Børns legekultur 1: børn, sne og fremtidens skole

Om betydningen af at skrive kærlighedserklæringer i sneen...

Det er sommer, lunt, grønt og kønt. Et forelsket kærestepar ridser et hjerte med deres navne i bøgetræets bark og foreviger deres kærlighed til hinanden. Det er både fysisk, symbolsk og et udtryk for den konkrete situations lykke (omend ingen garanti for evig lykke fremover). Noget tilsvarende finder sted i videoen nedenfor. Scenen indebærer et barn, en hund, en frossen mose med 15 cm nyfalden sne og en solid pind. Kærligheden mellem barnet og hunden er stor og inderlig, og øjeblikket er ganske særligt derude på den frosne mose - på den kolde vinterdag, hvor solen skinner fra en klar, isblå himmel. Pigen foreviger øjeblikket med et ’Jeg elsker Izzi’ (som hunden hedder) skrevet i sneen med pinden. Glæden ved at skrive det er så stor, at pigen bryder ud i et spontant ’Jubii, jeg gjorde det!’ med armene kastet i vejret.

Hvilken lykke at forevige sin kærlighed i sneen. Lige med den undtagelse at sneen kan være trådt ned eller smeltet dagen efter og det fysiske bevis vil være væk. Men det betyder ikke så meget. For pigen vil kærlighedserklæringen også være nedskrevet dér i mosen, samme sted, når den frosne mose er blevet til en grøn oase flere måneder ude i fremtiden. Erindringen er kropslig og knyttes til den konkrete situation. Hun vil næppe nogensinde glemme dén vinter, hun gik ud på isen og skrev sin kærlighed ned i sneen.

Scenariet har samme betydning som det ridsede hjerte i barken. Det handler ikke bare om det forelskede par, eller hunden og barnet alene. Eller resultatet; hjertet i træet, ordene i sneen. Det handler om hele situationen: stedet, de involverede personer (eller hunde), intentionen, materialerne og det der gøres med materialerne. Det kan være sommer eller vinter. Materialerne kan være træ og kniv lige såvel som sne og grene. Der kan skrives 'Jeg elsker dig' såvel som reflekterende citater eller statemests som 'I was here!'. Det væsentlige er den proces, der finder sted i den konkrete situation. Og erfaringen der lagres i kroppen. En erfaring om meningsfuldhed, fordi så mange aspekter er i spil på samme tid.

Denne meningsfuldhed kan med fordel rykkes ind i et lidt andet regi, nemlig folkeskolen.
Det bliver interessant at se, om der i Lars Løkkes nyeste oplæg ’Partnerskab om folkeskolen’ bliver plads til - på politisk plan - at tænke meningsfuldhed med ind i fremtidens skole ved siden af den øgede testkultur.