søndag den 10. januar 2010

'Hr. Søn og Fru mor - på udflugt' af Teater Hund


Vellykket forestilling for børn
med teater og legeplads i ét

Det er ikke hver dag, man går i teatret og som publikum får lov at udsmykke scenen, hoppe, spille luftguitar og spise popcorn - alt sammen under forestillingen. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Teater Hunds nye forestilling ’Hr. Søn og Fru Mor – på udflugt’, der netop har haft premiere på Folketeatret.
Forestillingen handler om Hr. Søn og Fru Mor, der er taget på udflugt til hvad der skulle være en ’sjov, fantastisk og hyggelig park’ - i hvert fald ifølge anmeldelsen i Fru Mors avis. Problemet er bare, at parken ikke består af andet end papkasser. Det viser sig dog hurtigt, at papkasserne gemmer på lyde.

Foto: Teater Hund

Hvad søren er det, der sker her? spørger en mindre dreng i publikumsrækkerne forundret, da papkasserne åbnes og lyden fra en havmåges skrig, en kos brægen og et insisterende bilhorn fylder det lille teaterrum med de mange papkasser ud. Lyd og billeder passer ikke rigtig sammen og dét aktiverer drengens nysgerrighed.

Storchefen for parkhaven har gemt alle lyde væk i papkasser, fordi han har brug for ro ’til at tage store beslutninger’, som han jævnligt siger forestillingen igennem. Det gælder også fuglefløjt, musik man kan danse til og børn, der griner. Men den slags skræmmer ikke Hr. Søn og Fru Mor, som med hjælp fra Storchefens datter og de begejstrede børn blandt publikum får tryllet både blomster, græs og lyde frem. Og den fælles indsats må selvfølgelig fejres med popcorn!

’Hr. Søn og Fru Mor - på udflugt’ er en sanselig, interaktiv forestilling som både forundrer, morer og også rammer ind i forældrehjertet, der godt kan genkende det med legepladser, man gerne vil hjem fra, før børnene rigtig har slået sig ned, ’for nu skal vi jo også snart videre...’. (Og vi voksne undrer os over at børn anno 2010 har svært ved at fordybe sig?)
Teater hund laver ikke bare teater til både børn og voksne, men også med. Det er stor, vedkommende teaterkunst.

Plakat: Teater Hund.

Hvis man som forældre, pædagog eller lærer vil udforske temaet ’Hvad papkassen gemte...’ yderligere, kan billedbøgerne ’Gaven’ af Søren Jessen og ’Bent og den kinesiske kasse’ med tekst af Louis Jensen og illustrationer af Otto Dickmeiss varmt anbefales.

Forestillingen ’Hr. Søn og Fru Mor – på udflugt’ anbefales til de 3 – 9 årige og vises på Folketeatret i Nørregade i København fra d. 10.1 – 31.1 2010 – så man skal skynde sig!
Billetter kan købes her.
Og man kan læse mere om Teater Hund her.

Ingen kommentarer: