børn, vægmalerier og kulturel identitet

Børn, vægmalerier og kulturel identitet

Som børnekulturformidler ligger min særlige interesse i at udforske, ikke bare hvad kunst gør ved børn, men også hvad børn gør ved kunst. I min børnekulturelle optik bliver kunsten først rigtig interessant dér, hvor børn kan interagere med kunsten.

Da jeg for nylig besøgte San Francisco, fik jeg åbnet mine øjne for muralpaintings (vægmalerier), som San Francisco er fuld af. I dén forbindelse gik det op for mig, at vægmalerier kan spille en betydningsfuld rolle for børn og unges identitetsdannelse og fælles kulturforståelse, også her i Danmark. Det satte jeg mig for at undersøge nærmere. Indlægget slutter på Nørrebro i Danmark, men starter med et historisk tilbageblik på San Franciscos vægmalerier.

Street art i San Francisco. Foto: Monica Langelund

Den Mexicanske kunstmaler Diego Rivera var tilbage i 1930’erne med til at sætte arbejderlivet, industrialiseringen og de socialistiske budskaber på dagsordenen via en række mur- og gavlmalerier i San Francisco. Et par årtier senere i 60’erne og 70’erne slog vægmaleriet for alvor igennem i området Mission i San Francisco, med sin høje andel af sydamerikanske immigranter. Husmurene blev fortsat brugt til politiske budskaber om revolution, kamp og kommentarer til den samfundspolitiske udvikling.

Diego Riveras vægmaleri fra 1931 kan ses i The Diego Rivera Gallery som en del af San Francisco Art Institute. Fakultetet var i 50'erne tæt på at lade vægmaleriet overmale, fordi det ikke passede ind i tidsbilledet, hvor abstrakt ekspressionisme dominerede kunstverdenen. Foto: Monica Langelund

I 70’erne ændredes vægmaleriernes tematiske indhold. Kvinderne indtog penslerne i gadebilledet og krævede mere feminine motiver med familien, børn, dyr og budskaber om kærlighed. De ville ind til kernen af Missions karakter, ikke mindst til skønheden i kvarteret. De ønskede at afspejle bydelens samlede kulturelle baggrund og ikke kun de revolutionære budskaber fra Mexico som hidtil havde domineret vægmalerierne. Kvinderne kom fra Sydamerika, Puerto Rico, havde både ’afro-latino’ og ’euro-latino’ baggrund.

Para el mercade. 1974.

De tænkte i bydelens beboere som målgruppe og ønskede at male motiver som ikke mindst børnene kunne spejle sig i. Ændringen af motiver var ikke uproblematisk. Men den medførte ikke desto mindre dels en ændring i mændenes opfattelse af kvinder, dels et større engagement mellem kunstnere og lokalsamfund. Husmurene blev bydelens åbne galleri. Et vigtigt galleri for beboerne, der hverken havde tradition for eller råd til at gå på byens kunstmuseer i de andre rigere bydele.

Udsnit af 'Maestrapiece'/Womens Building. 1994. Foto: Monica Langelund

Mange af vægmalerierne i Mission blev dengang såvel som nu til ved bestillingsarbejder fra bl.a. offentlige instanser, bygnings- eller forretningsejere, der ønskede en husmur eller gavl dekoreret af en lokal kunstner. Lokalbeboerne var og er ofte med i beslutningsprocessen omkring motiver. På den måde afspejler vægmalerierne Mission-borgernes hverdagsliv, pinsler, længsler og idealer. Det hænder også at børnene får lov at male med.



Ovenfor ses et lille kort filmklip af to af de første kvindelige kunstnere i Mission, der er blevet hyret til at male et vægmaleri. Børnene løber og leger i baggrunden.

Annice Jacoby, der har redigeret bogen ’Street art San Francisco’ skriver at ‘muralismo is a political/community aesthetic that changes the way everything looks and everyone sees’. Det er netop her vægmaleriernes betydning for bydelens børn står tydeligst frem. Vægmaleriene har været og er fortsat med til at fortælle ikke bare de sydamerikanske immigranters historie, men hele bydelens historie og udvikling.

Forsiden til bogen 'Street art San Francisco - Mission muralismo'. Red. Annice Jacoby. Fremragende bog i både ord og billeder, der kan købes via Amazon her.

Børnene har løbet og leget side om side med kunstnerne og er på den måde vokset op med fornemmelsen af at være en del af ’noget større’. De har set og oplevet deres kulturelle baggrund som værende værdig til store væg- og gavlmalerier. De har befundet sig midt i den kunstneriske proces og aktivt bidraget til den alene ved deres tilstedeværelse i byrummet. For vægmaleriets særlige karakter er, at det bliver til der, hvor publikum befinder sig og publikum blander sig gerne i processen.


Se og hør meget mere om street art i Mission området i San Francisco. Annice Jacoby + en kvindelig muralist fortæller.

Mission er i dag en levende udstillingsplatform, hvor nye vægmalerier løbende kommer til med nye budskaber i takt med, at Mission ændrer karakter, bliver mere hip og flere hvide fra middelklassen rykker ind i kvarteret. Ikke alle vægmalerier overlever. Nogle af dem ’dør’, enten pga slid, vejrforhold, hærværk eller bevidste overmalinger, mens andre overlever og står som monumenter over en bydels viljestyrke.

En såkaldt klassiker i den berømte Clarion Alley i Mission.
Foto: Monica Langelund

I en anden bydel i San Francisco ligger ’The African American Art and Culture Complex’, som er et slags kulturhus for den afroamerikanske befolkning i San Francisco (og andre interesserede). Her kommer en del unge og man finder bl.a. teatersal, recording studio, møderum, udstillingsgallerier og gymnastiksal. Huset rummer adskillige permanente vægmalerier.

En ung street art-kunstner maler på sit muralpainting til en hyldestudstilling til hip hoppen i The African American Art and Culture Complex. Når udstillingen slutter bliver vægmaleriet malet over. Det har kunstneren ingen problemer med. Foto: Monica Langelund

På endevæggen i den ene gymnastiksal finder man fx et vægmaleri af en gruppe dansende mennesker, der leder tankerne hen på Afrika og stammedans – og det selvom salen åbenlyst bruges af unge hiphoppere og breakdancere. Vægmaleriet indfanger den kulturarv de unge har med sig og fortæller historien om et stolt folk, hvis styrke ligger i rytmen og livsglæden.

Foto: Monica Langelund

En tilsvarende fortælling finder man på husmuren ud mod parkeringspladsen, hvor sorte jazzmusikere og en sangerinde, der kunne ligne Billie Holiday, nærmest eksploderer ud af muren. Det her hus har åbenlyst noget på hjerte og vægmalerierne understreger budskabet.

Foto: Monica Langelund

Herhjemme kan man finde noget af det samme tilhørsforhold mellem børn, byrum og kunst, i sær i skolesammenhæng.

Asminderød skole skulle nedrives og genopbygges pga skimmelsvamp og skolen rykkede i 2007 midlertidigt ind i nogle baraklignende bygninger. Skolen ønskede at gøre disse bygninger mere spændende og indledte et samarbejde med en kunstner, der fik stor hjælp af skolens elever. Videoen nedenfor viser hvordan samarbejdet forløb. Projektet har åbenlyst givet børnene ejerskab over bygningerne, de er blevet taget alvorligt, lyttet til og har oplevet et fællesskab omkring et kunstnerisk arbejde, som de efterfølgende dagligt har kunne beundre og mindes. Skoler og byggepladser er som udgangspunkt en dårlig kombination pga larm, støj og de dårlige undervisningsforhold, men en kaotisk byggeperiode er på Asminderød skole blevet indledt med et kunstnerisk samarbejde hvor de æstetiske læreprocesser har været i fokus. Det har givet børnene en følelse af ejerskab i processen.

Foto: fra www.gadekunst.dk. For at se en video af processen, klik her.

På friskolen ’Lille Virgils friskole’ i Hobro besluttede man tilsvarende, at man ville forskønne/renovere skolens gavl. Motivet er inspireret af Ole Lund Kierkegaards univers og børnene tog del i maleprocessen. Gavlen repræsenterer altså hele skolens fundament, i dét Ole Lund Kierkegaards menneske- og læringssyn med ’barnet i centrum’ ligger til grund for skolens værdigrundlag.

Husgavlen lyser op på en regnvejrsdag, hvor friskolen holder fernisering.
Foto: 'billeder 09/10' på www.lille-virgils-friskole.dk

På Langmarksskolen i Horsens arbejdede en 3. klasse sammen med billedkunstner Ole Grøn om fremstillingen af en række vægmalerier til skolens forhal. Temaet i billederne var traditioner og fester og tog udgangspunkt i klassens multikulturelle sammensætning. Alle børn deltog i arbejdet og hvert barn bidrog med farver, mønstre og motiver.

Billedkunstner Ole Grøn med en 3. klasse fra Langmarksskolen i Horsens.

Rådmandsgade på Nørrebro var tilbage i 2009 så præget af bandekriminalitet, overfald og hærværk, at noget måtte gøres. Både for at gøre kvarteret mere trygt og for at synliggøre børnene og deres kulturelle mangfoldighed. Et 50 meter langt, kedelig plankeværk omkring institutionen Samuelsgården blev forvandlet til et farverigt vægmaleri med hjælp fra kvarterets børn.

Foto: Morten Jensen. www.madeinwonderland.dk Flere billeder kan ses, hvis man søger på 'Fra hærværk til blærværk' og downloader pdf'en af samme navn. Der er gode billeder af stolte børn.

Gulay Kekec fra Samuelsgården udtalte i juni 2009 ved ferniseringen, der samtidig blev en gadefest, til Nørrebro Lokalavis, at ’billederne på dette plankeværk bærer præg af den store kulturelle smeltedigel, Nørrebro er. Vi vil gøre vores til at børn af alle nationaliteter vil føle sig hjemme. Ikke som en minoritet men som en del af det multikulturelle samfund, der er Danmark anno 2009’.

Det er et langt stykke af vejen den samme historie, der går igen her i Danmark som man så og ser det i San Francisco. Og dét uanset om det handler om børn med den ene eller den anden hudfarve og baggrund. Kvinderne i Mission havde bevidst børnene for øje i deres valg af motiver. De troede på, at det betød noget, hvad børnene voksede op med af visuelle indtryk.

Glade børn foran resultatet 'Fra hærværk til blærværk'.
Foto: Morten Jensen og www.madeinwonderland.dk.
Kunstner: Jonas Yamakaya.

Det er det samme Gulay Kekec refererer til i Rådmandsgade projektet og som man ser i andre gadekunst-projekter på Nørrebro.

Det får mig til at tænke på, at et omfattende, målrettet muralpainting-projekt, hvor kvinder med anden etnisk baggrund fra socialt belastede kvarterer maler vægmalerier med udgangspunkt i deres kulturelle baggrunds bløde værdier – akkurat som kvinderne gjorde i 70’erne i Mission – kunne være interessant. Både for bydelen og for børnene.

'Maestrapiece' 1994. 8 kvinder malede et omfattende vægmaleri, der breder sig om hele bygningen, 'Womens building' i Mission i San Francisco. Vægmaleriet er i dag et af områdets mest berømte.

Vægmaleriet i det offentlige rum kan noget som kunsten i gallerierne og museerne ikke kan i forhold til børn - når det vel at mærke har en fortælling på hjerte, som børnene kan relatere til. Vægmaleriet når børnene på en anden måde, fordi det møder dem i deres hverdag og deres omgivelser, på deres præmisser. Ofte har børnene haft medindflydelse på det kunstneriske resultat, enten ved direkte deltagelse eller ved at befinde sig i gadebilledet. Og på den måde spiller vægmaleriet en særlig rolle for børn og unges identitetsdannelse og fælles kulturforståelse. Sådan som god kunst jo gør.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

Nedenstående videoklip er fra The African American Art and Culture Complex i San Francisco. For de nysgerrige er det 8 interessante minutter og man ser flere af vægmalerierne undervejs.