Det Lille Teater: Det levende loft

Juleforestilling med julehygge af den ægte slags

Julefreden har sænket sig over Det Lille Teater med deres juleforestilling ’Det levende loft’. Det er en sød, hyggelig, rolig og sjov forestilling. Præcis som en juleforestilling for de mindste skal være. Der er ingen store dramaer undervejs, ingen konflikter der skal løses og ingen uhyggelige scener, hvor de mindste kryber ind til deres forældre og egentlig helst vil hjem. Der er derimod veloplagte sange, der bragte mig tilbage til min egen barndom med Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. Der er små, gode, velfortalte historier om den modige mand, der forelskede sig i bagerjomfruen, om Klodshans og om nissen, der kunne forvandle ting til guld. Og der er kulisser og rekvisitter, der bliver levende. Det er en vinterlun og hjertevarm forestilling.

Susanne Storm og dukkefører Karen Pontoppidan Monrad i forestillingen 'Det levende loft' på Det Lille Teater. Foto: Bjarne Stæhr

Rammen for teaterstykket er ganske simpel. Den foregår på loftet, også i bogstavelig forstand i Det Lille Teater, hvor vi som publikum blev ledt op på loftet i det gamle baghus. Scenen er indrettet som et loft med alt dét et lettere rodet loft oftest indeholder. Først og fremmest ting man ikke bruger, men som man ikke nænner at smide væk og som man har planer om at reparere, lige pludselig, en eller anden dag. Hovedpersonen - og stykkets eneste synlige skuespiller - spillet indlevende af Susanne Storm, har netop rigtig svært ved at skille sig af med ting. Det er blevet tid til at finde julekassen frem og sortere i den, men det er svært at skille sig af med alle de ting, når der er så mange minder forbundet med dem. Og det viser sig jo, at tingene har deres egne historier.

Bagvæggen på scenen består af en hel masse skabslåger i forskellige størrelser. Og bag alle disse låger, som leder tankerne hen på en magisk julekalender i 3D, springer legetøj, nisser og andre overraskelser frem. Der er liv bag lågerne, og der var store øjne og små måbende munde blandt børnene på publikumsrækkerne. Der blev peget og grinet en del, og lige da jeg begyndte at fornemme uro på rækkerne, fordi de mindste af børnene ikke kunne sidde stille mere, så sluttede stykket. Og sørme om ikke pebernøddedåsen bag en af skabslågerne undervejs i stykket på forunderlig vis var blevet fyldt op, så der var pebernødder til alle børn og barnlige sjæle på vejen ud.

Det var helt trylleagtigt, sagde min 9-årige datter, som i øvrigt var et pænt stykke over den anbefalede aldersgrænse på 3-6 år, da forestillingen var forbi. Hun sagde også; 'det var det helt rigtige tøj, hende Susanne havde på, den helt rigtige udsmykning og en meget god skuespiller’. Da vi kom hjem gik min datter på opdagelse i vores egne skuffer på jagt efter ting med historier. For det er jo det godt børneteater kan. Det kan stimulere til mere leg og flere historier.

Der er så godt som udsolgt til alle forestillingerne frem til jul, men man kan jo forsøge sig alligevel på Det Lille Teaters hjemmeside HER.