigøre andre tanker’.
Og så er vi igen tilbage ved artiklens udgangspunkt: hvad er det ungekulturen kan?
Ungekulturen synes at rumme legen, det nysgerrige og det undersøgende - og dét uanset om man er ung i det pæne Gentofte eller i de belastede bydele i København. Hvis vi som samfund formår at møde denne kultur med tillid, står vi muligvis med en nøgle både til at løse en række sociale udfordringer og skabe innovativ nytænkning.
Børnekulturens Netværk udgav rapporten 'Ungekultur i nye rammer' i 2010. Download den HER.
Læs Gentofte Kommune og CEFUs (Center for Ungdomsforskning) rapport om ungdommen i Gentofte, fra 2004, HER.
Læs evt. mit indlæg om Streetmekka - ungekultur i København - HER.
Læs evt. mit indlæg om unge og sociale medier HER.
Der er i disse år et stigende fokus på ungdomskultur over alt i Danmark, lige fra København til Nordjylland. Gentofte Kommune går for at være en af landets markante profiler på området. I en rapport fra 2004, udarbejdet af Gentofte Kommune og Center for Ungdomsforskning, bliver de unge i kommunen kaldt 'de priviligerede unge'. 92% af de unge i Gentofte Kommune gennemfører en ungdomsuddannelse. Flertallet af de unge kommer fra ressourcestærke hjem, som i denne sammenhæng også betyder økonomisk ressourcestærke hjem. Størstedelen af de unge har gode venner og er fysisk aktive i fritiden. Gentofte Kommune har succes med en kommunal antimobbe-politik og blev i starten af året kåret som Årets Idrætskommune 2009. Dertil kommer, at der i børne- og ungepolitikkens regi afholdes en årlig konference med det mål at inspirere og udvikle den del af kommunens medarbejdere, der arbejder med børn og unge.
I starten af 2010 blev Gentofte kåret til 'Årets idrætskommune 2009'. Billedet her er fra Streetfestival i Gentofte 2010. Foto: Gentofte Streetfestival/FacebookDet går med andre ord rigtig godt for Gentofte Kommune, når man kan kigger på de statistiske tal for ungdommen i Gentofte. Spørgsmålet er, hvor meget man 'får forærende' som priviligeret ung, hvilket perspektiv kommunen arbejder ud fra, når det gælder et landsdækkende satsningsområde som ungekulturpolitikken og måske allervæsentligst - hvad det er, arbejdet med ungekulturen generelt set kan? Dét vil jeg som børne- og ungekulturformidler gerne undersøge og derfor har jeg sat Gentoftes ungekulturkonsulent, Annemette Krabbe, stævne.
Jeg møder Annemette på Hovedbiblioteket i Gentofte til en snak om visioner, metoder og spontane projekter. Årets første sne er få timer fra at ramme Danmark, det er koldt udenfor og Annemette serverer the og fortæller indledningsvis lidt om sig selv. Hun er uddannet fra Københavns Universitet i Moderne Kultur og Kulturformidling for 5 år siden. Hun har tidligere arbejdet i Kunststyrelsen, på det danske generalkonsulat i New York og som kulturkonsulent i Sorø Kommune. Siden 2008 har der stået ungekulturkonsulent i Gentofte på hendes visitkort. Et job hun tydeligvis brænder for. Det står hurtigt klart, at hun har både ambitioner og håb for det ungekulturelle arbejde.
Som ungekulturkonsulent har Annemette bl.a. været med til at arrangere Gentofte Streetfestival i samarbejde med en række af kommunens engagerede gymnasieelever.’Børnekulturområdet er ved at være et veletableret kulturområde i kommunerne, ikke mindst takket være et tæt samarbejde og Børnekulturens Netværk’ fortæller Annemette og fortsætter: ’Der er børnekulturtilbud integreret i de fleste kommuner i dag’.
Det samme kan endnu ikke siges om ungekulturen. Det er stadig kun ganske få kommuner, der har en reel ungekulturkonsulent som Annemette ansat. Men Annemette er tilknyttet en lang række kommunale og tværkommunale udvalg og projekter, der alle fokuserer på ungdomskulturen og hun er ikke i tvivl: ’Ungdomskulturen kommer til at eksplodere de kommende år!’.
Ungdomskulturen kommer ifølge Annemette til at eksplodere de kommende år. Billedet her er fra Råkunst-udstillingen, der omtales længere nede i artiklen.Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
’Kulturen kan noget, som ikke kun handler om flødeskum på toppen af tilværelsen eller oplevelsesøkonomi’. Kulturen kan ifølge Annemette være en mere subtil indgang til at arbejde med unge end eksempelvis det sociale arbejde er, bl.a. fordi en kulturforvaltning ikke er underlagt ret mange regler og paragraffer for arbejdet. Men også i det kulturelle arbejde skal man være varsom med ikke at institutionalisere de unge, mener Annemette. Det handler i høj grad om at være lyttende og åben for deres idéer og ikke forsøge at presse egne idéer ned over hovedet på dem. De unge er påvirkelige og ligesom de fleste mennesker, vil de gerne tilpasse sig, når først man har deres tillid. Og man må ikke misbruge dén tillid, men hele tiden tilstræbe en forventningsafstemning. ’Det virker heller ikke at komme med færdige løsninger til denne målgruppe – og slet ikke, hvis institutionen – som en kommune jo på en måde er – ikke i udgangspunktet appellerer til de unge’ smiler Annemette.
Man skal ikke misbruge de unges tillid, mener Annemette Krabbe. Foto: Gentofte Streetfestival/Facebook’Jeg ser min rolle som værende udviklingskonsulent på ungekulturområdet’, siger Annemette. Hun har taget nogle billeder med for at vise mig et par eksempler på nogle af de projekter, der kendetegner kommunens indstilling til arbejdet med de unge. Det ene projekt hedder Råkunst. Projektet blev til, da en ung lokal kunstner, Sofie Thorhauge, der netop er startet på Kunstakademiet, kontaktede Gentofte kommune, fordi hun havde en drøm om en kunstudstilling i de slidte rammer i Det Grå Pakhus på Teglgårdsgrunden i Charlottenlund.
’Dén slags henvendelser er en gave’ understreger Annemette og fortæller om den korte, men intensive proces fra første henvendelse til udstillingen blev afholdt. Det hele tog 5 uger. På en uge lykkedes det at samle 17 lokale kunstnere i alderen 14-30 år. Kunstnerne tog selv aktivt del i forberedelsen, hvilket bl.a. inkluderede at samle 36 sække fyldt med affald før rammerne på Teglgårdsgrunden kunne tages i brug.
Det krævede en del forberedelse at få gjort det gamle pakhus klar til udstilling. 36 sække fyldt med affald skulle der til for at rydde huset. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook’Optakten til selve udstillingsdagen er meget væsentlig i processen, da det er her, de unge udvikler kompetencer og ser, at ting kan lade sig gøre’, understreger Annemette, der tydeligvis er meget begejstret for projektet og gerne vil lave mere af den slags. Projektet kulminerede med udstillingen en fredag i september, hvor omkring 500 mennesker kom forbi. Annemette fortæller at den slags projekter kun kan lade sig gøre med gode kommunale samarbejdspartnere såsom Park og Vej, Gentofte Ejendomme, Gentofte Brandvæsen, politiet, naboerne osv.
Der kom ca. 500 besøgende forbi Råkunst-udstillingen i løbet af den dag udstillingen var åben. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/FacebookDet er Annemettes erfaring, at det ikke duer, at sådan en idé er et halvt år om at blive realiseret. Råkunst blev til, fordi Sofie kom med en god idé, og der var et kommunalt apparat, der var i stand til at handle hurtigt og sørge for det praktiske, strategiske, økonomiske og organisatoriske arbejde. Annemette har muligheden for at gå ind i sådan et spontant projekt, fordi hun er specifikt ansat som ungekulturkonsulent. Det tydeliggør behovet for reelle ungekulturkonsulenter i langt flere kommuner.
Annemette fremhæver et andet projekt, der er blevet en tilbagevendende kulturel begivenhed i kommunen. Gentofte Streetfestival så dagens lys tilbage i 2008, hvor en gruppe gymnasieelever fra elevrådet på Ordrup Gymnasium havde en idé til en gadefestival. Gadefodbold skulle være omdrejningspunktet.
Årene efter i 2009 og 2010 blev streetfestivalen atter afholdt, og konceptet blev videreudbygget med blandt andet parkour, en slags gadeidræt hvor byens rum bruges som redskaber, kunstnerisk udfoldelse, hip hop, et selvstændigt musikprogram og meget andet. Forberedelserne til Gentofte Streetfestival 2011 er allerede i gang, og i år indgås et tæt samarbejde med Aurehøj Gymnasium, som vil få ansvar for at sammensætte et musikprogram med lokale musikere. Aurehøj har taget i mod henvendelsen med kyshånd.
Stemningen er høj til Streetfestival. De unge er medarrangører og har lagt et stort arbejde i projektet. Foto: Gentofte Streetfestival/FacebookAnnemette fortæller, at festivalen ikke skal overleve for enhver pris. Men så længe der er et udviklingspotentiale i projektet og de unge selv er engagerede, fortsætter festivalen. Både de unge og Annemette drømmer om at udvide Streetfestival til en årlig gadefestival, hvor alle kommunens gymnasier er med i samarbejdet. Arbejdet med festivalen starter i oktober og slutter i juni og strækker sig dermed over det meste af et skoleår. I år er der kommet et helt kuld nye elever med i projektet, fordi nogle af de oprindelige initiativtagere er gået ud af gymnasiet. Det åbner i følge Annemette for nye vinkler og tiltag. Annemette har også set eksempler på, hvordan skjult talent pludselig folder sig ud i de kulturelle projekter, såsom eksemplet med en fyr der viste sig at vide en masse om gadekunst, som end ikke hans lærer var klar over.
Gadefestival 2010, hvor bl.a. Per Vers optrådte. Foto: Gentofte streetfestival/FacebookProjektet er ifølge Annemette et godt eksempel på, at unge sagtens kan fastholdes over længere tid. Det afgørende er, at de er motiverede, og dér adskiller de sig ikke så meget fra andre aldersgrupper.
Kommunen har ikke modtaget en eneste klage til hverken Gentofte Streetfestival eller Råkunst. Annemette mener, at det handler om den gode dialog med naboerne, samarbejdet med de kommunale institutioner og en fornuftig forberedelse.
Til gengæld halter det med mediedækningen. Medierne skriver eller bringer sjældent noget om projekter som Streetfestival og Råkunst. Og det er ikke fordi Annemette ikke kontakter medierne, der er bare sjældent gevinst. Hun er dog optimistisk og tror, at der vil komme mere fokus i de kommende år i takt med, at det tværkommunale arbejde med ungekultur styrkes og hjælper med at skabe fokus på betydningen af det ungekulturelle arbejde.
Billedet midlertidigt fjernet - nyt på vej
Der var ingen mediedækning af 'Råkunst', da det løb af stablen fredag d. 24. september 2010, men det ødelagde ikke den gode stemning. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook
Annemette fremhæver den personlige relation, nærhed og tillid som grundværdier i hendes arbejde. ’Det er dét vi kan som kommune. Vi skal ikke ind og konkurrere med at opbygge eksempelvis net-portaler eller andre virtuelle værktøjer’, fortæller hun. En undersøgelse, som en arbejdsgruppe i et projekt under CKO (Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi) foretog på Ordrup gymnasium for nylig viste, at de unges hverdag trods et mediebombardement, utallige tilbud og internetadgang stadig primært handler om de nære relationer. Om vennerne, familien og lokalområdet.
Annemette vender tilbage til det med tillid og citerer en ung pige, hun netop har hørt på Børnekulturens Netværks Ungdomskulturkonference dagen før. ’I skal bare vise os tillid, jeg kan garantere, vi skal nok leve op til det’. Annemette understreger det selvfølgelige i pigens ønske, men nævner også, at der pt. ikke er værktøjerne til at modtage de unge og deres ønsker i alle kulturforvaltninger.
Når kommunen ellers er gearet til at imødekomme en spontan idé, kan det lade sig gøre at stable et udstillingsprojekt som Råkunst på benene på 5 uger. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook’Man skal ikke være så bange for de unge’, mener Annemette. ’Men man skal påtage sig et ansvar og leve op til deres tillid’. Annemette fremhæver det selvstyrede ungekulturhus Kraftverket i Valby som et af landets meget velfungerende ungekultursteder, også fordi de indirekte løser mange problemer via kulturen og fokuserer på overskud og ressourcer frem for problemer.
Afslutningsvis spørger jeg Annemette, om hun ser tendenser til leg i ungekulturen i dag. Jeg fortæller hende, at jeg med en erfaringsbaggrund inden for børnehavebørn og indskolingselever er meget optaget af begrebet leg, også når legen bevæger sig væk fra barndommen og ind i ungekulturen og voksenlivet. Annemette synes at stoppe lidt op for at reflektere over legens betydning. ’Jeg ser rigtig meget leg, både i Råkunst og gadefestivalen', siger hun så og fortsætter: 'Jeg ser leg i en bred forstand, både fysisk leg i form af gadefodbold og parkour, men også noget med at turde prøve ting af. Vi skaber rammer, hvor det ikke behøver være så alvorligt endnu’.
Et par af de unge kunstnere indretter loungen i pakhuset med alt godt fra Park og Vejs lager af europapaller og kabeltromler fra Gentofte Kommune. Foto: Ungekultur Gentofte Kommune/Facebook.Annemette fremhæver indretningen af pakhuset til Råkunst som leg og så var det ’skidesjovt’. De fik lov at gå på hugst i Park og Vejs lager af kabeltromler, europapaller og vejskilte. Rekvisitter, der var med til at skabe den rette stemning til udstillingsdagen i Råkunstprojektet.
’De unge siger ind imellem, at det hele ikke behøver være så alvorligt’ efterreflekterer Annemette. ’Man skal turde det, der ikke er seriøst. Det, der ikke nødvendigvis fra starten har et tydeligt sigte, skal også have plads. Det kan frigøre andre tanker’.
Og så er vi igen tilbage ved artiklens udgangspunkt: hvad er det ungekulturen kan?
Ungekulturen synes at rumme legen, det nysgerrige og det undersøgende - og dét uanset om man er ung i det pæne Gentofte eller i de belastede bydele i København. Hvis vi som samfund formår at møde denne kultur med tillid, står vi muligvis med en nøgle både til at løse en række sociale udfordringer og skabe innovativ nytænkning.
Børnekulturens Netværk udgav rapporten 'Ungekultur i nye rammer' i 2010. Download den HER.
Læs Gentofte Kommune og CEFUs (Center for Ungdomsforskning) rapport om ungdommen i Gentofte, fra 2004, HER.
Læs evt. mit indlæg om Streetmekka - ungekultur i København - HER.
Læs evt. mit indlæg om unge og sociale medier HER.
lørdag den 27. november 2010
Det Lille Teater: Det levende loft
Juleforestilling med julehygge af den ægte slags
Julefreden har sænket sig over Det Lille Teater med deres juleforestilling ’Det levende loft’. Det er en sød, hyggelig, rolig og sjov forestilling. Præcis som en juleforestilling for de mindste skal være. Der er ingen store dramaer undervejs, ingen konflikter der skal løses og ingen uhyggelige scener, hvor de mindste kryber ind til deres forældre og egentlig helst vil hjem. Der er derimod veloplagte sange, der bragte mig tilbage til min egen barndom med Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. Der er små, gode, velfortalte historier om den modige mand, der forelskede sig i bagerjomfruen, om Klodshans og om nissen, der kunne forvandle ting til guld. Og der er kulisser og rekvisitter, der bliver levende. Det er en vinterlun og hjertevarm forestilling.
Susanne Storm og dukkefører Karen Pontoppidan Monrad i forestillingen 'Det levende loft' på Det Lille Teater. Foto: Bjarne Stæhr
Rammen for teaterstykket er ganske simpel. Den foregår på loftet, også i bogstavelig forstand i Det Lille Teater, hvor vi som publikum blev ledt op på loftet i det gamle baghus. Scenen er indrettet som et loft med alt dét et lettere rodet loft oftest indeholder. Først og fremmest ting man ikke bruger, men som man ikke nænner at smide væk og som man har planer om at reparere, lige pludselig, en eller anden dag. Hovedpersonen - og stykkets eneste synlige skuespiller - spillet indlevende af Susanne Storm, har netop rigtig svært ved at skille sig af med ting. Det er blevet tid til at finde julekassen frem og sortere i den, men det er svært at skille sig af med alle de ting, når der er så mange minder forbundet med dem. Og det viser sig jo, at tingene har deres egne historier.
Bagvæggen på scenen består af en hel masse skabslåger i forskellige størrelser. Og bag alle disse låger, som leder tankerne hen på en magisk julekalender i 3D, springer legetøj, nisser og andre overraskelser frem. Der er liv bag lågerne, og der var store øjne og små måbende munde blandt børnene på publikumsrækkerne. Der blev peget og grinet en del, og lige da jeg begyndte at fornemme uro på rækkerne, fordi de mindste af børnene ikke kunne sidde stille mere, så sluttede stykket. Og sørme om ikke pebernøddedåsen bag en af skabslågerne undervejs i stykket på forunderlig vis var blevet fyldt op, så der var pebernødder til alle børn og barnlige sjæle på vejen ud.
Det var helt trylleagtigt, sagde min 9-årige datter, som i øvrigt var et pænt stykke over den anbefalede aldersgrænse på 3-6 år, da forestillingen var forbi. Hun sagde også; 'det var det helt rigtige tøj, hende Susanne havde på, den helt rigtige udsmykning og en meget god skuespiller’. Da vi kom hjem gik min datter på opdagelse i vores egne skuffer på jagt efter ting med historier. For det er jo det godt børneteater kan. Det kan stimulere til mere leg og flere historier.
Der er så godt som udsolgt til alle forestillingerne frem til jul, men man kan jo forsøge sig alligevel på Det Lille Teaters hjemmeside HER.
Julefreden har sænket sig over Det Lille Teater med deres juleforestilling ’Det levende loft’. Det er en sød, hyggelig, rolig og sjov forestilling. Præcis som en juleforestilling for de mindste skal være. Der er ingen store dramaer undervejs, ingen konflikter der skal løses og ingen uhyggelige scener, hvor de mindste kryber ind til deres forældre og egentlig helst vil hjem. Der er derimod veloplagte sange, der bragte mig tilbage til min egen barndom med Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. Der er små, gode, velfortalte historier om den modige mand, der forelskede sig i bagerjomfruen, om Klodshans og om nissen, der kunne forvandle ting til guld. Og der er kulisser og rekvisitter, der bliver levende. Det er en vinterlun og hjertevarm forestilling.
Susanne Storm og dukkefører Karen Pontoppidan Monrad i forestillingen 'Det levende loft' på Det Lille Teater. Foto: Bjarne StæhrRammen for teaterstykket er ganske simpel. Den foregår på loftet, også i bogstavelig forstand i Det Lille Teater, hvor vi som publikum blev ledt op på loftet i det gamle baghus. Scenen er indrettet som et loft med alt dét et lettere rodet loft oftest indeholder. Først og fremmest ting man ikke bruger, men som man ikke nænner at smide væk og som man har planer om at reparere, lige pludselig, en eller anden dag. Hovedpersonen - og stykkets eneste synlige skuespiller - spillet indlevende af Susanne Storm, har netop rigtig svært ved at skille sig af med ting. Det er blevet tid til at finde julekassen frem og sortere i den, men det er svært at skille sig af med alle de ting, når der er så mange minder forbundet med dem. Og det viser sig jo, at tingene har deres egne historier.
Bagvæggen på scenen består af en hel masse skabslåger i forskellige størrelser. Og bag alle disse låger, som leder tankerne hen på en magisk julekalender i 3D, springer legetøj, nisser og andre overraskelser frem. Der er liv bag lågerne, og der var store øjne og små måbende munde blandt børnene på publikumsrækkerne. Der blev peget og grinet en del, og lige da jeg begyndte at fornemme uro på rækkerne, fordi de mindste af børnene ikke kunne sidde stille mere, så sluttede stykket. Og sørme om ikke pebernøddedåsen bag en af skabslågerne undervejs i stykket på forunderlig vis var blevet fyldt op, så der var pebernødder til alle børn og barnlige sjæle på vejen ud.
Det var helt trylleagtigt, sagde min 9-årige datter, som i øvrigt var et pænt stykke over den anbefalede aldersgrænse på 3-6 år, da forestillingen var forbi. Hun sagde også; 'det var det helt rigtige tøj, hende Susanne havde på, den helt rigtige udsmykning og en meget god skuespiller’. Da vi kom hjem gik min datter på opdagelse i vores egne skuffer på jagt efter ting med historier. For det er jo det godt børneteater kan. Det kan stimulere til mere leg og flere historier.
Der er så godt som udsolgt til alle forestillingerne frem til jul, men man kan jo forsøge sig alligevel på Det Lille Teaters hjemmeside HER.
torsdag den 25. november 2010
Søgeord på min blog
Søgeord som pejlemærker
Søgeordene, der leder folk hen til min blog, er i grunden meget sigende for, hvad denne blog handler om. Der er langt mellem de spøjse søgninger, om end jeg husker, der engang var én, der søgte på en strikkeopskrift på en giraf. Dét kunne jeg desværre ikke tilbyde et indlæg om.
Søgeordene er for mig at se en indikation på, at min ambition om at skabe en faglig blog med fokus på børne- og ungdomskultur, leg, æstetiske læreprocesser, visuel kultur og uddannelse er ved at lykkes. Jeg synes i den sammenhæng, at det er lidt interessant at gengive den sidste tids søgeord (under billedet) - og jeg kan ikke se hvem der søger, kun hvad der bliver søgt på:
Vægmalerier i KBH, billedkunstundervisning, dm i tegning, foredrag om legens udvikling, ungdomskultur street kultur københavn, huskespil, parkour for børn, Børnehavekonferencen 2010, skabelon til huskespil, streetmekka parkour, bevægelse i byrummet, abc3d, unge og medier, børns legekultur og medier, youtube, børne juledekoration, billedkunst, undervisning børn, anmeldelse teaterforestilling det levende loft, ungdomskulturer uddannelse, kreativitet kaos, ungdomskultur anno 2010, bog om vægmaleri, stiftende generalforsamling børne- og ungdomskultur, berlin, unge og sociale medier, børns mediekompetence, anmeldelse teater, memory huskespil, museumsformidling i sociale medier, ungdomskultur 2010 københavn, parkour børn, mediernes indflydelse i hverdagen, legepladser berlin, aros stygge streger, struktur ph d, børne parkour, sydamerikanske kunstmalere, hjerneforskning depression, dokkedal dixen, san francisco i 70 erne, lege for voksne, parkour lege, ungdoms tendenser i danmark, kaos kreativitet, the social network nyhedsværdi, børnehavekonferencen, "sociale medier" + betydning for kulturen, Medier og unge, børns legekultur, det levende loft, vægmalerier børn, streger kunst bog, eksempler på ungdomskultur, udsmykning og billedkunst undervisning for børn, lege + parkour, ungdomskultur i berlin, byrum, mediernes betydning ungdomskultur, børn og identitet.
Søgeordene, der leder folk hen til min blog, er i grunden meget sigende for, hvad denne blog handler om. Der er langt mellem de spøjse søgninger, om end jeg husker, der engang var én, der søgte på en strikkeopskrift på en giraf. Dét kunne jeg desværre ikke tilbyde et indlæg om.
Søgeordene er for mig at se en indikation på, at min ambition om at skabe en faglig blog med fokus på børne- og ungdomskultur, leg, æstetiske læreprocesser, visuel kultur og uddannelse er ved at lykkes. Jeg synes i den sammenhæng, at det er lidt interessant at gengive den sidste tids søgeord (under billedet) - og jeg kan ikke se hvem der søger, kun hvad der bliver søgt på:
Vægmalerier i KBH, billedkunstundervisning, dm i tegning, foredrag om legens udvikling, ungdomskultur street kultur københavn, huskespil, parkour for børn, Børnehavekonferencen 2010, skabelon til huskespil, streetmekka parkour, bevægelse i byrummet, abc3d, unge og medier, børns legekultur og medier, youtube, børne juledekoration, billedkunst, undervisning børn, anmeldelse teaterforestilling det levende loft, ungdomskulturer uddannelse, kreativitet kaos, ungdomskultur anno 2010, bog om vægmaleri, stiftende generalforsamling børne- og ungdomskultur, berlin, unge og sociale medier, børns mediekompetence, anmeldelse teater, memory huskespil, museumsformidling i sociale medier, ungdomskultur 2010 københavn, parkour børn, mediernes indflydelse i hverdagen, legepladser berlin, aros stygge streger, struktur ph d, børne parkour, sydamerikanske kunstmalere, hjerneforskning depression, dokkedal dixen, san francisco i 70 erne, lege for voksne, parkour lege, ungdoms tendenser i danmark, kaos kreativitet, the social network nyhedsværdi, børnehavekonferencen, "sociale medier" + betydning for kulturen, Medier og unge, børns legekultur, det levende loft, vægmalerier børn, streger kunst bog, eksempler på ungdomskultur, udsmykning og billedkunst undervisning for børn, lege + parkour, ungdomskultur i berlin, byrum, mediernes betydning ungdomskultur, børn og identitet.
Æstetisk julepynt i børnehaven
Jeg har virkelig svært ved at finde den barnlige begejstring og glæde ved sneen frem, når kalenderen ikke engang officielt siger december og vintermåned endnu. Æv altså. Men nu kan man jo som bekendt ikke gøre så meget ved vejret, så lad det nu ligge. Hvad man derimod KAN gøre noget ved, er den traditionelle julepynt i daginstitutionerne og se lige de her fine juleengle, de har lavet i børnehaven Højgården i Hellerup. Teknikken bag er inspireret af bogen 'Det gemmer sig i blyanten'. Der er brugt tush, vandfarve, glimmer/pallietter, avisudklip og stofrester.
Traditioner i daginstitutioner har i mange år været lig med kedelige skabeloner og pap i traditionelle julefarver og påskefarver, men træning af motoriske færdigheder som at klippe, tegne efter skabelon og bruge lim behøver ikke længere være lig med mangel på æstetisk og individuelt udtryk.
Jeg beklager den dårlige billedkvalitet. Jeg kom forbi børnehaven af en hel anden grund og havde kun mobiltelefonen med.
Traditioner i daginstitutioner har i mange år været lig med kedelige skabeloner og pap i traditionelle julefarver og påskefarver, men træning af motoriske færdigheder som at klippe, tegne efter skabelon og bruge lim behøver ikke længere være lig med mangel på æstetisk og individuelt udtryk.
Jeg beklager den dårlige billedkvalitet. Jeg kom forbi børnehaven af en hel anden grund og havde kun mobiltelefonen med.
tirsdag den 23. november 2010
Teacher leave them kids alone
Flot international undervisningspris til to danske lærere
Stort tillykke til Hellerup skole og ikke mindst de to lærere Mette Hauch og Martin Ryum, som netop har vundet en flot international undervisningspris. De står bag undervisningsprojektet 'Teacher leave them kids alone', der er et tværfagligt forløb for udskolingselever. Projektet handler om at producere kortfilm i 6-mandsgrupper.
De glade, stolte vindere: Mette Hauch og Martin Ryum. Foto: Lokalavisen Villabyerne d. 23.11.2010
De har vundet prisen foran 200.000 andre projekter fra hele verden og prisen, der blev overrakt dem i Sydafrika, har den flotte titel 'Microsoft Worldwide International Educator Award'. Jeg bider især mærke i, at Martin Ryum udtaler, at nøglen til at gøre eleverne supermotiverede ligger i at give dem ansvar og vise dem tillid. At eleverne føler mere ejerskab når de får friere rammer. Det har bl.a. bevirket, at eleverne har været ude og filme midt om natten. Man kan kun håbe på, at Lars Løkke og Tine Nedergaard læser med og bemærker hvad tillid, friere rammer og engagerede lærere betyder for den gode undervisning.
Og hvis Danmark skal være 'verdens bedste folkeskole', så er den her pris da en god vej at gå...
Læs hele artiklen her.
Stort tillykke til Hellerup skole og ikke mindst de to lærere Mette Hauch og Martin Ryum, som netop har vundet en flot international undervisningspris. De står bag undervisningsprojektet 'Teacher leave them kids alone', der er et tværfagligt forløb for udskolingselever. Projektet handler om at producere kortfilm i 6-mandsgrupper.
De glade, stolte vindere: Mette Hauch og Martin Ryum. Foto: Lokalavisen Villabyerne d. 23.11.2010De har vundet prisen foran 200.000 andre projekter fra hele verden og prisen, der blev overrakt dem i Sydafrika, har den flotte titel 'Microsoft Worldwide International Educator Award'. Jeg bider især mærke i, at Martin Ryum udtaler, at nøglen til at gøre eleverne supermotiverede ligger i at give dem ansvar og vise dem tillid. At eleverne føler mere ejerskab når de får friere rammer. Det har bl.a. bevirket, at eleverne har været ude og filme midt om natten. Man kan kun håbe på, at Lars Løkke og Tine Nedergaard læser med og bemærker hvad tillid, friere rammer og engagerede lærere betyder for den gode undervisning.
Og hvis Danmark skal være 'verdens bedste folkeskole', så er den her pris da en god vej at gå...
Læs hele artiklen her.
mandag den 22. november 2010
Global Generation 2010
Lige om lidt skal jeg hen og interviewe Annemette Krabbe, der er ungdomskulturkonsulent i Gentofte Kommune, til et indlæg her på bloggen (skal tage mit nye legetøj, en digital diktafon, i brug og glæder mig som et lille barn). Gentofte er stadig en af de få kommuner, der har en decideret ungdomskulturkonsulent. Og så er det jo meget passende lige at sætte denne video på som optakt - jeg citerer fra videoen: 'In order to understand the world, it's important to understand the youth'
We All Want to Be Young from box1824 on Vimeo.
søndag den 21. november 2010
Voksne og leg 2
Fra deprimeret og ensom 91-årig til 'Superbedste'.
De her billeder fortæller en meget sød historie om den franske fotograf Sacha Goldberger, der fandt ud af at hans 91-årige bedstemor var deprimeret. For at opmuntre hende foreslog han, at de tog nogle billeder med skøre kostumer i skæve situationer. Hun gik modvilligt med til det, men da de først var i gang, lyste hun op i eet stort smil.
Billederne og selve historien bag vidner om, at man aldrig bliver for gammel til at lege. Og set i lyset af mit tidligere indlæg om, at stigende depressioner i samfundet kan skyldes mangel på leg, så kunne man jo godt fristes til at konkludere, at den søde bedstemor her ikke bare har følt sig tilovers og ensom. Hun havde sikkert heller ikke leget i mange år. Godt der kom et kreativt barnebarn forbi og tog disse billeder og hjalp en 91-årig med at finde sit indre legebarn frem.
Læs og se mange flere skønne billeder på My modern met HER og HER
Fotos: Sacha Goldberger
De her billeder fortæller en meget sød historie om den franske fotograf Sacha Goldberger, der fandt ud af at hans 91-årige bedstemor var deprimeret. For at opmuntre hende foreslog han, at de tog nogle billeder med skøre kostumer i skæve situationer. Hun gik modvilligt med til det, men da de først var i gang, lyste hun op i eet stort smil.
Billederne og selve historien bag vidner om, at man aldrig bliver for gammel til at lege. Og set i lyset af mit tidligere indlæg om, at stigende depressioner i samfundet kan skyldes mangel på leg, så kunne man jo godt fristes til at konkludere, at den søde bedstemor her ikke bare har følt sig tilovers og ensom. Hun havde sikkert heller ikke leget i mange år. Godt der kom et kreativt barnebarn forbi og tog disse billeder og hjalp en 91-årig med at finde sit indre legebarn frem.
Læs og se mange flere skønne billeder på My modern met HER og HER
Fotos: Sacha GoldbergerTeateranmeldelse af Da lille Madsens hus...
Leder du efter en anmeldelse af Det Lille Teaters opsætning af 'Da lille Madsens hus blæste væk?'. Det kan du læse her på bloggen ved at trykke HER.
Da Lille Madsens hus blæste væk på Det Lille Teater
Da Lille Madsens hus blæste væk på Det Lille Teaterfredag den 19. november 2010
Deprimerede børn og unge i uddannelsessystemet
Denne nedslående artikel fra Psychology today siger ikke så lidt om den vej, vi bevæger os med et uddannelsessystem, der bliver mere og mere testorienteret. De kedelige meldinger lyder: Jo mindre tid til leg, desto større risiko for depression, også blandt børn og unge. Og er det ikke bare et paradoks i en tid, hvor der samtidig råbes på mere kreativitet i uddannelsessystemet?
Heldigvis er det danske uddannelsessystem jo ikke så stift og testorienteret som det amerikanske er - endnu, men vi er godt på vej derhen ad. Tests fra 1. klasse, elever der skal kunne det samme på tidligere klassetrin, formelle elevplaner der ikke rummer reel dialog mellem børn, forældre og lærere, men snarere fungerer som en slags tjekliste osv osv. Vær opmærksom på at artiklen er delt op i en del 1 og 2.
Og set i det lys kan man jo spørge sig selv, om det bl.a. er mangel på (tid til) leg der er medvirkende årsag til en række triste selvmord på det prestigefyldte Cambridge University? Læs om det i denne artikel fra Politiken.
Heldigvis er det danske uddannelsessystem jo ikke så stift og testorienteret som det amerikanske er - endnu, men vi er godt på vej derhen ad. Tests fra 1. klasse, elever der skal kunne det samme på tidligere klassetrin, formelle elevplaner der ikke rummer reel dialog mellem børn, forældre og lærere, men snarere fungerer som en slags tjekliste osv osv. Vær opmærksom på at artiklen er delt op i en del 1 og 2.
Og set i det lys kan man jo spørge sig selv, om det bl.a. er mangel på (tid til) leg der er medvirkende årsag til en række triste selvmord på det prestigefyldte Cambridge University? Læs om det i denne artikel fra Politiken.
torsdag den 18. november 2010
Danseoprør
Dansen som (ungdomskulturelt?) oprør mod det etablerede samfund
Dansen har til alle tider stået som et af menneskets stærkeste udtryksformer. Ikke underligt er oprøret mod det bestående samfund ofte startet i dansen. Efter mange hundrede år med folkedans, blev pardansen moderne i 1800-tallet, hvor valsen i dens tidlige år blev anset som en meget provokerende dans. Pludselig begyndte man at ændre på tempo og takter. Hvad lignede det ikke? I dag, godt 100 år senere, er stilarten en klassisk ballroom-dansestilart.
I stort set samme tidsperiode, på den anden side af jorden i Brasilien i 1892, blev capoeira, der for alvor havde taget form som oprørsk kampdans, forbudt, og danserne blev betragtet som kriminelle.
Knap 100 år senere i 1974 blev capoeira erklæret for Brasiliens nationaldans og i dag afholdes der verdensomspændende konkurrencer og opvisninger i dansen.
I Europa og USA videreudviklede pardansen sig i 30'erne og 40'erne, hvor lidenskaben og flirten for alvor fik plads i dansen.
Fest og glade dage når de andre er gået hjem...
I 50'erne var det rock'n roll og twist der kom i søgelyset. Hvad havde de unge gang i?- sådan at stå ryste med hele underlivet på en udfordrende og ukontrolleret måde. Siden da har vi været vidne til at pardansen blev til solodans, som igen blev til trancelignende dans til elektronisk musik, vi har set at dansen rykkede ud på gaden og og siden hen ind i vores fjernsyn som fredagsunderholdning (indlægget fortsættes efter videoerne).
En gruppe entusiastiske fyre danser breakdance i subway'en i New York og stoppes af politiet
Åbningsscenen i Spike Lee's 'Do the right thing' med en meget ung og vredt dansende Josie Peréz. Før denne scene dansede (pæne) piger ikke rundt på gaden i små toppe og så så vrede ud.
Den engelske sociolog Bryan S. Turner siger, at dansen altid har haft en unik evne til at gøre oprør med samfundsformer, især når det drejer sig om grupper, der har været marginaliseret af samfundet. Jeg ved ikke om man ligefrem kan sige, at ungdommen gennem alle tider har været marginaliseret af samfundet, men det slår mig, at nye dansestrømninger oftest opstår blandt de unge. Strømninger som altså med tiden bliver integreret i det etablerede samfund. De bliver ikke bare socialt og kulturelt accepteret, de ændrer også ved vores generelle samfundsstruktur- og opfattelse. Lad os håbe det på sigt også er tilfældet med videoen nedenfor, hvor en gruppe unge fyre danser breakdance i en park i Teheran i Iran i 2008
- også selvom det gik rigtig galt med oprøret året efter i 2009.
Dansen har til alle tider stået som et af menneskets stærkeste udtryksformer. Ikke underligt er oprøret mod det bestående samfund ofte startet i dansen. Efter mange hundrede år med folkedans, blev pardansen moderne i 1800-tallet, hvor valsen i dens tidlige år blev anset som en meget provokerende dans. Pludselig begyndte man at ændre på tempo og takter. Hvad lignede det ikke? I dag, godt 100 år senere, er stilarten en klassisk ballroom-dansestilart.
I stort set samme tidsperiode, på den anden side af jorden i Brasilien i 1892, blev capoeira, der for alvor havde taget form som oprørsk kampdans, forbudt, og danserne blev betragtet som kriminelle.
Knap 100 år senere i 1974 blev capoeira erklæret for Brasiliens nationaldans og i dag afholdes der verdensomspændende konkurrencer og opvisninger i dansen.
I Europa og USA videreudviklede pardansen sig i 30'erne og 40'erne, hvor lidenskaben og flirten for alvor fik plads i dansen.
Fest og glade dage når de andre er gået hjem...
I 50'erne var det rock'n roll og twist der kom i søgelyset. Hvad havde de unge gang i?- sådan at stå ryste med hele underlivet på en udfordrende og ukontrolleret måde. Siden da har vi været vidne til at pardansen blev til solodans, som igen blev til trancelignende dans til elektronisk musik, vi har set at dansen rykkede ud på gaden og og siden hen ind i vores fjernsyn som fredagsunderholdning (indlægget fortsættes efter videoerne).
En gruppe entusiastiske fyre danser breakdance i subway'en i New York og stoppes af politiet
Åbningsscenen i Spike Lee's 'Do the right thing' med en meget ung og vredt dansende Josie Peréz. Før denne scene dansede (pæne) piger ikke rundt på gaden i små toppe og så så vrede ud.
Den engelske sociolog Bryan S. Turner siger, at dansen altid har haft en unik evne til at gøre oprør med samfundsformer, især når det drejer sig om grupper, der har været marginaliseret af samfundet. Jeg ved ikke om man ligefrem kan sige, at ungdommen gennem alle tider har været marginaliseret af samfundet, men det slår mig, at nye dansestrømninger oftest opstår blandt de unge. Strømninger som altså med tiden bliver integreret i det etablerede samfund. De bliver ikke bare socialt og kulturelt accepteret, de ændrer også ved vores generelle samfundsstruktur- og opfattelse. Lad os håbe det på sigt også er tilfældet med videoen nedenfor, hvor en gruppe unge fyre danser breakdance i en park i Teheran i Iran i 2008
- også selvom det gik rigtig galt med oprøret året efter i 2009.
tirsdag den 16. november 2010
mandag den 15. november 2010
Blogoversigt over efterårets blogindlæg
En blog om legens egenskaber, gadekultur, kreativitet, sociale medier og børne- og ungdomskultur
Det er blevet tid til et nyt tilbageblik på efterårets blogindlæg. Hvad var den røde tråd, hvis der altså var sådan en?
Et tilbageblik er altid en god anledning på det helt personlige plan til at se nærmere på, hvad der egentlig optager mig. Kodeordene synes i stigende grad at være leg og gadekultur. Leg, fordi det går mere og mere op for mig, hvordan leger spiller en væsentlig rolle ikke bare i børns liv, men for menneskets grundlæggende trivsel, kreativitet og skabertrang.
Gadekultur
Gadekulturen synes at være et særlig oplagt forum for legens væsen. 9 indlæg om forskellige aspekter af gadekultur er det blevet til ind til videre og indlæggene tager udgangspunkt i henholdsvis København, Berlin og Californien/USA. Her er et overblik over indlæggene:
Læs om Københavns nye 'gadeidrætsfacilitet' Streetmekka her
Læs om gadekunstbloggen og kulturformidlerne STREETHEART her
Læs om vægmalerier (fra San Francisco til Nørrebro) og kulturel identitet her
Om det kommercielle og socialt/kulturelt inkluderende 'Global Let's Colour Project', der giver grå gader farve, her
Læs om leg og parkour her
- og se et foto/videogalleri af Berlin som parkourby her
Læs om en fotograf der inddrager det offentlige rum til sine billeder - så mennesker der måske aldrig kommer på museum, også eksponeres for kunst - her
Læs om 'scraperbikes' - en måde at udsmykke sin cykel på - i Californien her
- Og læs om Improv Everywhere, legende gadeperformance med humor her
Læs også om 'collagekultur - en tendens i ungdomskulturen', inspireret af en koncert med DJ-kongen RjD2 her
Der spilles bordfodbold til åbningen af Streetmekka i København. Foto: Monica Langelund
Børne- og ungdomskultur
På samme uge blev der holdt to af hinanden uafhængige seminarer om børne- og ungdomskultur. Det er interessant at se, hvordan der på tværs af forskningsmiljø og kulturliv synes at være en fælles interesse for ikke bare at få bedre indblik i børne- og ungdomkulturen, men også få etableret disse kulturer som integrerede og nødvendige dele af vores videre samfundsudvikling.
Læs om etableringen af BiD: Børne- og ungdomskulturforskning i Danmark her
og læs om Copenhagen Kids' visionsseminar her.
De sociale medier
De sociale mediers indflydelse på vores hverdag og ikke mindst unges brug af de sociale medier er et andet emne, der har været oppe og vende flere gange på bloggen.
Læs om unge og sociale medier - hvem er egentlig de uintelligente? - her
Læs om moderne kulturformidling og sociale medier her
Og læs om mine overvejelser som blogger i fht min rolle som videreformidler af budskaber her
- I den forbindelse kan man også læse om undervisningskampagnen 'Demokrati Fordi' her
Scraberbikes - et voksende fænomen i fattige byområder i Californien, hvor unge customizer deres cykler frem for at begå kriminalitet på gaden.
Forskning
Jeg er meget glad for TED og Vimeo. Her finder man ofte videoguldkorn i form af kompetente foredragsholdere, der kan opdatere en om fx. forskning inden for leg, kreativitet og uddannelse.
Se fx. en animeret video af Ken Robinsons kloge - og provokerende - ord om det vestlige uddannelsessystem her
Se en video hvor Stuart Brown fortæller om banebrydende hjerneforskning om leg her
Se en video hvor Tim Brown fortæller underholdende om forbindelsen mellem leg og kreativitet her
Og læs om en ny ph.d afhandling der konkluderer at struktur + kaos = kreativitet her
Visual Thinking Strategies på SMK
Jeg har fået muligheden for at afprøve en kunstformidlings- og undervisningsmetode, jeg er ved at uddanne mig i, fra USA, på Statens Museum for Kunst (SMK). Metoden er udviklet til børn og unge, men kan også bruges med voksne. Jeg har samlet en gruppe voksne, der en gang om måneden hen over vinteren mødes på SMK for at tale om kunstværkerne. Mit mål er at få erfaring med et voksent publikum, fordi jeg på sigt vil videreformidle metoden til andre undervisere/lærere/pædagoger/formidlere.
Kunstformidlingsmetoden hedder Visual Thinking Strategies og der er et reelt indlæg på vej om metoden inden årets udgang her på bloggen.
Men læs mere om mit projekt på SMK her
(holdet er lukket for flere tilmeldinger)
Youtube
Youtube er endnu en guldgrube af videoer, der kan studeres med leg og kreativitet for øje, eller bare ses for underholdningens skyld. Her er et par stykker jeg har bragt på min blog:
1 år og 8 måneder - nu med iPhone - se den her
3-årig dirigent, der bruger hele kroppen til at udtrykke sig med - se den her
Hvem siger trommer skal koste en formue - se video med 'gadetrommer' her
Idéer til billedkunstundervisningen
Som tidligere billedkunstlærer har jeg også tilbagevendende indlæg med ideer til billedkunstundervisningen. I min tid som billedkunstlærer savnede jeg desperat ny inspiration til undervisningsforløb. Jeg tror i den forbindelse på dynamisk vidensdeling og idéudveksling på nettet fremfor mere fastlåste bogsystemer. Ideerne er ment som idéoplæg, man selv kan videreudvikle fra. Jeg har ikke selv afprøvet dem, fordi jeg ikke længere arbejder som lærer.
Læs en oversigt over andre blogs/sider med ideer til undervisningen her
Læs om kunsten at tegne skitser og kruseduller - inspireret af en af mine yndlingsblogs Doodlers Anonymous - her og her
Læs om brug af musikvideoer i billedkunstundervisningen her
Læs om digitalt arbejde i billedkunst her
og læs om STREETHEARTs tilbud om undervisning i gadekunst her
Doodlers Anonymous er alle tiders sted at hente inspiration til nye undervisningsforløb i billedkunst. Her er det et eksempel på en kvindelig kunstner - 'Loops' - der har ført visuel dagbog i flere år, en god idé som alternativ til den skriftlige logbog.
Teater
En enkelt teateranmeldelse blev det også til i efteråret og der er flere på vej.
Læs om den fine forestilling 'Fra månen og ned' på Det lille Teater, der er en hyldest til børns legekultur her
Børn og leg
I mit tidligere nyhedsbrev fra juni er der en oversigt over de indlæg, jeg har skrevet om børns legekultur, primært inspireret af dagligdagen i en børnehave. Læs det her
Kommende blogindlæg
Og sidst men ikke mindst. Indlæg på vej i slut november/december:
Få et overblik her
Det er blevet tid til et nyt tilbageblik på efterårets blogindlæg. Hvad var den røde tråd, hvis der altså var sådan en?
Et tilbageblik er altid en god anledning på det helt personlige plan til at se nærmere på, hvad der egentlig optager mig. Kodeordene synes i stigende grad at være leg og gadekultur. Leg, fordi det går mere og mere op for mig, hvordan leger spiller en væsentlig rolle ikke bare i børns liv, men for menneskets grundlæggende trivsel, kreativitet og skabertrang.
Gadekultur
Gadekulturen synes at være et særlig oplagt forum for legens væsen. 9 indlæg om forskellige aspekter af gadekultur er det blevet til ind til videre og indlæggene tager udgangspunkt i henholdsvis København, Berlin og Californien/USA. Her er et overblik over indlæggene:
Læs om Københavns nye 'gadeidrætsfacilitet' Streetmekka her
Læs om gadekunstbloggen og kulturformidlerne STREETHEART her
Læs om vægmalerier (fra San Francisco til Nørrebro) og kulturel identitet her
Om det kommercielle og socialt/kulturelt inkluderende 'Global Let's Colour Project', der giver grå gader farve, her
Læs om leg og parkour her
- og se et foto/videogalleri af Berlin som parkourby her
Læs om en fotograf der inddrager det offentlige rum til sine billeder - så mennesker der måske aldrig kommer på museum, også eksponeres for kunst - her
Læs om 'scraperbikes' - en måde at udsmykke sin cykel på - i Californien her
- Og læs om Improv Everywhere, legende gadeperformance med humor her
Læs også om 'collagekultur - en tendens i ungdomskulturen', inspireret af en koncert med DJ-kongen RjD2 her
Der spilles bordfodbold til åbningen af Streetmekka i København. Foto: Monica LangelundBørne- og ungdomskultur
På samme uge blev der holdt to af hinanden uafhængige seminarer om børne- og ungdomskultur. Det er interessant at se, hvordan der på tværs af forskningsmiljø og kulturliv synes at være en fælles interesse for ikke bare at få bedre indblik i børne- og ungdomkulturen, men også få etableret disse kulturer som integrerede og nødvendige dele af vores videre samfundsudvikling.
Læs om etableringen af BiD: Børne- og ungdomskulturforskning i Danmark her
og læs om Copenhagen Kids' visionsseminar her.
De sociale medier
De sociale mediers indflydelse på vores hverdag og ikke mindst unges brug af de sociale medier er et andet emne, der har været oppe og vende flere gange på bloggen.
Læs om unge og sociale medier - hvem er egentlig de uintelligente? - her
Læs om moderne kulturformidling og sociale medier her
Og læs om mine overvejelser som blogger i fht min rolle som videreformidler af budskaber her
- I den forbindelse kan man også læse om undervisningskampagnen 'Demokrati Fordi' her
Scraberbikes - et voksende fænomen i fattige byområder i Californien, hvor unge customizer deres cykler frem for at begå kriminalitet på gaden.Forskning
Jeg er meget glad for TED og Vimeo. Her finder man ofte videoguldkorn i form af kompetente foredragsholdere, der kan opdatere en om fx. forskning inden for leg, kreativitet og uddannelse.
Se fx. en animeret video af Ken Robinsons kloge - og provokerende - ord om det vestlige uddannelsessystem her
Se en video hvor Stuart Brown fortæller om banebrydende hjerneforskning om leg her
Se en video hvor Tim Brown fortæller underholdende om forbindelsen mellem leg og kreativitet her
Og læs om en ny ph.d afhandling der konkluderer at struktur + kaos = kreativitet her
Visual Thinking Strategies på SMK
Jeg har fået muligheden for at afprøve en kunstformidlings- og undervisningsmetode, jeg er ved at uddanne mig i, fra USA, på Statens Museum for Kunst (SMK). Metoden er udviklet til børn og unge, men kan også bruges med voksne. Jeg har samlet en gruppe voksne, der en gang om måneden hen over vinteren mødes på SMK for at tale om kunstværkerne. Mit mål er at få erfaring med et voksent publikum, fordi jeg på sigt vil videreformidle metoden til andre undervisere/lærere/pædagoger/formidlere.
Kunstformidlingsmetoden hedder Visual Thinking Strategies og der er et reelt indlæg på vej om metoden inden årets udgang her på bloggen.
Men læs mere om mit projekt på SMK her
(holdet er lukket for flere tilmeldinger)
Youtube
Youtube er endnu en guldgrube af videoer, der kan studeres med leg og kreativitet for øje, eller bare ses for underholdningens skyld. Her er et par stykker jeg har bragt på min blog:
1 år og 8 måneder - nu med iPhone - se den her
3-årig dirigent, der bruger hele kroppen til at udtrykke sig med - se den her
Hvem siger trommer skal koste en formue - se video med 'gadetrommer' her
Idéer til billedkunstundervisningen
Som tidligere billedkunstlærer har jeg også tilbagevendende indlæg med ideer til billedkunstundervisningen. I min tid som billedkunstlærer savnede jeg desperat ny inspiration til undervisningsforløb. Jeg tror i den forbindelse på dynamisk vidensdeling og idéudveksling på nettet fremfor mere fastlåste bogsystemer. Ideerne er ment som idéoplæg, man selv kan videreudvikle fra. Jeg har ikke selv afprøvet dem, fordi jeg ikke længere arbejder som lærer.
Læs en oversigt over andre blogs/sider med ideer til undervisningen her
Læs om kunsten at tegne skitser og kruseduller - inspireret af en af mine yndlingsblogs Doodlers Anonymous - her og her
Læs om brug af musikvideoer i billedkunstundervisningen her
Læs om digitalt arbejde i billedkunst her
og læs om STREETHEARTs tilbud om undervisning i gadekunst her
Doodlers Anonymous er alle tiders sted at hente inspiration til nye undervisningsforløb i billedkunst. Her er det et eksempel på en kvindelig kunstner - 'Loops' - der har ført visuel dagbog i flere år, en god idé som alternativ til den skriftlige logbog.Teater
En enkelt teateranmeldelse blev det også til i efteråret og der er flere på vej.
Læs om den fine forestilling 'Fra månen og ned' på Det lille Teater, der er en hyldest til børns legekultur her
Børn og leg
I mit tidligere nyhedsbrev fra juni er der en oversigt over de indlæg, jeg har skrevet om børns legekultur, primært inspireret af dagligdagen i en børnehave. Læs det her
Kommende blogindlæg
Og sidst men ikke mindst. Indlæg på vej i slut november/december:
Få et overblik her
fredag den 12. november 2010
Samtidskunst: Lori Nix
Visuel kultur: 'Danger and disaster with a touch of humour'
- Sådan beskriver fotografen Lori Nix sine billeder.
Jeg kører lige et par med dage fokus på visuel kultur og samtidskunst og i den forbindelse faldt jeg over fotografen Lori Nix. Dybt fascinerende billeder hun tager. Ikke mindst fordi hun på sin hjemmeside skriver, at hun kreerer det hele foran kameraet og så er det, jeg kigger på billederne nedenfor og undrer mig. Ligemeget, fascinerende er det og hende gad jeg godt se en udstilling med på et af vores store museer herhjemme. Se meget mere på hendes hjemmeside her: www.lorinix.net
All photos. Copyright: Lori Nix
- Sådan beskriver fotografen Lori Nix sine billeder.
Jeg kører lige et par med dage fokus på visuel kultur og samtidskunst og i den forbindelse faldt jeg over fotografen Lori Nix. Dybt fascinerende billeder hun tager. Ikke mindst fordi hun på sin hjemmeside skriver, at hun kreerer det hele foran kameraet og så er det, jeg kigger på billederne nedenfor og undrer mig. Ligemeget, fascinerende er det og hende gad jeg godt se en udstilling med på et af vores store museer herhjemme. Se meget mere på hendes hjemmeside her: www.lorinix.net
All photos. Copyright: Lori Nix
torsdag den 11. november 2010
Samtidskunst: socialt engagement
Visuel kultur: Videokunst og socialt engagement
Her er tre videoer som umiddelbart ikke har meget med hinanden at gøre og så alligevel, ud fra nogle meget overordnede temaer om det sociale engagement i samtidskunsten. 3 videoer om bl.a. form, struktur, farver, fællesskaber og forfald.
I den første video er det vandet, mere præcist verden under vandet, der udgør rammen for den kunstneriske fortælling. I de andre to videoer er det Indien og mere præcist de farverige, beskidte, hektiske gademarkeder, der udgør rammen.
I alle 3 videoer indgår det sociale engagement, men på to meget forskellige præmisser og med et meget forskelligt udtryk. Jeg er dybt fascineret af alle videorne.
I den første video nedenfor er det et undervandsskulptur-projekt, der er i fokus. Videoen er skudt over to år, så man får fornemmelse af, hvordan skulpturerne både integreres og nedbrydes mere og mere i kraft af vandets påvirkning. Der er både skrøbelighed og styrke i idéen om så omfattende et skulpturprojekt under vandet. Og et afsluttende smukt budskab, jeg vil undlade at citere her, fordi jeg synes videoen skal tale for sig selv.
Og så er der den her video om to unge inderes kreative arbejde med musik og billeder, som jeg desværre ikke kan sætte direkte ind, men tryk HER så kan du se den.
Og når du har set dén, kan du så se et eksempel på, hvad der kommer ud af de to medvirkende inderes arbejde nedenfor. For vesterlændinge kan det muligvis virke lidt 'nåh ja, var det bare det' agtigt, vi er visuelt vant til snart hvad som helst. Men hvis man går bag om videoen og tænker over, hvor opdelt det indiske kastesystem altid har været, og på hvordan de rige undgår at blande sig med de fattige, så ser jeg er brud med denne samfundsstruktur ved at en kreativ overklasse DJ/fotograf opsøger de indiske gademarkeder for at finde inspiration. Ikke overraskende sker nybrud i samfundsstrukturen oftest via kunsten og slet ikke overraskende via subkulturer som den elektroniske eksperimenterende musikscene.
Er du blevet nysgerrig kan du læse mere om kunstneren bag undervandskulpturerne her.
Og mere om de to inderes arbejde, bl.a. om 'Eyemyth festival - music you can watch' her.
Her er tre videoer som umiddelbart ikke har meget med hinanden at gøre og så alligevel, ud fra nogle meget overordnede temaer om det sociale engagement i samtidskunsten. 3 videoer om bl.a. form, struktur, farver, fællesskaber og forfald.
I den første video er det vandet, mere præcist verden under vandet, der udgør rammen for den kunstneriske fortælling. I de andre to videoer er det Indien og mere præcist de farverige, beskidte, hektiske gademarkeder, der udgør rammen.
I alle 3 videoer indgår det sociale engagement, men på to meget forskellige præmisser og med et meget forskelligt udtryk. Jeg er dybt fascineret af alle videorne.
I den første video nedenfor er det et undervandsskulptur-projekt, der er i fokus. Videoen er skudt over to år, så man får fornemmelse af, hvordan skulpturerne både integreres og nedbrydes mere og mere i kraft af vandets påvirkning. Der er både skrøbelighed og styrke i idéen om så omfattende et skulpturprojekt under vandet. Og et afsluttende smukt budskab, jeg vil undlade at citere her, fordi jeg synes videoen skal tale for sig selv.
Og så er der den her video om to unge inderes kreative arbejde med musik og billeder, som jeg desværre ikke kan sætte direkte ind, men tryk HER så kan du se den.
Og når du har set dén, kan du så se et eksempel på, hvad der kommer ud af de to medvirkende inderes arbejde nedenfor. For vesterlændinge kan det muligvis virke lidt 'nåh ja, var det bare det' agtigt, vi er visuelt vant til snart hvad som helst. Men hvis man går bag om videoen og tænker over, hvor opdelt det indiske kastesystem altid har været, og på hvordan de rige undgår at blande sig med de fattige, så ser jeg er brud med denne samfundsstruktur ved at en kreativ overklasse DJ/fotograf opsøger de indiske gademarkeder for at finde inspiration. Ikke overraskende sker nybrud i samfundsstrukturen oftest via kunsten og slet ikke overraskende via subkulturer som den elektroniske eksperimenterende musikscene.
Things We Love #003 // A Sunday in Old Delhi from Thiruda on Vimeo.
Er du blevet nysgerrig kan du læse mere om kunstneren bag undervandskulpturerne her.
Og mere om de to inderes arbejde, bl.a. om 'Eyemyth festival - music you can watch' her.
onsdag den 10. november 2010
Unge og sociale medier
Er ungdommen uintelligent eller er de sociale medier bare kun nået til den digitale stenalder?
Så er der igen fokus på unges medievaner. Det slår mig gang på gang, i hvor høj grad det er bekymring og skepsis, der præger debatten. De sociale medier gør de unge dummere. De digitale medier gør de unge ensomme og utrygge og flytter fokus fra det fysiske fællesskab. Den digitale revolution er fordummende. Det er lidt som at læse og høre på, hvad man mente computerspil gjorde ved unge for år tilbage. Nu har man forskning i ’Serious games’ tilknyttet DPU og andre steder i verden, hvor man ser på, hvordan spil kan integreres med undervisning og bruges i et målrettet læringsperspektiv. Men det havde man ikke øje for dengang computerspillene var nye. Det med at spille var ukendt, og alt nyt synes potentielt set at være farligt og fordummende. I dag taler forskere derimod om, at legen er rykket ind i computeren og at computeren kan styrke sammenholdet. Det er nogle lidt andre udmeldinger, i forhold til dengang det hele var nyt.
Er det ikke det samme, der sker med de sociale medier nu? Samme bekymring, samme forbehold. Skepsis’en kommer også til udtryk i artiklen her. De unge bruger mere tid på Facebook på mobilen end på at læse Weekendavisen i fysisk udgave og i følge amerikaneren Christopher Sopher står det temmelig skidt til.
Younger Thinking: PechaKucha Night Raleigh Presentation at ideaSpark 2010 from Christopher Sopher on Vimeo.
I virkeligheden tror jeg ikke, det handler om, at de unge bliver dumme af at bruge de sociale medier. Jeg tror det handler om, at de sociale medier endnu kun har nået, hvad der svarer til stenalderen i digital udvikling, og at de derfor har deres naturlige begrænsninger. Men ikke overraskende er det jo netop de unge, der afprøver, hvad den her stenalder så har at byde på, og når den ikke udfordrer nok mere, rykker de videre, og på den måde er de jo med til at tage skridtet videre til den digitale jernalder.Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg, som vi efterhånden alle kender, om ikke andet fra filmen The Social Network, er verdens yngste milliardær og blot 26 år. Men ligesom med voksne er det jo ikke ALLE unge, der brænder for at revolutionere verden, så lad os værdsætte dem der faktisk gør det og så ikke dvæle så meget ved dem, der ikke gør det. Aldrig før har en ungdomsgeneration været udsat for så massivt pres for at skulle præstere, og så honorerer vi det i medierne og på landspolitisk plan ved ikke at vise dem tillid og anerkendelse?
Jeg ser flere eksempler på grupper af unge der bruger bl.a. Facebook mere målrettet, både politisk og kulturelt. Der er også dem, der synes tiden er løbet fra Facebook og allerede afsøger andre sociale medier, der kan andre ting. Netværk jeg slet ikke kender. Inden for børnekulturen har man i en periode været optaget af at spørge ikke bare hvad kunst og kultur gør ved børn, men også hvad børn gør ved kunst og kultur. Tiden er moden til at stille samme spørgsmål på ungdommens vegne: Hvad gør ungdommen ved kunsten, kulturen og det omkringliggende samfund?
Jeg tror ikke, vi skal gøre ungdommen anno 2010 så dum og offeragtig. Jeg tror faktisk godt, de kan tænke selv! Det er os voksne, der lader en karakter som Amalie fra Paradise Hotel fremstå som en personificering af en hel ungdomsårgang. Hvorfor ikke lade nogle andre ungdomshistorer få lov at fylde? Er det i virkeligheden ikke os voksne, der trods alt styrer de traditionelle mediekanaler, der er de dumme, fordi vi tillader sådan en skævvridning af mediedækningen? Mens Amalie og Paradise Hotel får lov at løbe med al opmærksomheden, knopskyder en lang række progressive ungdomsprojekter op, der ikke får tilnærmelsesvis lige så meget omtale. En del af dem er kommunale såsom Streetmekka og Kraftverket i København, men selv kommunale projekter har kun ringe nyhedsværdi i de landsdækkende medier, trods deres ofte store forandrings- og udviklingspotentiale - ikke bare for ungdomskulturen, men for vores samfund generelt set.
En af de unge i ovennævnte avisartikel savner taletid og plads i aviserne om de initiativer hun er med til at sætte i gang, men hun oplever, at hun ikke bliver lyttet til. Så spørgsmålet er, hvem der i virkeligheden er de uintelligente i den her sammenhæng?
Der er for nylig skrevet en ph.d om unge og sociale medier:
Unge og online sociale netværk af Malene Charlotte Larsen, Institut for Kommunikation på Ålborg Universitet. Konklusionen synes bl.a. at være at sociale netværkssider fungerer som særlige sociale rum og som en væsentlig funktion for vedligeholdelsen af (også fysiske) venskaber blandt unge i dag.
Ph.d'en kan downloades her.
lørdag den 6. november 2010
Blogteasers i november/december 2010
Her er en oversigt over blogindlæg, der er undervejs og som kommer på i løbet af den næste måneds tid:
Visual Thinking Strategies – mit arbejde med kunstformidlings/undervisningsmetoden 'VTS' fra USA. Hvad går den ud på, hvad kan den, hvad er mine håb og ambitioner for arbejdet med metoden i Danmark?
Du kan ind til videre læse om metoden på www.vtshome.org.
En gruppe amerikanske børn deltager i en Visual Thinking Strategies-billedsamtale. Billedet er lånt fra www.vtshome.org.
Børnehavekonference 2010 - Alinea Akademi afholder deres første årlige børnehavekonference d. 6. december. Temaet i år er børns legekultur. Jeg har den store fornøjelse at være medplanlægger af konferencen og er så glad for programmet, der er spækket med spændende ny forskning om børns legekultur og superkompetente workshopholdere, der vil arbejde med børn og leg inden for rum, bevægelse, drama, musik og billedkunst. Konferencen er i øvrigt overtegnet og tilmelding er ikke længere muligt.
Ungdomskultur i Gentofte – Gentofte kommune er en af de få kommuner, der har ansat en ungdomskulturkonsulent. Du kan læse mere om kommunens børne- og ungepolitik på deres 'bugpol' hjemmeside her. Gentofte kommune har stadig ry for at være en højborgerlig kommune med mange ældre, der holder traditionerne i hævd. Hvad man sjældent hører om, er hvad der sker på det ungdomskulturelle plan. Jeg har i mine seneste indlæg været optaget af ungdomskulturen i København og synes det er på tide at vende blikket mod min egen kommune.
Nye tendenser i billedbogsillustrationer - 3D effekten rykker ind i billedbogen, men ikke som i den traditionelle pop-up teknik + et nærmere blik på den irske illustrator Oliver Jeffers og den australske illustrator Shaun Tan.
Børn underviser børn - Et indlæg om overleveringer i børns legekultur.
Jeg får sjældent sendt nyhedsbreve ud, men du kan tilmelde dig min RSS-feed her på bloggen, eller du kan finde mig på Facebook, hvor jeg løbende linker til nye indlæg.
Det levende loft - Anmeldelse af Det Lille Teaters juleforestilling.
Har du kommentarer til indlægget her? Jeg hører gerne fra dig. Tryk på 'send en kommentar' i bunden af indlægget.
Visual Thinking Strategies – mit arbejde med kunstformidlings/undervisningsmetoden 'VTS' fra USA. Hvad går den ud på, hvad kan den, hvad er mine håb og ambitioner for arbejdet med metoden i Danmark?
Du kan ind til videre læse om metoden på www.vtshome.org.
En gruppe amerikanske børn deltager i en Visual Thinking Strategies-billedsamtale. Billedet er lånt fra www.vtshome.org. Børnehavekonference 2010 - Alinea Akademi afholder deres første årlige børnehavekonference d. 6. december. Temaet i år er børns legekultur. Jeg har den store fornøjelse at være medplanlægger af konferencen og er så glad for programmet, der er spækket med spændende ny forskning om børns legekultur og superkompetente workshopholdere, der vil arbejde med børn og leg inden for rum, bevægelse, drama, musik og billedkunst. Konferencen er i øvrigt overtegnet og tilmelding er ikke længere muligt.
Ungdomskultur i Gentofte – Gentofte kommune er en af de få kommuner, der har ansat en ungdomskulturkonsulent. Du kan læse mere om kommunens børne- og ungepolitik på deres 'bugpol' hjemmeside her. Gentofte kommune har stadig ry for at være en højborgerlig kommune med mange ældre, der holder traditionerne i hævd. Hvad man sjældent hører om, er hvad der sker på det ungdomskulturelle plan. Jeg har i mine seneste indlæg været optaget af ungdomskulturen i København og synes det er på tide at vende blikket mod min egen kommune.
Nye tendenser i billedbogsillustrationer - 3D effekten rykker ind i billedbogen, men ikke som i den traditionelle pop-up teknik + et nærmere blik på den irske illustrator Oliver Jeffers og den australske illustrator Shaun Tan.
Børn underviser børn - Et indlæg om overleveringer i børns legekultur.
Jeg får sjældent sendt nyhedsbreve ud, men du kan tilmelde dig min RSS-feed her på bloggen, eller du kan finde mig på Facebook, hvor jeg løbende linker til nye indlæg.
Det levende loft - Anmeldelse af Det Lille Teaters juleforestilling.
Har du kommentarer til indlægget her? Jeg hører gerne fra dig. Tryk på 'send en kommentar' i bunden af indlægget.
torsdag den 4. november 2010
Copenhagen Kids Visionsseminar 2010
Nyt handlekraftigt netværk med ambitioner om at sætte børne- og ungdomskulturen på dagsordenen i København
Det er ikke hver dag, man går til et seminar, der indledes med, at man bliver bedt om at lukke øjnene, tage en fremmed mand i hånden og lade sig guide ind i et mørkt rum, hvor man får lov at sætte sig på en stol til tonerne af blid musik.
Men det var ikke desto mindre, hvad der var tilfældet til Copenhagen Kids’ ambitiøst anlagte visionsseminar om børne- og ungdomskulturen i København. Seminaret indledtes med, at alle deltagere blev ledt ind i fællessalen på Musikskolen i Kødbyen, med lukkede øjne. Og der sad og stod vi så og koblede af inden dagen for alvor gik i gang, samtidig med vi mentalt fik lov at undre os. Hvad var meningen? Hvad skulle der ske? Dén indledning gik så fint i spænd med resten af programmet for dagen.
Dagsordenen var at sætte fokus på børne- og ungdomskulturens præmisser og udfordringer i København. Hvad skal der ske fremover med børne- og ungdomskulturen i København?
Iben Ravn, Ditte Marie Størner og Maria Suh fra Copenhagen Kids producerede denne stop motion film om børnekulturens udvikling i Danmark og ikke mindst i København.
Copenhagen Kids (CPH Kids) er med egne ord ’et netværk, der arbejder for at skabe koordinering, synlighed, samarbejde og inspiration på det børne- og ungdomskulturelle felt, mellem de forskellige aktører, institutioner/foreninger, producenter, formidlere og brugere inden for kunst, kultur, børn og unge i København med Copenhagen Kids som centrum, tovholder og drivkraft’.
Et netværk der har ambitioner om kulturel og politisk indflydelse, et netværk der ikke ønsker kommunal-ejet status, men som vil arbejde med udgangspunkt i medansvar, engagement og fællesskab. Netværket er etableret af en række ildsjæle med baggrund indenfor det børnekulturelle arbejde og har indflydelsesrige personer som kommunikationsstrateg og kreativ direktør Christian Have og tidligere chefkonsulent for Børnekulturens Netværk Jan Helmer-Petersen med i bestyrelsen.
Filmen er produceret af videosnedker Martin Kløft med research af Lise Lunderskov, og er en blanding af videoklip og fotos, som viser hvor rigt et børne- og ungdomskulturliv, der er i København
Ambitionerne kommer til udtryk alene ved det arbejde, netværket allerede har skabt bl.a i form af kontakt til Københavns kommune, der ser Copenhagen Kids som en vigtig medspiller i udarbejdelsen af børne- og ungdomskulturpolitikken i København. Som eksempel kan nævnes arbejdet med Kulturrygsæk-tilbuddet. Og en del af dagen var da også sat af til at diskutere, hvordan man får politikerne til at prioritere det børne- og ungdomskulturelle felt.
Deltagerne og medlemmer af netværket var alt fra kommunalt ansatte (børnekulturkonsulenter og formidlere, bibliotekarer mm) til selvstændige, kunstnere og personer fra museumsverdenen.
Lise Lunderskov fra Copenhagen Kids bød velkommen med en fortælling om Copenhagen Kids tilblivelse, om hvordan 6 ildsjæles ønske om at styrke børne- og ungdomskulturen i København havde ført til etableringen af netværket og om arbejdet for at sikre forbedring og forøgelse af kulturlivet for, med og af børn og unge. Hvad Lise Lunderskov ikke selv skilter med i sit arbejde med Copenhagen Kids er hendes egen rolle som initiativtager og stifter af netværket, sandsynligvis fordi hun er så fokuseret på at de bedste resultater opnås ved det gode, brede samarbejde.
En sjælden uselvisk indstilling, som jeg er sikker på har stor betydning for netværket Copenhagen Kids' videreudvikling.
Christian Have indledte talerrækken med et provokerende indspark om branding gennem børnekultur ved at kigge på internationale erfaringer med at brande børnekultur. Han trak på eksempler fra et sted ved navn Chocoladefabrikken i Malmø, der forener værested med produktionsmiljø. Han gav eksempler på det mere utæmmede Berlin, hvor børnekulturen primært baseres på festival-tanken og han nævnte Astrid Lindgrens JuniBacken, der forener de kommercielle og kulturelle interesser med et højt kvalitetsniveau. Han overvejede ideen om at tale om ’familiekultur’ frem for børne- og ungdomskultur og efterlyste en strategisk satsning, hvor børnekulturen indgår som en del af Københavns profilering til omverdenen. I den forbindelse lagde han op til et tættere samarbejde med Wonderful Copenhagen.
Vi skal i følge Christian Have ikke være bange for at tænke kommercielt, når det handler om børne- og ungdomskultur. Det kan være en måde at sælge København på, som her med Junibacken i Stockholm, der forener svensk litteratur- og kulturhistorie med underholdning i en Astrid Lindgren-inspireret verden.
Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev, gik derefter på og nærmest skamroste Copenhagen Kids initiativet, og lad mig sige med det samme, at man i disse tider skal huske at anerkende en dialogorienteret politiker, når de dukker op, og dét er Pia Allerslev. Hun VIL virkelig gerne dialogen med byens kulturelle aktører, og hun synes ikke at love mere, end hun kan holde. Hendes budskab var, at ideerne ikke skal komme fra hende, men fra dem der arbejder med børne- og ungdomskultur, og så er det hendes job som politiker at støtte op, hvor hun kan. Ydermere slog hun fast, at kultur- og fritidslivet har en værdi i sig selv, at det ikke altid skal handle om at en måde at arbejde med integration på, hvilket har været tilfælde med mange projekter i København. Ikke overraskende havde Pia Allerslev ingen penge med i baglommen, men hun var åben over for nye, mindre bureaukratiske måder at tænke på. Anne Boukris fra Center for Kunst og Interkultur, der fungerede som fremragende facilitator dagen igennem, stillede afslutningsvis Pia Allerslev spørgsmålet, om kommunen også var åben over for at se CPH Kids som aktører, kommunen kan kontakte – at dialogen går begge veje. Det afviste Pia Allerslev slet ikke, men hun understregede, at det er uvant for politikere at tænke sådan. ’Det skal vi lære’ sluttede hun med at sige.
Og så er det jeg spørger: Hvornår hørte du sidst en politiker sige: ’Det skal vi lære’?
Filmen her er fra Børnekulturpiloterne i Urbanplanen, hvor børnene i området selv var med til at arrangere en gyserlabyrint. Projektet blev en stor succes.
Se mere på: www.bornekulturpilot.dk
Michael Metz Mørk fra BG Fonden, som støtter sociale og kulturelle projekter, fik herefter ordet og også han slog fast, at kultur har en værdi i sig selv. Han var ikke tilhænger af særskilte ordninger for de særligt udsatte, men ønskede at støtte projekter, der er inkluderende fra starten og som kan rumme alle. Michael Metz Mørch tegnede en vis skepsis af de sociale mediers indflydelse som overfladisk og fordummende modpol til kulturlivet - en skepsis Christian Have om end mest for provokationens skyld også havde ytret tidligere på dagen. Og som dagen skred frem, tegnede der sig da også et behov, ikke mindst blandt deltagerne på seminaret, for at forholde sig mere konkret til de sociale medier, til deres muligheder og udfordringer. For man var enige om, at de sociale medier er kommet for at blive, og at de er en kommunikationsplatform, man ikke kan se bort fra.
Afslutningsvis kom nyudnævnte viceborgmester Karin Gaardsted fra Viborg og fortalte om Viborg kommunes mangeårige arbejde med børnekultur. Hun fortalte om erfaringerne fra Kulturprinsen, om at være en ambitiøs kommune, der har som mål at være ’børnenes og børnekulturens kommune’ og gav gode råd videre, som at Viborg har succes med deres børnekulturarbejde, fordi de vedholdende holder fast i, at det er en prioritet. Også i krisetider.
Facilitator Anne Boukris opsummerede formiddagen med bl.a. at fokusere på behovet for en strategi i fht CPH Kids videre arbejde, at se kommunen som en samarbejdspartner, men ikke en åben bankbog, at se netværket som nogle, der vil åbne døre op og at kønsroller (dreng/pige) ser ud til at have stor betydning i arbejdet med børne- og ungdomskultur. Det sidste giver jeg som masterstuderende i børne- og ungdomskultur Anne Boukris ret i, og jeg tror, det er vigtigt at have sig for øje, at børne- og ungdomskultur i virkeligheden er et meget stort, bredt begreb, der dækker over en række underkulturer såsom drenge- og pigekultur, gadekultur, goth-kultur, manga-kultur, rollespils-kultur osv.
Ungdomskultur er mange forskellige ting. Her er det fx. danseshow til åbningen af Streetmekka.
Resten af dagen var afsat til workshops, også ledet af Anne Boukris. Der blev diskuteret strategier, synlighed og prioriteringsområder, og ideerne og viljen til handling var overvældende.
Nogle af konklusionerne blev bl.a. ambitionen om at bruge næste visionsdag til at udarbejde en vision om børne- og ungdomskulturen, ikke bare for CPH Kids, men for Københavns kommune. Der blev ligeledes talt om at CPH Kids skal være med til at sørge for, at alle de gode projekter i kommunen bliver nævnt og hjælpe politikerne med at skabe synlighed og ejerskab over projekterne. Altså som ligeværdige sparringspartnere til politikerne på Københavns Rådhus. CPH Kids’ hjemmeside skulle op og køre – og er det i skrivende stund allerede - og den generelle indstilling var, at siden skal holdes i gang via aktiv meddeltagelse fra alle i netværket.
De sociale medier kom op og vende igen, og der blev efterlyst mere forskning i ungdomskultur som kulturelt/antropologisk funderet – noget jeg bed særligt mærke i, fordi det var præcis det samme, der blev ytret til BiD (stiftende generalforsamling om forskning i børne- og ungdomskultur) 4 dage tidligere samme uge. Og der var bred enighed om, at CPH Kids skal være med i front, hvad angår børne- og ungdomskulturen i Københavns Kommune.
Nogle af udfordringerne der blev talt om var bl.a., at det er en udfordring at få forskellige forvaltninger i kommunen til at tale sammen, ligeså vel som det kan være svært bare at lave projekter på tværs af børnekulturen, som fx at dans, musik og teater arbejder sammen som man ser det i Kulturpakker. Anne Boukris samlede op på alt dette og kaldte afslutningsvis CPH Kids et 'subtilt, vigtigt netværk'.
Jeg gik fra seminaret med en følelse af, at der er noget, der ulmer på den gode måde i dansk børne- og ungdomskultur. Noget der griber ind i vores generelle kultur. En større forståelse for at det er områder, der ikke kan isoleres fra resten af vores liv og hverdag, som ikke bare er krydderi på toppen af lagkagen. Der er i virkeligheden rigtig mange gode tiltag i gang, både kommunalt og på landsplan. Børnekulturens netværk lancerede tidligere på året en meget flot hjemmeside, der er en guldgrube af informationer om mange af de tiltag, der er i gang. Og at der på een og samme uge afholdes to af hinanden uafhængige seminarer om børne- og ungdomskultur vidner om et behov for at sætte alle disse gode tiltag, al den viden, ind i større rammer. Bedre netværk, bedre arbejdsgrundlag, bedre kendskab til grundlaget for at arbejde med området.
Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer for arbejdet med dansk børne- og ungdomskultur. Jeg vil tillade mig noget så naivt som at være optimistisk i en krisetid. Jeg vil tillade mig at sige, at større fokus på børne- og ungdomskulturens betydning og muligheder, kommercielt såvel som kulturelt og socialt, kan være med til at hjælpe os ud af en krisetid.
Hvis man vil I kontakt med Copenhagen Kids kan man kontakte medstifter Lise Lunderskov på tlf 2821 3842 og man kan læse mere her på copenhagenkids.dk.
Har du kommentarer til indlægget? Deltag i debatten ved at trykke på 'send en kommentar' i bunden af indlægget her.
Abonner på:
Opslag (Atom)