Interview med STREETHEART, del 1

Læs anden del af indlægget her.

Gadekunst er som sprækker i overfladen

Der er noget i gærde på Enghavevej, på kanten af Valby og Vesterbro. København har fået et nyt gadekulturelt epicenter lige ved Enghave Station. Her holder bl.a. Projekthus KBH/Kraftwerket til og STREETHEART er netop flyttet ind i nye lokaler i nr. 80C og er blevet naboer i et stort kontorfællesskab til bl.a. nonprofit-gadeidrætsorganisationen Gam3 og genboer til det nyåbnede StreetMekka.
3. salen i opgang 80C bobler af liv og kreativitet.

I gadebilledet på Vesterbro har man kunne rende ind i ham her, der minder os om at være stressede. Kunstner: Aphex. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.

Det er som at træde ind i, hvad ethvert hipt reklamebureau kun kan drømme om at blive. Ude i fællesarealet er folk i gang med forskellige gøremål. Inde på STREETHEARTs kontor stimler 4 fyre sammen for at hjælpe med at sætte bordben på et 5-kantet bord. På et af toiletterne hænger en seddel, der kunne ligne skitsen fra et idéudviklingsmøde med cirkler og pile og ulæselige kragetæer, men når man ser nærmere på sedlen, synes den mest af alt at være en ironisk kommentar til at idéudvikle for idéudviklingens skyld. Pilene peger tilbage på sig selv og man ender, hvor man starter. Det er derimod ikke den fornemmelse, man får af ånden på 3. salen i opgang 80C.
Her har beboerne tydeligvis noget på hjerte. Og ikke mindst Søs Uldall-Ekmann og Christina Bennetzen fra STREETHEART, som jeg har sat stævne for at få dem til at fortælle om tankerne bag STREETHEART.

Det var begejstringen for gadekunsten, der startede det hele. Foto: Christina Bennetzon/STREETHEART.

STREETHEART startede for knap 2 år siden som en blog på nettet, der bringer billeder af gadekunsten i København, og samtidig som et praktisk speciale fra deres studie i Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet. Både Søs og Christina var meget optaget af formidlingsaspektet og havde ikke lyst til at skrive et akademisk, klogt speciale, der ville samle støv på en hylde, så de udnyttede muligheden for at lave et mere praktisk orienteret speciale.

Søs Uldall-Ekmann har taget sin datter med til gadefesten STREETHEART BEATS. Foto: STREETHEART.

Christina Bennetzen bevæbnet med kamera til STREETHEART BEATS 2010. Foto: STREETHEART.

De kommer begge fra ikke-akademiske familier. Studietiden har været en stor øjenåbner for dem begge, men de synes ikke det bør være nødvendigt at gå på universitetet for at erhverve sig den indsigt, de har fået. STREETHEART handler derfor formidlingsmæssigt set om at omsætte akademisk viden, til noget alle kan forholde sig til uanset baggrund. Og deres budskaber er dybest set de samme, uanset om de formidler til børn eller voksne. De ændrer bare på deres ordvalg afhængig af publikums alder.

STREETHEART formidler til både store og små. Foto fra STREETHEART BEATS.

For to år siden kendte Søs og Christina ingen gadekunstnere, de havde bare en passion for at tage billeder af gadekunsten og havde taget billeder i flere år. Gadekunstnerne selv kendte heller ikke rigtig hinanden. Men det har ændret sig med etableringen af STREETHEART. Bloggen er siden foråret 2010 blevet suppleret med en dialogbaseret formidlingstjeneste, hvor Søs og Christina tilbyder undervisning og guidede ture rundt i gadekunstens København. Og to år i træk har STREETHEART afholdt STREETHEART BEATS, som en gadefest med fokus på gadekunsten. Se en video fra STREETHEART BEATS 2009 her.
Plakat fra STREETHEART BEATS 2010.

STREETHEART BEATS er blevet en tilbagevendende begivenhed i det danske gadebillede, hvor både unge og gamle kan fejre gadekunstens mangfoldighed. Foto: STREETHEART.

STREETHEART kører på andet år og har muligvis været den væsentligste årsag til, at den københavnske gadekunst nu er etableret som netværk og i forlængelse heraf er begyndt at rykke ind på flere københavnske gallerier. En udvikling Søs og Christina ikke er udelt begejstret for. 'Gadekunsten hører til på gaden', siger de og det åbner op for Søs og Christinas fortælling om, hvad gadekunsten egentlig er og kan.

Ifølge STREETHEART kan gadekunst være mange ting. Plakater, tegninger, skrift, perleplader, strik, og gadekunsten har sine egne navne for det hele: tags, throw ups, pjeces, rooftops, paste ups....

Gadekunst kan være en slags skygger på muren på en kold vinterdag. Kunstner: Armsrock. Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART.

Gadekunst kan også være en refleksblomst på en murstensmur en sommerdag.
De færreste ting overlever vind, vejr eller lange fingre, der tager gadekunsten med hjem. Kunstner: Fedtfjæs. Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART.

Der er på det seneste kommet flere kvindelige gadekunstnere til, og de eksperimenterer mere med andre slags materialer end papir og tush.
'De kvindelige gadekunstere tager det hjemlige og feminine med ud i byen, hvilket skaber en kontrast til det hårde, grå bymiljø' fortæller Christina. Søs supplerer: 'Der sker en eksplosion inde i hjernen, når man ser et nedløbsrør pakket ind i strik, fordi det er to slags taktile oplevelser, der ikke bør hænge sammen'. Det hårde mod det bløde. Det kolde mod det varme. Den blanding skaber et lille bitte hul i bevidstheden, hvor der ifølge Søs er plads til at tænke, at tingene kan være anderledes, end de plejer at være.

De færreste forbinder strik og regnbuefarver med grå nedløbsrør, og det udfordrer i følge STREETHEART vores måde at opfatte verden på.
Kunstner: Regnbuebanden. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.

Og netop her gemmer en af gadekunstens vigtigste kvaliteter sig, mener pigerne fra STREETHEAT. Kunstoplevelsen bliver noget særligt, fordi vi oplever den med paraderne nede, ganske uforberedte. Af samme grund kan gadekunsten ikke lovliggøres og tæmmes. En del af budskabet går tabt, hvis man altid ved, at der er gadekunst på Enghave Plads. Gadekunsten er uforudsigelig. Eller bør i hvert fald være det, ifølge Søs og Christina.

De små fryser...Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

Ulovligt? Ja. Men en statue, de fleste af os måske knap nok lægger mærke til i det daglige, træder pludselig frem og taler til os.
Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART.

Da talen falder på graffiti og om grænsen mellem street art og graffiti fortæller Christina, at de opfatter graffiti som spor i byen. ’Vi er jo holdt op med at sætte synlige spor’ siger hun og spørger retorisk til, hvor vi kan se os selv henne i dag? 'Selv vores håndskrift er blevet digitaliseret' konkluderer hun. Grafittien kan derfor betragtes som en menneskelighed i byens rum. Men Søs og Christina skelner dog mellem graffiti og street art.

Grafitti er spor i byen. Foto: Søs Uldall.Ekmann/STREETHEART

STREETHEARTs byvandringsture handler ikke om, at gadekunsten skal populariseres. Søs og Christina vil derimod skabe et rum for kunst i hverdagen.

Ved første øjekast ligner den gule sne et alt for genkendeligt vintersyn ved søerne i København, men når man så kigger efter, folder der sig en regnbue ud i sneen. Gadekunsten vil i følge STREETHEART have os til at stoppe op.
Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.

Oftest møder vi den visuelle verden via tv og andre medier, og det er tit forbundet med et budskab om salg, mener de begge. Gadekunsten er et oprør mod, at der er nogen, der vil købe sig vej ind i vores hjerner. Især børn har ifølge Søs og Christina ikke så mange filtre. Selvom de godt ved, at de ser tv og det er reklamer, så tager de det ind alligevel. Sådan er det også i byens rum, også her møder vi visuelle budskaber, ofte i form af reklamer, som vi ubevidst tager ind. 'Gadekunsten derimod vil ikke sælge noget, den vil bare gerne tale med os på gaden', fortæller Søs og fortsætter: 'Gadekunsten er ligesom sprækker i overfladen. Den er ikke en drømmeverden, der er photoshoppet til ukendelighed'. Gadekunsten forsøger at skabe en fælles viden om, at verden er sat sammen af mange verdener. Læs anden del af interviewet med STREETHEART her.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

Læs mere om deres formidlings- og undervisningstilbud her.
Gå direkte til STREETHEARTs hjemmeside her.