mandag den 28. februar 2011

Æstetiske læreprocesser på Arken

Dette indlæg er tænkt som en opfølgning på et indlæg tilbage fra september 2009, hvor jeg skrev om et besøg på Louisiana med mine børn på dengang 8 og 11 år. Nu skriver vi 2011, børnene er blevet 10 og 13 og dette indlæg tager sit udgangspunkt i et besøg på Kunstmuseet Arken på en bidende kold februar dag. Det tidligere indlæg kan læses HER.

Fra frygt til mod i trygge rammer


Hvorfor taler vi om kulturel opdragelse for vores børn? Hvad er det egentlig vi ønsker for vores børn, når vi synes, de skal introduceres for kulturverdenen? Der er selvfølgelig hele dannelsesaspektet i forhold til at vokse op og blive en god, engageret, deltagende samfundsborger, der interesserer sig for sin omverden. Men er et udstillingsbesøg med Anna Ancher nødvendigvis måden, man får en 13 årig logisk-matematisk tænkende teenager sporet ind på den vej? Jeg tror det ikke, og derfor tror jeg på, at det betaler sig at udvælge kulturoplevelser for modvillige teenagere med omhu, når oplevelserne finder sted i privat regi.

At gå på kunstudstilling med børn og unge må først og fremmest handle om at vække nysgerrighed og undren, som her hvor noget, der umiddelbart ligner at være en trappe op til 'administrationen' ved nærmere eftersyn viser sig at være et kunstværk. Det satte gang i refleksioner over hvad der egentlig er kunst og om handikapelevatoren så også var et kunstværk.

Arken huser i øjeblikket en sanseudstilling af Olafur Eliasson og en sådan type kunstudstilling er et oplagt valg til et museumsbesøg med børn og unge, og ikke mindst en forbeholden teenager. Olafur Eliasson har skabt en tunnel i Kunstaksen på Arken, der er fyldt med henholdsvis røg, mørke og lys så skarpt at man må knibe øjnene sammen. Det er ikke en oplevelse for sarte, klaustrofobiramte sjæle. Man famler sig gennem røg og mørke og kan knap nok se personen foran én. Man har følelsen af, at tunnelen aldrig stopper, at man forsvinder ud i intetheden. Min søn udtrykte frygt for at træde ud i frit fald, fordi han visse steder hverken kunne se gulv eller loft i tunnelen.


Farver og sigtbarhed skifter i tunnellen. Foto: André Vallinas

Hvad kan man mere prøve? sagde begge min børn, da de kom ud på den anden side af tunnelen, en smule stolte over at have klaret udfordringen. Man kan prøve rutchebanen i Tivoli og alle redskaberne på en legeplads, men hvad ligger der i udtrykket ’at prøve noget’ på et kunstmuseum?
Arken selv beskriver en tendens i samtidskun
sten med værker, der involverer betragteren. Værket folder sig først ud i det øjeblik betragteren interagerer med værket. Det skaber et møde mellem gæst og værk der ’rummer potentialet for en personlig undersøgelse af helt grundlæggende visuelle og eksistentielle anliggende’ (Arken om 'Den blinde passager').

Det er min erfaring, at dén slags værker har en særlig tiltrækningskraft på børn og unge, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at de hører til en generation, der er vokset op med at interagere med deres omverden. Bl.a. via sociale medier og computerspil.


Her kunne man trods alt se noget...Foto: André Vallinas

En æstetisk læreproces er en sanselig, sensitiv læreproces, der går ind og arbejder med nogle dybereliggende følelsesmæssige lag i os. Olafur Eliassons sansetunnel ’Din blinde passager’ har potentialet til at udgøre en meget komprimeret æstetisk læreproces, der bl.a. udfordrer menneskets iboende angst for at miste kontrol, netop i kraft af det interaktive møde mellem værk og beskuer. Tunnelen skulle ’prøves’ flere gange. Det handler selvfølgelig ikke bare om at overvinde frygten, men om at blive fortrolig med oplevelsen og ligefrem gå gennem tunnelen med overskud til at øve karatespark. Frygt overvindes med mod. Tænk at kunsten kan tilbyde denne erkendelse i trygge rammer.

Jeg praktiserer en kunstformidlingsmetode fra USA ved navn Visual Thinking Strategies og selv om den egentlig kræver en lidt større gruppe, forsøgte jeg med et par af principperne fra metoden på vores videre vej rundt på Arken. Metoden tager udgangspunkt i følgende spørgsmål: Hvad sker der i det her billede? Og hvad ser du der gør du siger at....? Første spørgsmål inviterer til at åbne øjnene og bare SE frem for at tolke og tænke man skal mene noget bestemt. Min erfaring er, at det får selv de stille børn til at turde sige noget om kunst. Andet spørgsmål har til hensigt at få børnene til at begrunde deres iagttagelser i billedet.
Vi gjorde forsøget med tyske Andreas Golders billede ’At skide er ikke at male’. Hvad sker der i det her billede? spurgte jeg indledningsvis og mine børn beskrev en naturkatastrofe så voldsom, at den rev dyr og huse og sågar dele af mandens krop med op og de pegede ind i billedet på små detaljer.

Andreas Golder på Arken: At skide er ikke at male.

Billedet blev genstand for en personlig fortolkning for min datters vedkommende, da vi kom hjem. Med kridt tegnede hun et stormvejrsbillede på vores flisekøkkengulv og da det var færdigt, gik hun bare tæer hen over billedet for at forstærke stormvejseffekten. Min søn derimod gik hjem, tændte computeren og snakkede ikke mere om stormvejr eller sansetunneller.



Andreas Golders billede fortolkes hjemme på køkkengulvet. Foto: André Vallinas

Pointen med det her indlæg er at minde om, at børn oplever kunst forskelligt, fortolker forskelligt og har forskellige behov for at bearbejde oplevelserne. Det tror jeg er vigtigt at huske på i vores velmenende iver efter at ville børnenes kulturelle dannelse det så godt.

Olafur Eliassons 'Din blinde passager' kan ses på Arken til d. 27.11.2011. Læs mere HER

Videoen her er fra sansetunnellen, ved 2. tur igennem, hvor forsigtige skridt forvandles til karatespark og portrætfotos i tågen.
. video

Ingen kommentarer: