legekultur og parkour

'Det er som at komme til en ny legeplads...'
- Et legekulturelt perspektiv på parkour

Børn leger ikke mere. De stopper med at lege tidligere og tidligere. De ender med at hænge ud på gadehjørner eller også vil de være popstjerner og gå den nemme vej via talentshovs som X-factor. Hvad skal det ikke ende med – hvis man spørger skeptikerne?

Barndommen er måske nok under forandring, men dén legekultur der karakteriserer barndommen lever videre i ungdomskulturen. Det gik op for mig efter i en periode at have observeret min 12 årige søn og hans venner og deres nyeste passion. Det startede i det små med at min søn og et par af hans kammerater syntes, det var skægt at hoppe ud over gelænderet direkte ned i forhaven, frem for at gå ned af trappen med de 4 trin fra vores hoveddør. Hvorfor gå den almindelige vej ned, hvis man kan skabe nye veje med forhindringer? – i dette tilfælde et gelænder.

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Hvad der i starten bare handlede om at komme helskindet hen over gelænderet udviklede sig til at involvere faldteknik, når de ramte jorden. De kunne være halve timer om at komme ind af døren i dén periode. Der gik ikke længe før gelænderet var klaret – som første level i et computerspil - og drengene var klar til at rykke hen til næste bane. Det blev i området ved det lokale varehus, hvor der er masser af vejskilte, betonklodser og trapper.

Hobbyen tog form og drengene satte et navn på beskæftigelsen; de udøvede parkour og flere af klassekammeraterne stødte til. Deres fritidsklub arrangerede en tur til Danmarks første parkourpark der ligger i Ørestaden og der kom en gruppe meget møre drenge hjem. Parkour er en benhård motionsform, skulle jeg hilse og sige efter at have lyttet til en radbrækket dreng, der havde været ude og bruge muskler han næppe vidste eksisterede.

Inspirationen finder de bl.a. på Youtube. Videoerne ses igen og igen og det er også her mange af begreberne opfanges; monkey vault, kong vault, speed vault....

Foto: www.Parkourgenerations.com

Nu er de en hel gruppe, og hvis de fortsætter i det tempo, varer det næppe længe, før de har fået sig et parkournavn. Parkour er også leg med identitet. Hver af drengene er ved at udvikle deres karakteristiske egenskaber. Én er hurtig, en anden er god til tricks (og tricks hører tilsyneladende mere ind under det der kaldes freerunning, men så er vi ovre i en opdeling min søn og hans venner endnu ikke går op i – og som jeg har svært ved at gennemskue som en ydmyg udenforstående) en tredje har styrke, en fjerde er smidig osv. Som 12 årig har det betydning, at man har sin særlige rolle at udfylde i gruppen. På sigt er ideen nok, at hver enkelt udvikler både styrke, tricks, hurtighed OG smidighed.

Men hvad er så helt præcis parkour og hvori består legekulturen? En franskmand ved navn David Belle (1973), der har baggrund indenfor gymnastikken og atletikken, siges at være parkourens ophavsmand (på engelsk oversættes parkour med ’the art of moving’). Han startede en kultur omkring dét at løbe rundt på gader, trapper, hustage, mestre rullefald etc.

David Belle himself. foto: for copyright look at the end of the blog post

Fidusen er at hoppe fra mur til mur, hen over skilte, klatre på broer, holde balancen på smalle stakitter etc - alt sammen med særlige teknikker. Det er ikke nok at klare et spring i sig selv, det skal gøres elegant, ellers kan det være ligegyldigt. David Belle taler om, at man skal være til stede i springet, i nu’et. Parkour – eller freerunning - er altså en flowtilstand og allerede her er der fællestræk med legekulturen.

Børn leger, fordi de ikke kan lade være. Set med et par udviklingspsykologiske briller udvikler leg også et hav af kompetencer og færdigheder, men først og fremmest leger børn, fordi det er meningsgivende for dem i selve situationen. Noget tilsvarende kan man sige om parkour. Traceuren (som den der laver parkour kaldes) udøver først og fremmest parkour, fordi han eller hun ikke kan lade være. Børn kan heller ikke lade være med at opsøge væltede træer, gå på line på mure og stakitter og den slags.

I Kasper Astrup Schröder’s nye film ’My playground’, om arkitektur og parkour siger en fyr i 20’erne på vej ud til nye bygninger, hvor de skal træne parkour, at det er som at komme til en ny legeplads.

Jeg spørger min søn om ikke han kan vise mig et par af hans yndlingsvideoer. Det gør han gerne. Det er bl.a. ham, der introducerer mig til David Belle med en 'Best of David Belle' hvor han nærmest flyver hen over hustage og flere meter høje mustensmure.

I takt med at jeg betragter min søns stigende interesse for parkour står det mere og mere klart for mig at fællesskabet - ikke bare i børns legekultur, men også indenfor parkour - har afgørende betydning. Man kan godt udøve parkour alene, men først når den folder sig ud i fællesskabet og man kan ’springe i flok’ når den nye højder. Igen som i den gode leg. Det er alt andet lige også svært at lege far, mor og børn eller Ninja Turtles når man er alene.

Ydermere ligger der i børns legekultur et fokus på deres valg af legesteder. Noget af det bedste er huler og hemmelige steder, som de voksne ikke kender til...eller forstår. I gamle dage legede børn på gaderne og var i fred for de voksne. I dag betragter vi gaden som farlig. Der er trafik og mennesker, vi ikke kender og steder, hvor man kan komme til skade. Frem for alt kan vi voksne ikke holde øje med børnene, hvis de løber frit rundt på gaden.

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Parkour’en fremstår som en måde at generobre det tabte legested, det farlige og det hemmelige. Men frem for alt er det glæden ved at bevæge sig, udfordre sig selv i mødet med de forhindringer der dukker op undervejs. Ifølge parkour-udøverne handler det også om at kunne komme hurtigt af sted gennem byen, væk. Igen som børn der løber i flok, væk fra en fiktiv fare. Det kræver finpudsning af teknik og at øve sig igen, og igen og igen. Hvis man vil være med i ’legen’ og fællesskabet må man med andre ord arbejde på sine parkour-færdigheder.

I legen ligger en dekonstruktion af barnets omverden. Børn suger næring til deres leg fra deres omgivelser, transformerer det og gør det til deres eget udtryk. Det ses fx når børn i fritidsordninger leger ’Talent’. De kopierer ikke bare tv-programmet, de leger med identiteterne og tager ejerskab over rollerne. Man kan også tale om en dekonstruktion og en genopbygning i parkour’en. Opfattelsen af hvad by og rum er, bliver udfordret og en ny måde at bruge byrummet på etableres.

Signe Højbjerre fra danske Team Jiyo fortæller i Kasper Astrup Schröder’s tidligere omtalte video om sin fascination ved dén måde, man kan transformere byen på. Som hun siger; Du kan ikke ændre på det (byen) rent fysisk. Du kan ikke gå hen og flytte på lygtepælen eller vende trappen om, fordi den ser sjovere ud på den anden måde, men du kan ændre den måde du SER tingene på og gøre det til dit eget på dén måde.

Team Jiyo beskriver sig selv som et team, der kombinerer forskellige nye former for ekspressive bevægelsesformer, herunder: Parkour, Freerunning, Tricking, Breakdance & Stunt / Stagefight. De tilbyder undervisning i parkour til både børn og unge. Og spørger man min søn er de ubestridt landets bedste, hvorfor han nu ønsker sig svedbånd og t-shirts med deres logo for at komme lidt tættere på forbillederne. For 8 år siden havde han Star Wars logoer med alle heltene på blusen.

Selvfølgelig er parkour ikke rendyrket legekultur, som vi ser det i barndommen. Men parkouren har den legende tilstand indbygget i sig; et begreb man opererer med i børnekulturelle kredse. Det betyder ikke at parkour er ‘ barnligt’, faktisk tror jeg det er ‘stor alvor’ for de fleste parkour-udøvere. Der er netop tale om en legekultur, vi typisk knytter til barndommen, som nu finder et nyt ståsted i ungdomskulturen.

En 20 minutter lang video på youtube viser, hvordan det europæiske parkourteam Parkourgenerations i 2008 tager til New York for at lære teknikken fra sig. Videoen giver et fint indblik i en parkour'ens 'væsen', men min søn syntes videoen var dødsyg. Han vil have drama og stuntspring.
En begejstret kursist på Parkourgenerations undervisningshold udtrykker følgende om sin franske læremester Stephane: The way he moves is very fluid... it very nice to train with him...he is playful when he trains, you see him play and enjoying himself and having fun with it. He’s got that childlike playfullness during traning which is nice.

Legen er med andre ord essentiel i denne kultur indenfor en ungdomsgeneration, der tilbagevendende anklages for at have mistet netop den legende tilstand i en alt for tidlig alder. Så legen er jeg ikke bekymret for. Og sådan set heller ikke ungdommen anno 2010. Jeg er måske snarere bekymret for om – og hvornår – jeg skal køre min søn på skadestuen med en forstuvet ankel eller et brækket håndled....men min bekymring er jo ikke hans problem. Så han hopper gladelig videre...

Foto: ? - for copyright look at the end of the blog post

Nedenstående videoklip viser min søn og en af hans venner, der - lidt trætte efter et par timers parkourtræning i lokalområdet - demonstrerer hvordan de 'varmer op'. Jeg kan desværre ikke finde ud af at vende videoen 'rigtigt' - men måske er det meget passende at se videoen i en lidt atypisk vinkel i denne parkour sammenhæng...



Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig nedenfor. Klik på 'Send en kommentar'.

Photos: I am not the photographer of any of the pictures in this blog post and I do not have the copyright to the images. I will remove the images if necessary or much better - put the photographers names here, but I don't know who the photographers are? - and I'd very much like to give the photographers the credit for their photos.

Læs evt mit nyere indlæg om 'storbyferier, leg og parkour' her.

Og her er en række relevante links:

Se David Belle erobre byen her.
Læs mere om Team Jiyo her.
Se et teaser for Kasper Astrup Schröders video her.
Se et længere klip om Parkourgenerations undervisning i Central Park her.
Adressen til Parkour-parken i Ørestaden finder du her.

Tak, Vibeke, for link til Kasper Astrup Schröders video!