søndag den 28. februar 2010

Børns legekultur 3


Men så kørte de galt, fordi de sang så højt....

En mindre flok børn havde været en tur i skoven med børnehaven og var trætte og våde, da de kom hjem. De fik lov at blive indenfor, mens resten af børnehaven var ude på legepladsen. To drenge endte med at have blå stue helt for sig selv. Kassen med LEGO og dyr blev fundet frem, og en god leg var hurtigt i gang.

Det var tydeligvis så skønt at være kommet hjem og have stuen helt for sig selv, at det måtte fejres med en sang. Drengene begyndte i fælles falset at synge ’happy birthday to you' i kor, igen og igen og igen. Børn er glade for gentagelser, børn er glade for at synge og børn er glade for at lege med deres stemmer. Dét vi voksne i visse tilfælde er tilbøjelige til at betragte som selvsving, kan man også kalde børns legekultur.

Normalt ville de være blevet stoppet ved tredje gentagelse, måske efterfulgt af et godt råd om at finde på ’noget at lave’. Det var højt og skingert og hvis blå stue havde været fyldt med børn, havde deres sang været ganske uudholdelig. Som det nu engang er med små stuer med for mange børn. Men denne dag havde de altså stuen for sig selv og kunne uforstyrret fortsætte både leg og sang, som gled sammen i en syngende leg.

På et tidspunkt afbrød en af drengene deres sang, som var blevet endnu højere, og udbrød; ’og så var de ude og køre i deres bil, men så kørte de galt, fordi de sang så højt’. Derefter dæmpede de sangen lidt, men fortsatte dog med at synge on and off i legen. Det stod på et godt stykke tid. Måske en halv time. Så var det tid til at de andre børn skulle ind til frugt.




torsdag den 25. februar 2010

Børns legekultur 2


På tur med sin krop.


Når børn i 5-6 års alderen skal på tur er det hele kroppen, der er på udflugt.
Sådan nogle 5-6 årige unger skal helst op og gå på snedriverne, der ligger langs fortovene, skubbet til side, så man kan komme forbi. Allerbedst er det, hvis man glider lidt ned og skal kæmpe for at holde balancen på toppen af snedriven.

Sneen begynder at smelte og danner store vandpytter på s-togsstationen, hvor turen går forbi. De 5-6 årige skal helst lige igennem vandpytten, hvor der er allerdybest for at se, om støvlen er høj nok – eller tæt nok. Det hænder, det ender med våde tæer.

I toget skal de 5-6 årige helst stå lige midt i togvognen uden at holde fast i noget. Det er sjovest, når toget kører hurtigt for så at stoppe, for det kræver rigtig god balance at modstå dét ryk, og det sker, at der er en, der falder og ligger og roder rundt på gulvet i s-toget. Det er også bedre at hvine i kor, når toget bremser.

På vej ud i skoven går det ned ad bakke ad den lange skovsti. Børnene slipper hinandens hænder, råber ’Rutchebane!’ og griner indforstået til hinanden, mens de løber alt, hvad de kan hen ad skovstien.

En af de 5 årige finder en 'gå-hurtigt-pind'. Med dén kan man komme hurtigere frem i den tunge sne. Senere får en 6 årig fat i pinden og med et knipstag er den en gulddetektor. Den 5 årige får så fat i en større pind. Dén er der musik i. Man skal bare lægge øret helt ind til pinden.

På vejen hjem kan benene næsten ikke bære et par af de 5-6 årige mere. De går nærmest baglæns af træthed. Det er egentlig ikke så underligt...

onsdag den 24. februar 2010

Serge Bloch - Ideer til billedkunstundervisning 1


I en legesyg illustrators fodspor...


Franske Serge Bloch er ikke en kunstner/billedbogsillustrator, jeg er stødt på før i Danmark, men han er værd at bemærke og ganske oplagt at inddrage i billedkunstundervisning i folkeskolen. Han arbejder som illustrator bl.a. for en række internationale aviser og har en lang række billedbogsudgivelser bag sig, desværre ingen oversat til dansk - endnu. Hans hjemmeside er et helt univers af spøjse indfald og kreativitet, og laver man en billedsøgning i hans navn, dukker der hundredvis af illustrationer op med ham på nettet.

Copyright: Serge Bloch

Hans s
ærlige kendetegn er at blande fotos og stregtegning, så de fotograferede objekter træder frem i en ny kontekst, man ikke typisk forbinder dem med. At tilføje en enkelt fotografisk detalje til en tegning kan ifølge Serge Bloch få en tegning til at fremstå som ’real life’. Det hurtige, skitseagtige præg giver illustrationerne – og videoerne - en lethed og oplevelse af spontanitet og leg. Vores fysiske verden synes at være ét stort tag-selv bord for Serge Bloch, der omdanner brocollibuketter til hårpynt, en hængelås til en håndtaske og et garnnøgle til en hval.

Copyright: Serge Bloch

Den ’stille’ humor danner udgangspunkt for Serge Blochs arbejde, og på hans hjemmeside skriver ha
n da også selv, at hans mål er få folk til at trække på smilebåndet mere end at slå sig på lårene af grin. Serge Bloch mener, at dét at skabe handler om at bevare barnet i sig selv - men at vi mister meget af vores medfødte talent som årene går. Han ser ikke sig selv som en narrativ fortæller. Han tegner bare ting, mennesker og øjeblikke, som han oplever dem. Man fristes til at tilføje, at han er et tegnende kamera. For Serge Bloch er det at tegne en måde at sende en besked til et andet menneske. Han foretrækker at gøre det med humor, da humor i hans øjne er en fantastisk måde at kommunikere på.

Copyright: Serge Bloch

På hans hjemmeside finder man bl.a. en video af en el-pære vendt på hovedet med en simpel tegning af et ansigt og en række lodrette streger, der udgør en kjole. På lydsiden hører man et stykke etnisk klingende musik, alt imens pæren snurrer rundt om sig selv i ét væk og fremstår som en klon af en babushka-dukke og en indisk bollywooddanser. Det er enkelt og godt tænkt og kan let overføres til undervisningsregi.

video
Serge Blochs video af dansende elpære

Med et digitalkamera eller en mobiltelefon m
ed et kamera, der også kan optage små film, kan børn selv fortolke hverdagsprodukter i nye rammer. At tage udgangspunkt i Serge Blochs arbejdsmetoder i en undervisningssituation handler om at fokusere på skitse- og idéudvikling mere end tekniske tegnefærdigheder. Det handler om humor og om at udfordre vores vante måde at se og opfatte ting på. Selvfølgelig kan en elpære danse. Selvfølgelig er en gammel fatning et hundehoved.

Copyright: Serge Bloch

Hvad vil børn ikke kunne få ud af at gå på rov i gemmerne derhjemme? For børn med samlergéner, der helst skal gemme gamle mønter, ødelagte klemmer og skruelåg, er der her en oplagt mulighed for at få brugt tingene kunstnerisk i kombination med de digitale medier.

I nærmeste fremtid følger et blogindlæg med fokus på et par af Serge Blochs billedbøger.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

Følgende billeder e
r vist med Serge Blochs tilladelse til inspiration.
Der er copyright på samtlige billeder.

Du kan læse mere om Serge Bloch på hans hjemmeside her.
Og du kan se mere af hans mere 'kunstneriske' arbejde her.

Hvis du vil læse flere indlæg med ideer til billedkunstundervisning, så søg på 'billedkunstundervisning' i søgefeltet her på bloggen.











tirsdag den 2. februar 2010

Teateranmeldelse - Nalles taxa på Det Lille Teater


En billedbogs magiske forvandling til vellykket børneteater


Når en af billedbogsfavoritterne hjemme på hylden bliver sat op som børneteater, er forventningerne store. Det var tilfældet med ’Nalles taxa’ af Sven Nordqvist, der sammen med forløberen ’Nalle finder en stol’, udgør et ’klassiker-sæt’ om den lille Nalle, der finder en stol og undrer sig over, hvad dén skal bruges til. Han ender med at finde svaret med hjælp fra en række spøjse hjælpere – blot for at løbe ind i en trillebør og stå overfor endnu en udfordring; hvad kan sådan en trillebør så bruges til? Bøgerne er blevet sat op som én fælles forestilling på Det Lille Teater i Indre by i København – og hvilken glæde, tør jeg godt afsløre indledningsvis!

'Nalles taxa' er en farverig forestilling med skægge dukker og kostumer. Foto: Det Lille Teater.

Sven Nordqvist – der også er tegnefar til Pedersen og Findus - er en unik illustrator, der tegner parallelverdener ind i baggrunden på sine illustrationer med små fantasidyr, skæve landskaber og surrealistiske former og figurer.
Nallebøgerne udmærker sig ved, at baggrunden understreger Nalles undren over mødet med genstande, han ikke kender. Intet er ’som det plejer’, for hvad er også ’plejer’, når man oplever noget for første gang? I illustrationerne vender huse på hovedet, sidder på siden af træstammerne eller svæver i luften, blomster står ret som den skrappe soldat, og fuglene flyver med benene opad.

Manden med radioen fortæller Nalle, hvordan man (ikke) skal sidde på en stol. Foto: Det Lille Teater.

Det er alt sammen fanget med øje for detaljerne i opsætningen på Det Lille Teater. Baggrundens betydning for fortællingen understreges i scenografien ved flere lag af baggrundskulisser, der tilmed formår at lege med perspektivet, så 3 meter i dybden pludselig føles som flere hundrede meter. Små hånddukker bliver til større hånddukker som bliver til rigtige mennesker. Det er nærmest magisk.
Det fungerer rigtigt fint at lade baggrunden danne scene for dukkerne og forgrunden scene for de 'rigtige' skuespillere.

Særligt bed jeg mærke i den undren og fascination, der bredte sig blandt børnene i publikumsrækkerne, da Svippeline-figuren indtog scenen. På mange måder den samme undren som Nalle oplever, da han opdager stolen og trillebøren. Svippeline forvandler sig fra dukke til Sofie Pallesens skønne fortolkning af den livlige balletdanser, der kommer hvirvlende og på det nærmeste vælter Nalle omkuld i sit forsøg på at vise, hvordan man sidder på en stol.
Dukkerne er levendegjort med stor respekt for Sven Nordqvists streg, og samtidig genkender man både elementer fra Muppet Show og Spitting Image. Der blev grinet en del undervejs i forestillingen, også blandt det voksne publikum.

Nalle og de to kaniner laver slinger i 'Nalles taxa'. Foto: Det Lille Teater

Det er en hjertevarm og overbevisende forestilling, der inviterer de mindste i teateret til, hvad der oplagt kan blive deres første møde med børneteaterets dragende univers. Det Lille Teater har sat den øvre aldersgrænse til 4 år, men forestillingen kan snildt ses af større børn op til børnehaveklassealderen. (den nedre aldersgrænse, som i dette tilfælde er 2 år, skal altid respekteres!).

'Nalles taxa' kan ses på Det Lille Teater, Lavendelstræde 5-7, København K,
fra 28.1 - 2.5 2010. Læs mere her på Det Lille Teaters hjemmeside.

Bøgerne om Nalle kan bl.a. købes her, på Saxo.com.