mandag den 26. april 2010

Børns legekultur 5: Gyngen


Når børn gynger...


Hvor skal man starte, når man gerne vil blive klogere på børns legekultur? Hvad skal man observere, hvor og hvornår? Børnehaven er selvsagt et oplagt sted. Legen trives i trygge rammer, i gode legekammeraters nærhed, hvor børnene kan gentage, finpudse og videreudvikle lege.

’Gyngen’ er et særlig velegnet observationssted. Gyngen er ikke bare et motionsredskab på linje med en tennisketsjer. Gyngen er et særligt rum for fordybelse. Her kan børn – alene eller i fællesskab – bevæge sig ind i drømmeuniverser, opdigte sange og historier og skabe leg, i takt med gyngens svingninger.

Der er rytme i en gynge. Man kan ikke rigtig høre det, men man kan mærke det. Man kan bevidst gynge i takt, i bevidst u-takt, den ene kan stå på gyngen, mens den anden sidder og man kan udvikle særlige gyngeteknikker, hvor hele kroppen kilder og kommer i svingninger. Hvis man får rigtig meget fart på, kan det være, at man gynger hele vejen rundt om gyngestativet. Børns oplevelse er, at dét er en mulighed, hvis de gynger med hele livet som indsats. Gyngeoplevelsen er kropslig og sanselig. Når barnet mærker gyngens susen, mærker det sig selv. Det er også en æstetisk læreproces.

I min daglige gang i en børnehave, ynder en gruppe drenge i 6 års alderen at finde hen til den store ’edderkoppegynge’, der kan rumme op til 6-8 børn ad gangen. De spørger, om jeg vil skubbe dem, og når de rigtig er kommet i svingninger, starter de en fælles sang; ’I believe I can fly, I believe I can touch the sky’ nærmest råbesynger de op med himlen og griner indforstået til hinanden. Sangens ord, som mest af alt er volapyk-engelsk, passer til gyngens rytme. ’Ra ge li, Racan fly’, lyder det og det giver absolut mening for børnene selv.
Da de havde mødtes ved gyngen et par gange, begyndte de at videreudvikle ’teksten’ i sangen, så den i dag er blevet til børnenes helt egen sang på dansk.

Hvis man som voksen lukker øjnene og sætter sin indre gynge i svingninger, er det næsten som at være tilbage i barndommen selv. Prøv selv. Det er et godt udgangspunkt for at observere og forstå legekulturens præmisser.

Søg evt. på legekultur i søgefeltet på bloggen, så får du samtlige indlæg med fokus på legekultur i bred forstand.

video
Gyngen er ikke noget i sig selv. Det er først, når børnene tager den i brug, at magien opstår.

søndag den 18. april 2010

Børns legekultur og mediekompetencer


Stjæler de nye medier barndommen?


Jeg oplever at flere og flere søger på 'børns mediekompetencer' her på bloggen. Det er forståeligt, at der er en stigende nysgerrighed efter at vide, hvordan børn håndterer de nye medier.
Grundlæggende kan man jo sige, at børn anno 2010 nærmest fødes med en mobil i hånden. Det er lige før, de ringer og siger; 'Jeg kommer ud nu!'.

Børn og unge sms'er med to fingre, som et resultat af at være vant til at bruge begge hænder når de fx spiller konsolspil. De surfer hjemmevant på nettet og lader gerne både mobil og ipod køre samtidig. Som voksen kan det være svært at forstå, at man kan medie-multitaske i dén grad, og vi ynder at sige, børnene skal slukke for 'dét, de ikke bruger'.

Foto: Monica Langelund

Men faktum er at de bruger de moderne medier som en forlængelse af deres fysiske netværk og venskaber. Man mødes via Skype og Facebook derhjemme, mens man spiller Wii eller ser tv. Skype kan være direkte nødvendig for at udtænke strategier sammen i et online spil, hvor man spiller med kammeraterne uden at sidde i samme rum som dem.

For nylig hørte jeg flere stemmer på min 12 årige søns værelse, men mente ikke at have set ekstra sko i entreen. Da jeg kiggede ind, var det skypesamtalen om et online-spil med en klassekammerat, der var sat på højttaler, så det vitterlig lød som om, de var flere i rummet.
Virtuelt netværk kan aldrig erstatte det fysiske nærvær mennesker i mellem, men det bliver en forlængelse af nærværet. Min søn oplever fx ikke, at han ikke har været sammen med sine kammerater, hvis de 'kun' mødes online en dag.

Men er det en god udvikling? Kan hjernen og kroppen ikke fysiologisk overbelastes af for mange input og har børn og unge ikke godt af at lære at fordybe sig i een ting ad gangen? Nu er vi voksne jo netop ved at erkende, at det der med multitasking slet ikke er så smart, som vi gik og troede. Gælder det samme så ikke for børn og unge?

Barndommen og ungdommen er på mange måder en anden i dag end for blot få generationer siden, og der er ingen tvivl om, at de nye medier spiller en vigtig rolle her. Selvfølgelig skal man være sig udviklingen bevidst. Men i stedet for ureflekteret at se skævt til dé medier og anklage dem for at stjæle barndommen, tror jeg det er nødvendigt redefinere begrebet 'fordybelse' i forhold til børn og unges brug af medier.
Fordybelse for dem er ikke nødvendigvis at have fokus på een ting ad gangen, især ikke når det handler om deres egen kultur.

Det samme gør sig gældende for 'legebegrebet'. Vi knytter traditionelt set det at lege til en romantisk barndom, hvor børn legede i flok i den fysiske verden. Set i dét lys kan det være svært at få øje på legen i dag. Men flere legeforskere peger på, at legen nu er rykket ind i det digitale rum. Børnene leger med andre ord stadig og for de fleste børns vedkommende er den fysiske leg ikke erstattet af de nye medier. Der er snarere tale om et både-og. Tag bare et kig rundt om i landets børnehaver og SFO'er.

Afslutningsvis i dette indlæg har jeg lyst til at linke til nedenstående klip, som viser en pige på 2 et halvt år, der afprøver en Ipad for første gang. Hun har før leget med farens Iphone. Som det ses virker hun hjemmevant med den nye Ipad, men hun har stadig den legende, undersøgende tilgang. 'Hvad kan dén her?´' Og hun forholder sig kritisk til den og undrer sig over, at den ikke har kamera som dens lillebror Iphone'n.
Så uanset om vi vil dén udvikling eller ej, så er den her. Børn er superkompetente mediebrugere og vi kan lige så godt anerkende det med det samme.

Hvis du vil se filmklippet, klik her.

søndag den 11. april 2010

legekultur og parkour


'Det er som at komme til en ny legeplads...'

- Et legekulturelt perspektiv på parkour


Børn leger ikke mere. De stopper med at lege tidligere og tidligere. De ender med at hænge ud på gadehjørner eller også vil de være popstjerner og gå den nemme vej via talentshovs som X-factor. Hvad skal det ikke ende med – hvis man spørger skeptikerne?


Barndommen er måske nok under forandring, men dén legekultur der karakteriserer barndommen lever videre i ungdomskulturen. Det gik op for mig efter i en periode at have observeret min 12 årige søn og hans venner og deres nyeste passion. Det startede i det små med at min søn og et par af hans kammerater syntes, det var skægt at hoppe ud over gelænderet direkte ned i forhaven, frem for at gå ned af trappen med de 4 trin fra vores hoveddør. Hvorfor gå den almindelige vej ned, hvis man kan skabe nye veje med forhindringer? – i dette tilfælde et gelænder.

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Hvad der i starten bare handlede om at komme helskindet hen over gelænderet udviklede sig til at involvere faldteknik, når de ramte jorden. De kunne være halve timer om at komme ind af døren i dén periode. Der gik ikke længe før gelænderet var klaret – som første level i et computerspil - og drengene var klar til at rykke hen til næste bane. Det blev i området ved det lokale varehus, hvor der er masser af vejskilte, betonklodser og trapper.


Hobbyen tog form og drengene satte et navn på beskæftigelsen; de udøvede parkour og flere af klassekammeraterne stødte til. Deres fritidsklub arrangerede en tur til Danmarks første parkourpark der ligger i Ørestaden og der kom en gruppe meget møre drenge hjem. Parkour er en benhård motionsform, skulle jeg hilse og sige efter at have lyttet til en radbrækket dreng, der havde været ude og bruge muskler han næppe vidste eksisterede.

Inspirationen finder de bl.a. på Youtube. Videoerne ses igen og igen og det er også her mange af begreberne opfanges; monkey vault, kong vault, speed vault....

Foto: www.Parkourgenerations.com

Nu er de en hel gruppe, og hvis de fortsætter i det tempo, varer det næppe længe, før de har fået sig et parkournavn. Parkour er også leg med identitet. Hver af drengene er ved at udvikle deres karakteristiske egenskaber. Én er hurtig, en anden er god til tricks (og tricks hører tilsyneladende mere ind under det der kaldes freerunning, men så er vi ovre i en opdeling min søn og hans venner endnu ikke går op i – og som jeg har svært ved at gennemskue som en ydmyg udenforstående) en tredje har styrke, en fjerde er smidig osv. Som 12 årig har det betydning, at man har sin særlige rolle at udfylde i gruppen. På sigt er ideen nok, at hver enkelt udvikler både styrke, tricks, hurtighed OG smidighed.

Men hvad er så helt præcis parkour og hvori består legekulturen?
En franskmand ved navn David Belle (1973), der har baggrund indenfor gymnastikken og atletikken, siges at være parkourens ophavsmand (på engelsk oversættes parkour med ’the art of moving’). Han startede en kultur omkring dét at løbe rundt på gader, trapper, hustage, mestre rullefald etc.

David Belle himself. foto: for copyright look at the end of the blog post

Fidusen er at hoppe fra mur til mur, hen over skilte, klatre på broer, holde balancen på smalle stakitter etc - alt sammen med særlige teknikker. Det er ikke nok at klare et spring i sig selv, det skal gøres elegant, ellers kan det være ligegyldigt. David Belle taler om, at man skal være til stede i springet, i nu’et. Parkour – eller freerunning - er altså en flowtilstand og allerede her er der fællestræk med legekulturen.


Børn leger, fordi de ikke kan lade være. Set med et par udviklingspsykologiske briller udvikler leg også et hav af kompetencer og færdigheder, men først og fremmest leger børn, fordi det er meningsgivende for dem i selve situationen. Noget tilsvarende kan man sige om parkour. Traceuren (som den der laver parkour kaldes) udøver først og fremmest parkour, fordi han eller hun ikke kan lade være. Børn kan heller ikke lade være med at opsøge væltede træer, gå på line på mure og stakitter og den slags.

I Kasper Astrup Schröder’s nye film ’My playground’, om arkitektur og parkour siger en fyr i 20’erne på vej ud til nye bygninger, hvor de skal træne parkour, at det er som at komme til en ny legeplads.


Jeg spørger min søn om ikke han kan vise mig et par af hans yndlingsvideoer. Det gør han gerne. Det er bl.a. ham, der introducerer mig til David Belle med en 'Best of David Belle' hvor han nærmest flyver hen over hustage og flere meter høje mustensmure.

I takt med at jeg betragter min søns stigende interesse for parkour står det mere og mere klart for mig at fællesskabet - ikke bare i børns legekultur, men også indenfor parkour - har afgørende betydning. Man kan godt udøve parkour alene, men først når den folder sig ud i fællesskabet og man kan ’springe i flok’ når den nye højder. Igen som i den gode leg. Det er alt andet lige også svært at lege far, mor og børn eller Ninja Turtles når man er alene.


Ydermere ligger der i børns legekultur et fokus på deres valg af legesteder. Noget af det bedste er huler og hemmelige steder, som de voksne ikke kender til...eller forstår. I gamle dage legede børn på gaderne og var i fred for de voksne. I dag betragter vi gaden som farlig. Der er trafik og mennesker, vi ikke kender og steder, hvor man kan komme til skade. Frem for alt kan vi voksne ikke holde øje med børnene, hvis de løber frit rundt på gaden.

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Parkour’en fremstår som en måde at generobre det tabte legested, det farlige og det hemmelige. Men frem for alt er det glæden ved at bevæge sig, udfordre sig selv i mødet med de forhindringer der dukker op undervejs. Ifølge parkour-udøverne handler det også om at kunne komme hurtigt af sted gennem byen, væk. Igen som børn der løber i flok, væk fra en fiktiv fare. Det kræver finpudsning af teknik og at øve sig igen, og igen og igen. Hvis man vil være med i ’legen’ og fællesskabet må man med andre ord arbejde på sine parkour-færdigheder.

I legen ligger en dekonstruktion af barnets omverden. Børn suger næring til deres leg fra deres omgivelser, transformerer det og gør det til deres eget udtryk. Det ses fx når børn i fritidsordninger leger ’Talent’. De kopierer ikke bare tv-programmet, de leger med identiteterne og tager ejerskab over rollerne. Man kan også tale om en dekonstruktion og en genopbygning i parkour’en. Opfattelsen af hvad by og rum er, bliver udfordret og en ny måde at bruge byrummet på etableres.

Signe Højbjerre fra danske Team Jiyo fortæller i Kasper Astrup Schröder’s tidligere omtalte video om sin fascination ved dén måde, man kan transformere byen på. Som hun siger; Du kan ikke ændre på det (byen) rent fysisk. Du kan ikke gå hen og flytte på lygtepælen eller vende trappen om, fordi den ser sjovere ud på den anden måde, men du kan ændre den måde du SER tingene på og gøre det til dit eget på dén måde.


Team Jiyo beskriver sig selv som et team, der kombinerer forskellige nye former for ekspressive bevægelsesformer, herunder: Parkour, Freerunning, Tricking, Breakdance & Stunt / Stagefight. De tilbyder undervisning i parkour til både børn og unge. Og spørger man min søn er de ubestridt landets bedste, hvorfor han nu ønsker sig svedbånd og t-shirts med deres logo for at komme lidt tættere på forbillederne. For 8 år siden havde han Star Wars logoer med alle heltene på blusen.

Selvfølgelig er parkour ikke rendyrket legekultur, som vi ser det i barndommen. Men parkouren har den legende tilstand indbygget i sig; et begreb man opererer med i børnekulturelle kredse. Det betyder ikke at parkour er ‘ barnligt’, faktisk tror jeg det er ‘stor alvor’ for de fleste parkour-udøvere.
Der er netop tale om en legekultur, vi typisk knytter til barndommen, som nu finder et nyt ståsted i ungdomskulturen.

En 20 minutter lang video på youtube viser, hvordan det europæiske parkourteam Parkourgenerations i 2008 tager til New York for at lære teknikken fra sig. Videoen giver et fint indblik i en parkour'ens 'væsen', men min søn syntes videoen var dødsyg. Han vil have drama og stuntspring.
En begejstret kursist på Parkourgenerations undervisningshold udtrykker følgende om sin franske læremester Stephane: The way he moves is very fluid... it very nice to train with him...he is playful when he trains, you see him play and enjoying himself and having fun with it. He’s got that childlike playfullness during traning which is nice.


Legen er med andre ord essentiel i denne kultur indenfor en ungdomsgeneration, der tilbagevendende anklages for at have mistet netop den legende tilstand i en alt for tidlig alder.
Så legen er jeg ikke bekymret for. Og sådan set heller ikke ungdommen anno 2010. Jeg er måske snarere bekymret for om – og hvornår – jeg skal køre min søn på skadestuen med en forstuvet ankel eller et brækket håndled....men min bekymring er jo ikke hans problem. Så han hopper gladelig videre...

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Nedenstående videoklip viser min søn og en af hans venner, der - lidt trætte efter et par timers parkourtræning i lokalområdet - demonstrerer hvordan de 'varmer op'. Jeg kan desværre ikke finde ud af at vende videoen 'rigtigt' - men måske er det meget passende at se videoen i en lidt atypisk vinkel i denne parkour sammenhæng...

video

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig nedenfor. Klik på 'Send en kommentar'.

Photos: I am not the photographer of any of the pictures in this blog post and I do not have the copyright to the images. I will remove the images if necessary or much better - put the photographers names here, but I don't know who the photographers are? - and I'd very much like to give the photographers the credit for their photos.

Læs evt mit nyere indlæg om 'storbyferier, leg og parkour' her.

Og her er en række relevante links:

Se David Belle erobre byen her.

Læs mere om Team Jiyo
her.
Se et teaser for Kasper Astrup Schröders video her.

Se et længere klip om Parkourgenerations undervisning i Central Park her.

Adressen til Parkour-parken i Ørestaden finder du her.

Tak, Vibeke, for link til Kasper Astrup Schröders video!

mandag den 5. april 2010

Børns legekultur i uddannelsessystemet


Hvad skal børn med kulturoplevelser i uddannelsessammenhæng?


Vores demokratiske, åbne samfund bygger i høj grad på et rigt og varieret kulturliv. Et kulturliv der over de seneste årtier også har fået børnene som målgruppe. Skoler og daginstitutioner inddrager i stigende grad kulturoplevelser både indenfor skolens rammer og ude af huset. I den forbindelse er det er nærliggende at spørge, hvad børn egentlig skal med kulturoplevelser og hvorfor de er vigtige i uddannelsessystemet.
Inden for børnekulturen opererer man om en tredeling af kulturbegrebet, nemlig kultur for, med og af børn. Kultur for børn er traditionelt set film, teater, udstillinger, optrædener mm. Altså kulturtilbud hvor børn er (mere eller mindre passive) modtagere af en oplevelse, der formidles til dem.

Et eksempel på kultur for børn (og voksne) var den fine marionetdukke-udstilling i Rundetaarn i efteråret 2008. Foto: Monica Langelund

Kultur med børn er fx værkstedsaktiviteter på museer og kulturhuse, i skoler via Kunstrådets Huskunstnerordning, hvor børn i selskab med en eller flere professionelle voksne kan lave alt fra skulpturer af genbrugsmaterialer, optage film mm - dvs en formidlingssituation, hvor dialog og deltagelse er nøgleord.


Et eksempel på kultur med børn er en workshop, som her på Tegnefestival 2010, på Horsens Kunstmuseum, hvor børn og voksne kan omdanne gamle bøger til underfundige figurer. Foto: Monica Langelund

Kultur af børn er børns egen kultur, herunder deres legekultur som også inkluderer deres fortællinger, deres måder at bevæge sig på, udtrykke sig på fx via det at tegne og den måde de agerer. Her er børn på ’hjemmebane’ for her gælder deres egne spilleregler. Via legen udforsker de, idéudvikler, skaber og samarbejder. Alt det vi efterstræber i vores institutionsliv og uddannelsessystem. Børn inspireres af det dagligdagsliv, de lever. Dvs det de oplever, det de ser i tv, de spil de spiller, det legetøj der er tilgængeligt osv.

Børns tegninger er en del af deres legekultur; kultur af børn. De tegner først og fremmest, fordi de ikke kan lade være. Og fordi det - som på billedet - giver mening at tegne firkanter, både på papiret og på hånden, og senere hen på bordet. Foto: Monica Langelund.

Et vigtigt aspekt ved børns egen kultur er, at børn ikke ser sig selv i en udviklingsoptik. Børn tænker ikke; nu går jeg lige ud og hopper på trampolin og træstubber, tegner en tegning og leger batman med mine venner, så jeg kan udvikle mig motorisk, socialt eller kognitivt. De gør det bare fordi handlingen i sig selv giver mening for dem. Det er os voksne, der tillægger handlingen et udviklingsperspektiv.


Dén udviklingstænkning sniger sig også ind, når vi ønsker at tilbyde kulturoplevelser for og med børn i de institutionaliserede rammer. I skoler og daginstitutioner skal vi i dag udarbejde pædagogiske læreplaner og årsplaner, og i den forbindelse begrunde hvorfor børn skal se et teaterstykke eller en kunstudstilling – det skal gerne være et led i noget mere, noget større, noget der leder hen til en udviklingsproces. Kulturtilbuddene skal med andre ord i stigende grad have et formål. Formålstænkning er ikke skidt pr definition, lad det være sagt med det samme. Det er vigtigt at få nuancerne med i en ofte sort/hvid debat.

Der er dog et ’men’ omkring dét at gøre kulturoplevelser til genstand for en højere formålstænkning omkring børns udvikling. Problematikken ligger bl.a. i at en del børn kun får tilbudt kulturoplevelser via skoler og børnehaver, og hvis de oplever, at det altid skal have et bevidst formål og ikke indimellem
’bare’ kan få lov at indgå i det dagligdagsliv, de lever, er der risiko for, at de udvikler et anstrengt forhold til kulturlivet, også på sigt, akkurat som vi er en generation, der ikke kan læse Tove Ditlevsen og andre klassikere uden at tænke på analyser og fortolkningsmodeller.

Som voksne har vi også selv retten til at bestemme om en kulturoplevelse, det være sig en film, en koncert, en bog eller lignende, er noget vi vil reflektere over, alene eller i fællesskab med andre, – eller om der var tale om en oplevelse, der måske ikke sagde os noget videre og som vi bare ’tog ind’.

Jeg talte engang med en teaterdirektør for et børneteater, der var ærgerlig over at deres forestillinger ikke indimellem kunne få lov at stå for sig selv, men at lærere og pædagoger partout skulle tale med børnene om forestillingen, og gerne lige efter forestillingen. Som tidligere lærer forsvarede jeg det med at den efterfølgende bearbejdning berettiger, at man overhovedet bekoster at tage i teatret med sine elever, fordi man så kan sige man har brugt den konstruktivt i undervisningen og evalueret oplevelsen. Men teaterdirektøren bemærkede, at vi som voksne indimellem også har brug for tid til at lade en kulturoplevelse bundfælde sig og ikke nødvendigvis sætte en masse ord på oplevelsen, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes med børn? - som i øvrigt i overvejende grad reflekterer via legen og kroppen.

Hver ting til sin tid. Selvfølgelig kan en teaterforestilling eller en workshop indgå målrettet i et undervisningsforløb om fx menneskerettigheder eller bæredygtighed. Men det er en anden snak, hvilken betydning det har at knytte æstetiske oplevelser til udviklings- eller undervisningsforløb. I dag er det derfor nødvendigt at være sig bevidst om, hvad børn skal med kulturoplevelser i institutions- og uddannelsessammenhæng – om de skal have et specifikt formål eller ej.

Et teaterstykke, en udstilling eller en kreativ workshop kan også berettiges alene ved at indgå som en del af børns dagligdagsoplevelser, fordi børn tager oplevelsen ind, bearbejder den og bruger oplevelsen som råstof for deres leg, på linje med computerspillene, tegnefilmene i tv og al legetøjet. Fælles kulturoplevelser - med en understregning af det fælles aspekt - fungerer altså også som brændstof til børns legekultur. Og legekulturen har også betydning i uddannelsessammenhæng. For legen er alt andet lige det mest meningsfyldte ved barndommen og dén kendsgerning bør vi ikke adskille fra vores uddannelsessystem.

søndag den 4. april 2010

Når børn får ordet....


Her er et link til www.ted.com, som bringer foredrag med alle mulige mennesker, der har noget interessant på hjerte.

Idag faldt jeg over denne 12 årige pige, som ud over at have ordet i sin magt, også har et interessant budskab.
Du kan se indlægget nederst i indlægget.

Og jo, når man søger videre efter info om hende på nettet, finder man en pige, der fremstår som en lille voksen, som bl.a. underviser andre børn - og man tænker i sit stille sind 'Hvor blev legen og spontaniteten af i hendes liv?', men det ændrer altså ikke på budskabet i videoen ovenfor.

Hun fik sin egen bærbar i en alder af 6 år og skriver tilsyneladende blogindlæg, historier og rim hver dag. Bl.a. på hendes egen hjemmeside www.adorasvitak.com

Jeg fandt et af hendes rim på nettet:

Oh, if I drove an icecream truck
like Willy Spoppy Hillhimer Tuck,
I would have pennies, and nickles
and shiny dimes too
with tons of employees...all with the flu