mandag den 7. marts 2011

Fastelavnskoncert på legens præmisser

Som legekulturformidler har jeg haft The William Blakes i kikkerten en tid, fordi en artikelrække om dem i Politiken tilbage i januar 2011 havde ledt mig på sporet af deres evner til at lege. Det har ført mig til deres årlige fastelavnskoncert, der i år blev afholdt på Loppen på Christiania, men først et blik på hvad leg egentlig er for en størrelse.

Alle der beskæftiger sig med børn ved, at leg er vigtig for børn. Vi taler gerne om, at legen udvikler børn og forbered
er dem på voksenlivet. Men legen er meget mere end et udviklingsredskab til at blive voksen. Personligt tror jeg på, at leg ikke bare er en af børns vigtigste ressourcer, men en af menneskets vigtigste ressourcer til snart sagt alt i livet. Afstresning, idéudvikling, kreativ tænkning, samarbejde, evnen til at være i nu’et, selvrefleksion. Den amerikanske hjerneforsker Stuart Brown taler om, at leg er en tilstand mere end en aktivitet og at legen er uden alder. Han citerer i dén forbindelse en anden legeforsker - antropologen Brian Sutton-Smith - der siger, at når vi stopper med at lege, begynder vi at dø.

Et stille øjeblik i garderoben på Loppen, mens musikken spiller.

Leg er kendetegnet ved ikke at have et facit, leg er en proces og det er netop selve processen, der er 'målet'. Man taler i børnekulturelle sammenhæng om børns legekultur, en særlig kultur børn selv skaber, hvor de bruger deres oplevelser og omverden som brændstof og omsætter det til leg. Børn lærer for at kunne deltage i det altafgørende legekulturelle fællesskab. De benytter sig i den sammenhæng af særlige kulturelle teknikker, der overleveres i deres kultur, såsom bl.a. lyde, bevægelser, gangarter, fortællinger og sange. Dét at klæde sig ud har en særlig rolle i børns legekultur, fordi man her får lov at blive en anden og kan udforske identiteter.


I dét lys er The William Blakes tilbagevendende årlige fastelavnskoncert særlig interessant, for er det netop ikke legen, der er i fokus, når de inviterer til fælles udklædningsfest? Er der dybest set ikke tale om en stor legekulturel fest for voksne? Det satte jeg mig for at undersøge til deres fastelavnskoncert på Loppen på Christiania søndag d. 6. marts.

Vi er de eneste, der er klædt ud’ hørte jeg et par stykker mumle lidt nervøst ved indgangen til Loppen. Det kan være grænseoverskridende at kaste sig ud i leg i det offentlige rum som voksen. Men som tiden skred frem indtog både Mario og Luigi, et par leoparder, et kuld pirater, to supermænd, smukke prinsesser i hobetal, indianere foruden et hav af udefinérbare kostumeklædte gæster Loppen.
Kristian Leth takkede senere alle de udklædte for at tage imod fastelavnsinvitationen ved at proklamere, at nu skulle der festes. For fastelavn er en fest. Og ingen fest uden et oplagt publikum og det ved The William Blakes øjensynligt godt.


I gamle dage – frem til 1900-tallet – var fastelavn oprindelig en voksenfest, der strakte sig over flere dage, hvor voksne slap deres tag i den hårde, trivielle hverdag, klædte sig ud, slog sig løs, spiste og drak inden de skulle faste i tiden frem til påske. Det var også festen, hvor man fejrede forårets snarlige komme. I 1900-tallet gik fastelavn hen og blev en børnebegivenhed og i dag forbinder de fleste nok fastelavn med børn og leg, men The William Blakes har sandsynligvis fat i den lange ende, når de byder op til leg til deres årlige fastelavnskoncert. En række gæster til koncerten stillede storsmilende op til fotografering. Billederne afslører, hvor lidt der faktisk skal til, for at man er klædt ud. En hat, et slips, et fake overskæg eller en paryk. Pludselig er man en anden, der bliver kortere mellem smilene og noget at snakke sammen om.


Iført kapper, parykker og hjelme væltede bandmedlemmerne rundt på scenen i et stort virvar og byttede instrumenter og mikrofoner. I den gode leg er der ingen, der har eneret til et bestemt stykke legetøj og det var heller ikke tilfældet her. Der er fx altid plads til én til, der kan spille trommer eller jonglere med koklokker og derfor inviterede The William Blakes deres familie og musikerkollegaer med op på scenen for at udøve, hvad legekulturens grand old man Flemming Mouritsen i en legekulturel optik kalder gennemøvet spontanitet - dvs. evnen til at improvisere og fange øjeblikket, hvilket ifølge samme Flemming Mouritsen kun kan lade sig gøre, hvis man har øvet sig mange gange. I dén ånd overlod The William Blakes scenen til bandet Ginga Ninja, som fik lov at lave en fri fortolkning af ’Powers’ og senere sang Simon Kvamm trosbekendelsen og fadervor ind over ’Science is religion’. Samlet set kan det måske bedst beskrives som et særligt william blakesk' legekulturelt fællesskab, hvor gode legere altid kan få plads til at deltage - publikum såvel som musikere.

The William Blakes tager efter sigende musikken meget alvorligt, hvorimod selve skabelsesprocessen ikke behøver være så højtidelig. Den opfattelse ligger tankevækkende tæt på børns opfattelse af leg. Måden The William Blakes skaber musik på går tilsyneladende hånd i hånd med dét at lege. Leg er med andre ord ikke forbeholdt barndommen. Og dermed synes koncertens overordnede budskab at være, at vi ikke bare skal tage musikken, men også legen alvorligt.

Tak til The William Blakes for at minde os voksne om så vigtigt et budskab.














Alle billeder er taget af Monica Langelund. Tak til alle der stillede op til fotografering.
Filmklippet nedenfor er egentlig mest en lydfil, der fanger lidt af fastelavnsstemningen.

video

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

http://photo10953.tumblr.com/post/3701262811

SARAHH sagde ...

Dét var en dejlig fest!
Hilsen en af kattene ;)