onsdag den 30. marts 2011

Teater Hund: Mysteriet-Om-Hvorfor-Det-Nogle-Gange-Kan-Være-Så-Svært.

Det her skulle egentlig ’kun’ have været en anmeldelse af Teater Hunds nye forestilling ’Hund 009: Mysteriet-Om-Hvorfor-Det-Nogle-Gange-Kan-Være-Så-Svært'. Men ikke langt inde i forestillingen stod det hurtigt klart for mig, at jeg i lige så høj grad var optaget af, hvad det er, Teater Hund kan i forhold til sit publikum, unge såvel som gamle. For de kan altså noget særligt. Forestilling efter forestilling.

Ganske kort om deres nye forestilling, der havde premiere i sidste uge på Anemone Teatret: Rosa og Ruth er detektiver, men den store detektivopgave lader vente på sig – ind til Vagn dukker op med sit klaver, helt livstræt og humorforladt, ude af stand til at danse, spille klaver og smile af livet. Så Ruth og Rosa sætter sig for at finde ud af hvorfor Vagn er så trist. Det bliver en rejse med vaskeægte detektikudstyr, gennem byen, ind i dæmonernes verden, men det ender hele godt, for som i alle Teater Hund forestillinger sejrer håb, venskab og livsmod altid til sidst.

Fotograf: Mallemadsen.com

Også i denne forestilling benytter Teater Hund sig af enkle, men meget virkningsfulde virkemidler. Scenografien er holdt i minimalistiske, arkitektoniske linjer og store ensfarvede vægflader med stiplede linjer for at understrege byrummet - og måske også storbyens til tider manglende nærvær. Farverne er afdæmpede og støvede. Ud af en sprække i væggen kommer to kopper kaffe, ned fra en anden sprække folder to rullemadrasser sig ud, en forhøjning i scenegulvet kan dreje rundt og et transport bånd forstærker bevægelsen i byen. Og børnene mumler imponeret til hinanden på publikumsrækkerne. I en tid hvor alt kan lade sig gøre digitalt, fascineres børn stadig af teatrets nærvær, hvor magien opstår lige for øjnene af dem.

På lydsiden både knirker det, motorcykler gasser op, Chic byder op til dans med ’good times’ og stykkets dramatiske højdepunkter fremhæves med karakteristisk ’underlægnings-agentmusik’ fra de gode gamle 70’ere. Opfindsomt og humoristisk.

Fotograf: Mallemadsen.com. Fra venstre: Anne Dalsgaard, Katharina Kamber og Per Linderoth. Instrueret af Methe Bendix.

Og så er der koreografien. Et af Teater Hunds særlige kendetegn. Ruth, Rosa og Vagn ’fryser’ deres bevægelser i bedste agentstil og både danser, løber og lister sig hemmelighedsfuldt gennem byen. Både børn og voksne er godt underholdt, trods det at forestillingen tager fat på abstrakte og tunge emner som usikkerhed, ensomhed, selvkritik og rastløshed. Flere gange undervejs i forestillingen slækker historien på tempoet, dvæler ved langsomheden og lader dialogen balancere på kanten af 'det voksne'. Det fik et par af børnene på rækkerne ved siden af mig til at hviske ’det er kedeligt’, men 5 minutter efter skraldgrinede de over den karikerede måde, Vagn kæmper med at turde spille på sit klaver. 'Han tør ikke!' gentog en dreng flere gange og suppleredes af et andet barn blandt publikum, der tilføjede: 'Vagn er nervøs'. Børnene grinede, for det er komisk gengivet, sådan som Vagn kæmper med sin frygt, men samtidig kan børnene tydeligvis genkende frygten og følelsen af at være sin egen værste fjende. Og lidt senere, da James Browns ’I feel good’ satte hele teatersalen i svingninger, sad børnene lystigt og rokkede med.

Fotograf: Mallemadsen.com

Børn anno 2011 er på mange måder et ubarmhjertligt publikum. De er vant til at zappe videre i livet, når tempoet falder, men Teater Hund bruger det aflukkede teaterrum til at turde fastholde vekselvirkningen mellem det tempofyldte og det langsommelige, mellem humoren og det eftertænksomme. Ved forestillingens slutning klappede børnene begejstret og i garderoben fik stykket efterfølgende rosende ord med på vejen fra flere af børnene. Helt personligt er det muligvis det her stykke, af alle de teaterstykker min 10-årige datter efterhånden har set med Teater Hund, hun har reflekteret mest over efterfølgende. Og det samme gjaldt i øvrigt min mand på 45 år, der også var med i teatret. Så teater hund rammer atter træfsikkert og bredt, denne gang med en forestilling, der leder os gennem menneskesindets mørke afkroge, blot for at guide os ud i lyset og minde os om, at vi skal huske at tænke positivt om os selv og hinanden.

Læs mere om teater Hund og holdet bag forestillingen HER.

Bestil billetter til forestillingen på Anemoneteatret HER.

Forestillingen spiller på Anemoneteatret frem til d. 1. maj, herefter skal den på turné.

En næsten magisk billedbog

Og endnu en video. En billedbog jeg må eje. Simpelt og næsten magisk...
Godt tænkt, især i de her iPad tider, hvor alt det sjove er digitalt.

Babyers meningsfulde dialog

Det her er en Youtube babyvideo lidt ud over det sædvanlige...og af samme grund vandrer den nu i ekspresfart via de sociale medier. I går havde 24.000 set den. I dag runder den de 2.000.000. Hvorfor mon?
Uden tvivl fordi den taler til os alle uanset nationalitet, fordi vi alle forstår den uafhængigt af sprog. Det siger lidt om, at sprog ikke bare handler om ordenes udtale og betydning. Det talte sprog er jo bare en del af det samlede kropssprog.

Videoen siger også noget om børns egen kultur. Den her samtale handler ikke om to små børn, der øver sig i tale som de voksne. Det her er en meningsfuld konversation. Vi voksne kan kun gisne os til, hvad den handler om. Sokker? Bare tæer? Måske noget helt tredje?

tirsdag den 29. marts 2011

Test i folkeskolen?

Heldigvis er det danske skolesystem langt fra så grælt som det amerikanske hvad tests og manglende ressourcer angår, men i de her år tordner vi derudaf med at indføre tests lige fra skolestart i den danske folkeskole. Man kan håbe, der er et par testbegejstrede danske politikere, der ser videoen nedenfor og får et mere nuanceret blik på, hvad vi egentlig skal med tests i undervisningssammenhæng. De utålmodige kan springe 3 minutter ind i videoen.

Design- og arkitekturformidling. Hvad skal børn og unge med det?

Hvad skal børn og unge med undervisning i design og arkitektur? Hvorfor satse på design- og arkitekturoplevelser for børn og unge? Spørgsmål som disse havde Børnekulturens Netværk stillet skarpt på tirsdag d. 22. marts på Kulturværftet i Helsingør. Til at besvare disse spørgsmål havde de inviteret en bred vifte af arkitekter, politikere og kulturfolk og storyteller André Andersen guidede veloplagt deltagerne gennem dagen. Indlægget her er ikke en minituiøs gennemgang af dagen, men et sammendrag af det, der fangede min opmærksomhed.

Anders Byriel, der er administrerende direktør i designvirksomheden Kvadrat, satte fokus på Danmarks rolle i en globaliseret verden, hvor konkurrencen om arbejdspladserne er hård. Det er tæt på at blive en kliché i disse tider at høre, at Danmarks skal leve af kreativitet og innovation, men Anders Byriel gravede sig ind i argumentationen og talte om, at vi skal ’et lag dybere’. Med det mente han, at vi skal anlægge en grundlæggende forståelse i samfundet for det kreatives betydning. Også blandt de ’ikke kreative’. Ifølge Anders Byriel er det vigtigt, at alle forstår de kreative processer, der går forud for idéudvikling og nytænkning. Det kreative er ikke for de særligt udvalgte og Anders Byriel understregede, at vores kreative potentiale netop er knyttet til vores kollektive viden og forståelse. Her introducerede han begrebet ’global adræthed’. Ved at tænke kreativt, ved at se noget andet end det traditionelle og det vi plejer, bliver vi i stand til at komme et lag dybere og han fastslog flere gange, at danskproduceret arkitektur og design kan være med til at skabe en ny mere nuanceret national identitetsskabelse. En identitet der rummer en større global adræthed og ikke låses fast i billeder af kongehuset og landsholdet.

Ifølge Anders Byriel skal vi som danskere finde vores (globale) identitet i vores særlige design- og arkitekturtradition, som her med Bjarke Ingels 'VM bjerget'

Arkitekt Jes Vagnby fik hentet nogle af de bløde værdier fra 70’erne ind i en design og arkitekturtænkning anno 2011. Han talte om, hvordan arkitektur kan være med til at udvikle demokratisk tænkning. Også Jes Vagnby var inde på, at vi skal have indsigt i de kreative processer og være medskabere. ’En bys skønhed ligger i sidste ende i hvordan dens borgere interagerer med sin by’ udtrykte han det så fint. Han præsenterede en bogserie ved navn Verdens boliger, han har udviklet til undervisningsbrug, der fokuserer på børns boliger andre steder i verden. Temaet var som taget ud en undervisningsbog fra 70’erne: Mød Yoka fra Japan og Haroun fra den Arabiske Halvø. Men de uinspirerende fotos fra datidens meget pædagogiske undervisningsmateriale er skiftet ud med æstetiske, smukke illustrationer, der føjer en ekstra dimension til det at arbejde med arkitektur. Vi er nået et skridt videre i at lade det pædagogiske og kunstnerisk, æstetiske gå hånd i hånd.

Et eksempel på en illustration fra Jes Vagnbys bogserie om børns boliger. Her er der Haroun fra den Arabiske Halvø.

Herefter var der en række sessions, hvoraf der var afsat tid til at deltage i en enkelt. Jeg deltog i en session, der fokuserede på vejen til bedre formidling af design og arkitektur. Manglen på kreative fag i folkeskolens ældste klassetrin og på de videregående uddannelser blev påpeget. Og selvom vi er på vej i den rigtige retning, blev den fortsatte konflikt mellem det pædagogiske og det kunstnerisk, æstetiske mere åbenlys og det slog mig, at vi måske først formår at integrere det kunstneriske HELE vejen op gennem uddannelsessystemet den dag, vi forstår at forene det pædagogiske og det kunstnerisk, æstetiske, så det går op ’i en højere helhed’. Ligesom ikke-kreative skal have en bedre forståelse for det kreative, som Anders Byriel påpegede indledningsvis på dagen, skal de kreative og kunstnerne måske ikke være så bange for pædagogikken og didaktikken, for nu at sætte det lidt på spidsen.

Endnu et eksempel fra Jes Vagnbys serie om børns boliger. Her er det Yoka fra Japan.

Brecht Demeulunaere fra det belgiske kulturministeriums Canon Cultuurcel var inviteret med for at tale om, hvad vi skal med kunst og kultur i uddannelsessystemet. Han viste et par eksempler på projekter med børn og fremhævede, at det er vigtigt at hvert enkelt barn finder sit eget sprog at udtrykke sig med, om det så er at tegne, spille musik, bygge ting, danse eller lignende. Og udfordringen for uddannelsessystemet er at udfordre børn og unge til at undersøge, hvilket sprog de udtrykker sig bedst med.
Der findes en meget omfattende billedrig, veldokumenteret hjemmeside – på flamsk. Man kunne godt ønske sig et EU-sponsoreret projekt, der oversatte sider som denne til engelsk til gavn for det globale uddannelsessystem. Måske det kommer...

Et eksempel på et kulturprojekt fra den belgiske hjemmeside Canon Cultuurcel.

Elsebeth Gerner Nielsen, tidligere kulturminister, nu rektor for Designskolen i Kolding, fortalte om hvordan Kolding satser på design som byens varemærke. Hvordan det skal skinne igennem i alt lige fra børnehaven Sanseslottet, der integrerer design og arkitektur i den pædagogiske linje til at satse på gunstige forhold for erhvervslivet for at tiltrække designvirksomheder til byen.

Den norske arkitekt Sverre Aaker Sondresen stillede skarpt på arkitektur i skolen og gav eksempler på, hvordan fotos kan bruges i undervisningen, hjemme i klasselokalet, som udgangspunkt for at tale om rum. Hvad er rum egentlig? spurgte han og illustrerede det med måder børn og unge kan forholde sig visuelt til rum: Rum og religion (Mekka og kirker), rum og filosofi (fx et torvs samlende funktion), rum og deltagelse (om at være handikappet), rum og magt (den kinesiske mur/Berlinmuren) og rum og drømme (sommerhuse, steder med minder etc).

Den kinesiske mur er et eksempel på rum og magtforhold.

Barbara Læssøe Steffensen, vært på Kulturgeist på DR K, sluttede dagen af med at anlægge en personlig vinkel på det at få kulturoplevelser og trak på egne erfaringer fra hendes barndom med hendes bedsteforældre, der havde åbnet hendes øjne for at forholde sig nysgerrigt til verden. Det er ok at nøjes med sig selv som redskab, understregede hun og refererede til, hvordan vi inddrager alverdens tekniske hjælpemidler og planlægger forløb på børnenes vegne for at sikre, at de får alt ud af en kulturoplevelse. Barbara Læssøe Steffensen var tydeligvis træt af ’forklare’ tendensen. Børn får noget ud af kulturmødet, selvom voksne ikke har planlagt noget på forhånd. Børn oplever med hele kroppen, og derfor er det ifølge Barbara Læssøe Steffensen vigtigt at tage andet end synssansen i brug i rumoplevelsen. Rum skal mærkes, bl.a. via lyd, ved at råbe, ved at hviske, ved at lytte.

Foto: PR.

Hvad blev så min personlige konklusion oven på en veltilrettelagt, relevant konference?
Som formidlere skal vi indimellem turde slippe kontrollen over, hvad børn og unge skal have ud af at forholde sig til kunst og kultur. Vi skal vise tillid, vi skal vise vej og inspirere. Og vi skal lade os inspirere, først og fremmest af børnene og de unge, men også på tværs af professionelle faggrupper. Kreativitet opstår i krydsfelterne. Krydsfelterne mellem arkitektur og musik, mellem dans og billedkunst, mellem uddannelse og erhvervsliv, kunst og pædagogik. Og hvor er det dejligt, at vi er godt på vej...

torsdag den 17. marts 2011

Rubix cuben - fra uløseligt mysterium til selvstudie på nettet

Hører du også til dem der aldrig lærte at løse Rubix cuben tilbage i 80’erne, da den første gang blev introduceret for verden? Så er du næppe alene. Jeg nåede aldrig længere end til at få samlet en halvanden side i samme farve og dét var jeg i grunden ret stolt over dengang. Det skyldtes mest af alt held, at det lykkedes mig at nå så langt. Der var ingen eksperter i min omgangskreds, der kunne lære os andre, hvad man skulle gøre. Dén tid er forbi. I dag er eksperterne aldrig mere end et klik med musen væk.

Rubix cuben gik sin sejrsgang tilbage i 80'erne, men den lever i bedste velgående i dag.


Min 13-årige søn kastede sig over rubix cuben en dag i efteråret. I en uge var den som en forlængelse af hans krop. Han tog den med i seng og lå og drejede frem og tilbage på den i mørke, den stod ved siden af ham når han spiste morgenmad og den var stensikkert med i skole. På en uge lærte han sig at løse rubix cuben og det foregik ikke i timerne i skolen.

Min søn trak på to hjælpekilder. Den ene var nettet. Selvfølgelig. Nettet bugner med videoer af især unge fyre, der på rekordtid løser rubix cuben skarpt forfulgt af en lille kinesisk pige på 3 år, der løser cuben på 114 sekunder. (at hele set-up for den video så er temmelig absurd er noget andet). Verdensrekorden er vist 7 sekunder, hvilket min fatteevne ikke engang forstår. Kan man overhovedet nå at samle den op fra bordet på 7 sekunder?



Samlet set har 29.000.000 millioner set den unge teenager Dan Browns videoer på Youtube af hvordan man løser the rubix cube puzzle. I et hurtigt tempo demonstrerer han, hvad der skal til. Det kræver en kompetent billedaflæser at aflure, hvad han gør. Dan Brown forklarer om cubens opbygning og grundtrækkene, der er nødvendige at forstå for at kunne arbejde med terningen. Dem forklarede min søn mig efterfølgende. Uden at jeg forstod meget mere.

Så langt så godt, men hvad nu? Foto: Monica Langelund

Hvad jeg trods alt lærte, den uge processen stod på, var, at rubix cuben handler om logisk, matematisk opbygning, om algoritmer, evnen til at tænke rummeligt og at have god hukommelse. Cuben løses ved en specifik fremgang, hvor man tager et bestemt trin ad gangen. En af min søns klassekammerater kunne løse rubix cuben på 39 sekunder. Han blev min søns anden lærermester. Hver dag kom min søn hjem med nye instruktioner og havde nået endnu et ’level’, som han kaldte det. Erfaringerne fra den digitale spilverden fornægter sig ikke.

Meget tæt på mål. Foto: Monica Langelund

Det var ikke uden en vis spænding og beundring at vi fulgte processen herhjemme, da tiden nærmede sig for at nå målet. Måske fordi ingen af os herhjemme nogensinde havde præsteret, hvad sønnen var så tæt på, på så kort tid. Da han kom i mål, var han ikke selv blæst væk af sin egen succes. Det var jo bare endnu en udfordring på vejen, der var blevet løst. Havde jeg løst den tilbage i 80’erne havde det stået som en milepæl i mine ungdomserindringer. Det gør det ikke for børn og unge i dag. De har en hel anden adgang til ’ekspertviden’. Set i det lys forstår man godt de høje krav unge har til den digitale spilverden i dag. Kompetente IT-brugere kræver kompetente IT-udfordringer.



Hvad vi andre var et helt årti om (ikke) at lære, løser nutidens børn og unge på ned til en enkelt uge. Tilmed uden traditionel lærer-elev hjælp, hvor læreren er den voksne lærer på skolen. Det åbner op for nogle interessante fremtidsperspektiver omkring IT og læring og ikke mindst den motivation for især computerdrenge som min søn, der ligger i at inddrage en digital verden i undervisningen, som han er så fortrolig med. Det forudsætter at man som lærer inddrager eleverne som medlærere, for løbet er for længst kørt, hvor læreren vidste mere om IT end eleverne. (og jeg glemte at nævne den integrerede engelskundervisning der ofte følger med at trække på nettet i undervisningen).

Min søn, ja, han har for længst lagt rubix cuben fra sig. I øjeblikket er han optaget af at spille Minecraft, et online spil på nettet, hvor man bygger hele verdener op i kvadratiske pixels. Opskriften er den samme. Finde videoer på Youtube. Aflure hvad mestrene gør, gøre det samme. Mesterlære anno 2011?

Og så lige lidt info om Rubix cuben:
Den lille kvadratiske terning i farvede firkanter, man kan dreje rundt på er oprindelig skabt af Erno Rubik, en arkitekt og universitetsprofesser fra Ungarn. Deraf navnet Rubix cube. Den blev hurtigt verdens bedst sælgende legetøj i sin tid. Der er en omfattende hjemmeside til Rubix cuben og en søgning på Youtube viser et hav af relaterede videoer.


Andre indlæg om børn, unge, leg, læring og den digitale verden her på bloggen. Læs her:

Everybody edit
Assasins creed
Og du kan søge ude i indeks-oversigten under 'Børns mediekompetencer' efter flere indlæg.

Videoen nedenfor viser min søn i gang med at løse Rubix cuben.
Søgeord til dette indlæg: børn, unge og mediekompetencer, sociale medier, digital læring.

video

tirsdag den 15. marts 2011

Blogstatus marts 2011 - Hvad er der på vej?

I den kommende tid kommer der noget om Tegnefestival 2011 på tour i København og om rubix cuben - den lille terning med farvede sider, der storhittede i 80'erne.
Der kommer noget om kunstformidlingsmetoden Visual Thinking Strategies, som jeg netop har skrevet masterafhandling om og noget om gode kunst-billedbøger, der kan bruges i billedkunstundervisningen.

Jeg har netop også fået fornøjelsen af at få titlen som 'ambassadør' for Teater Hund, et af mine yndlingsbørneteatre. Det kommer der også noget mere om.
Og så kommer der helt sikkert også noget, jeg slet ikke ved hvad er endnu...

Ind til da kan man bruge 24 minutter på at se endnu en spændende video fra TED med 'TED price vinderen 2011' JR, der skaber kunst i det globale gadebillede, også i områder der aldrig har set et museum. JR siger bl.a.:
Art can change the way we see the world og What we see changes who we are.
Læs også et tidligere indlæg med ham HER.

torsdag den 10. marts 2011

TED ed - Nyt online forum med fokus på global uddannelse

Faste læsere af Legefakultetet vil vide, at jeg er kæmpe TED fan. Der ligger utallige TED videoer her på bloggen. Tænk at man ganske gratis kan klikke sig ind på relevante, spændende, tankevækkende (fyld selv ud...) foredrag på gennemsnitligt 15 minutter.
Fremtidens foredrag varer 15 minutter har jeg hørt. TED ér fremtiden og nu lancerer de et nyt online forum, hvor alle os der beskæftiger os med uddannelse i nye perspektiver kan dele viden om nye undervisningsstrategier og tiltag, der tilmed kan deles på verdensplan. Jeg er sikker på, at tiltaget er inspireret af Ken Robinsons 'Changing education paradigms' og 'Bring on the learning revolution' som går sin fortsatte sejrsgang i alle sociale medier og som også kan ses nedenfor og andre steder her på bloggen.
Jeg har allerede registreret mig som deltagende og glæder mig til at følge projektet...

Hvis man vil vide mere om det nye TED ed project, kan man klikke HER.

onsdag den 9. marts 2011

Overblik over Tegnefestival og DM i tegning 2011

Igen i år afholdes der Tegnefestival og DM i tegning på Horsens Kunstmuseum. Det er billedskolen på museet, med Jannik Broz i spidsen, der står bag festivalen og der er lagt op til (endnu en) oplevelsesrig uge i blyantens tegn.
Datoen hedder d. 26.-30. april. Lørdag d. 30 april afholdes det årlige DM i tegning, hvor der dystes i konkurrencer som klassisk tegning, speed manga, tegn som du vil og tegn med ord på computeren.
Idéen med Tegnefestival og DM i tegning er bl.a. at sætte mere fokus på tegning som tværfagligt værktøj i uddannelses- og undervisningssammenhæng. Bag konceptet ligger desuden en ambition om at styrke selvtilliden hos tegneglade børn ud fra en tro på, at børn der kan tegne og udtrykke sig kreativt, klarer sig bedre på alle områder senere i tilværelsen.

Fyraftenskonference med fokus på visuel kultur
I løbet af festivalugen afholdes der en lang række workshops for skoleklasser, Horsens midtby danner rammen for tegning i byrummet og torsdag d. 28. april afholder Tegnefestival en fyraftenskonference med titlen: Kreative børn og unge er fremtidens råstof, en konference om visuelle kompetencer på fremtidens arbejdsmarked.
Konferencen sætter fokus på de kompetencer, der er brug for på fremtidens arbejdsmarked. Gæstetalere - ud over Jannik Broz selv - er arkitekt Mikkel Frost fra tegnestuen Cebra, Thomas Howalt fra IO Interactive, der har udviklet spilsuccesen Hitman og forsker i flowprocesser Hans Henrik Knoop.

Programmet ser således ud:

18.45 – 19.05: Ankomst og kaffe

Tegneopgave

Hvordan kommer vi videre?
Vi tegner som i stenalderen.
Jannik Broz, initiativtager til Tegne-festival og leder af Billedskolen, Horsens Kunstmuseum.

Fra skitse til færdigt computerspil. Hvad betyder tegnefærdigheder for den kreative proces?
Businessmanager Thomas Howalt,
I.O. Interactive, som står bag den inter-nationale computerspilssucces Hitman.

Tapas og vin

Skitsebogen som arbejdsredskab for erkendelsesprocesser og idé-udvikling. Præsetation af arkitektur-udstillingen ’Tegning – et redskab’.
Arkitekt Mikkel Frost, Tegnestuen Cebra.

Tegneopgave

Flow i den kreative proces.
Hvordan skaber vi de optimale ram-mer for kreativitet i uddannelses- og arbejdssammenhæng?
Lærings- og innovationsforsker Hans Henrik Knoop, DPU.

Debat

Jeg har selv fornøjelsen af at være vært og ordstyrer på selve aftenen, og jeg tror det bliver rigtig spændende!
Man kan tilmelde sig konferencen ved at klikke i den gule boks HER.

Og har man et tegnetosset barn mellem 9-17 år, kan man læse mere om konkurrencen og tilmelde sig ved at klikke HER.

Optakt til DM i tegning i København
I denne weekend d. 11.-13. marts er DM i tegning på Københavner turné.

Programmet ser således ud:

Tegn med Danmarksmestrene!
Deltagere fra sidste års DM i Tegning demonstrerer spændende tegnediscipliner og tegner med alle de børn og unge, der vil være med. Følg med på storskærm, når der tegnes.
Fisketorvet
Havneholmen 5, 1561 København V
Fredag den 11. marts kl.17-20.

Unge tegnere re-designer Normann-klassiker.
Fire af Danmarks bedste unge designspirer i alderen 12-16 giver lampen Norm 69 nyt look, når de lørdag rykker ind i Normanns butik på Østerbrogade. Tegnerne er alle deltagere fra sidste års DM i Tegning. I løbet af bare to timer gennemgår den populære lampeklassiker fra Normann Copenhagen fire totale re-design. Der vil samtidig være spændende tegneopgaver for hele familien i butikken!
Normann Copenhagen
Østerbrogade 70, 2100 København Ø
Lørdag den 12. marts kl. 11-13

DM i Tegning On Tour i Tvillingehallen.
Fire af deltagerne ved sidste år DM i Tegning gæster lørdag den 12. marts Billedskolen i Tvillingehallen bag Øksnehallen i Kødbyen med showet DM i Tegning On Tour. Byens børn inviteres til at tegne med, og opleve hvor fantastisk det kan blive, hvis man giver den hele armen med blyant og papir. Her kan man lære hvad der skal til for at kvalificere sig til DM i Tegning 2011.
Billedskolen i Tvillinghallen
Staldgade 35
1699 København V
Lørdag den 12. marts kl. 14-16.30

Se masser af billeder fra både workshops og DM i tegning HER
Jeg har skrevet et tidligere indlæg om Tegnefestival 2010 HER.

Blændende dygtig visuel kunstner

Den afroamerikanske billedkunstner Titus Kaphar skærer i sine lærreder og nymalede billeder og maler sine billeder over med tjære. Jeg blev så glad, da jeg fandt de her videoer nedenfor. Jeg så udstillingen, der vises i videoklippet, for knap to år siden i Seattle og den blæste mig omkuld. Tænk at man kan skære i billeder, male dem over og dække dem til, som han gør og tænk, at det kan give så stærkt et udtryk.
Han siger i den ene video: If painting is dead, I want to do the autopsy (obduktion).
Dét må man sige han gør...





Se også et andet blogindlæg med hans billeder HER.



mandag den 7. marts 2011

Fastelavnskoncert på legens præmisser

Som legekulturformidler har jeg haft The William Blakes i kikkerten en tid, fordi en artikelrække om dem i Politiken tilbage i januar 2011 havde ledt mig på sporet af deres evner til at lege. Det har ført mig til deres årlige fastelavnskoncert, der i år blev afholdt på Loppen på Christiania, men først et blik på hvad leg egentlig er for en størrelse.

Alle der beskæftiger sig med børn ved, at leg er vigtig for børn. Vi taler gerne om, at legen udvikler børn og forbered
er dem på voksenlivet. Men legen er meget mere end et udviklingsredskab til at blive voksen. Personligt tror jeg på, at leg ikke bare er en af børns vigtigste ressourcer, men en af menneskets vigtigste ressourcer til snart sagt alt i livet. Afstresning, idéudvikling, kreativ tænkning, samarbejde, evnen til at være i nu’et, selvrefleksion. Den amerikanske hjerneforsker Stuart Brown taler om, at leg er en tilstand mere end en aktivitet og at legen er uden alder. Han citerer i dén forbindelse en anden legeforsker - antropologen Brian Sutton-Smith - der siger, at når vi stopper med at lege, begynder vi at dø.

Et stille øjeblik i garderoben på Loppen, mens musikken spiller.

Leg er kendetegnet ved ikke at have et facit, leg er en proces og det er netop selve processen, der er 'målet'. Man taler i børnekulturelle sammenhæng om børns legekultur, en særlig kultur børn selv skaber, hvor de bruger deres oplevelser og omverden som brændstof og omsætter det til leg. Børn lærer for at kunne deltage i det altafgørende legekulturelle fællesskab. De benytter sig i den sammenhæng af særlige kulturelle teknikker, der overleveres i deres kultur, såsom bl.a. lyde, bevægelser, gangarter, fortællinger og sange. Dét at klæde sig ud har en særlig rolle i børns legekultur, fordi man her får lov at blive en anden og kan udforske identiteter.


I dét lys er The William Blakes tilbagevendende årlige fastelavnskoncert særlig interessant, for er det netop ikke legen, der er i fokus, når de inviterer til fælles udklædningsfest? Er der dybest set ikke tale om en stor legekulturel fest for voksne? Det satte jeg mig for at undersøge til deres fastelavnskoncert på Loppen på Christiania søndag d. 6. marts.

Vi er de eneste, der er klædt ud’ hørte jeg et par stykker mumle lidt nervøst ved indgangen til Loppen. Det kan være grænseoverskridende at kaste sig ud i leg i det offentlige rum som voksen. Men som tiden skred frem indtog både Mario og Luigi, et par leoparder, et kuld pirater, to supermænd, smukke prinsesser i hobetal, indianere foruden et hav af udefinérbare kostumeklædte gæster Loppen.
Kristian Leth takkede senere alle de udklædte for at tage imod fastelavnsinvitationen ved at proklamere, at nu skulle der festes. For fastelavn er en fest. Og ingen fest uden et oplagt publikum og det ved The William Blakes øjensynligt godt.


I gamle dage – frem til 1900-tallet – var fastelavn oprindelig en voksenfest, der strakte sig over flere dage, hvor voksne slap deres tag i den hårde, trivielle hverdag, klædte sig ud, slog sig løs, spiste og drak inden de skulle faste i tiden frem til påske. Det var også festen, hvor man fejrede forårets snarlige komme. I 1900-tallet gik fastelavn hen og blev en børnebegivenhed og i dag forbinder de fleste nok fastelavn med børn og leg, men The William Blakes har sandsynligvis fat i den lange ende, når de byder op til leg til deres årlige fastelavnskoncert. En række gæster til koncerten stillede storsmilende op til fotografering. Billederne afslører, hvor lidt der faktisk skal til, for at man er klædt ud. En hat, et slips, et fake overskæg eller en paryk. Pludselig er man en anden, der bliver kortere mellem smilene og noget at snakke sammen om.


Iført kapper, parykker og hjelme væltede bandmedlemmerne rundt på scenen i et stort virvar og byttede instrumenter og mikrofoner. I den gode leg er der ingen, der har eneret til et bestemt stykke legetøj og det var heller ikke tilfældet her. Der er fx altid plads til én til, der kan spille trommer eller jonglere med koklokker og derfor inviterede The William Blakes deres familie og musikerkollegaer med op på scenen for at udøve, hvad legekulturens grand old man Flemming Mouritsen i en legekulturel optik kalder gennemøvet spontanitet - dvs. evnen til at improvisere og fange øjeblikket, hvilket ifølge samme Flemming Mouritsen kun kan lade sig gøre, hvis man har øvet sig mange gange. I dén ånd overlod The William Blakes scenen til bandet Ginga Ninja, som fik lov at lave en fri fortolkning af ’Powers’ og senere sang Simon Kvamm trosbekendelsen og fadervor ind over ’Science is religion’. Samlet set kan det måske bedst beskrives som et særligt william blakesk' legekulturelt fællesskab, hvor gode legere altid kan få plads til at deltage - publikum såvel som musikere.

The William Blakes tager efter sigende musikken meget alvorligt, hvorimod selve skabelsesprocessen ikke behøver være så højtidelig. Den opfattelse ligger tankevækkende tæt på børns opfattelse af leg. Måden The William Blakes skaber musik på går tilsyneladende hånd i hånd med dét at lege. Leg er med andre ord ikke forbeholdt barndommen. Og dermed synes koncertens overordnede budskab at være, at vi ikke bare skal tage musikken, men også legen alvorligt.

Tak til The William Blakes for at minde os voksne om så vigtigt et budskab.














Alle billeder er taget af Monica Langelund. Tak til alle der stillede op til fotografering.
Filmklippet nedenfor er egentlig mest en lydfil, der fanger lidt af fastelavnsstemningen.

video