Nyhedsbrev august 2011: Legens fantastiske potentiale

Bloggen her har ligget stille over sommeren og det er tid til en statusupdate og et nyhedsbrev. Pausen har bragt mig vidt omkring i mine refleksioner om bloggens indhold: leg!

Jeg tror, vi er på vej ind i en tid, hvor vi vil skelne mindre og mindre mellem, hvad børn og voksne betragter som leg. Vi har dét til fælles, at vi har lyst til at lege, og vi lever i en tid og en verden, hvor det mere end nogensinde før er tilladt at lege. Legen er i følge hjerneforsker Stuart Brown dybest set formålsløs og vi glemmer os selv når vi er i den legende tilstand. Legen er desuden selvmotiverende og vi får lyst til at gentage legen, hvis den var sjov.
Vi har fået større forståelse for børns egen legekultur, hvor leg ikke udelukkende betragtes i et udviklingspsykologisk perspektiv, men hvor vi ser de æstetiske kvaliteter i legen. Vi forstår bedre, at børn leger for at lege. Fordi de ikke kan lade være. Ikke fordi de tænker, de vil udvikle sig og blive kompetente voksne. Og jeg ser denne forståelse som en særlig skandinavisk kvalitet, vi skal eksportere. Det vender jeg tilbage til. Samtidig har den globale finanskrise medvirket til at sætte fokus på de nære værdier, der ikke nødvendigvis ruinerer os økonomisk. Finanskrisen har tilmed sendt mange af os ud i stress, depression, modløshed og angst for fremtiden. Vi forsøger at genfinde glæde og ro i nu’et via løb, yoga, meditation, selvransagelse og andre helende aktiviteter. Gode intentioner, men personligt tror jeg den direkte vej til større glæde går via legen. Det ses bl.a i et projekt som ’swingsetting’ med støtte fra The Awesome Foundation, hvor man har sat gynger op på uventede steder i landskabet i Los Angeles for at skabe mere glæde i hverdagen for både store og små. Instant play, får jeg lyst til at kalde det.


Gyngeprojektet i Los Angeles

I Japan anerkender man legen og legepladsernes betydning for at genopbygge både børn og lokalområder i de jordskælvsramte områder. Og under hjemlige himmelstrøg bed jeg på min ferie i Jylland mærke i området omkring ’Strandbaren i Ebeltoft’, hvor en slags Open Air fitness er blevet etableret. Der er ikke rigtig nogle instruktioner til maskinerne, det er bare om at prøve, eller lege, sig frem – hvilket mine unger gjorde, med et alternativt fitnessresultat til følge. Tendensen er klar: Vi skal have det sjovt med det, vi laver. Vi skal huske at lege og ikke hele tiden være så alvorlige. Det synes at være en evig udfordring i en ikke altid sprudlende hverdag, også for en legekulturformidler som mig.

Ebeltoft Strandpark med open air fitness. Til stor fornøjelse for nogle børn, der legede sig til en meningsfuld fitnessoplevelse. Foto: Monica Langelund

Et par af mine personlige legehøjdepunkter i ferien var at spille badminton, bordtennis og bob med min familie (3 ting jeg i øvrigt elskede at spille som barn, nogle ting ændrer sig ikke). Jeg genfandt også tiden til at læse skønlitteratur (og ja, ifølge hjerne- og legeforsker Stuart Brown, der beskriver leg som en tilstand fremfor en aktivitet, så er det at læse også en legende tilstand for nogle af os). Og så var jeg i Barcelona og San Francisco (og igen refererer jeg til Stuart Brown, der betragter det at være en ’explorer’, en opdagelsesrejsende, som en fysisk eller mentalt legende tilstand, hvilket forklarer hvorfor så mange af os elsker at rejse).
Hvad var dine legehøjdepunkter?
Hvis du vil læse mere om Stuart Browns i øvrigt ikke forskningsmæssige dokumenterede, men stadig interessante legekategorier, så køb hans bog Play HER.

Forskningsmæssigt er vi i Norden langt fremme på det område, der dækker børnekultur og børns legekultur (som er en anden tilgang til leg end den Stuart Brown repræsenterer som hjerneforsker). Vi forstår betydningen af, at børn har deres egen kultur og at dét der definerer dén kultur bl.a er deres leg, for her bestemmer de selv. Og det respekterer vi. Vi skaber kulturoplevelser ikke bare for og med, men også af børn (- og unge for den sags skyld). Vi forstår, at det ikke kun handler om at fylde på børnene, men at de skal have lov til selv at udtrykke sig. Og at en måde at udtrykke sig på er via legen.

Personligt er jeg optaget af at undersøge mulighederne for at trække børns legekultur ind i undervisningskulturelle rammer. Altså at se deres egen kultur som en ressource i undervisningssammenhæng. Jeg har tidligere skrevet om det i et indlæg knyttet til et interaktivt udstillingsprojekt, hvor en 2. klasse kunne interagere med den udstillede kunstner på fælles legende præmisser. (Indlægget kan læses HER). Og jeg færdiggjorde min masterafhandling i foråret, hvor jeg havde held med at bevise, at det KAN lade sig gøre at forene børns kropslige legekultur med en undervisningssituation. Det bliver nemt mere kaotisk, men åbner samtidig for at se nye læringsressourcer hos børnene. Måske især hos de meget kropslige små drenge, der kommer direkte fra børnehavens mere frie rammer og knalder hovedet ned i bordet i skolen i bar afmagt over, at skulle sidde så stille så længe ad gangen. Det sker med fare for at afskære dem fra en af deres vigtigste måder at kommunikere på: nemlig via deres kropslige legekultur. Vejen til at opdage og inddrage disse ressourcer går via en bedre forståelse for, hvad børns legekultur egentlig indebærer.
Da jeg her i juli var i San Francisco for at færdiggøre et kursus i en kunstformidlingsmetode, jeg har fulgt de sidste par år, viste flere af mine medkursister interesse for det med leg i undervisningssammenhæng (de var alle lærere eller skoleledere). Altså leg forstået som enten en tilstand eller en 'æstetisk kulturel udtryksform' mere end en pædagogisk, struktureret læringsproces planlagt af læreren.

Mit masterstudie viste, at børn på 5-6 år gerne tager hele kroppen i brug for at udtrykke, hvad de ser fx. i et billede. Her er en dreng ved at demonstrere, hvordan en mand på et ben kommer fremad.

Amerikanernes skolesystem er væsentlig mere testorienteret end vores og med et noget andet læringssyn og syn på børn end det danske skolesystem. Men vores ændrede opmærksomhed på legens betydning er global og jeg tror, vi i de kommende år vil se nogle endnu mere markante tendenser til, at legen vinder indpas i både vores uddannelses, arbejds- og privatliv og også i kunsten. Det sås bl.a. i en udstilling med Fredrik Raddum på ARoS i juli, hvor et nedstyrtet fly samtidig fungerede som rutchebane for mindre børn.

Norske Fredrik Raddums nedstyrtede flyvemaskine på ARoS 2011. Foto: Monica Langelund

Jeg er muligvis supernaiv i en tid, hvor vi samtidig bevæger os mod en i stigende grad amerikansk inspireret testkultur i uddannelsesystemet herhjemme, men jeg beholder de optimistiske briller på og klapper i mine hænder i begejstring over legens fantastiske potentiale.

Rigtig god skole-, uddannelses- og arbejdsstart til Legefakultets læsere.