mandag den 28. februar 2011

Æstetiske læreprocesser på Arken

Dette indlæg er tænkt som en opfølgning på et indlæg tilbage fra september 2009, hvor jeg skrev om et besøg på Louisiana med mine børn på dengang 8 og 11 år. Nu skriver vi 2011, børnene er blevet 10 og 13 og dette indlæg tager sit udgangspunkt i et besøg på Kunstmuseet Arken på en bidende kold februar dag. Det tidligere indlæg kan læses HER.

Fra frygt til mod i trygge rammer


Hvorfor taler vi om kulturel opdragelse for vores børn? Hvad er det egentlig vi ønsker for vores børn, når vi synes, de skal introduceres for kulturverdenen? Der er selvfølgelig hele dannelsesaspektet i forhold til at vokse op og blive en god, engageret, deltagende samfundsborger, der interesserer sig for sin omverden. Men er et udstillingsbesøg med Anna Ancher nødvendigvis måden, man får en 13 årig logisk-matematisk tænkende teenager sporet ind på den vej? Jeg tror det ikke, og derfor tror jeg på, at det betaler sig at udvælge kulturoplevelser for modvillige teenagere med omhu, når oplevelserne finder sted i privat regi.

At gå på kunstudstilling med børn og unge må først og fremmest handle om at vække nysgerrighed og undren, som her hvor noget, der umiddelbart ligner at være en trappe op til 'administrationen' ved nærmere eftersyn viser sig at være et kunstværk. Det satte gang i refleksioner over hvad der egentlig er kunst og om handikapelevatoren så også var et kunstværk.

Arken huser i øjeblikket en sanseudstilling af Olafur Eliasson og en sådan type kunstudstilling er et oplagt valg til et museumsbesøg med børn og unge, og ikke mindst en forbeholden teenager. Olafur Eliasson har skabt en tunnel i Kunstaksen på Arken, der er fyldt med henholdsvis røg, mørke og lys så skarpt at man må knibe øjnene sammen. Det er ikke en oplevelse for sarte, klaustrofobiramte sjæle. Man famler sig gennem røg og mørke og kan knap nok se personen foran én. Man har følelsen af, at tunnelen aldrig stopper, at man forsvinder ud i intetheden. Min søn udtrykte frygt for at træde ud i frit fald, fordi han visse steder hverken kunne se gulv eller loft i tunnelen.


Farver og sigtbarhed skifter i tunnellen. Foto: André Vallinas

Hvad kan man mere prøve? sagde begge min børn, da de kom ud på den anden side af tunnelen, en smule stolte over at have klaret udfordringen. Man kan prøve rutchebanen i Tivoli og alle redskaberne på en legeplads, men hvad ligger der i udtrykket ’at prøve noget’ på et kunstmuseum?
Arken selv beskriver en tendens i samtidskun
sten med værker, der involverer betragteren. Værket folder sig først ud i det øjeblik betragteren interagerer med værket. Det skaber et møde mellem gæst og værk der ’rummer potentialet for en personlig undersøgelse af helt grundlæggende visuelle og eksistentielle anliggende’ (Arken om 'Den blinde passager').

Det er min erfaring, at dén slags værker har en særlig tiltrækningskraft på børn og unge, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at de hører til en generation, der er vokset op med at interagere med deres omverden. Bl.a. via sociale medier og computerspil.


Her kunne man trods alt se noget...Foto: André Vallinas

En æstetisk læreproces er en sanselig, sensitiv læreproces, der går ind og arbejder med nogle dybereliggende følelsesmæssige lag i os. Olafur Eliassons sansetunnel ’Din blinde passager’ har potentialet til at udgøre en meget komprimeret æstetisk læreproces, der bl.a. udfordrer menneskets iboende angst for at miste kontrol, netop i kraft af det interaktive møde mellem værk og beskuer. Tunnelen skulle ’prøves’ flere gange. Det handler selvfølgelig ikke bare om at overvinde frygten, men om at blive fortrolig med oplevelsen og ligefrem gå gennem tunnelen med overskud til at øve karatespark. Frygt overvindes med mod. Tænk at kunsten kan tilbyde denne erkendelse i trygge rammer.

Jeg praktiserer en kunstformidlingsmetode fra USA ved navn Visual Thinking Strategies og selv om den egentlig kræver en lidt større gruppe, forsøgte jeg med et par af principperne fra metoden på vores videre vej rundt på Arken. Metoden tager udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad sker der i det her billede? Og hvad ser du der gør du siger at....? Første spørgsmål inviterer til at åbne øjnene og bare SE frem for at tolke og tænke man skal mene noget bestemt. Min erfaring er, at det får selv de stille børn til at turde sige noget om kunst. Andet spørgsmål har til hensigt at få børnene til at begrunde deres iagttagelser i billedet.
Vi gjorde forsøget med tyske Andreas Golders billede ’At skide er ikke at male’. Hvad sker der i det her billede? spurgte jeg indledningsvis og mine børn beskrev en naturkatastrofe så voldsom, at den rev dyr og huse og sågar dele af mandens krop med op og de pegede ind i billedet på små detaljer.

Andreas Golder på Arken: At skide er ikke at male.

Billedet blev genstand for en personlig fortolkning for min datters vedkommende, da vi kom hjem. Med kridt tegnede hun et stormvejrsbillede på vores flisekøkkengulv og da det var færdigt, gik hun bare tæer hen over billedet for at forstærke stormvejseffekten. Min søn derimod gik hjem, tændte computeren og snakkede ikke mere om stormvejr eller sansetunneller.



Andreas Golders billede fortolkes hjemme på køkkengulvet. Foto: André Vallinas

Pointen med det her indlæg er at minde om, at børn oplever kunst forskelligt, fortolker forskelligt og har forskellige behov for at bearbejde oplevelserne. Det tror jeg er vigtigt at huske på i vores velmenende iver efter at ville børnenes kulturelle dannelse det så godt.

Olafur Eliassons 'Din blinde passager' kan ses på Arken til d. 27.11.2011. Læs mere HER

Videoen her er fra sansetunnellen, ved 2. tur igennem, hvor forsigtige skridt forvandles til karatespark og portrætfotos i tågen.
. video

lørdag den 12. februar 2011

Når kunst gør en forskel...

Her er en lille livsbekræftende film om, hvad kunst og vægmalerier gør for os som mennesker. Især i vores unge år som børn...
Læs også mit tidligere indlæg om børn, vægmalerier og kulturel identitet HER.

onsdag den 9. februar 2011

Vigtige budskaber om sårbarhed

Jeg så den her TED-talk her til morgen. Den har vitterlig blæst mig omkuld og det må jo være fordi, den rammer noget dybt i mig. Og hvis den rammer mig, så rammer den sandsynligvis også mange andre....

Det er både Brené Browns måde at fortælle på, hendes måde at nå frem til hendes budskaber og ikke mindst indholdet, der rører mig. Især hvordan hun beskriver at sårbarhed er 'the birthplace of love, joy and creativity'. Og så skinner hendes egen sårbarhed tydeligt igennem i videoen. Hendes ord kommer fra hjertet.
I tråden under videoen på TEDs egen side, er der mange fine refleksioner over Brené Browns ord, hvis man har lyst til at dykke dybere ned i koblingen mellem den akademiske og spirituelle verden.

Hvorfor lægge den her video ud på legefakultetet? Ærlig talt, jeg har ikke selv regnet det ud endnu, men der er én eller anden kobling mellem leg, kreativitet og sårbarhed, jeg ikke helt har regnet ud endnu. Og uanset hvad anbefaler jeg, at man bruger 20 minutter på Brene Brown:

fredag den 4. februar 2011

Kreative processer og gadekunst

Tre på stribe fra Walrus TV på Youtube, om kreative processer og gadekunst.
Nogle der kan sige meget mere om kunst i dé rammer, er danske STREETHEART, som jeg interviewede sidste år. Du kan læse interviewet HER.
Eller du kan gå direkte til deres hjemmeside HER.





onsdag den 2. februar 2011

Skæv og original internetradio-program med hang til coverversioner

Videoen nedenfor handler om et par New Yorker-fyre, der har et internetradio-program, hvor de aldrig spiller det samme nummer to gange og hvor de går efter at spille skæve og sjældne numre. Sådan nogle DJ's er nørdere legere, der kan bruge timer på at lede efter et bestemt nummer på nettet og i antikvariske pladebutikker og falde i svimer, når det så endelig lykkes at opstøve noget brugbart. Jeg ved det, for jeg bor selv sammen med en dedikeret (pensioneret) DJ, hvis hjerte banker for soul, gammel funk og skæve coverversioner af kendte numre. Jeg tror lige jeg har fundet nogle af hans fætre på den anden side af Atlanten.

Radioprogrammet hedder 'Chances with wolves'. Programmet handler om 'haunting beauty, magic and the wierd' og er ikke uden humor, som når Elvis' 'Don't be cruel' spilles i et slæbende langsomt tempo (program d. 31.1) .
Man føles sig tilmed en smule tættere på det pulserende Big Apple, når man tuner ind på kanalen.
Det sendes hver mandag på East Village Radio, NY tid kl 4- 6 PM, men kan streames når som helst HER.
Og vil du bare have en oversigt over East Village Radio, klik HER.

Chances With Wolves from Cool Hunting on Vimeo.

tirsdag den 1. februar 2011

Leg med cykler og plakater

Jeg faldt lige over denne skønne plakat, lige til at blive i godt humør af. Især er jeg vild med nederste cykel til højre. En klassisk bycykel.
Godt nok er plakaten et billede på San Francisco, byen jeg tabte mit hjerte til sidste år. Men der er jo også meget København over den her plakat. Samme ånd, samme tilknytning til cyklen som transportmiddel.


Plakat: Tor Weeks

Plakaten er lavet af en lokal kunstner i San Francisco, Tor Weeks, som du kan se mere af HER.
Og plakaten er lavet til Artcrank. Et skægt koncept der knytter kærlighed til cykler og plakater sammen. Ikke overraskende ligger der en ikke-kommerciel mission om mere kreativitet og sundere livsstil bag konceptet.
Jeg copy-pastede lige deres egne ord her:


Bikes are the world’s most fun, accessible way to get around. Posters are the world’s most fun, accessible art form. ARTCRANK™ brings them together.

ARTCRANK™ is a show of bicycle-inspired poster artwork that introduces people to talented local artists they’ve never heard of before and sends them home with affordable, original works of art. Every ARTCRANK show features posters created by local artists from the host city. Admission is always free, and posters are priced to let everybody take home at least one.

ARTCRANK began in Minneapolis in 2007, and has expanded to Denver, St. Louis, Portland, San Francisco, Des Moines and Bend. In September 2010, we held our first international show in London.

ARTCRANK’s mission is to combine the energy of bike culture, creativity and advocacy to create a new way for people to get excited about cycling for transportation, health and pure enjoyment — locally, nationally and internationally.

If you’re interested in hosting or sponsoring an ARTCRANK show, want to participate as a poster artist, or simply have a question that hasn’t been answered by the previous paragraphs, send us an email and we’ll be happy to help.

Der er rigtig meget leg i det her koncept, i mine øjne. Og det er endnu et eksempel på globale legetendenser i vores måde at skabe nye tiltag på.

Læs mere om Artcrank HER.
Se flere bud på cykelplakater på Flickr, fra Artcrank HER.
Skriv dig op på venteliste til plakaten HER.
Billedet blev set på Yay everyday, som er et visuelt slaraffenland. Se HER.

Visuel design handler om at kommunikere bedre

Vi omgiver os med billeder og visuelle indtryk, mere end nogensinde før, ikke mindst takket være den digitale udvikling. Hvad skal vi mene om det? Hvordan skal vi forholde os til det? - ud over at fascineres af alt det, vi kan skabe af æstetiske mesterværker. På uddannelsesplan er vi nødt til at overveje, hvordan vi får fokus på og integreret begrebet 'visuel kultur' på tværs af alle fag. Det skriver jeg et separat indlæg om i nærmeste fremtid.

I det her indlæg får den tyske typograf og grafiske designer Erik Spiekermann ordet. Han modtager prisen German Design Lifetime Achievement Award 2011 her i februar.
For dem der ikke har 15 minutter, kommer her et par highlights af hans interessante ord:

Visuel design handler om at kommunikere bedre, men det er ikke altid 'systemet' ønsker bedre kommunikation. Erik Spiekerman giver et interessant eksempel med stemmesedlerne fra Florida, dengang Bush stod overfor at blive genvalgt som præsident. En visuelt kludret valgseddel bevirkede, at mange satte deres kryds ved den forkerte kandidat og som Erik Spiekermann siger: 'They voted for an asshole', og 8000 stemmer afgjorde et skæbnesvangert valg. En god typograf/grafisk designer kunne påvirket dette og af samme grund siger Erik Spiekermann: 'Designers should break things open'.


Skærmdump fra videoen med Erik Spiekermann. Den ulogiske opbygning af stemmesedlen fik mange vælgere til at sætte krydset i den forkerte rubrik.

Erik Spiekermann taler også om måden, vi læser tekster. Vi læser kontrasten mellem tyk og tynd, sort og hvid, rund og firkantet i bogstavernes opsætning. Læsning er med andre ord visuelt betinget og handler ikke kun om det rent fonetiske.

Og så taler han om at genier ikke findes, ud fra den overbevisning at genier er sådan nogle, der producerer noget helt unikt, som ikke har referencer til tidligere værker. Erik Spiekermann siger, at alle nye ideer bliver til på baggrund af eksisterende idéer, vi er alle påvirkede af det, der allerede eksisterer. Alle kopierer, men det er også måden at skabe nyt på, mener Erik Spiekermann.

Den danske filosof Dorte Jørgensen taler også om hvordan vi inspireres af det eksisterende, men definerer omvendt et geni ud fra at det er lykkedes værkets ophavsmand 'at skabe en syntese af allerede givne komponenter, og at 'det er evnen til denne syntesedannelse, der kvalificerer geniet som geni'. Det geniale værk har rødder i traditionen. Geniet sætter i følge Dorte Jørgensen ikke noget fuldstændig unikt i verden, som kun tager udgangspunkt i sig selv - med andre ord den modsatte opfattelse af, hvad et geni er, i følge Erik Spiekermann.
Så kan man jo tænke lidt over det, og uanset hvad, siger Erik Spiekermann mange interessante ting om det visuelles OG bogstavernes betydning for vores liv.
Man kan læse mere af Dorte Jørgensen og hendes geniopfattelse i 'Aglaias dans'.

Se videoen fra Gestalten TV her nedenfor (og tak Elsebeth fra Rumtosset for at åbne mine øjne for alle de guldkorn, man kan finde dér)