tirsdag den 27. december 2011

En magisk jul i børnehøjde - hvad indebærer det?

Hvad gik man glip af hvis man ikke fik set Det Lille Teaters juleforestilling ’Ja Ja Nemlig’ for de 3-6 årige i år? Sagt helt kort: Man gik glip af en lille magisk bid af julen.

Forestillingen byggede på en fortælling fra ’Thomas Winding fortæller julehistorier’. En fortælling om en mand og en kone, der langsomt forvandles til nisser. Og det var blevet til en helt igennem vidunderlig forestilling med ægte Thomas Windingsk ro med en veloplagt fortæller og sikker dukkeføring. Historien var simpel, men med en overflod at skønne detaljer i den enkle scenografi. Jeg er nødt til at finde de helt store ord frem om denne forestilling: Det var ypperligt og magisk.

Det Lille Teater har udviklet deres helt særlige tilgang til at lave børneteater. En stil de synes at videreudvikle og finpudse for hver ny forestilling, de sætter op. De blander gerne fortælling, levende skuespillere og animationsteater med dukkeførere. Dét, der kendetegner Det Lille Teaters forestillinger, er deres evne til at skabe universer, som den barnlige fantasi kan leve sig ind i, drømme sig væk i og lege videre i. I ’Ja Ja Nemlig’ har Det Lille Teater lavet små legetableauer med helt små dukker, hvor dukkeføreren nærmest leger sig gennem forestillingen til stor inspiration for de 4-5 årige publikummer.

Historiefortæller Claus Mandøe fortalte med stor entusiasme om manden og konen, der langsomt forvandles til nisser. På billedet er de på biblioteket for at læse om nisser.
Foto: Jens Hemmel

Børnene klappede spontant undervejs, sukkede hengivent og grinede højt. Allerkærest var en lille 3-4 årige dreng, der brugte de første 5 minutter af forestillingen på vedholdende at stille det samme spørgsmål: ’Hva’ det?’ - igen og igen. Efter 5 minutter svarede han selv: ’Er det en by?’ – hvilket det var, og herefter blev han stille, på nær når han begejstret brød ud i latter eller klappede. Det er lige præcis derfor at alle børn skal have muligheden for at komme i teatret og se gode forestillinger. Fordi de får lov at blive opslugt, undre sig og stille spørgsmål.

Mod slutningen hvor en magisk juleverden åbenbaredes for publikum, blev der fuldstændig stille på publikumsrækkerne. Foran børnene var nissernes hyggelige hytte i skoven og det dejligste juletræ med lys og pynt i dæmpet belysning. Børnene sad som fortryllede og kiggede måbende på, hvad der må være ethvert barns drømmescenarie af en magisk jul. Og så kom drengens spørgsmål igen: ’Hva’ det?’ - men denne gang svarede han bare med et stille ’wow’. Et ’wow’ der bredte sig til flere af de andre børn.


Til allersidst i forestillingen fik børnene lov at komme op til skuespillerne og komme tæt på juleudsmykningen og det eventyrlige juletræ og røre ved den lille nissebog og prøve at stikke sig på en nissesnerle, som forvandlede mennesker til nisser. Det her ’efterspil’ var i virkeligheden en del af forestillingen. Det var en måde at binde en fin sløjfe mellem børnene og forestillingen, fordi børnene fik lov at ’røre’ ved forestillingen.

Desværre valgte to pædagoger at forlade teatret uden at lade børnene få tid til at komme op på scenen og smelte sammen med forestillingen - tilsyneladende fordi de skulle skynde sig hjem til julefest i børnehaven og de skulle jo møde julemanden, som pædagogerne sagde opmuntrende til børnene. Trist, for den magiske jul var jo lige dér foran dem og ikke fordi Jens hjemme i børnehaven havde klædt sig ud som julemand og delte slikposer ud til alle børnene. - Hvilket igen fik mig til at tænke over, hvad det er vi vil med julen i fht børnene, både i daginstitutionerne og derhjemme?

Er julen blevet til sådan en afkrydsningsliste, man skal igennem for at kunne sige, at det er en ’hyggelig jul’? Pebernøddebagning, tjek. Julefest, tjek. Juleteater, tjek. Adventshygge, tjek. Se nisseshow i Tivoli, tjek. Pakkegaver, tjek. Nissedrille-gaver, tjek. Selv fælde juletræ, tjek. Stille risengrød ud til nissen, tjek. Se samtlige julekalendere i tv, tjek. Hvis det er tilfældet, så er vi simpelthen ved at få julen galt i halsen i misforståede gode intentioner.


Måske skulle dén børnehave vælge – julefest eller teatertur? Eller i det mindste lægge det med et par dages mellemrum, så børnene havde tid til at komme hjem og fordøje indtrykkene fra teaterturen, måske lave små simple nissedukker og nissetableauer som børnene kunne lege med i børnehaven. Medmindre altså at vi ønsker, at børn helt ned til 3 år skal lære IKKE at give sig tid og IKKE fordybe sig.

Tak til Det Lille Teater for årets bedste teateroplevelse for mit vedkommende og tak fordi de vedholdende sætter fordybelse og leg i fokus i deres forestillinger.

For at læse mere om Det Lille Teaters kommende forestilling Den glade løve, klik HER.

tirsdag den 29. november 2011

Inspirerende leg: Fra legeplads til litterære klassikere

Note: Dette er et gæste-blogindlæg fra Kristian Goldermann Andersen, pædagog og master i børne- og ungekultur fra SDU

Gullivers Park


I kender sikkert klassikeren Gullivers Rejser? Det gør jeg, og nu lidt bedre. Ikke kun i tanken eller i fantasien, men nu tillige gennem legende udfoldelse og kropslige indtryk. Jeg har nemlig været der. Jeg har set ham. Jeg har kravlet på ham og undersøgt ham. Han er ret stor.


I sommers var jeg med min familie i Valencia. I et gammelt indtørret flodlejde, der omkranser byen og fungerer som rekreativt område, stødte vi på Gullivers Park, der er en legeplads udformet som Gulliver. Her møder man Gulliver i sekvensen, hvor han er skyllet op på stranden. Han ligger på ryggen, har tabt sin hat, sit sværd og sin ene sko. Han er bundet med reb. Rigtige reb. Reb der er banket i jorden og som man kan kravle i. Hvad gør det os til? Hvem er vi som aktive beskuere eller, måske nærmere betegnet, som beundrere? Lilliputterne.


Oplevelsen i Gullivers park var som besøg på legepladser ofte kan være, præget af et hyggeligt uformelt samvær og med en følelse af trivsel og tilfredshed. Men ved denne legeplads var der ekstra inspiration at hente. Alene ideen var bemærkelsesværdig. Her blev fiktion gjort til virkelighed i en kropslig forstand. Samtidig var udformningen af legepladsen imponerende og flot i sig selv. Ikke bare set som et arkitektonisk seværdigt værk, men lige så meget som en innovativ udgave af en legeplads, der skal kunne noget bestemt, drage én og inspirere til leg.


En detaljerig sekvens fra for
tællingen om Gullivers Rejser var her fastfrosset, gjort tilgængelig og krævede en nærmere undersøgelse af både børn og, i dette tilfælde, deres forældre. Bl.a. var Gullivers hår og bælte rutsjebaner, en støvle og ærmer gemmesteder og arme og ben forskellige trapper. Maven var til at trampe på og næsen et klatrestativ. Man var virkelig en Lilliput, der havde overrumplet kæmpen og som nu havde mulighed for at gå på opdagelse i det enorme ukendte.


Mit møde med legepladsen og min benovelse satte tankerne i gang. Jeg vidste jo nok, hvem Gulliver var - at han var kendt fra litteratur og film. Men hvad var det lige, der var med ham? Hvad var det nu fortællingen handlede om, og hvad havde Gulliver egentlig gang i? Hjemme gik turen videre til det lokale bibliotek, og Gulliver, ja jeg ved nu mere præcist, at han var en travl og hårdt prøvet herre, der oplevede de mest fantastiske verdener. Fortællingen var dragende, ligesom legepladsen var det.
Gullivers Rejser er jo en klassiker, og de kan åbenbart noget de klassikere.


Oplevelsen i Gullivers Park var en øjenåbner og e
n katalysator for en i gangværende ”opdagelsesrejse”. En slags fortsættelse af Gullivers Rejser. Efter at have læst Gullivers Rejser og Robinson Crusoe ligger der nu 2 læsevenlige klassikere klar til højtlæsning med mine 2 sønner på 6 og 8 - Oliver Twist og Moby Dick (mon Robinson Crusoes hytte findes derude et sted som legeplads?).


Hvis dannelse ligger i kendskabet til litterære klassikere, er det helt sikkert dannelse, jeg har gang i. I denne forbindelse er det bare værd at bemærke, at en kropslig legende oplevelse ligger forud for dannelsen. Leg kan i det hele taget siges at være en bærende foretagsomhed i flere facetter af min oplevelse som den tog sig ud og til stadighed foregår. Legen lå i aktiviteterne mig og mine børn imellem i Gullivers Park. Den ligger i mine refleksioner over ideen, kreativiteten og meningen med Gullivers Park. Min nysgerrighed blev vækket, og jeg har, så at sige, leget med tanken. Og legen ligger i min nyvundne interesse for klassikerne og i fællesskabet jeg herigennem har med mine børn - Hvilke klassikere er der egentlig og holder de stadig? Bider drenge på? Forundres de og stiller de spørgsmål? Udleves og leges klassikernes handlinger og personer af mine drenge, der dermed holder liv i fortællingerne?


Jeg ser min oplevelse som et eksempel på, at fiktion og virkelighed, krop og litteratur kan spille sammen til et samlet hele båret af leg og med rum for både børns og voksnes kultur. For mig giver det mening, fordi oplevelsen får betydning. Ikke bare i en følelsesmæssig forstand, men også som noget konkret handlingsorienteret i en kulturel verden. Vi har, som fremhævet, at gøre med en øjenåbner med legen som fortegn.

Kristian Goldermann Andersen
(alle rettigheder til fotos: Kristian Goldermann Andersen)


Se og læs mere om Legepladsen på den inspirerende blog om legepladser, Playscapes HER

lørdag den 26. november 2011

Kan man gi' én ingenting?

Her på bloggen er det et stort ønske at sprede det gode budskab om legens værdi og det ønske deles bl.a. med Legeskab, der både er en online legetøjsforretning, men også meget mere end dét. Legeskab laver bl.a. interviews med inspirerende voksne om legens værdi for både børn og voksne. Få en oversigt over artiklerne HER.

I anledningen af den globale Buy Nothing day
, bringer Legefakultetet derfor Legeskabs pressemeddelelse:

Kan man gi’ én ingenting?

”Nu skal du pakke MIN gave op, sagde Oskar.
Carl Emil pakkede Oskars gave op. Da han havde taget låget af, stod han lidt og kikkede ned i kassen.
Du har vist glemt at putte gaven i, sagde han. Jeg synes ikke, jeg kan se noget nede i kassen?
Ha, sagde Oskar og så meget lykkelig ud. Der ER skam noget i kassen.
Jeg synes nu ikke, jeg kan se noget dernede, sagde Carl Emil.
Det er fordi gaven er usynlig, råbte Oskar og lignede den lykkeligste dreng i verden. Det er et usynligt æble.
NOOOJ, sagde lille Virgil og stirrede ned i kassen. Han var helt grøn i hovedet af misundelse.
Kan et usynligt æble spises? Spurgte Carl Emil.
Selvfølgelig, sagde Oskar. Men jeg ved ikke, hvordan det smager”.

Uddrag fra Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard, s. 35, 1967

I Legeskab tror vi på, at en nedtur for økonomien kan være en optur for fantasien. Den er en gave, vi alle har lige ved hånden. Vi skal bare huske at lade den folde sig ud.
På lørdag er det den årlige buy nothing day. Det er en smuk anledning til at stoppe op og skabe rum for refleksion. Hvis vi betragter den økonomiske krise gennem mulighedsbriller, bliver danskernes begrænsede købeglæde en gave til kreativiteten. Den lærer os at tænke nyt og lade andre rigdomme folde sig ud. Som for eksempel fantasien og kreativiteten.

Legeskab vil først og fremmest skabe leg og opmærksomhed omkring legens værdier. For det er i legen, vi lærer, hvem vi er, og hvad vi kan. Derfor er Legeskab både en legebevægelse og en butik. For os er legen ikke kun forbundet med legetøj – den er oftest et produkt af både kreativitet og fantasi.

Derfor vil vi opfordre dig til at gøre som Oskar i Lille Virgil, næste gang du skal gi’ en gave: Gi’ en ingenting! Pak fantasien ind i din smukkeste kasse og lad modtageren selv give pakken indhold. For en pakke med ingenting kan indeholde alting.

Vi ønsker dig en kreativ dag – rig på muligheder og fuld af fantasi.

Legeskab er skabende leg. Den leg, børn skaber og den leg, der skaber børn.
Legeskab er videnskab, der inspirerer børn og voksne til at lege og lære af lyst.
Legeskab er legetøj, der får børn til at synge og gynge, sanse og danse.

Kontakt en legeambassadør og hør mere om bevægelsen for meget mere leg:
www.legeskab.dk
Tlf. 70 70 20 35
info@legeskab.dk

onsdag den 9. november 2011

Anmeldelse af Teater Hund: Hvorfor ikke - rejsen til det underste land

Man går aldrig forgæves i teatret med Teater Hund. Kendetegnende for Teater Hunds forestillinger er deres begejstrede fortælleglæde pakket ind i en nysgerrig, legende tilgang med skæv musik, en karakteristisk, kropslig koreografi og en oftest farverig, enkel og virkningsfuld scenografi. Alt sammen uden at blive karikeret børneagtigt som i en overgearet Cartoon Network tegnefilm. Teater Hund taler aldrig ned til deres publikum. Snarere tværtimod. Og heldigvis for dét. De stiller store åbne, filosofiske spørgsmål til og om livet alt imens de danser hip hop, leger agenter, inviterer børn med op på scenen for at dekorere den med blomster, deler pebernødder ud og klæder sig ud som rotter, som tilfældet er i deres seneste forestilling.
Teater Hund beviser, at filosofi både kan være kropslig, legende
og i børnehøjde.

Pressefoto fra Teater Hunds forestilling 'Hvorfor ikke - rejsen til det underste land'

Deres nyeste forestilling ’Hvorfor ikke - rejsen til det underste land’ er faktisk slet ikke ny, men en genopsætning af deres allerførste forestilling fra 2003. Den handler om tid, om skytsengle og rotter, og om at lede efter ’det underste land’. Drengen Erik har nogle meget fortravlede forældre, der skal på tidskursus i alt det de skal nå. Han skal derfor passes hos onklerne Åge og Ib, som forældrene ynder at kalde ’rotter’. De overbeskyttende onkler, Åge og Ib, har al den tid forældrene ikke har. Og tid til en lur skal der også være.

Erik er en glad nysgerrig dreng, der både spørger forældrene og onklerne om de ved, hvor Det underste land ligger. Men det er der ikke rigtig nogle, der ved, andre end ’ålen’, der dukker op i Eriks drømme og fortæller ham, at hans bedste ven bor i Det underste land. Og Erik vil naturligvis rigtig gerne finde sin bedste ven. Ålen dukker også op hos Åge og Ib, mens de sover middagslur og lokker Erik med til Det underste land. Her er temmelig kedeligt ind til Eriks skytsengel dukker op og gør Erik opmærksom på, at ’hvis man ikke prøver, så sker der aldrig noget’. Herefter sker der ting og sager, både i Det underste land, hos de forsigtige onkler og de fortravlede forældre.


Det er en skøn forestilling med nogle ’klassiske Teater Hund budskaber’ om at huske at give sig tid til at have det sjovt, ikke tage det hele så alvorligt og at det er vigtigt at være sin egen bedste ven og lytte til sig selv. Der er – som altid - knald på musikken undervejs og her flere dage efter at have set forestillingen, kan jeg stadig genkalde mig forestillingens afslutningsnummer og den løsslupne dans, som min datter og jeg endte med at ’overtage’ og danse på vej hjem fra teatret. Teater Hund har det med at gå i blodet...

Skal der snige sig et enkelt forbehold ind, er holdet bag måske en tand for ambitiøse med deres mange sceneskift på de 50 minutter. På den ene side formår holdet at integrere sceneskiftene og den enkle, mobile scenografi som en del af forestillingen, på den anden side bliver sceneskiftet en smule langstrakt, da Erik finder vej til det underste land. Men lad gå, det var ikke generende for helhedsindtrykket, der igen igen bliver til et stort rungende superbjæf herfra til Teater Hund.

Du kan se forestillingen på Anemone Teatret frem til d. 20. november.
Bestil billetter HER.

torsdag den 3. november 2011

Leg er en vigtig ingrediens i kreative processer

Elsebeth Balsløw, der står bag den superinspirerende design- og arkitekturblog Rumtosset, har linket til nedenstående video på Facebook og den låner jeg straks til Legefakultetet. For John Cleese opsummerer på fineste vis legens betydning for kreative processer. Han siger det alle vi andre kun kan drømme om at blive i stand til at formulere en dag. Længe leve hans kaliber og budskab.

At se videoen fik flere brikker til at falde på plads for mig. I mit nyhedsbrev for efteråret 2011, lagt ud i mandags, reflekterer jeg over 'den tvivlende ekspert' - og om det at turde tvivle i det hele taget i vores samfund anno 2011. Vi er efterhånden så svar- og resultatorienterede at det hæmmer vores tid til at tvivle og reflektere.
John Cleese taler om åbne og lukkes modus (tilstande). At vi er kreative i vores åbne modus, men tager beslutningerne i det lukkede modus. Og at en god kreativ proces er en vekselvirkning mellem disse to tilstande. Tvivlen ligger åbenlyst i det åbne modus.

Hele teorien om åbne/lukkede modus er i øvrigt også en interessant tilgang til læring og undervisning i folkeskolen. Hvordan tilgodeser vi en undervisning der også giver plads til det åbne modus, der jo altså rummer tiden og pladsen til at tænke kreativt? Ja, det gør vi jo netop ved at turde slippe kontrollen, rumme kaos, lege mere, give os tid.


Start med at give dig tid til at se videoen her:

John Cleese - a lecture on Creativity from janalleman on Vimeo.

mandag den 31. oktober 2011

Nyhedsbrev efterår 2011: Den tvivlende ekspert (?)

I mit nyhedsbrev for august 2011 skrev jeg om legens generelle betydning for os som både børn og voksne. I den forbindelse var jeg også omkring et af mine fokusområder: hvordan vi kan integrere børns legekultur i undervisningssammenhæng. Jeg var yderligere inde på kunstformidlingsmetoden Visual Thinking Strategies (VTS) - En dialogbaseret undervisningsmetode fra USA jeg har uddannet mig i.

I efterårets nyhedsbrev her reflekterer jeg indledningsvis over den generelle ekspertrolles status i samfundet i dag og i den forbindelse, hvad der synes at være min egen spirende ekspertrolle som konsulent/legekulturformidler og facilitator af VTS-metoden. Altså en slags opfølgning og videre refleksion på nyhedsbrevet fra august.

Vi lever i et samfund, der elsker og dyrker eksperter. I medierne trækker vi gerne på ekspertviden inden for alle områder. Politik, sundhed, sport, kultur, you name it. Der er altid én – ofte en belæst akademiker - der har svarene parat.

Billedet er lånt fra Institut for Menneskerettigheder, hvor man i øvrigt kan stille diverse eksperter relevante spørgsmål

Hvad der sjældent er plads til, er at eksperterne revurderer deres viden undervejs, når de bliver interviewet. Vi lever i en hurtig og omskiftelig verden. Sociologen Anthony Giddens kalder den løbsk. Vi skal helst have et hurtigt overblik og vi skal for alt i verden ikke tvivle. Og der er selvfølgelig mange situationer, hvor det ikke duer at tvivle. Militæreksperten skal måske ikke ligefrem sidde og give udtryk for tvivl i forhold til et netop udført militærangreb, der kostede flere soldater livet. Og ingeniøren skal helst ikke tvivle på sine færdige beregninger, når håndværkerne på en byggeplads går i gang med et nyt byggeri ud fra ingeniørens arbejde.

Men som udgangspunkt er tvivlen er jo god. Den får os til at stille spørgsmål. Og det skal eksperter vel også kunne? Jeg mindes jeg engang hørte en diskussion på P1 med flere deltagere og den ene – måske ikke overraskende en præst – sagde flere gange undervejs ’jo, det kan du nok have ret i...’ til de andre deltagere. Det var helt befriende med dén ærlighed og de nuancer, det gav diskussionen. At der var plads til spontan refleksion undervejs. Præsten lyttede jo faktisk og turde udstille sin tvivlen.
Men mon ikke det handler om, at der ofte ikke er tid til dén refleksion. Og at tvivl i øvrigt får os til at fremstå som inkompetente? Og kompetente, dét skal vi dælme være anno 2011, snart 2012! Som i klar-parat-svar! Men indimellem kunne det være helt befriende at høre en spindoktor eller politiker sige: Jeg er sgu i tvivl om den her sag, jeg kunne godt bruge en anden vinkel på problematikken før jeg beslutter mig...


Som konsulent og formidler inden for legekultur og Visual Thinking Strategies oplever jeg i stigende grad at blive trukket på som ’eksperten’ i forskellige sammenhæng. Men rollen som den med alle svarene er inden for mit felt egentlig lidt uinteressant, synes jeg. Nok har jeg med tiden erhvervet mig en bred og dybdegående viden inden for mit område i krydsfeltet mellem rollen som lærer, pædagog og kulturformidler, men eftersom jeg beskæftiger mig med et område, der handler om mennesker, om relationer og læreprocesser og som i øvrigt er i rivende udvikling i de her år, så kommer jeg aldrig til at være den med alle svarene. ’De rigtige svar’ findes alligevel ikke. Jeg tror, de interessante svar findes i de relationer, vi indgår i og den refleksion der udspringer af de relationer. Og de svar udløser nye spørgsmål. (og her fik jeg så samtidig skitseret grundlaget for VTS-metoden) Og i den proces er det selvfølgelig relevant at kunne trække på en – eller flere – såkaldte ’eksperter’, der har den nødvendige viden og indsigt. Og nysgerrighed og åbenhed, får jeg lyst til at tilføje...

I sidste uge holdt jeg oplæg for Skoletjenesten om førskolebørn og deres legekultur i undervisningssammenhæng i forbindelse med en temadag om førskolebørn og undervisning i kulturinstitutionelle rammer. Det er et område i sin vorden, som kulturinstitutioner som Danmarks Akvarium, Zoologisk Have og Nationalmuseet har stor fokus på i øjeblikket. Hvordan formidler man til og med førskolebørn, når nu daginstitutionerne har indført pædagogiske læreplaner, som gerne skal tilgodeses? Mit helt indlysende og hurtige svar som legekulturformidler var: ved at tage udgangspunkt i børnenes kropslige legekultur. Sats på den gode oplevelse, sats på legen, kroppen og den uformelle læring, hvor børnene får lov at trække på det de er bedst til og hvor de har flest ressourcer: legen. Den formelle læring skal tidsnok komme, når de starter i skolen. Jeg kom med et bud på, hvad man skal tage højde for, ved at tage udgangspunkt i min masterafhandling, der netop fokuserede på ’børns kropslige, legekulturelle repertoire i en uddannelsessammenhæng’. Jeg forsøgte at skitsere både muligheder og udfordringer i oplægget.

Men egentlig fik min afhandling mig bare til at stille flere spørgsmål, som jeg langt fra har fundet svar på endnu, men som jeg nu er optaget af at finde svar på - hvilket jeg også understregede i mit oplæg til Skoletjenesten. Men det føles alt andet lige ikke særlig 'ekspertagtigt' at sige, at man ikke allerede kender svarene. Da jeg blev spurgt ud om såkaldte ekspertsvar, måtte jeg svare tilbage, at nok havde jeg nogle ideer og forestillinger, men at jeg var lige så nysgerrig for, hvad deltagerne på temadagen gjorde sig af tanker ud fra mit oplæg, ud fra hvad temadagen ellers havde budt på, hvad de allerede havde gjort sig af erfaringer i deres arbejde og hvad de havde af planer fremover. Der kom nogle fine refleksioner frem. Og jeg lagde ikke skjul på, at jeg gerne ville have indsigt i deres erfaringer og ud og tale mere med dem fremover.
Nutidens eksperter er jo ikke eneboere, der lever af gamle, tykke, støvede bøger.
I virkeligheden er det måske mere relevant at tale om ekspertise via fællessskabet end om enkeltpersoner som eksperter. Sociolog Emilia Van Hauen taler om co-creation - eller samskabelse. Det synes jeg den afsluttende diskussion på Skoletjenestens temadag var et godt eksempel på fordi nye ideer og overvejelser spirede frem af den fælles refleksion.


Jeg har på det personlige plan længe haft visse vanskeligheder ved at koble min interesse for børns legekultur med mit andet fokusområde: kunstformidlingsmetoden VTS. Jeg har undret mig over, at disse to hjertebørn har haft grene i to så forskellige retninger og kulturer. Det formelle og det uformelle, en undervisningskultur overfor en legekultur.
VTS er, som jeg allerede har været inde på, en kognitiv kunstformidlingsmetode, der har til hensigt at udvikle æstetisk tænkning. Børns legekultur handler om en kultur skabt af børn selv, en kultur der ikke kan struktureres eller tilrettelægges af voksne. Altså det modsatte af en undervisningssituation som en VTS-diskussion reelt set er.

Men der begynder at tegne sig nogle fællestræk, jo mere jeg tænker over det: begge områder har det undersøgende, det undrende, den æstetiske refleksion og selve processen frem for de rigtige svar til fælles. Legen har ikke et mål og ingen rigtige svar. Den er den uformelle læreproces. De samme træk gør sig gældende for en VTS-diskussion, der omvendt fokuserer på den undersøgende, åbne dialog i den mere formelle læreproces i en struktureret undervisningssituation. Hvor man som facilitator ikke er den der har svarene, men derimod formår at holde sig åben og nysgerrig for deltagernes undren. Hvor man i bedste fald bliver en ekspert i at lytte og observere.
Akkurat som jeg også prøver at være det i forhold til børn og deres leg.
At være deltagende i henholdsvis en leg og i en VTS-diskussion er to forskellige måder at reflektere på, men fælles for dem begge er at der er plads til tvivlen, tid til refleksionen og at refleksionen bliver til netop via deltagelsen i fællesskabet.

Så hvis jeg personligt skal konkludere noget, hvad er jeg så for en slags ’ekspert in spe’? Ja, forhåbentlig en procesorienteret ekspert, der tør fastholde sit mål om at turde jagte tvivlen, det undrende og refleksionen frem for at være den med ’de rigtige svar’.

Vil du vide mere om Visual Thinking Strategies, kan du enten læse mere HER.
Eller du kan gå direkte til den originale hjemmeside HER.

fredag den 21. oktober 2011

Velkommen til Legefakultetet!

Du kan følge Legefakultetet på Facebook. Her linker jeg både til nye blogindlæg her på bloggen og til relevante eksterne links. Kom videre til Facebook-siden HER.

Ude til højre på bloggen her finder du en oversigt med søgeord. Måske vil du gerne vide mere om legekultur, kulturformidling eller børns mediekompetencer. Eller noget helt andet. Du finder også en top-ti over de meste læste indlæg og en kalenderoversigt over alle indlæg siden bloggen startede op i september 2009.

Forleden blev et tidligere indlæg på bloggen bragt i redigeret udgave i Information som en kommentar om den frie legs betydning i uddannelsessystemet.
Du kan læse kommentaren på Information HER.

søndag den 16. oktober 2011

iPad'en som fremtidens bog - hvad så med den traditionelle bog?

iPad'en er nutidens og fremtidens helt oplagte lege- og læringsredskab, også hvad læsning angår, både i hjemmet, daginstitutionerne og skolen. Jeg har blogget om iPad'ens potentiale før og nu har 'børnelitteraturekspert' Anne Petersen fra Via University College lagt nedenståede video ud på Twitter og den skynder jeg mig at linke videre.

Der er måske nogle bogelskere, der vil være bekymrede for den traditionelle bogs fremtid, når man ser på dén interesse, den lille pige har for iPad'en her i videoen. Jeg tror ikke det er et spørgsmål om enten-eller, men derimod både-og. Nuværende og kommende generationer af børn vil både vokse op med adgang til vidunderlige fortællinger og illustrationer fortalt via den traditionelle bog OG med mulighed for at interagere med litteraturen via iPad'en. Superheldige børn...

Tendenser i musikvideoer - fra bling bling til uhøjtidelig leg

Legen sniger sig ind i musikvideoerne i de her år. Og med stor succes. Musikbranchen blev som alle andre brancher ramt af den globale finanskrise for et par år siden og blev i den forbindelse tvunget til at gå nye veje og udvikle nye ideer med mindre bling bling og billigere budgetter. Og heldigvis for det. Tiden er simpelthen ved at løbe fra for meget selvpromovering og selvhøjtidelighed.

Nok er der elementer af leg i alle kreative processer, men legens grundlæggende form er for alvor ved at finde sit tag i mange musikvideoer. Budskabet synes at være: Vi behøver ikke tage det hele så alvorligt eller være så selvhøjtidelige.
Jeg har i dette indlæg valgt et par videoer ud, som jeg bestemt ikke er den eneste der har set. Faktisk er den ene video set af 243.000.000 millioner, den anden af 213.000.000 og den sidste af ’sølle’ 11.000.000. Hvad er det der indholdsmæssigt- og visuelt gør de videoer så populære, når nu vi ved, at musikken alene sjældent skaber et hit i dag.

Kigger man på den første video af LMFAO kobler den den klassiske fortælling i både film og musikvideoer om en invasion/epidemi af noget faretruende – med noget der overhovedet ikke er faretruende: dansen og legen. Verden af ramt af en schuffle-epidemi. Tidens hotte nye dansestil. Gaderne ligger øde hen, de to hovedpersoner i videoen bliver advaret mod, hvad der venter dem hvis de ikke tager skynder sig at tage earplugs på. Hvilket de selvfølgelig ikke gør. Det er Thriller om igen, men med legen som medspiller, hvor budskabet er at have det sjovt. Flere af danserne er klædt ud – som bl.a. papkasserobot, vejarbejder og Jesus og selve dansestilen er mere fjollet og legende end den er elegant eller synkron-koordineret, som man har set det i mange år i musikvideoer. Videoen er den 13. mest set video på Youtube nogensinde.



Den anden video er Bruno Mars’ Lazy Song. Optaget på én location med Bruno Mars selv og 5 dansere klædt ud med abemasker og solbriller. Resultatet er blevet til en skæv koreografi, hvor det virker som om sanger og dansere har leget sig frem til resultatet. Igen: Vi behøver ikke tage det hele så alvorligt.



Sidste video er af OK GO, der har tradition for at lave musikvideoer der løber med opmærksomheden forud for selve musikken. I videoen her har de allieret sig med en række hunde. Det er halvt cirkus, halvt hundeshow. Det er fjollet og fascinerende og fuld af leg, når hundene fx bliver kørt rundt på kontorstole. Igen er der lagt vægt på ’keep it simple’ tilgangen, ingen brug af alt det vi kan med den digitale teknologi i dag, ingen vilde sceneskift.



Det bliver interessant at se, hvad legen i musikvideoerne kan bidrage med, hvis tendensen fortsætter videre i denne retning – hvilket jeg personligt tror den gør, eftersom vi i de her år i stigende grad får øjnene op for legens værdi inden for stort sagt alle kreative områder.

lørdag den 15. oktober 2011

Anmeldelse af Meridiano Teatrets forestilling Anima

Engang imellem løber et ordmenneske som jeg tør for ord til en anmeldelse. Det sker sjældent, men dagens anmeldelse af Meridiano Teatrets nyeste forestilling Anima er en af undtagelserne. Og så alligevel ikke...

Allerede inden forestillingen startede, var jeg pejlet ind på bare at lade mig opsluge af forestillingen og ikke lede efter alt for mange ord undervejs. ’Du kan da ikke nå at se forestillingen, hvis du skal sidde og skrive undervejs’ spurgte min 10-årige datter mig undrende, da jeg traditionen tro hev notesblok og kuglepen frem. Hun havde jo ret. Det er svært at være tilstede to steder på én gang. Det er svært at lade kunsten tale for sig selv, hvis hele ens analyseapparat skal køre parallelt med, at man er i oplevelsen. Det skulle et barn minde mig om...
Anmeldelser er nogle gange en underlig størrelse.

Fra forestillingen Anima/Meridiano Teatret. Anna har mistet sin hund og begiver sig ud på en rejse for at finde ud af, hvor sjælen bliver af, når livet forsvinder.

De få ord, der listede sig ned på min blok og i mit hoved undervejs, var: poetisk, smukt, rørende, nænsomt, fortryllende, legende, magisk, forløsende, vidunderligt.
Anima er en af den slags forestillinger, der tager over, hvor ordene holder op. Den handler om at miste - hovedpersonen Anna mister sin elskede hund - om hvad der sker med sjælen, når nogen forsvinder ud af vores liv. Er sjælen en skygge? Et lys? Er det overhovedet vigtigt at vide? Det er en forestilling om at gemme dém og dét vi har kært i vores hjerter. Og det fik mig til at fælde en tåre undervejs. Dét sker – trods mine store kærlighed til børneteater – ikke særlig tit.


Meridiano Teatret opfylder med deres forestilling Anima en af kunsten fornemmeste opgaver: At røre ved vores hjerter. At gøre en forskel i fht vores opfattelse af verden. Min datter og jeg var kommet skævt ud af døren på vej til teatret. Vi havde skændtes, hun havde surmulet og grædt, jeg havde ondt i maven. Vi hader begge to at skændes. Da lyset slukkede og forestillingen startede, blev vi lukket ind i en anden verden fuld af kærlighed. En verden med fortælleglæde, æstetik, lys, musik. Vi lod os forføre. Og da forestillingen sluttede 40 minutter senere, var vi begge fri af skænderiet. Vi var lette om hjertet. Min datter boblede over af glæde og roste forestillingen igen og igen. 100 stjerner gav hun den.
Hun så sig selv som hovedpersonen Anna. Hun genkendte sig selv som dén der stiller spørgsmål, der kan være svære for omverdenen at svare på og som dén der leger sig til en forståelse af tilværelsen, der ikke altid er, som vi ønsker den skal være. Og som så alligevel ender med at give mening. Min datter sprang af sted i gadedrengehop bagefter med ordene: Jeg er glad, fordi forestillingen gjorde mig glad.
Tænk engang! Er det ikke anmeldelse nok i sig selv?


Uanset om man er 4, 34 eller 94 skal man tage og se Anima. Også selvom man ikke har et barn at tage med i Anemone Teatret, hvor forestillingen kan ses frem til d. 30. oktober. For nok er Anima en børneteaterforestilling, men når børneteater er allerbedst er det uden alder og taler til os alle sammen.
En sådan forestilling er Anima!

Bestil billetter hos Anemone Teatret HER

Og læs mere på Meridiano Teatrets hjemmeside HER.
- her kan du også få en oversigt over hvor forestillingen ellers kan ses i de kommende måneder.

fredag den 14. oktober 2011

Ny udgave af Ken Robinsons Out of our minds

Endnu et interview med Ken Robinson, hvor han taler om den nye udgave af 'Out of our minds - learning to be creative'. Intervieweren er en sjov størrelse, men fred være med det. Spring frem til 1.27 og slip for introen.
Ken Robinson taler i interviewet om tendenser i det vestlige (amerikanske) uddannelsessystem, om hvordan det stigmatiseres at lave fejl, om hvordan det kun at styrke de akademiske fag svarer til, at en løber kun træner sit venstre ben og om hvordan vi står overfor helt nye udfordringer i samfundet, der kræver at vi lærer at tænke kreativt.

fredag den 7. oktober 2011

Fri leg og struktur. Modsætninger eller følgesvende?

Hører fri leg til datidens laissez-faire pædagogik og friskoletænkning? Har fri leg overhovedet en berettigelse i fremtidens ambitiøse uddannelsessystem? Spørgsmålene om den frie legs generelle betydning trænger sig på i kølvandet på daværende socialminister Benedikte Kjærs nylige kritik af fri leg i vuggestueregi.

Legens komplekse DNA
Fri leg kan helt kort forklares med børns ’egentid’ til at lege, uden voksnes indblanding. Vi har længe vidst at leg og læring går hånd i hånd. Leg styrker motorikken, sprogudviklingen og de sociale kompetencer. Vi siger, at børn leger for at lære. Men man taler også om børns legekultur, som en kultur de selv skaber, hvor målet ikke er at lære, men at være deltagende. Her henter de råstof til deres lege fra oplevelser og indtryk i deres hverdag og omformer det til deres egne fortællinger og udtryk. Og hjerneforsker med speciale i leg, Stuart Brown, karakteriserer endvidere legen som en livslang – og livsvigtig - tilstand på linje med vores behov for søvn og mad. Han mener, at det modsatte af leg er depression. Hvis vi glemmer at lege, visner vi som mennesker. Fri leg har med andre ord stor værdi uanset hvilke briller, man betragter den med.
Spørgsmålet er hvor fri den fri leg er anno 2011.

Foto: Monica Langelund

Skolebyggeri uden skolegårde
Kigger vi ud i verden, er der noget der tyder på, at den fri leg er klemt på både plads og tid. I England byggede man for et par år tilbage den prestigefyldte skole Thomas Deacon Academy med plads til 2200 elever i alderen 11-19 år. Her havde man droppet både skolegården og frikvarteret. Ambitionen var at betragte eleverne som ansatte i en virksomhed. Begrundelsen for den manglende skolegård gik på, at eleverne ville blive rigt stimuleret i undervisningen, så ’pupils won’t need to let off steam because they will not be bored’, som inspektøren Alan McMurdo udtalte til The Sunday Times i 2007. Måske man tilmed mente, at tid og plads til leg ikke længere er relevant, når man runder de 11 år.
Eksemplet med Thomas Deacon Academy er ikke det eneste i engelsk skolebyggeri. På en anden engelsk skole endte man efter kritik fra politisk plan med at bøje sig og anlægge en legeplads.

Testkultur presser tid til fri leg
En tilsvarende tendens til at nedprioritere legen gør sig gældende i USA, hvor man de sidste 10 år har kørt en uddannelsespolitisk kurs under parolen ’No child left behind’. En kurs med fokus test og gode uddannelsesresultater. Landet er klemt pga den globale økonomiske krise og vejen frem er i både politikere og mange forældres øjne mere viden, mere struktur og bedre karakterer. Skoler vurderes efter deres testresultater. Jo dårligere resultater, jo mere under administration og mindre tid til ’alt det sjove’. Forældre presser deres børn for at sikre, at de får så gode karakterer, at de kan få plads på de prestigefyldte universiteter, der igen kan sikre et godt job. Prisen er tiden til den frie leg.

Børnelægernes bekymring
En række fremtrædende amerikanske børnelæger udtrykker bekymring for denne tendens. De oplever en stigning i antallet af børn i deres praksis, der kommer med angst, spiseproblemer, ADHD og stress. Psykiater og tidligere formand for organisationen The American Academy of Child and Adolescent Psychiatry Marilyn Benoit peger på, at børn i USA helt ned til 4-5 års alderen har en så tilrettelagt og struktureret hverdag, at de bliver udmattede og ikke kan følge med, hvorefter de ender i psykiatrisk behandling.

Børnelæge Ken Ginsburg fra Childrens Hospital i Philadelphia taler om, at prisen for de skærpede uddannelseskrav medfører et for snævert succesbegreb. Succes er i denne sammenhæng gode karakterer og dét at kunne de rigtige svar. Til gengæld tør børnene ikke tænke ’out of the box’. Han efterlyser en redefinition af succes. Han påpeger, at børn lærer at navigere i verden via deres frie leg. Det er her, de lærer at turde fejle og prøve igen. For set i et børneperspektiv rummer legen ingen rigtige svar. Her er processen målet i sig selv. En proces der ifølge Marilyn Benoit styrker bl.a. samarbejdsevner, empati, innovationstænkning, kreativitet og konfliktløsning. Hvis de voksne ellers kan lade være med at blande sig unødigt.


Nye initiativer og nye legepladser
I de samme to lande ses samtidig en række initiativer, der trækker i den modsatte retning. I USA har non-profit organisationen Kaboom netop holdt 15 års jubilæum. Kaboom arbejder for at skabe trygge rammer for leg i form af bl.a. lokale legepladser. De vil sikre tid til leg og frikvarter i skoleregi og de udgiver rapporter med fokus på leg. Pt. har de været med til at bygge mere end 2000 legepladser på nationalt plan. Michelle Obama har fulgt dem alle årene og er som en slags legeambassadør med til at udbrede deres budskaber.

Legens betydning på politisk plan
I South Gloucestershire i England har man i 2007 udarbejdet en ’play policy’, som en del af det kommunalpolitiske grundlag. Alle børn og unge skal have adgang til steder at lege og mulighed for ’recreational activities’. I praksis betyder det bl.a. at kommunen forpligter sig til at vedligeholde offentlige legearealer, løbende udvikle nye tiltag inden for området og samarbejde med frivillige organisationer, der har fokus på legens værdi. I lege-policen slås det fast, at man tager børn og unges leg alvorligt og at man anerkender leg som en vital komponent i børn og unges liv. Vel at mærke den frie leg, hvor de selv bestemmer over deres tid. Og der lægges vægt på, at de politiske ideer og holdninger omsættes til praktiske tiltag, som er synlige for kommunens børn og unge. Der er meget inspiration at hente i policen, først og fremmest i selve opprioriteringen af legens betydning på politisk plan.

Legens status i Danmark
Heldigvis ligner vi i Danmark hverken det engelske eller amerikanske uddannelsessystem, hvad skolegårde og testkultur angår, så vi behøver vel ikke bekymre os om tid og plads til fri leg. Eller hvad? For spørgsmålet er, hvor vi er på vej hen med det danske uddannelsessystem?

Herhjemme går debatten om skoler uden skolegårde igen i skolebyggeriet af Ørestadens skole, der skal stå klar i januar 2012. Der er som udgangspunkt ikke tænkt en egentlig skolegård ind i byggeriet bl.a. pga. pladsproblemer. Man henviser til lokalområder tæt på skolen og forsøger så at løse problemet med at tænke fysiske ’frirum’ ind i skolens forskellige plateauer. Det er for tidligt at vurdere Ørestadens Skole, da skolen officielt ikke er åbnet endnu, men det er i sig selv en bekymrende tendens, at skolegården som både rekreativt og læringsstimulerende udeareal nedprioriteres i ellers ambitiøse skolebyggerier.

PISA og tid til leg
Vi har fået fokus på at højne det faglige niveau herhjemme og det er godt. Men siden den første PISA undersøgelse tilbage i 2000 sendte chokbølger gennem uddannelsessystemet, har vi skabt en stigende testkultur i det danske uddannelsessystem, der risikerer at spænde ben for netop det høje faglige niveau. Paradoksalt nok synes denne testkultur ikke at have skabt de store ændringer i de seneste PISA resultater. Det ser med andre ord ud til, at vi overser noget.

Vi hører ofte om de finske resultater i PISA undersøgelserne. Verden over studerer man deres lærings- og undervisningsstrategier. Hvad man sjældent hører om, er at man i den finske grundskole har 75 minutters frikvarter, fordelt over hele skoledagen. Med andre ord: der er tid til at lege. En dansk skole har til sammenligning ca. 50 minutter. Finnerne formår altså at skabe en faglig, struktureret undervisning og give plads til fri leg samtidig. Det kan vi lære noget af herhjemme. For det bliver en fattig debat, hvis vi – som tilfældet er i medierne nu - gør det til et spørgsmål om enten-eller.

Fri leg og struktur
Vi skal se fri leg som en potentiel ressource og lade den gå hånd i hånd med en struktureret hverdag i daginstitutionerne og høj faglighed i skolen. Det gør vi ved at skabe tid og plads og have forståelse for legens multifaceterede DNA i det pædagogiske og didaktiske arbejde med børn og unge.
Det vil være en væsentlig investering, både i ’den gode barndom’ og i Danmarks fremtid som førende nation på uddannelsesområdet.

søndag den 25. september 2011

Anmeldelse af ’Lille Picasso’ på Det Lille Teater.

’Hvis man ved, hvad man vil lave, er der jo ingen grund til at lave det’ lyder det i åbningsscenen i københavnerteatret Det Lille Teaters nye forestilling ’Lille Picasso’. Citatet tilhører Picasso og danner rammen om en forestilling, der er knap i ord og egentlig handling, men rig på leg og sanselighed.
Kort fortalt handler forestillingen om Picasso i en vekselvirkning mellem barn og voksen med et kig ind i hans nysgerrige, fabulerende, legefyldte univers.
Scenografien er simpel og virkemidlerne enkle og dét fungerer rigtig fint til en forestilling, der handler om en verdensberømt kunstners rige indre univers.
Et staffeli og en blå kiste udgør de eneste rekvisitter i et højloftet teaterrum holdt mørkt, med sortmalede vægge. Gulvet er fyldt med små og store lemme, hvorfra ting og mennesker konstant kommer op og pirrer – eller afspejler - Picassos fantasi.

'Lille Picasso' er en poetisk og sanselig lille forestilling. Foto: Aske Rif Torbensen

De 3 skuespillere, Susanne Storm, Karen Pontoppidan Monrad og Ole Boisen, indleder forestillingen med et fødselsdagsselskab, som Picasso afholder, med the og kakao der hældes op og drikkes med stor indlevelse. De sluprende lyde bliver til en melodi og forestillingen skydes i gang musikalsk.
Lille Picasso kommer op fra en lem i gulvet i form af en hånddukke. Han åbner den blå kiste og finder en pensel. Store Picasso tager pen
slen og fortæller om, hvordan penslen er en prik, der kan indeholde alt fra tissemyrer til tornadoer. Med denne pensel males den videre fortælling frem. Op fra gulvet kommer bl.a. en fnysende tyr, en kælen kat, en flirtende kvinde og to mistroiske uglefigurer. Velkendte motiver fra Picassos kunstneriske univers.

Picassos billeder flyver gennem luften i forestillingen 'Lille Picasso'. Foto: Aske Rif Torbensen

Det er en forestilling, der vil den kunstneriske oplevelse før den pædagogiske og heldigvis for dét. Helt i Picassos ånd er det legen, der får lov at være omdrejningspunktet i forestillingen. Der danses og mimes, flirtes og leges fangeleg undervejs. En af de bedst fungerende scener er scenen, hvor Picassos skabertrang og produktivitet skildres helt uden ord, men akkompagneret til tonerne af en stigende temperamentsfuld spansk guitar. Picassos kreativitet kendte som bekendt ingen grænser. Billederne vælter i ét væk op fra én lem, hen over scenen og ned gennem en anden lem. På deres vej hen over scenen er en række af Picassos velkendte motiver på billederne med til at fortælle noget om Picasso som kunstner.

Måske der næsten er lidt for mange ord i et par af scenerne, som da Ole Boisen i en ellers veloplagt rolle som Picasso fortæller om Picassos liv og opvækst. Vi behøver dem egentlig ikke som publikum for at forstå, hvad resten af forestillingen skildrer så fint: at Picasso både rummede det nysgerrige legebarn, kunstneren med det store ego, kvindebedåreren og tvivleren.

Hen mod slutningen dukker Picasso op i miniformat som hånddukke, klædt ud som tyrefægter. Det er en sjov detalje, at Picasso går igen i forestillingen i 3 størrelser, som både skuespiller og hånddukke. En detalje min 10-årige datter bed særligt mærke i. Og en stil Det Lille Teater efterhånden har gjort til deres varemærke i flere af deres seneste forestillinger.
Lille Picasso er i lige så høj grad en forestilling for voksne. Og før man ved af det, er rejsen ind i Picassos univers slut.

Foyeren er indrettet med Picasso i tankerne. Et par skoleklasser har malet Picassobilleder på små lærreder, som er hængt samlet op på én væg, mens resten af foyeren viser andre aspekter af Picasso. Den lille udstilling gav anledning til flere samtaler mellem børn og voksne før forestillingen startede. Det er en fin måde at sætte fokus på Picasso. At skabe dialog mellem barn og voksen før - eller efter - forestillingen. Pædagogik for sig og kunst for sig, omend de stadig går hånd i hånd, når det handler om børnekulturformidling.

Vil du læse mere om forestillingen eller bestille billetter? Klik HER.

fredag den 23. september 2011

Al magt til krusedulletegnerne

Hører du også til dem, der sidder og tegner krusedulletegninger, når du taler i telefon eller er til møde? Og som bagefter kigger ned på papiret og tænker 'gad vide hvad jeg tænkte på?'
Bare rolig, du er ikke alene. Du hører til en stor gruppe af mennesker, der formår at tænke kreativt og stimulere din hjerne på bedste vis.
Brug 5 minutter på at se hvorfor her på den her TED video:


onsdag den 14. september 2011

Nyt samarbejde mellem non-profit netværket Copenhagen Kids og børne- og ungekulturkonsulenterne i København

'Møder i Mørket' august 2011

Det frivillige børne- og ungekulturelle netværk Copenhagen Kids har i samarbejde med børne- og ungekulturkonsulenterne i Københavns Kommune – Maria Nielsen og Tenna Weng Pedersen – arrangeret en række fyraftensmøder. Idéen er at invitere inspirerende foredragsholdere til at komme med indspark til arbejdet med børne- og ungekultur i kommunen. Målet med møderne er at skal skabe tid til refleksion i hverdagen, sætte fokus på videndeling og netværk og ikke mindst prioritere det fysiske møde, i en tid hvor mere og mere kontakt foregår online.

Maiken Ingvordsen var inviteret til at skyde sæsonen i gang med et oplæg om fundraising til kreative projekter tirsdag d. 23. august. Hun har netop udgivet en bog med samme titel. Maiken er uddannet pianist og lever i dag både af at udgive cd’er, yde konsulentbistand til andre kreative med alt fra hjemmesideopsætning til idéudvikling og strategiplanlægning. Hun afholder kurser og skriver bøger. Hun vendte flere gange under foredraget tilbage til den digitalisering, der er sket inden for stort set alle kulturelle områder, og hvordan det nødvendiggør, at man som kreativ tænker i nye salgs- og formidlingsmuligheder.

Maiken Ingvordsen. Foto: Lisbeth Holten

Maikens smittende humør og hendes store engagement i kulturlivet mindede os som publikum om, hvorfor det fysiske møde er vigtigt. En ting er at læse en inspirerende bog om, hvordan man får den gode idé og finder pengene til den. Noget andet er at møde mennesket bag, der har gjort sig alle de erfaringer, der ligger til grund for bogen. Maiken delte rundhåndet ud af gode råd, navne, steder og ’what not to do’.

Maiken talte om at forretningsplaner er kedelige og stive at gå til og opererer i stedet med en 5-gears model. Den deler hun op i 1) den kreative proces 2) det administrative 3) synlighed og markedsføring 4) netværk og 5) salg. Før så Maiken det som statiske gear, hvor hjertet lå i den kreative proces. Den indstilling har hun revurderet. Det nye er at det hele foregår samtidig, løbende. Fundraising og markedsføring og netværk kan gå hånd i hånd fx via crowdfunding, der er ikke længere tale om separate processer, men at det hele ’smelter sammen’. Markedsføring kan også ske i idé- og produktionsfasen. Jo bedre man bliver til at tænke i de baner, jo større sandsynlighed er der for at projektet lykkes.

En lille film om fundraising from maiken ingvordsen on Vimeo.



Maiken talte endvidere om fondsmidler og støtteordninger og gennemgik de mange muligheder, der er for at søge støtte. Man kan søge fondsmidler til mange forskellige projekter: daglig drift, udvikling og research, events, kreative projekter, efteruddannelse osv. Jo mere tværfagligt man tænker, jo større sandsynlighed er der for støtte. Hun understregede, at det handler om at turde spørge: Har I ikke nogle penge? Folk får ikke når de ikke spørger – så det er værd at søge uopfordrede legater.

Selve fundraisingen gribes struktureret an. Maiken sørger for at holde overblik over deadlines, sendte ansøgninger, hvad der har givet støtte etc. At fundraise skal indarbejdes som en del af hverdagen for en kreativ. Og så behøver ansøgningerne ikke være tørre og kedelige bare fordi man søger penge. De må gerne afspejle de kreative ideer, der som regel søges støtte til.

Derudover talte Maiken om patchworkmodeller, co-branding, crowdfunding og mediepartnerskab. Hun kom ind på markedsføringsstrategier som push-pull, om viral markedsføring og om hvordan alle har råd til at markedsføre sig selv i dag for få midler i kraft af de digitale medier. Markedsføringen er nødt til at være kreativ og gå nye, billige veje, slog Maiken fast. ’Det skal være skidesjovt!’. Hun kom ind på idéudvikling, hvordan man skal slippe den indre kritiker for at udvikle nye skæve ideer, hvorfor det er vigtigt med et godt netværk og inspirerende samarbejdspartnere.
Det kan man alt sammen læse mere om i hendes bog eller på hendes hjemmeside
www.sowhatcopenhagen.dk.

Fyraftensmødet sluttede af med tid til at netværke. Kælderlokalet var fyldt, så det kan anbefales at komme i god til til næste møde d. 20. september fra kl 17.-18.30 i Café Mellemrummet, Ravnsborggade 11, hvor Andreas Spinner Jensen vil tale om bæredygtig byudvikling for børn og unge.

Følg med i hvornår de næste møder afholdes og hvem der holder oplæg. Meld dig ind i Facegruppen ' Møder i mørket' HER.

(referat: Monica Langelund)

tirsdag den 13. september 2011

Radikale innovationsstrategier i undervisning verden over

Det er rart med flere interessante folk med visioner for fremtidens uddannelsessystem, ud over den gode Ken Robinson, som har vandret nettet tyndt flere gange. Innovationsekspert Charles Leadbeater var på udkig efter 'radical innovation' inden for undervisning og endte i slumkvartererne i Brasilien og Afrika. Han undersøger i videoen her fra TED forskellen på innovativ undervisning i i- og ulande, hvor den moderne teknologi har stor betydning. Meget er muligvis endnu kun på visionsplan, kun drømme og forhåbninger - men fremtidsperspektiverne er interessante!



Charles Leadbeater har i øvrigt skrevet bogen 'We think' - som jeg ikke har læst endnu - men som jeg vil få fat i. Jeg bed mærke i dette citat:

Past: You were what you owned
Now: You are what you share

Se en teaser til bogen her:

Derfor skal børn lege!

En gang imellem falder jeg over en video, der opsummerer alt det, jeg mener om legens betydning, ikke mindst i vores uddannelsessystem. Den her video er en af dem. Brug 12 minutter på at se den og forstå hvorfor legen er så altafgørende vigtig. Som det siges i videoen: Invest in childhood (and play). Det kræver ikke engang ekstra ressourcer at slippe legen fri. Børnene leger jo selv. Vi skal væk fra at se ned på det som 'fri leg'. Vi skal værdsætte at det er fri leg. Det udelukker ikke den strukturerede hverdag, hvilket børnelægen og psykologen også understreger her i videoen. Det er i sig selv interessant, at det er børnelægerne der nu slår et slag for legens betydning. De er bekymrede.

Og ja, det er en video der tager udgangspunkt i det amerikanske uddannelsessystem, der er anderledes end det danske, men vi er på vej derhenaf herhjemme, hvis vi ikke holder fokus på den frie legs værdi.

lørdag den 10. september 2011

Vi bliver gode til dét, vi leger med!

Vi bliver gode til dét, vi leger med. Og jo mere vi leger, jo bedre bliver vi. Det gælder ikke kun børn. Den gamle dame, der er strikkeekspert, og kan strikke søde bamser på oldebarnets hjemmestrikkede trøje, har leget med strikkepinde hele livet. Naboen, der kan fixe opvaskemaskinen, har leget med mekanik hele livet. Min egen søn legede med LEGO fra han var i stand til at holde på legetøj. I dag har han rykket interessen for at bygge og konstruere ind i computerspillet Minecraft, hvor man bygger med kvadrater. Han ved allerede, at han vil være ingeniør og trods hans 14 år, tror jeg ikke han skifter holdning. Den tekniske tilgang til leg er hans følgesvend.

Pigen her nedenfor er god til at lege med hår og makeup. Hun er autodidakt, men lever af sin interesse i dag. Hun er oprindeligt uddannet indskolingslærer og elskede at undervise mindre børn. Makeup interessen var noget hun dyrkede på sidelinjen, hvor hun arbejdede med at lægge makeup på andre og sælge skønhedsprodukter. Hun opdagede, at hun var et naturtalent og fulgte op med masterclasses, selvstudier, makeup-seminarer. I dag har hun egen Youtube kanal, twitter, blog og hjemmeside, hvor hun løbende poster nye videoer med tips og vejledning.

I vores danske øjne er hun ultra blond. De første minutter af den video, jeg ved et tilfælde fandt med hende, sad jeg mest og kluklo lidt af alle mine fordomme om blonde amerikanske piger, der lever for at shoppe. Indtil det gik op for mig, at hun jo kunne noget. Hun vidste, hvordan man laver en 'cute ponytail'. Jeg tog mig selv i at se videoen til ende og et par dage senere fortælle en veninde, hvordan man kan sætte en hestehale lidt mere fikst. Halvt i skepsis, halvt i fascination. Link


Uanset hvor blond hun må virke, så ved hun noget om hår og makeup. Og hun ved det, fordi hun ikke kan lade være med at lege med hår og makeup, selvom hun som udgangspunkt tog en helt anden uddannelse. Hun kombinerede uddannelsens mål - at undervise - med interessen for makeup og i dag har hun 56.000 'likes' på Facebook og har succes som freelancer. Det er altså ikke helt blond...

Om dét at starte en Youtube kanal siger hun selv i sin FAQ på hjemmesiden: 'Make the videos you want to make and don't be influenced by others or negativity. Share what you know, what you like, and focus on your viewers, no matter how few or many you have. Stay positive, have fun, and don't pay any attention to anything negative others have to say: It's so fun and rewarding!'
- med andre ord: Leg dig frem.

Hvis vi vil have et meningsfyldt arbejdsliv, skal vi lytte mere til vores indre legebarn.
Hvad gør os glade, hvad føles som leg for os?
Får dit indre legebarn plads i dit daglige arbejde?

torsdag den 8. september 2011

Fremtidens kunst - The future of art

Den her video er interessant. Det går hurtigt, det er på engelsk, men på 20 minutter får man følelsen af at få et kig ind i fremtiden, ikke mindst hvad vi kan forvente os inden for det kunstneriske felt. Det er en video om kreative (digitale) processer, fremtidens kunst, sociale medier og hvordan det hele hænger sammen. Wauw! Fremtiden er nu.

The Future of Art from KS12 on Vimeo.

mandag den 5. september 2011

Hippiepædagogik eller fast struktur? Debatmøde om det gode børneliv i daginstitutionerne

Hippiepædagogik eller fast struktur? Sådan lød overskiften på en paneldebat, jeg overværede i går, hvor bl.a. socialminister Benedikte Kjær og den tidligere viceborgmester i Gentofte Marie-Louise Andreassen (også folketingskandidat, fra De Radikale) deltog. Mødet var sat i stand af Marie-Louise Andreassen, der, ligesom store dele af det pædagogiske miljø, var blevet provokeret af Benedikte Kjærs nylige udmeldinger om, hvad hun kaldte et opgør med hippiepædagogikken i vuggestuerne. For hvad mente Benedikte Kjær præcis med det? DPU-forsker Ole Henrik Hansen og BUPL-formand Henning Pedersen deltog også i mødet.

Det var et godt og vigtigt initiativ, der egentlig kom i stand allerede før valgkampen blev skudt i gang. Nogle vil mene, at der er andre, mere væsentlige ting at diskutere i en valgkamp. Det var vi en del, der var uenige i. Fremmødet var stort og publikum var spørgelystne og engagerede.


Ole Henrik Hansen præsenterede sin forskning in
den for småbørnsforskning. Hans forskning viser bl.a., at det har betydning hvilken hverdag vuggestue børn har. Jo mere voksenkontakt i en struktureret hverdag, jo bedre chancer for et godt liv videre frem. Små børn, der skal forvalte for stor en del af deres egen dag i daginstitutionen, stimuleres ikke optimalt og det bremser deres udvikling. En hverdag, hvor pædagogerne ikke er synlige nok, ender oftere i støj, stress og fravær i forhold til børnene. Han fortalte om hvordan hjernen udvikler sig eksplosivt de første 3 år og argumenterede for, at vi skal indrette vores pædagogik efter disse facts. Det handler om kommunikation med det enkelte barn, om sprogstimulering, nærvær mm. Ole Henrik Hansen kalder det 'kærlighed'.

DPU-forsker Ole Henrik Hansen talte om omsorg og nærvær og en struktureret hverdag for de mindste. Socialminister Benedikte Kjær lyttede. Foto: Søren Michaelsen/Formand for Gentofte børnevenner, som lagde hus til arrangementet.

Benedikte Kjær, der har inviteret Ole Henrik Hansen med i den taskforce gruppe, som skal samle viden om 'fremtidens dagtilbud' var et langt stykke af vejen enig med Ole Henrik Hansen. Hun talte om betydningen af at flytte fokus fra folkeskolen over på daginstitutionerne, 'fordi det er her fundamentet for en god skolestart lægges', som hun udtrykte det.
I dét lys kom legen - i sin såkaldte frie form - til at stå meget klemt og formålsløs, ja næsten som noget, der er skidt for børn.

Copyright på foto.

Henning Pedersen satte pris på det fokus, der kommer med en debat som denne: på rammernes betydning for de mindste børn, for hvad vil vi byde børnene? Han efterlyste desuden et fokus på hvad vi bruger den viden til, som vi opnår via forskning og slog et slag for færre dokumentationskrav.
Hvad er det du vil opnå? spurgte han flere gange Benedikte Kjær.
Marie-Louise Andreassen talte om tryghed og normering. Hun afviste på ingen måde en struktureret hverdag i daginstitutionerne, men hun understregede, at hun ikke var glad for alt for meget ensretning, testtænkning og dokumentation.
Hun talte om behov for anerkendelse for hele fagområdet og inviterede publikum til at byde ind med erfaringer fra 'det virkelige liv'. Dén invitation blev imødekommet.

Det med dokumentationen kunne alle paneldeltagere blive forholdsvis enige om. Dokumentation skal bruges til væsentlige opgaver. Det er idioti, syntes alle at mene, at dokumentere bare for at dokumentere. Så langt så godt, fristes jeg til at tilføje. Benedikte Kjær understregede, at hun har ændret kravene på området så læreplanerne fremover skal tages op hvert 2. år og alle børn ikke automatisk skal sprogscreenes.
Blandt publikum var der bl.a. fokus på den pressede hverdag, på normeringen, på pædagogernes arbejdspræmisser, på bedre ledelse, på behov for større fokus på det praktisk-musiske og på en pædagoguddannelse, der ikke er tidssvarende i opbygning, og som i værste fald er reduceret til 8 undervisningstimer pr. uge på visse uddannelsessteder. Det hele blev kommenteret af paneldeltagerne. Frustrationen var ikke til at tage fejl af og det faldt ikke i god jord, at Ole Henrik Hansen talte om, at bedre pædagognormering ikke har betydning i selv. Det er, hvad vi bruger normeringen til, det tæller, mener Ole Henrik Hansen: Han blev modsagt af Marie-Louise Andreassen, der fastholdt at vi som minimum må sørge for, at der er hænder nok til at klare alle opgaverne. Jeg kan kun give hende ret. Den gode pædagogiske indsats begynder med, at der er nok voksne til at tage sig af de mange opgaver i daginstitutionerne.

Folketingskandidat Marie-Louise Andreassen fra Radikale (th i billedet) talte om bedre pædagognormering og anerkendelse af fagområdet.
Foto: Søren Michaelsen/ Formand for Gentofte Børnevenner, som lagde hus til arrangementet)


Personligt savnede jeg et mere nuanceret forskningsgrundlag og et opdateret syn på begrebet 'fri leg'. Det er trist og ikke særlig hensigtsmæssigt for en vigtig debat, at det bliver til et enten-eller. Konklusionen bliver nemt: Enten skal vi have strukturerede rammer eller er der også fri leg på alle hylder. Tiden er til struktur og planlægning og et endeligt opgør med laissez-faire pædagogikken. Jeg mener Ole Henrik Hansen har fat i nogle vigtige pointer, når han taler om omsorg og nærvær. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at børn bare skal overlades til sig selv dagen lang. Men omsorg er også at forstå børns egen legekultur - som den fri leg i virkeligheden er et udtryk for. I børns legekultur, den leg de leger på egne præmisser, hvor de voksne ikke blander sig eller planlægger eller styrer slagets gang, gemmer sig viden og ressourcer, der kan inddrages i planlægningen af det pædagogiske arbejde. Det handler med andre ord om at kvalificere 'den fri leg' i det pædagogiske arbejde og ikke bare bruge den som sutteklud, når der mangler tid eller engagement. Det er vi nødt til at få tydeligere frem i den politiske debat for at gøre op med den utidssvarende opfattelse af, hvad fri leg er. Det er noget, der optager mig meget og som jeg pt. har et samarbejde med et forlag om.

Jeg foreslog Benedikte Kjær, at tænke forskningen inden for det børne- og ungekulturelle område mere tydeligt ind i hendes taskforce, fordi det vil nuancere debatten og grundlaget for den politiske linje, både i pædagoguddannelsen og ude i daginstitutionerne. Ole Henrik Hansen mente, at børns legekultur allerede var en del af hans forskningsgrundlag sidestillet med det udviklingspsykologiske perspektiv. Jeg er ikke helt enig med sidestillingen, men det må blive en anden diskussion en anden gang.

Alt i alt var det en fin debat og som flere påpegede under mødet, er det positivt, at vi har fået skudt en politisk debat i gang, hvor der forhåbentlig bliver plads til at diskutere, hvad det gode børneliv egentlig er.

Nysgerrig efter at vide mere?
Læs mere om Ole Henrik Hansen, herfra kan du samtidig komme videre til andre relevante links. Klik HER
Søg evt. på 'Early childhood matters', som Ole Henrik Hansens forskning indgår i på et internationalt plan.
Vil du vide mere om forskningen på det børne- og ungekulturelle område.
Læs mere HER.

søndag den 4. september 2011

Den svære overgang... en anmeldelse af 'En sælsom nat' på Anemone Teatret

Anemone Teatret sætter i deres nyeste forestilling 'En sælsom nat' fokus på overgangen mellem barndom og voksenliv. Hovedpersonen er indskolingspigen Lillan, der stadig elsker sin sælbamse Sælus, selvom de andre børn i skolen griner af hende. De vil hellere lege med dukken Linda, en Bratz-lignende dukke med sølvglimmerstøvler med 10 cm høj hæl. Sådan en dukke må Lillan derfor også have for at hun kan være sej ligesom kammeraterne. Det er dog stadig Sælus, der kommer med i seng om aftenen, når der skal kysses godnat.

Sælus er stadig yndlingsbamsen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

I løbet af natten bliver tøjbamserne og dukken Linda levende. Tøjbamsen Grimmergøj, der kan trylle, får tryllet et par sølvglimmerstøvler magen til Lindas frem til Lillan. I det øjeblik hun får dem på, bliver hun hevet ind i et fjernt univers, langt fra det trygge barneværelse, hvor isdronningen regerer i Isørkenen. Kun Sælus kan redde Lillan fra hvad der i virkeligheden er en kold, utryg voksentilværelse, hvor man ikke må stille spørgsmål, fjolle eller være for nysgerrig, for så risikerer man bare, at de andre griner. Spørgsmålet er, om Sælus kommer Lillan til undsætning?

Lillan er fanget i Isørkenen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

Det er en forestilling fuld af skøn og fascinerende scenografi, hvor scenerummets dybde understreges af de mange gardiner, døre, låger og vinduer, der vækker både børn og voksnes nysgerrighed. Hvad gemmer der sig bag dét, vi kan se med det blotte øje? - akkurat som man kan spørge, hvad der gemmer sig efter barndommen? Scenografien leder ligeledes tankerne hen på en billedrig børnebog med masser af detaljer at gå på opdagelse i. Alt i alt en visuel fryd for øjet for både store og små, som forstærker fortællingen om den svære overgang.

Kostumerne er - som altid i Anemone Teatrets ånd - både fjollede og gennemførte, fulde af skæve detaljer. Og der er tale om en underskøn debut af den nyuddannede skuespiller Maria La Cour, som leverer en troværdig Lillan, der både er sødmefuld og barnlig uden at være overspillet.

Lillans bamser bliver levende, da natten falder på. Pressefoto fra 'En sælsom nat'.

Jeg kom undervejs i tvivl om, hvorvidt jeg synes billedet af dét at blive voksen er fremstillet lidt for følelseskoldt i forestillingen. Det var ind til det slog mig, at dét at blive voksen set med barneøjne – og Isørkenen er jo netop et billede på Lillans forestilling om voksenlivet - tit kan blive et næsten skræmmende billede af en uvis fremtid, hvor alt det sjove og trygge og tiden til leg forsvinder.

Om Sælus redder Lillan og om Lillan finder ud af, at det med at blive større ikke er så farligt, må man selv gå ind og se.

Og et lille efterord: Min 10-årige datter var opslugt hele vejen gennem forestillingen og meget berørt ved stykkets afslutning. Så har man en præ-teenage pige i huset, der den ene dag gerne vil være stor og gå sent i seng og den næste dag ønsker sig en ny plysbamse, så er ’En sælsom nat’ en både god og relevant forestilling.

Køb billetter til forestillingen HER

Læs mit tidligere indlæg om betydningen af yndlingskulturinstitutioner og om Anemone Teatret som en af MINE yndlingskulturinstitutioner HER