fredag den 29. oktober 2010

Struktur + kaos = Kreativitet

Kombinationen af kaos og struktur som forudsætning for nyskabende kreative processer

Jeg faldt lige over et nyhedsbrev om en dugfrisk ph.d-afhandling, der konkluderer, at kreative processer i industriel design foregår mellem kaos og struktur. Afhandlingen er udarbejdet af Jamie Wallace (ph.d afhandling fra Institut for læring, DPU), der har undersøgt den måde, designere og ingeniører samarbejder på tværs af forskellige typer af digitale og materielle medier, når de forsøger at skabe innovation. Jeg citerer fra DPU's nyhedsbrev om afhandlingen:

Kreative nybrud foregår reelt i en struktureret form for kaos. Jeg har i min forskning søgt at kortlægge og forstå, hvordan kaos og struktur hænger sammen. Udfordringen er, at få indkredset hvor det er produktivt, hvornår det er kreativt, og hvornår det simpelthen er tidsspilde. I min afhandling indkredser jeg de kreative mønstre imellem grupper og deres arbejde med forskellige processer og værktøjer,” siger Jamie Wallace, ph.d. stipendiat fra DPU, Aarhus Universitet.

Jamie Wallace har udviklet en ny forskningsmetode inspireret af den måde dirigenter styrer et symfoniorkester. Han har kortlagt, hvad alle medarbejdere foretog sig og samlede oplysningerne i et decideret ”partitur” for at se, hvordan det hele reelt spillede sammen.

"Kollektive kreative processer indenfor industriel udvikling minder meget om jazzmusik. Mange ting skal spille sammen på en ny måde, hvis processen skal resultere i innovative nybrud. Men i stedet for at se på den enkelte talentfulde medarbejder, eller se på computeren og hvad den kan, så ser jeg på, hvordan alt spiller sammen. Det giver blik for både struktureringerne og improvisationerne inden for en virksomhed," siger Jamie Wallace

Hvorfor er denne afhandlings resultater interessant på en blog, der handler om børne- og ungdomskultur og æstetiske læreprocesser i vores uddannelsessystem? Jo, det er den jo, fordi resultaterne åbenlyst ikke kun afgrænser sig til at handle om industrielt design. Jeg tror - bare ved at læse nyhedsbrevet fra DPU - at Jamie Wallace har ramt kernen i forudsætningen for nytænkning, kreativitet og innovation. Begreber som politikere, erhvervsliv og skolefolk efterspørger i folkeskolen. Og som nu er blevet undersøgt i en phd-afhandling, omend i en anden sammenhæng.
Det ser ud til at konklusionerne er følgende: Det er i fællesskabet vi lærer og skaber nyt. At vi hver i sær får mulighed for at byde ind med de faglige (personlige og sociale?) kompetencer, vi har, er af væsentlig betydning (tør man driste sig til at tilføje, at vi dermed ikke alle behøver at kunne det samme?). Og at vi både kan rumme kaos og skabe struktur er afgørende. I sidstnævnte aspekt ligger det store spørgsmål: Hvordan giver man mere plads til kaos og bibevar
er en overordnet ramme af struktur i folkeskolen?

Hvilken betydning har struktureret kaos for de kreative skabelsesprocesser i folkeskolen? Svarene kan muligvis findes i ny ph.d afhandling fra DPU. Foto: Monica Langelund.

Praktisk info:

Jamie Wallace: Different Matters of Invention: Design Work as the Transformation of Dissimilar Design Artefacts.

Jamie Wallace forsvarer sin ph.d. afhandling torsdag den 4. november kl 14:00 på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Auditorium D169, Tuborgvej 164, 2400 København NV

Kontakt
Jamie Wallace: tlf: 50 51 50 79; e-mail: jwal@dpu.dk

Ph.d. afhandling fra Institut for Læring, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Afhandlingen kan rekvireres ved henvendelse til Danmarks Pædagogiske Universitetsbibliotek

mandag den 25. oktober 2010

BiD - Netværk for børnekulturforskning i Danmark

Fokus på børne- og ungdomskulturforskning

I dag har jeg været til seminar/stiftende generalforsamling i BiD – hvilket mere præcist står for ’netværk for Børnekulturforskning i Danmark’, hvilket igen er en pendant til BiN, der står for ’Børnekulturforskning i Norden’. Der er ikke noget som forkortelser.
Seminaret og generalforsamlingen blev holdt på Odense Universitet.

Hvad gik sådan et seminar så ud på og hvad kom der ud af det?
Vi var en flok på ca. 25-30 stykker fra forskellige områder af det børne- og ungdomskulturelle felt repræsenteret. Medie, leg- og læringsforskere fra DPU og kulturforskere fra SDU, forskere, undervisere og lektorer fra VIA UC, RUC, UCC (og jeg har ikke engang fået alle med) og så en flok, der repræsenterede børnekulturhuse, kulturinstitutioner, forlag, folkeskoler, daginstitutioner og ikke mindst Børnekulturens Netværk. Ideen er et netværk/en sammenslutning af folk i Danmark, der kan have glæde af samarbejde, idé- og vidensudveksling med den akademiske børne- og ungdomskulturforskning som omdrejningspunkt.

En broget, men ressourcestærk flok, var vi. Det viste sig hurtigt, at der ikke bare er behov for at opprioritere forskning og vidensdeling inden for forskningsfeltet, men også, at der er behov for at al denne viden videreformidles til ’praktikerne’, dvs: lærere, pædagoger, bibliotekarer, kulturformidlere, byplanlæggere, ja...alle der nu kan have brug for bedre indsigt i børne- og ungdomskultur.

Der var bl.a. fokus på et behov for at forske mere i ungdomskultur. Personligt er jeg meget fascineret af legens aspekt i gadekulturen, som den her kommer til udtryk i parkour. Foto: Monica Langelund

Hvad fik jeg så helt personligt med hjem fra seminaret? Jo først og fremmest blev det slået fast, at det i høj grad handler om at prioritere både børne - OG ungdomskulturforskning. Ungdomskultur er et indsatsområde hos Børnekulturens Netværk, og der savnes kulturstudier i ungdomskultur. Derudover fik jeg et bedre indblik i hverdagen i forskningens verden, hvor jeg selv er på gennemrejse som masterstuderende. Det var et indblik, der åbnede min øjne for svære arbejdsbetingelser for forskerne pga. nedskæringer, manglende ressourcer, vanskelige arbejdsvilkår fordi man ofte må hutleforske sig gennem vigtige projekter i form af mindre legater og stipendier, der økonomisk sjældent tillader tid nok til refleksion og fordybelse (men som selvfølgelig er bedre end ingenting).
Forskerne havde åbenlyst brug for en opprioritering af forskningen i sig selv. Som én forsker sagde: Jeg har brug for at udvide mit vidensfelt, jeg kan jo ikke blive ved at videreformidle det samme.


Nogle tilsvarende betingelser gør sig gældende på kulturinstitutionernes område. Der skæres i bevillinger, og der er mange om de få fondsmidler. Hvordan navigerer man bedst under de betingelser? Og på skole- og institutionsdelen mangler lærere og pædagoger efteruddannelse og mere viden om nyeste forskning indenfor både børnekultur, leg og læring.

Kulturkonsulent Jan Helmer-Petersen tegnede et samlet set dystert billede af den danske børne- og ungdomskulturpolitik. Vi vil en masse i tale og ord på politisk plan, og initiativer er der mange af, men økonomien følger ikke ideer, visioner og forskning op. Konklusionen, fortalte Jan Helmer, er, at forandringerne ikke skal komme oppefra hos politikerne, men nedefra via ’praktikerne’ i hverdagen. Skal man så grine eller græde over, at vi står med så vigtigt et område, hvor det er noget nær græsrodsinitiativer, der skal flytte på forståelsen for områdets betydning? – når nu ’praktikerne’ er afhængige af forskningsresultaterne? Det er som en amputeret fødekæde, men ok...Så er det, at det er skønt med sådan et seminar, hvor man fornemmer, at viljen fra alle sider til at fastholde fokus på børne- og ungdomskulturen som vigtigt forskningsfelt, er stor. Hvor man kan have gavn af hinandens forskellige vinkler.

Seminaret her var bare første etape, og vi var langt fra fuldtallige. Flere folk støder til, og planen er at danne et stærkt, bredt akademisk funderet felt, der forhåbentlig dels kan styrke vidensdelingen, dels kan hjælpe med at åbne relevante øjne, hvor de så end må befinde sig i private firmaer, på kommunale rådhuse, på Christiansborg, osv.

Og forkortelsen betyder:
SDU: Syddansk Universitet

DPU: Danmarks pædagogiske Universitetsskole
RUC: Roskilde Universitets Center
VIAUC: VIA (betyder oprindeligt vej) University college
UCC: Profesionshøjskolen UCC: University College Capital

lørdag den 23. oktober 2010

Interview med STREETHEART, del 1

Læs anden del af indlægget her.

Gadekunst er som sprækker i
overfladen

Der er noget i gærde på Enghavevej, på kanten af Valby og Vesterbro. København har fået et nyt gadekulturelt epicenter lige ved Enghave Station. Her holder bl.a. Projekthus KBH/Kraftwerket til og STREETHEART er netop flyttet ind i nye lokaler i nr. 80C og er blevet naboer i et stort kontorfællesskab til bl.a. nonprofit-gadeidrætsorganisationen Gam3 og genboer til det nyåbnede StreetMekka.
3. salen i opgang 80C bobler af liv og kreativitet.

I gadebilledet på Vesterbro har man kunne rende ind i ham her, der minder os om at være stressede. Kunstner: Aphex. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.

Det er som at træde ind i, hvad ethvert hipt reklamebureau kun kan drømme om
at blive. Ude i fællesarealet er folk i gang med forskellige gøremål. Inde på STREETHEARTs kontor stimler 4 fyre sammen for at hjælpe med at sætte bordben et 5-kantet bord. På et af toiletterne hænger en seddel, der kunne ligne skitsen fra et idéudviklingsmøde med cirkler og pile og ulæselige kragetæer, men når man ser nærmere på sedlen, synes den mest af alt at være en ironisk kommentar til at idéudvikle for idéudviklingens skyld. Pilene peger tilbage på sig selv og man ender, hvor man starter. Det er derimod ikke den fornemmelse, man får af ånden på 3. salen i opgang 80C.
Her har beboerne tydeligvis noget på hjerte.
Og ikke mindst Søs Uldall-Ekmann og Christina Bennetzen fra STREETHEART, som jeg har sat stævne for at få dem til at fortælle om tankerne bag STREETHEART.

Det var begejstringen for gadekunsten, der startede det hele. Foto: Christina Bennetzon/STREETHEART.

STREETHEART startede for knap 2 år siden som en blog på nettet, der bringer billeder af gadekunsten i København, og samtidig som et praktisk speciale fra deres studie i Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet. Både Søs og Christina var meget optaget af formidlingsaspektet og havde ikke lyst til at skrive et akademisk, klogt speciale, der ville samle støv på en hylde, så de udnyttede muligheden for at lave et mere praktisk orienteret speciale.

Søs Uldall-Ekmann har taget sin datter med til gadefesten STREETHEART BEATS. Foto: STREETHEART.

Christina Bennetzen bevæbnet med kamera til STREETHEART BEATS 2010. Foto: STREETHEART.

De kommer begge fra ikke-akademiske familier. Studietiden har været en stor øjenåbn
er for dem begge, men de synes ikke det bør være nødvendigt at gå på universitetet for at erhverve sig den indsigt, de har fået. STREETHEART handler derfor formidlingsmæssigt set om at omsætte akademisk viden, til noget alle kan forholde sig til uanset baggrund. Og deres budskaber er dybest set de samme, uanset om de formidler til børn eller voksne. De ændrer bare på deres ordvalg afhængig af publikums alder.

STREETHEART formidler til både store og små. Foto fra STREETHEART BEATS.

For to år siden kendte Søs og Christina ingen gadekunstnere, de havde bare en passion for at tage billeder af gadekunsten og havde taget billeder i flere år. Gadekunstnerne selv kendte heller ikke rigtig hinanden. Men det har ændret sig med etableringen af STREETHEART. Bloggen er siden foråret 2010 blevet suppleret med en dialogbaseret formidlingstjeneste, hvor Søs og Christina tilbyder undervisning og guidede ture rundt i gadekunstens København. Og to år i træk har STREETHEART afholdt STREETHEART BEATS, som en gadefest med fokus på gadekunsten. Se en video fra STREETHEART BEATS 2009 her.
Plakat fra STREETHEART BEATS 2010.

STREETHEART BEATS er blevet en tilbagevendende begivenhed i det danske gadebillede, hvor både unge og gamle kan fejre gadekunstens mangfoldighed. Foto: STREETHEART.

STREETHEART kører på andet år og har muligvis været den væsentligste årsag til, at den københavnske gadekunst nu er etableret som netværk og i forlængelse heraf e
r begyndt at rykke ind på flere københavnske gallerier. En udvikling Søs og Christina ikke er udelt begejstret for. 'Gadekunsten hører til på gaden', siger de og det åbner op for Søs og Christinas fortælling om, hvad gadekunsten egentlig er og kan.

Ifølge STREETHEART kan gadekunst være mange ting. Plakater, tegninger, skrift, perleplader, strik, og gadekunsten har sine egne navne for det hele: tags, throw ups, pjeces, rooftops, paste ups....

Gadekunst kan være en slags skygger på muren på en kold vinterdag. Kunstner: Armsrock. Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART.

Gadekunst kan også være en refleksblomst på en murstensmur en sommerdag.
De færreste ting overlever vind, vejr eller lange fingre, der tager gadekunsten med hjem. Kunstner: Fedtfjæs. Foto:
Christina Bennetzen/STREETHEART.

Der er på det seneste kommet flere kvindelige gadekunstnere til, og de eksperimenterer mere med andre slags materialer end papir og tush.
'De kvindelige gadekunstere tage
r det hjemlige og feminine med ud i byen, hvilket skaber en kontrast til det hårde, grå bymiljø' fortæller Christina. Søs supplerer: 'Der sker en eksplosion inde i hjernen, når man ser et nedløbsrør pakket ind i strik, fordi det er to slags taktile oplevelser, der ikke bør hænge sammen'. Det hårde mod det bløde. Det kolde mod det varme. Den blanding skaber et lille bitte hul i bevidstheden, hvor der ifølge Søs er plads til at tænke, at tingene kan være anderledes, end de plejer at være.

De færreste forbinder strik og regnbuefarver med grå nedløbsrør, og det udfordrer i følge STREETHEART vores måde at opfatte verden på.
Kunstner: Regnbuebanden. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.

Og netop her
gemmer en af gadekunstens vigtigste kvaliteter sig, mener pigerne fra STREETHEAT. Kunstoplevelsen bliver noget særligt, fordi vi oplever den med paraderne nede, ganske uforberedte. Af samme grund kan gadekunsten ikke lovliggøres og tæmmes. En del af budskabet går tabt, hvis man altid ved, at der er gadekunst på Enghave Plads. Gadekunsten er uforudsigelig. Eller bør i hvert fald være det, ifølge Søs og Christina.

De små fryser...Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

Ulovligt? Ja. Men en statue, de fleste af os måske knap nok lægger mærke til i det daglige, træder pludselig frem og taler til os.
Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART.


Da talen falder på graffiti og om grænsen mellem street art og graffiti fortæller Christina, at de opfatter graffiti som spor i byen. ’Vi er jo holdt op med at sætte synlige spor’ siger hun og spørger retorisk til, hvor vi kan se os selv henne i dag? 'Selv vores håndskrift er blevet digitaliseret' konkluderer hun. Grafittien kan derfor betragtes som en menneskelighed i byens rum. Men Søs og Christina skelner dog mellem graffiti og street art.

Grafitti er spor i byen. Foto: Søs Uldall.Ekmann/STREETHEART

STREETHEARTs byvandringsture handler ikke om, at gadekunsten skal populariseres. Søs og Christina vil derimod skabe et rum for kunst i hverdagen.

Ved første øjekast ligner den gule sne et alt for genkendeligt vintersyn ved søerne i København, men når man så kigger efter, folder der sig en regnbue ud i sneen. Gadekunsten vil i følge STREETHEART have os til at stoppe op.
Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART.


Oftest møder vi den visuelle verden via tv og andre medier, og det er tit forbundet med et budskab om salg, mener de begge. Gadekunsten er et oprør mod, at der er nogen, der vil købe sig vej ind i vores hjerner. Især børn har ifølge Søs og Christina ikke så mange filtre. Selvom de godt ved, at de ser tv og det er reklamer, så tager de det ind alligevel. Sådan er det også i byens rum, også her møder vi visuelle budskaber, ofte i form af reklamer, som vi ubevidst tager ind. 'Gadekunsten derimod vil ikke sælge noget, den vil bare gerne tale med os på gaden', fortæller Søs og fortsætter:
'Gadekunsten er ligesom sprækker i overfladen. Den er ikke en drømmeverden, der er photoshoppet til ukendelighed'. Gadekunsten forsøger at skabe en fælles viden om, at verden er sat sammen af mange verdener. Læs anden del af interviewet med STREETHEART her.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.


Læs mere om deres formidlings- og undervisningstilbud her.
Gå direkte til STREETHEARTs hjemmeside her.

Interview med STREETHEART, del 2


Dette blogindlæg er en fortsættelse af et interview med STREETHEART, der starter her.

Søs og Christina mener, at de færreste mennesker ta
ger sig tid til at forholde sig til, hvad de ser og oplever i byens rum. ’Vi har altid så travlt med at komme fra a til b’ siger Søs og remser en for mange genkendelig hverdag op med børn, der skal hentes i institutioner, indkøb i Netto, arbejde der skal passes og aerobictimer, der skal klemmes ind. Og i en cykelby som København går det endnu stærkere. Det afspejler sig i den københavnske gadekunst, der ofte er enkel i sin udformning, holdt i få farver og placeret steder, hvor der er størst sandsynlighed for, at den bliver set – som fx i et lyskryds, hvor den kan konkurrere med reklamerne på bussen.

Gadekunstnere 'Smelt mig' sørger for små snegle i byrummet. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

Byen får øjne og bliver menneskelig. Det ses fx. med en gadekunstner som Littlebrother der sætter øjne på bymateriel som fx bænke og postkasser. 'På den måde', forklarer Søs, 'bliver en død ting som en postkasse forvandlet til et fabeldyr, der fortæller, at byen kan være mere end et overvågningssamfund. Den kan være magisk og fantasifuld, hvis vi vil det. Akkurat som når børn forestiller sig, at en skraldespand kan være R2D2 fra Star Wars'.

Gadekunstneren Littlebrother giver med helt enkle midler døde ting i byrummet liv. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

Flere af de aktive gadekunstnere er interviewet på STREETHEARTs blog. Et par af dem nævner, at det fjollede og positive har stor betydning for deres kunst. De vil gerne få folk på gaden til at stoppe op og smile. På mit spørgsmål om, hvor meget det fjollede betyder i den københavnske gadekunst, svarer Christina: ’Det fylder rigtig meget og er nok tæt knyttet til den danske tradition for at bruge humor og ironi som politisk budskab. En stor del af den danske gadekunst er også præget af indflydelsen fra HUSK MIT NAVN, hvis værker er gennemsyret af humor’.

'Circus chicks loves freaks' af gadekunstneren Kissmama. Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART

Det har kendetegnet den danske gadekunst, at der skulle være en modvægt til alt det alvorlige og triste i hverdagen og på politisk plan. Budskabet om glæde og fællesskab har vejet tungt, men både Søs og Christina mener, at tiden er moden til, at gadekunstnerne tager skridtet videre og videreudvikler den københavnske gadekunst. I udlandet er gadekunsten ikke lige så fjollet (Se eksempler her fra New York, Berlin og Paris og læs mit tidligere indlæg om vægmaleriers betydning i San Francisco her).

Opgaven er i følge Søs og Christina at få de danske gadekunstnere til selv at forst
å deres egen betydning. Det gør gadekunstnerne sig ikke rigtig begreb om endnu. Som det er nu, hvor STREETHEART har været med til at skabe større fokus på kulturen, mener Søs og Christina, at gadekunstnerne kan reagere på to måder:De kan føle sig etablerede og fortsætte med at lave det, de hele tiden har lavet, eller de kan vælge at ville noget mere og skabe noget nyt. Søs og Christina håber på det sidste.

De positive budskaber om glæde og kærlighed fylder meget i det Københavnske gadekunstbillede. Foto: Christina Bennetzen/STREETHEART

God gadekunst er altid i dialog med det omkringliggende byrum, mener Søs og Christina. Omgivelserne er vigtige. Det har en betydning om et værk er sat op foran Christiansborg eller i en baggård på Vesterbro. Det spiller også ind på måden Søs og Christina vælger at tage billeder af gadekunsten. Typisk prioriterer de at få omgivelserne med i billedet.
'På m
useerne er der som udgangspunkt en enkelt kurator til en hel udstilling. På gaden kuraterer man sin egen gadekunstudstilling hver dag', fortæller Søs.

Blødt, farverigt strik bliver i denne kontekst både en modsætning til de hårdtarbejdende brolæggere og det til tider hårde, kyniske politiske miljø på Christiansborg, som man aner i baggrunden af billedet. Og kigger man efter skjuler der sig yderligere et budskab i strikmotivet. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

STREETHEART starter altid deres ture med at sige, at de går på skattejagt, og det kræver, at man har øjnene med sig, når man skal gå på opdagelse i byens rum - Uanset om de har børn eller voksne med rundt på vandring. I den forbindelse har Søs og Christina gjort sig nogle interessante erfaringer med at guide for børn og unge. De yngste, dem helt ned til 3.-4. klasse, er de mest åbne og nysgerrige. Umiddelbarheden betyder meget. For hvert klassetrin de går op, oplever STREETHEART, at børnene sier mere og mere fra og ser mindre i byrummet. Det siger ikke så lidt om betydningen af at arbejde med børns visuelle kompetencer fra så tidligt et tidspunkt som muligt.

Jo yngre børnene er, jo bedre er de til at bruge deres øjne. Foto: STREETHEART

I bund og grund får man fornemmelsen af, at det er de sociale og kulturelle mekanismer i byens rum, der optager Søs og Christina, mere end det er ’kunst for kunstens skyld’. De fandt i sin tid sammen, da de havde studiejobs på DAC (Dansk Arkitektur Center), hvor de begge var optaget af byens rum, af hvad arkitekturen gør ved os som mennesker – og hvad vi mennesker gør ved arkitekturen. Og også STREETHEART selv vil videreudvikle sig, så næste projekt på tegnebrættet er en byvandring med fokus på byrum.

Interviewet er slut og byen kalder. På vejen hjem cykler jeg forbi Westend på Vesterbrogade. Søs og Christina når at fortælle mig, at passagen har udviklet sig til et levende galleri, hvor der efter aftale med beboerne og med hjælp fra en sponsor males nye motiver på væggene hver 3-5. uge. Det er et af de tiltag, Søs og Christina håber på at se mere af i fremtiden. (Se fx. en video med gadekunstneren Phuc, der arbejder i Westend her.)

Motiverne på væggene i passagen ved Westend på Vesterbrogade laves af forskellige gadekunstnere og får aldrig lov at blive længere end max. 5 uger. Aftalen om det levende gadegalleri er kommet i stand mellem beboerne i området og gadekunstneren Rumkammerat, der leder initiativet. Foto: Søs Uldall-Ekmann/STREETHEART

Jeg står af cyklen og trækker et stykke videre i håb om, at Littlebrothers nysgerri
ge øjne vil finde mig i byens mylder. Det lykkes ikke denne gang, men nu ved jeg, at de - for Littlebrother er en hel gruppe af gadekunstnere - er et sted derude, og det er helt betryggende.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

Læs mere om deres formidlings- og undervisningstilbud her.
Gå direkte til STREETHEARTs hjemmeside her.


Littlebrother betragter os uden at overvåge os og skaber dermed rum for refleksion. Foto: Søs Uldall-Ekman/STREETHEART

fredag den 22. oktober 2010

Billedkunstundervisning: 7

(Har du søgt på 'Global let's colour project', så klik HER.)

Gadekunst og urban identitet


Er du lærer og skal I køre et tværfagligt emne i samfundsfag og dansk om urban identitet og gadekultur, og mangler I en indfaldsvinkel? Savner du som billedkunstlærer inspiration til nye måder at gribe det store spørgsmål 'hvad er kunst?' an på sammen med dine elever? Vil du gerne tilbyde dine elever et forløb om grafitti, men er du lidt på udebane, hvad din viden om grafitti angår?

Søs og Christina står bag gadekunst-bloggen og formidlingstjenesten STREETHEART, der tilbyder undervisning for både børn og voksne.
STREETHEART har rykket deres undervisning væk fra de traditionelle museumsrammer for kunst- og kulturformidling og ud på gaden.

STREETHEART tager skoleelever med ud i byrummet og går på opdagelse efter gadekunst. Her er de på stop i Westend på Vesterbro ved et 'uofficielt' gadegalleri.
Foto: STREETHEART.

Her går de med deres egne ord på skattejagt med skoleelever, opdager gadekunsten og byens identitet i fællesskab og diskuterer spørgsmål som 'Hvad er kunst?'

De tilbyder dialogbaseret undervisning og workshops til skoleklasser helt ned til 3. klasse.

Søs og Christina er begge uddannet fra Københavns Universitet i Moderne Kultur og Kulturformidling og har i mange år været optaget af byens rum, med et særligt fokus på gadekunsten og dens betydning.

Læs meget mere på STREETHEART's hjemmeside på www.streetheart.dk
Nedenfor kan du se en række billeder fra STREETHEART's undervisning.

Læs et interview med dem her på bloggen, klik her (er under udarbejdelse).

Andre indlæg på min blog om kunst- og kulturprojekter i det offentlige rum:
Børn, vægmalerier og kulturel identitet
Global Let's colour-project
Fotografi i det offentlige rum

Foto: STREETHEART

Foto: STREETHEART

Foto: STREETHEART

FOTO: STREETHEART

Relevante blogs

Blogs om børne- og ungdomskultur, om leg og læring, kulturformidling og om æstetiske læreprocesser.

Der blogges i stigende grad om ovenstående emner og her er et par links til nogle interessante blogs:

Maria Suh er daglig leder af Børnekulturstedet på Vesterbro. Hun blogger om hverdagen som leder af huset, om udfordringer, succeser og de problemstillinger, hun løber ind i. Et relevant og interessant indblik i arbejdet med børnekultur på et mere praktisk plan. Læs hendes blog her.

På diplomuddannelsen i kunst- og kulturformidling i Odsherred har de studerende en fælles blog, som kan synes lidt intern, men den er åben for alle læsere og giver et godt indblik i, hvad de studerende beskæftiger sig med. Læs bloggen her.

En række uddannelses- og legeforskere har en blog tilknyttet www.videnskab.dk, hvor de skriver om krydsfeltet 'leg og robotter': en blog om leg og teknologi.
Læs bloggen
her.

Mikala Hansbøl er forsker på DPU og forsker i brugen af spil i uddannelsessammenhæng, også kaldet 'serious games'. Hun har en blog under navnet 'Mikals klumme'. Den er på engelsk og målet med bloggen er at skabe større dialog og vidensdeling med andre forskere inden for området. Læs hendes blog her: www.mikalasklumme.wordpress.com

Formidlingsnettet er et forum/en blog, der fokuserer på museumsformidling.
Der er en 'underside', der udelukkende beskæftiger sig med børn og unge og kulturformidling. Læs mere
her.

Kristine Karlshøj, der til daglig er leder af Børnekulturhuset Nikolaj i Kolding, er ved at starte en blog op om børn og æstetik. Læs den her.

Der er helt sikkert flere blogs, som jeg ikke kender til, og jeg ved, der nok er flere blogs på vej. Skriv meget gerne til mig, hvis du kender til nogle blogs, der er relevante at linke til her!

krop og læring

Musik og børns kropsfortællinger

Indimellem dukker der nogle enestående videoer op på Youtube af børn, der ikke bare er nuttede eller gør fjollede ting. Nedenstående er en af disse videoer. Den handler ikke bare om en 3-årig, der har talent for musik og for at dirigere. Den viser også, hvordan kroppen er en integreret del af, hvem vi er. Vi er også vores krop.

Musikken og drengens kropssprog smelter sammen.
Han bygger hele sin krop op dramatisk set, når musikken når de dramatiske højdepunkter og han gør sig lille, når musikken bliver lav og stille. Han dirigerer ikke bare, han ER musikken.
Måske er noget af det mest talentfulde ved den lille dreng, at han netop er i stand til at integrere sin krop, i det han gør, i sådan en grad, at det forstærker udtryk og oplevelse, både for ham selv, og for os der kigger på.
Læg bare mærke til den måde han næsten sitrende udbryder: Here comes it, here COMES it!, da musikken nærmer sig et dramatisk klimaks. Og undervejs når han både at se bedrøvet ud, se forundret ud, se vred ud, smile og afslutningsvis ruller han sammen af grin på gulvet i ren forløsning.

Tænk, hvis vi i vores uddannelsessystem stræbte efter, at alle børn lærte at integrere deres krop i deres læringsprocesser
. Tænk hvis der var trinmål for æstetiske læreprocesser på linje med læsning og stavning...

onsdag den 20. oktober 2010

Fotografi i det offentlige rum

Når gadekunsten når nye højder

Jeg faldt lige over den mest fantastiske fotograf, jeg længe har set. Han bruger det offentlige rum til at udstille sine billeder, ofte ulovligt, og
billederne smelter ind i omgivelserne. Gadekunst på et for mig hidtil uset højt plan. Han går under navnet JR og har bl.a. lavet projekter i Brasilien, Afrika, Frankrig, Indien og Cambodia. Et af hans mål er at bringe kunsten ud til mennesker, der lever et liv så langt fra en tilværelse med adgang til kunst, at mødet med hans fotografier kan blive skelsættende for dem. Det er noget af det smukkeste, jeg længe har set og så har jeg endda kun set det på nettet. Byen får øjne og bliver et spejl.

Jeg er ved at færdiggøre et interview med piger
ne bag den danske gadekunstblog STREETHEART. De taler meget mere om hele det aspekt med, hvad gadekunsten kan og vil. De er superinteressante at høre på! Hold øje på bloggen, jeg lægger interviewet ud i løbet af et par dage. De tilbyder dialogbaseret undervisning i gadekunst, det kan du læse mere om her.

Se JR's fantastiske måde at arbejde på her.
Og se et par fotos fra hans hjemmeside her:

Kunst i det offentlige rum kan få mennesker til at stoppe op og reflektere, som her i Cambodia. Foto: www.jr-art.net

Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net
Foto: www.jr-art.net

tirsdag den 19. oktober 2010

Changing education paradigms


Ken Robinson i animeret udgave


Jeg har tidligere linket til Ken Robinsons foredrag om vores uddannelsessystem, her på bloggen. Den mand kan virkelig formidle sine budskaber klart, morsomt og begavet. Nu er der så kommet en animeret udgave af nogle af hans begavede ord. Det er foredragsvirksomheden RSA - en pendent til TED, som jeg ofte linker til her på bloggen - der står bag. De har animeret flere vigtige foredrag. Dét i sig selv er et indlæg værd - hvordan man kan videreformidle det talte ord til visuelt orienterede mennesker. Men her og nu lader jeg blyanten gå til Ken Robinson:

søndag den 17. oktober 2010

StreetMekka


StreetMekka - nyt mekka for gadekultur i Købe
nhavn

København har fået, hvad der
muligvis er verdens første indendørs gadeidrætsfacilitet. StreetMekka hedder stedet. Her er medbestemmelse, fleksibilitet og løsere rammer i fokus, og med 2 store haller, dansesal og DJ-rum er der god plads til fysisk udfoldelse. 7 år har det taget fra første løse tanke blev tænkt til den røde snor officielt kunne klippes over. Jeg er taget til den officielle åbning af StreetMekka og får bl.a. en snak med et par af de kommende brugere, huskunstneren JuseOne og ikke mindst politiet om forventningerne til StreetMekka.

Simon Prahm, direktør i nonprofit-gadeidrætsorganisationen Gam3 har været med i processen fra første færd, hvor de to streetbasketspillere Samir og Khuram tog kontakt til Gam3 med en idé. De drømte om et overdækket sted til at dyrke streetbasket om vinteren. At det 7 år senere ville ende med mere end 2000 m2 havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig dengang, fortæller Simon Prahm i sin åbningstale af StreetMekka lørdag d. 16. oktober 2010.

Simon Prahm fra Gam3 byder stolt velkommen til åbningen af StreetMekka. Foto: Monica Langelund.

StreetMekka er nu en realitet og på StreetMekkas hjemmeside beskrives stedet således: ’StreetMekka er streetkultur under tag. 22
00 m2 fede faciliteter til Street Basket, Street Dance, Break Dance, Parkour og DJ Skole, hvor du kan dyrke streetkulturen i rå og toptjekkede omgivelser. Hiphop i højtaleren, de vildeste moves, sved på panden og alle dine venner. StreetMekka er stedet for alle, der vil dyrke streetkulturen aktivt uanset om du er pige eller dreng, nybegynder eller øvet, ung eller gammel’.

Der er også plads til de helt unge i StreetMekka. Foto: Monica Langelund.

Ved de andre åbningstaler denne lørdag fremhæver arkitekt Ebbe Wæhrens fra BBP Arkitekter, at StreetMekka har fået sit eget rå udtryk. Kulturborgmester Pia Allerslev, at der har været behov for friere rammer end dét liv, det traditionelle (idræts)foreningsliv kan tilbyde mange unge i København. Og Torben Frølich, direktør for Lokale- og Anlægsfonden, at StreetMekka er en smeltedigel for kultur. Simon Prahm kårer Samir og Khuram som æresmedlemmer af StreetMekka, fordi huset ikke havde været en realitet uden deres indsats og den røde snor klippes over af et samlet hold.- StreetMekka er officielt åbnet efter langvarig, fælles indsats.

Selv en kulturborgmester kan forsvinde i det store rum i StreetMekka. Nede i venstre hjørne holder Pia Allerslev åbningstale. Foto: Monica Langelund.

Og StreetMekka synes at være noget, rigtig mange har ventet på med længsel. Stemningen i 'huset' på åbningsdagen er nærmest euforisk. Der spilles basket og danses, dj’en vender plader og den tunge hiphop når ud i hver en betonkrog i huset, der trænes parkour og spilles bordfodbold. Lokale børnefamilier blander sig med seje dansechicks og cool basketfyre. Indimellem er der samling i bygningens største hal, main court, hvor Flow Dance Academy laver show og hvor der dystes i ’shootout’ i basket.

Bordfodbold er et stort trækplaster. Foto: Monica Langelund

Teksten fortsætter efter videoklippene...

video
Flow Dance Academy optræder. Klik på pilen i venstre hjørne og se filmen.

video
Den røde snor er netop klippet over og hallen indtages af forventningsfulde basketspillere. Klik på pilen i venstre hjørne og se filmen.

video
Shootout konkurrence i basketball. To spillere konkurrerer om at få bolden i nettet først. Klik på pilen i venstre hjørne og se filmen.

I parkour-træningsrummet møder jeg Teresa og Jara. Teresa er parkourinstruktør, hun underviser piger i parkour og får StreetMekka som sin daglige arbejdsplads. Jara regner med, at StreetMekka bliver hendes andet hjem. De er begge rigtig glade for stedet og glæder sig til også at kunne praktisere deres passion i vinterhalvåret.

To forventningsfulde brugere af huset. Jara til venstre og Teresa til højre.
Foto: Monica Langelund.


Brandon er en ’visual artist’ under kunstnernavnet JuseOne med akademisk baggrund indenfor kunst og kommunikation. Han producerer både film og maler grafitti og er tilknyttet StreetMekka som husets faste huskunstner. Han skal bl.a. stå for udstillinger i galleriet, hvor idéen er, at husets brugere selv skal udstille, og han skal lede forskellige undervisningstilbud i bl.a. grafittimaling.

Brandon beskriver, hvordan streetkulturen altid har været set skævt til. Grafittien er oftest ulovlig og defineret som hærværk. Hiphop er gangsterattitude. Dresskoden er hættetrøjer og lavthængende bukser. Streetkulturen er med andre ord ikke den mest tilgængelige kultur for den bredere befolkning.

Brandon er oprindeligt fra New York, men har boet i Danmark de senere år.
Foto: Monica Langelund.


Et fysisk møderum som StreetMekka er det nærmeste man kommer en institutionalisering af streetkulturen. Og denne
institutionalisering åbner i Brandons øjne nye muligheder for gadekulturens udvikling, for ikke at tale om anerkendelsen af gadekulturen som grundlag for at forstå urban identitet. Han har store forhåbninger og forventninger til brugen af huset og ikke mindst til, hvad det kan udvikle sig til.
Stedet er efter Brandons overbevisning det første af sin slags i verden. End ikke New York, hvor han kommer fra, har noget der ligner. Det åbner op for et uudforsket potentiale. ’Give StreetMekka a year
’ siger han, så tror han, at stedet har fundet sin identitet og der vil opstå interessante projekter på tværs af udtryksformerne i huset. Folkene bag StreetMekka har arbejdet SÅ hårdt på projektet og de vil fortsætte det hårde arbejde, fortæller han.

Brandon aka JuseOne står for den første udstilling i Street Gallery. Temaet er portrætter af nulevende og afdøde ikoner inden for musikkens verden.
Foto: Monica Langelund.


Netop samarbejdet på tværs af basket, musikken, dansen og billedkunsten bliver det mest interessante, mener Brandon. ’The real strength of StreetMekka is the innovative, creative part’ siger han, og tilføjer, at det handler om at tænke ud over begrænsningerne og finde egne måder at gøre tingene på. Han fremhæver som eksempel, måden billederne i galleriet er hængt op på: med en synlig træliste, et søm og noget snor – Galleriet er som udgangs
punkt bare et hjørne i bygningen med afskallede vægge, uden tanke på muligheder for ophæng af billeder. Og sådan skal det være, mener Brandon. Streetkulturen skal bevare sin kant.

Street Gallery indvies. Det kræver et par hjælpende hænder at få skiltet op.
Foto: Monica Langelund


Et andet sted i huset fanger jeg to politibetjente. De er mødt op på åbningsdagen for at sige hej og for at vise politiets støtte til huset. De håber, at StreetMekka kan skabe en bedre dialog i hverdagen mellem byens unge og politiet og på spørgsmålet om, hvilken rolle de håber at spille i husets fremtid, svarer den kvindelige betjent Susanne: forhåbentlig ingen – og siger dermed, at hun ikke regner med, at der bliver problemer fremover.

De to betjente, Tim og Susanne, synes StreetMekka er et godt initiativ og de glæder sig til at følge udviklingen. Foto: Monica Langelund.

StreetMekka vil mere end at styrke integrationen og gadeidrætten i København. StreetMekka vil mere end at forebygge kriminaliteten. Mødet mellem mennesker og den skabende kraft synes at være et af de bærende elementer i StreetMekka. Tillykke København, som kulturborgmester Pia Allerslev også siger i sin åbningstale. Tillykke til en hovedstad, som har fået et nyt sted, der er
rummeligt i
mere end en forstand. Det var tiltrængt.


Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

En række klubber og organisationer er knyttet til StreetMekka, såsom Streetmovement, Flow Dance Academy og Gam3. Skoler og institutioner kan lave samarbejdsaftaler med StreetMekka. Læs meget mere på deres webadresse www.streetmekka.dk


tirsdag den 12. oktober 2010

Billedbøger og udstillinger

Oh, de billedbøger...

Som den billedbogselsker jeg er, drømmer jeg om et hus i stil med Seven Stories i Newcastle - i Danmark. (læs evt. min artikel om mit besøg i huset her). Og eftersom det tog dem 10 år at etablere dét hus, så drømmer jeg i hvert fald om internationale udstillinger med billedbogsillustrationer. I London arbejder man på at etablere et museum for illustrationer. Læs mere om det her. I Massachusetts i USA findes The Eric Carle Museum for billedbøger.

Tjek f.eks udstillingsprogrammet for The Eric Carle Museum
her. Hvis nogen når derover, inden jeg gør, hører jeg meget gerne om oplevelsen og bringer det som indlæg her på bloggen. Ellers skriver jeg selv om det, den dag jeg når derover. Og den dag kommer!

Copyright by Simms Taback, fra 'Tales my zayda told me'. Fra udstillingen 'Monsters and miracles - a journey through Jewish Picture Books'. Læs en uddybende artikel her.


søndag den 10. oktober 2010

Tendenser i ungdomskulturen: collagekultur.

Saks, lim og mixerpult - same same, but different.

Det her indlæg tager sit udgangspunkt i en udsolgt koncert på Lille Vega, hvor lydekvilibristen DJ RJD2 gav enmandskoncert med sine 4 pladespillere, trommemaskine, computer, sampler og mixerpult. Og med opvarmning af den danske DJ-duo Dokkedal/Dixen. Både RJD2 og Dokkedal/Dixen producerer elektronisk musik, de sampler og mixer musik, lyde, stemmer fra film m.m. sammen til et unikt lydbillede. Og det gjorde de overbevisende dér på Lille Vega, hvor Dokkedal/Dixen blandede lyd med lys og RJD2 tilmed supplerede med video på storskærm.

RJD2 ved sit arbejdsbord.

Een ting var at begge optrædener var sublime. Dokkedal og Dixen for deres fascinerende samarbejde, RJD2 for sin enmandsmission udi elektroland.
Jeg overgav mig betingelsesløst sammen med resten af publikum, hvoraf jeg med mine 38 år kunne være mor til de yngste af dem.
Men hvad var det egentlig jeg oplevede? Hvad var det for en verden, jeg var trådt ind i, hvor jeg udtryksmæssigt følte mig hjemme, men aldersmæssigt var helt på udebane? Og hvad var det i musikken, der fik den fyldte sal til nå kogepunktet af begejstring?
Det satte jeg mig efterfølgende for at undersøge.



Dokkedal/Dixen: Erotic aerobics 2010

Sampling, mash-up, copy-paste, montage, collage....kær kunstart har mange navne. Det handler om den gode gamle klippe-kliste og sætte ting sammen på ny-disciplin i en bredere, overført betydning, indenfor både billedkunst, mad, modebilledet, arkitektur, litteratur, eksperimenterende teater og ikke mindst musik.
Ordet collage kommer oprindeligt fra det franske verbum ’coller’ – at lime sammen. I traditionel forstand handlede det i billedkunsten om at lime forskellige materialer sammen. I den proces, det er at sætte forskellige materialer sammen, ligger en eksperimenterende tilgang. Hvad sker der, når....

Hannah Höch: Cut with the Dada Kitchen Knife through the Last Weimar Beer-Belly Cultural Epoch in Germany, 1919

I dag kan det at ’lime sammen’ overføres til andre kunstarter og til en bredere fortolkning af materialer. På den måde bliver collagen et kulturelt begreb, der karakteriserer vores liv i dag og i særdeleshed ungdomsliv, hvilket jeg vender tilbage til. Inden for billedkunsten går collageteknikken helt tilbage til papirets opfindelse i Kina, 200 år f.kr. Collagen synes altid at have ville flytte grænser. Braque og Picasso redefinerede oliemaleriet ved at inddrage collagen på lærredet. Kunne man det?

George Braque: Nature Morte

I dag stiller vi slet ikke spørgsmålstegn ved det spørgsmål. Nu her i 2010 er collagen også blevet digital, og moderne computerudstyr har flyttet grænserne for collagens videre muligheder. Digital collage har flyttet sig i
nd i musikvideoernes univers. Det ses bl.a. i nogle af RJD2’s musikvideoer:


RJD2's 1976.

I andre sammenhænge har collagen også gjort sit indtog. Fusionskøkkenet ramte Danmark i 90’erne, modebilledet bærer mere og mere præg af tendenser til at sætte punk og Chanel sammen til nye individuelle udtryk og med hiphop-kulturens fødsel i 70’ernes New York ramte ’collagekulturen’ – det vi kender som sampling – også musikken, bl.a. via grupper som Sugarhill Gang og Grandmaster Flash.

I slutningen af 80’erne kom grupper som De La Soul på banen med deres legende samplinger i albummet '3 feet high and rising', der sidenhen er gået hen og blevet en hiphop-klassiker. Men med dette album blev der for alvor også sat fokus på rettighedsproblematikken, indenfor de materialer den musikalske collage bestod af. 60’er gruppen The Turtles lagde sag an mod De La soul for at have brugt et sample fra en af gruppens sange på De La Souls debutplade. Spørgsmålet, der vokser ud af denne kultur, er ikke længere bare: Kan man det? men også man det?

Når anmelderne skriver, at Østre Gasværks publikumssucces ’Come together’ er en banebrydende forestilling, handler det i høj grad om måden teatret blander både musik, lyd, krop, scenekunst og video. Og når børneteatret Teater Hund gang på gang høster roser for deres forestillinger, hænger det utvivlsomt også sammen med deres evne til at lave collageprægede forestillinger, der netop leger med både lyd, krop og video.

Teater Hunds signaturbillede er ikke overraskende en collage, hvor man ikke er i tvivl om, at her er et teater med knald på.

Men hvorfor er collage så udbredt og oppe i tiden i dag? Et svar kan være, fordi vi netop lever i denne ’copy-paste kultur’ – alt er muligt, på mange niveauer. Fleksible uddannelsesforløb vinder frem, hvor man selv kan sammensætte sit studie alt efter interesser. Kæresteforhold og familiemønstre bliver mere og mere opbrudte og sammensatte. Et arbejdsliv bliver en mosaik af forskellige stillinger og relationer. Zapperkulturen - og måden især unge formår at multitaske i fht. brug af medier - kan også ses som en slags medie-collagekultur. Lyd og billeder glider sammen.

Måske kan man konkluderende sige, at det postmoderne menneskes liv og sociale relationer bliver mere og mere collagepræget. Det lineære, forudsigelige liv er slut. Og faktum er altså, at nutidens ungdom er født ind i denne tid. Yngre generationer udtrykker sig kunstnerisk hjemmevant i denne collagekultur ved at blande, sample, låne...i nogles øjne stjæle? Musikerne har udskiftet saks og malerpalette med en lydpalette og rager uklar med en verden, der vil sikre datidens originalkunstneres ophavsrettigheder indenfor en kunstart, der risikerer at miste sin kunstneriske identitet, hvis den pålægges for meget jura og lovgivning. Hvad vejer tungest?



RJD2 står bag titelmelodien til den meget populære serie Mad Men

Gårsdagens koncertoplevelse efterlod mig med en klar overbevisning om, at her er en kunstart, der er kommet for at blive. Collagen lever endnu. Mere end nogensinde måske. Lydsamplinger, lovlige såvel som ulovlige, er ikke bare en forbipasserende gimmick, men en kunstart der muligvis kun er i sin vorden. Og vor tids sub-ungdomskultur er som alle tiders sub-ungdomskulturer stadig opsat på at udfordre og undersøge samfundets eksisterende grænser. Og heldigvis for dét. Det var med til at en fyldt sal i Lille Vega var ved at koge over af begejstring.


Flere eksempler på Dokkedal/Dixens lydunivers.

Koncerten fandt sted lørdag d. 9. oktober 2010. Indlægget her er limet sammen med inspiration fra et hav af lydfiler, videoklip, artikler, sanseindtryk m.m. og er blevet til et forsøg på at tegne nogle tendenser i vores (ungdoms)kultur. På den måde kan tekst også være en collage.
Til sidst en række eksempler på kunstnere der arbejder med lyd:

Lydinstallation på Tate Modern tilbage i 2004.
Lydperformance 'Listen up' i Bruuns Galleri i Århus.
Og de mere kontroversielle med Goodiepal i spidsen i en artikel i Information
.
Og alle tiders gode side udi musiksamplinger er www.whosampled.com
Og her kan man høre hvordan DJ-kollektivet Den sorte skole, som Simon Dokkedal er medstifter af, lyder.