Ganske kort om deres nye forestilling, der havde premiere i sidste uge på Anemone Teatret: Rosa og Ruth er detektiver, men den store detektivopgave lader vente på sig – ind til Vagn dukker op med sit klaver, helt livstræt og humorforladt, ude af stand til at danse, spille klaver og smile af livet. Så Ruth og Rosa sætter sig for at finde ud af hvorfor Vagn er så trist. Det bliver en rejse med vaskeægte detektikudstyr, gennem byen, ind i dæmonernes verden, men det ender hele godt, for som i alle Teater Hund forestillinger sejrer håb, venskab og livsmod altid til sidst.
Fotograf: Mallemadsen.com
Også i denne forestilling benytter Teater Hund sig af enkle, men meget virkningsfulde virkemidler. Scenografien er holdt i minimalistiske, arkitektoniske linjer og store ensfarvede vægflader med stiplede linjer for at understrege byrummet - og måske også storbyens til tider manglende nærvær. Farverne er afdæmpede og støvede. Ud af en sprække i væggen kommer to kopper kaffe, ned fra en anden sprække folder to rullemadrasser sig ud, en forhøjning i scenegulvet kan dreje rundt og et transport bånd forstærker bevægelsen i byen. Og børnene mumler imponeret til hinanden på publikumsrækkerne. I en tid hvor alt kan lade sig gøre digitalt, fascineres børn stadig af teatrets nærvær, hvor magien opstår lige for øjnene af dem.
På lydsiden både knirker det, motorcykler gasser op, Chic byder op til dans med ’good times’ og stykkets dramatiske højdepunkter fremhæves med karakteristisk ’underlægnings-agentmusik’ fra de gode gamle 70’ere. Opfindsomt og humoristisk.
Og så er der koreografien. Et af Teater Hunds særlige kendetegn. Ruth, Rosa og Vagn ’fryser’ deres bevægelser i bedste agentstil og både danser, løber og lister sig hemmelighedsfuldt gennem byen. Både børn og voksne er godt underholdt, trods det at forestillingen tager fat på abstrakte og tunge emner som usikkerhed, ensomhed, selvkritik og rastløshed. Flere gange undervejs i forestillingen slækker historien på tempoet, dvæler ved langsomheden og lader dialogen balancere på kanten af 'det voksne'. Det fik et par af børnene på rækkerne ved siden af mig til at hviske ’det er kedeligt’, men 5 minutter efter skraldgrinede de over den karikerede måde, Vagn kæmper med at turde spille på sit klaver. 'Han tør ikke!' gentog en dreng flere gange og suppleredes af et andet barn blandt publikum, der tilføjede: 'Vagn er nervøs'. Børnene grinede, for det er komisk gengivet, sådan som Vagn kæmper med sin frygt, men samtidig kan børnene tydeligvis genkende frygten og følelsen af at være sin egen værste fjende. Og lidt senere, da James Browns ’I feel good’ satte hele teatersalen i svingninger, sad børnene lystigt og rokkede med.
Fotograf: Mallemadsen.com
Børn anno 2011 er på mange måder et ubarmhjertligt publikum. De er vant til at zappe videre i livet, når tempoet falder, men Teater Hund bruger det aflukkede teaterrum til at turde fastholde vekselvirkningen mellem det tempofyldte og det langsommelige, mellem humoren og det eftertænksomme. Ved forestillingens slutning klappede børnene begejstret og i garderoben fik stykket efterfølgende rosende ord med på vejen fra flere af børnene. Helt personligt er det muligvis det her stykke, af alle de teaterstykker min 10-årige datter efterhånden har set med Teater Hund, hun har reflekteret mest over efterfølgende. Og det samme gjaldt i øvrigt min mand på 45 år, der også var med i teatret. Så teater hund rammer atter træfsikkert og bredt, denne gang med en forestilling, der leder os gennem menneskesindets mørke afkroge, blot for at guide os ud i lyset og minde os om, at vi skal huske at tænke positivt om os selv og hinanden.
Læs mere om teater Hund og holdet bag forestillingen HER.
Bestil billetter til forestillingen på Anemoneteatret HER.
Forestillingen spiller på Anemoneteatret frem til d. 1. maj, herefter skal den på turné.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar