lørdag den 30. januar 2010

Børns legekultur 1: børn, sne og fremtidens skole


Om betydningen af at skrive kærlighedserklæringer i sneen...


Det er sommer, lunt, grønt og kønt. Et forelsket kærestepar ridser et hjerte med deres navne i bøgetræets bark og foreviger deres kærlighed til hinanden. Det er både fysisk, symbolsk og et udtryk for den konkrete situations lykke (omend ingen garanti for evig lykke fremover). Noget tilsvarende finder sted i videoen nedenfor. Scenen indebærer et barn, en hund, en frossen mose med 15 cm nyfalden sne og en solid pind. Kærligheden mellem barnet og hunden er stor og inderlig, og øjeblikket er ganske særligt derude på den frosne mose - på den kolde vinterdag, hvor solen skinner fra en klar, isblå himmel. Pigen foreviger øjeblikket med et ’Jeg elsker Izzi’ (som hunden hedder) skrevet i sneen med pinden. Glæden ved at skrive det er så stor, at pigen bryder ud i et spontant ’Jubii, jeg gjorde det!’ med armene kastet i vejret.

Hvilken lykke at forevige sin kærlighed i sneen. Lige med den undtagelse at sneen kan være trådt ned eller smeltet dagen efter og det fysiske bevis vil være væk. Men det betyder ikke så meget. For pigen vil kærlighedserklæringen også være nedskrevet dér i mosen, samme sted, når den frosne mose er blevet til en grøn oase flere måneder ude i fremtiden. Erindringen er kropslig og knyttes til den konkrete situation. Hun vil næppe nogensinde glemme dén vinter, hun gik ud på isen og skrev sin kærlighed ned i sneen.

Scenariet har samme betydning som det ridsede hjerte i barken. Det handler ikke bare om det forelskede par, eller hunden og barnet alene. Eller resultatet; hjertet i træet, ordene i sneen. Det handler om hele situationen: stedet, de involverede personer (eller hunde), intentionen, materialerne og det der gøres med materialerne. Det kan være sommer eller vinter. Materialerne kan være træ og kniv lige såvel som sne og grene. Der kan skrives 'Jeg elsker dig' såvel som reflekterende citater eller statemests som 'I was here!'. Det væsentlige er den proces, der finder sted i den konkrete situation. Og erfaringen der lagres i kroppen. En erfaring om meningsfuldhed, fordi så mange aspekter er i spil på samme tid.

Denne meningsfuldhed kan med fordel rykkes ind i et lidt andet regi, nemlig folkeskolen.
Det bliver interessant at se, om der i Lars Løkkes nyeste oplæg ’Partnerskab om folkeskolen’ bliver plads til - på politisk plan - at tænke meningsfuldhed med ind i fremtidens skole ved siden af den øgede testkultur.

video

onsdag den 13. januar 2010

Nyhedsbrev januar 2010


Hvad skal vi bruge øjnene til?


Dette bliver mit første nyhedsbrev, ikke bare i år, men siden jeg oprettede min hjemmeside og blog i august sidste år. Ideen med hjemmesiden og bloggen er at give mit bud på, hvad jeg opfatter som betydningsfulde områder indenfor både børnekultur og undervisning.


Jeg er i særlig grad optaget af det visuelles betydning i børns egen kultur, i kultur for og med børn, og i undervisningsregi. Børn har ikke en medfødt evne til at læse, det kræver øvelse og vejledning at lære at afkode skriftsproget. De første 7-8 år af et barneliv bærer derfor præg af, at det visuelle har langt større betydning end skriften. Man skal fra fødslen bare åbne øjnene, så kan man se. Men selvom alle kan se, er der stadig en masse at udforske, opdage og forstå.


Én ting er at læse om en vandmand. Noget andet er at se og mærke den. Foto: Rikke Fryman.


Vi er netop gået ind i et nyt år, hvor der fra regeringens side er meldt ud, at NU skal børn lære at læse. Næsten koste hvad det vil. De læsesvage elever kan blive nødt til at undvære andre fag – også de kreative fag - hvis det bliver nødvendigt. Det er først og fremmest en underkendelse af, at læsesvage elever måske er gode i andre fag, og hvis dé fag bliver taget fra dem – hvor skal de så hente deres faglige selvtillid? Måske de ligefrem vil have nemmere ved at lære at læse, hvis de er gode til at lave mad og skal læse en madopskrift?


Dernæst er det et problem udelukkende at satse på skriftsproget, fordi vi tordner ind i en visuelt baseret fremtid, hvor det at være en kompetent billedlæser får stor betydning. Billeder forstået i bred forstand som; fotos, malerier og tegninger, film, teater, computer, spilkonsoller etc. Ingen tvivl om, at det at lære at læse at vigtigt, pointen er, at det ene ikke udelukker det andet – som der ellers politisk set lægges op til pt.

At blive en kompetent billedlæser kan tilmed stimulere lysten til at lære at læse. Og vejen til at blive en god billedlæser bør gå via hele kroppen, det vil sige ved at inddrage sanser og følelser - den æstetiske erkendelse - og ikke kun intellektet.


Lykken er at læse billedbøger med én man elsker. Foto: Rikke Fryman.


Interaktiv udstilling

Udstillingen ’Mit stamtræ’, der viser billedbogsillustrator Bo Odgård Iversens kreative arbejdsproces og færdige illustrationer til bogen ’Mit stamtræ’ er et forsøg på at inddrage hele kroppen, når man arbejder med børn og ’billedlæsning’. Jeg har lavet udstillingen i samarbejde med Bo Odgård Iversen.


Udstillingen havde åbningspremiere i november på Hovedbiblioteket i København i forbindelse med litteraturfestivalen 'København læser' og blev godt modtaget. Der var både børn med forældre, skoleklasser og børnehaver forbi. Ideen var at skabe en udstilling, hvor børn ikke bare kunne SE, men også GØRE noget selv, ud fra den tanke at kroppen husker bedst, og man på den måde kan gøre billedbogslæsning til en kropslig oplevelse. Kendetegnende var, at børnene var glade for at klæde sig ud og tegne, alene såvel som sammen, både siddende ved borde og liggende på gulvet.


En del forældre var derimod lidt tilbageholdende. Hvad måtte man på dén udstilling? Hvad var meningen? Indledningsvis var der ingen ’forklaringsoversigter’, men det endte med, at der kom en ’Information til forældre’ op og hænge. Hvor de fleste børn er nysgerrige og bare prøver sig frem, har vi som voksne tilsyneladende udviklet et behov for oversigter og forklaringer, der fortæller os, hvad vi kan og må. Det vi læser vinder over det, vi ser.


Ydermere var der tendens til, at forældre ikke gav sig tid til at blive på udstillingen, med det resultat at flere børn kun kortvarigt nåede at sætte sig og tegne, før de skulle bryde op igen. Og fordybelse kræver nu engang tid.


På turné

Nu tager udstillingen på ’turné’ i Jylland i 2010. Via Center for Undervisningsmidler i Åbenrå skal udstillingen rundt på en række skoler og biblioteker i Sønderjylland frem til september 2010, og i den forbindelse indgå i undervisningsregi.


I uge 9 kan udstillingen opleves som udstillingsaktivitet på Horsens Kunstmuseum i forbindelse med Tegnefestival og DM i tegning 2010. Det bliver en uge med tegnebattle, DJ, konkurrencer og rig mulighed for at øve sig i at tegne indenfor mange forskellige stilarter og kategorier – og altså også mulighed for at se hvordan billedbogsillustrator Bo Odgård Iversen har arbejdet med tegningerne til billedbogen ’Mit stamtræ’ - og gå ham i bedene og selv tegne.


I uge 10 og 11 skal ’Mit stamtræ’ forbi børnekulturhuset Nikolaj for børn i Kolding i forbindelse med deres fortællefestival, hvor der bliver fokus på fortælling i alle afskygninger; børneteater, film, litteratur...


Personligt er jeg meget begejstret for muligheden for at lade en udstilling som ’Mit stamtræ’ indgå i både undervisnings- og kulturelle sammenhæng og glæder mig til at følge den videre modtagelse af udstillingen blandt børnene. Hvad virker? Hvad virker ikke? I bedste fald bliver jeg klogere til næste interaktive projekt....


Rigtig mange billedbøger – herunder ’Mit stamtræ’ - har en rumlig dimension, der trækker på referencer fra teaterverdenen med scene, baggrundskulisser og en fortløbende fortælling, og det suger læseren - og altså ikke mindst barnet - ind i billedet. Dette kendetegn, at billedet åbner sig for barnet, kan udnyttes både i undervisningsregi og i mere kunstneriske rammer. Spørgsmålet er hvad der sker når barnet og billedet mødes? Det er også noget af det, der udforskes på Tegnefestival 2010.


Tegnefestival

Udstillingen ’Mit stamtræ’ kan som sagt opleves som en aktivitet ved årets tegnefestival. Tegnefestival afholdes for 3. år i træk på Horsens Kunstmuseum og er for alvor ved at bide sig fast i børn og andre tegneglades bevidsthed. Målet er at støtte op om de mange unge, kreative tegnetalenter ude i det danske land og samtidig sætte fokus på tegnefagets store alsidighed og anvendelighed indenfor en lang række fagområder.


I år er Anders Morgenthaler vært ved DM i tegning, som afholdes lørdag d. 6. marts. Der kåres 11 danmarksmestre i kategorier som; tegne-ninja (som dækker over 7 discipliner), tegnecollage, tegn med cirkler og ovaler, speed manga og klassisk tegning. I ugen op til, på selve Tegnefestival, foregår der en masse aktiviteter for alle interesserede. Hvis man vil deltage i DM i tegning, kræver det tilmelding senest d. 31. januar!


Læs mere om regler og tilmelding her (se den gule boks på DM i tegningsstartsside).


Du kan læse om Tegnefestival her.

Du kan læse om Nikolaj for børn i Kolding her.

Og du kan se billeder fra udstillingen ’Mit stamtræ’ her.


Har du spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at skrive til mig på mo9ca@vallinas.dk, eller direkte her på bloggen.

søndag den 10. januar 2010

'Hr. Søn og Fru mor - på udflugt' af Teater Hund


Vellykket forestilling for børn
med teater og legeplads i ét

Det er ikke hver dag, man går i teatret og som publikum får lov at udsmykke scenen, hoppe, spille luftguitar og spise popcorn - alt sammen under forestillingen. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Teater Hunds nye forestilling ’Hr. Søn og Fru Mor – på udflugt’, der netop har haft premiere på Folketeatret.
Forestillingen handler om Hr. Søn og Fru Mor, der er taget på udflugt til hvad der skulle være en ’sjov, fantastisk og hyggelig park’ - i hvert fald ifølge anmeldelsen i Fru Mors avis. Problemet er bare, at parken ikke består af andet end papkasser. Det viser sig dog hurtigt, at papkasserne gemmer på lyde.

Foto: Teater Hund

Hvad søren er det, der sker her? spørger en mindre dreng i publikumsrækkerne forundret, da papkasserne åbnes og lyden fra en havmåges skrig, en kos brægen og et insisterende bilhorn fylder det lille teaterrum med de mange papkasser ud. Lyd og billeder passer ikke rigtig sammen og dét aktiverer drengens nysgerrighed.

Storchefen for parkhaven har gemt alle lyde væk i papkasser, fordi han har brug for ro ’til at tage store beslutninger’, som han jævnligt siger forestillingen igennem. Det gælder også fuglefløjt, musik man kan danse til og børn, der griner. Men den slags skræmmer ikke Hr. Søn og Fru Mor, som med hjælp fra Storchefens datter og de begejstrede børn blandt publikum får tryllet både blomster, græs og lyde frem. Og den fælles indsats må selvfølgelig fejres med popcorn!

’Hr. Søn og Fru Mor - på udflugt’ er en sanselig, interaktiv forestilling som både forundrer, morer og også rammer ind i forældrehjertet, der godt kan genkende det med legepladser, man gerne vil hjem fra, før børnene rigtig har slået sig ned, ’for nu skal vi jo også snart videre...’. (Og vi voksne undrer os over at børn anno 2010 har svært ved at fordybe sig?)
Teater hund laver ikke bare teater til både børn og voksne, men også med. Det er stor, vedkommende teaterkunst.

Plakat: Teater Hund.

Hvis man som forældre, pædagog eller lærer vil udforske temaet ’Hvad papkassen gemte...’ yderligere, kan billedbøgerne ’Gaven’ af Søren Jessen og ’Bent og den kinesiske kasse’ med tekst af Louis Jensen og illustrationer af Otto Dickmeiss varmt anbefales.

Forestillingen ’Hr. Søn og Fru Mor – på udflugt’ anbefales til de 3 – 9 årige og vises på Folketeatret i Nørregade i København fra d. 10.1 – 31.1 2010 – så man skal skynde sig!
Billetter kan købes her.
Og man kan læse mere om Teater Hund her.