Anders Byriel, der er administrerende direktør i designvirksomheden Kvadrat, satte fokus på Danmarks rolle i en globaliseret verden, hvor konkurrencen om arbejdspladserne er hård. Det er tæt på at blive en kliché i disse tider at høre, at Danmarks skal leve af kreativitet og innovation, men Anders Byriel gravede sig ind i argumentationen og talte om, at vi skal ’et lag dybere’. Med det mente han, at vi skal anlægge en grundlæggende forståelse i samfundet for det kreatives betydning. Også blandt de ’ikke kreative’. Ifølge Anders Byriel er det vigtigt, at alle forstår de kreative processer, der går forud for idéudvikling og nytænkning. Det kreative er ikke for de særligt udvalgte og Anders Byriel understregede, at vores kreative potentiale netop er knyttet til vores kollektive viden og forståelse. Her introducerede han begrebet ’global adræthed’. Ved at tænke kreativt, ved at se noget andet end det traditionelle og det vi plejer, bliver vi i stand til at komme et lag dybere og han fastslog flere gange, at danskproduceret arkitektur og design kan være med til at skabe en ny mere nuanceret national identitetsskabelse. En identitet der rummer en større global adræthed og ikke låses fast i billeder af kongehuset og landsholdet.
Ifølge Anders Byriel skal vi som danskere finde vores (globale) identitet i vores særlige design- og arkitekturtradition, som her med Bjarke Ingels 'VM bjerget'Arkitekt Jes Vagnby fik hentet nogle af de bløde værdier fra 70’erne ind i en design og arkitekturtænkning anno 2011. Han talte om, hvordan arkitektur kan være med til at udvikle demokratisk tænkning. Også Jes Vagnby var inde på, at vi skal have indsigt i de kreative processer og være medskabere. ’En bys skønhed ligger i sidste ende i hvordan dens borgere interagerer med sin by’ udtrykte han det så fint. Han præsenterede en bogserie ved navn Verdens boliger, han har udviklet til undervisningsbrug, der fokuserer på børns boliger andre steder i verden. Temaet var som taget ud en undervisningsbog fra 70’erne: Mød Yoka fra Japan og Haroun fra den Arabiske Halvø. Men de uinspirerende fotos fra datidens meget pædagogiske undervisningsmateriale er skiftet ud med æstetiske, smukke illustrationer, der føjer en ekstra dimension til det at arbejde med arkitektur. Vi er nået et skridt videre i at lade det pædagogiske og kunstnerisk, æstetiske gå hånd i hånd.
Et eksempel på en illustration fra Jes Vagnbys bogserie om børns boliger. Her er der Haroun fra den Arabiske Halvø.Herefter var der en række sessions, hvoraf der var afsat tid til at deltage i en enkelt. Jeg deltog i en session, der fokuserede på vejen til bedre formidling af design og arkitektur. Manglen på kreative fag i folkeskolens ældste klassetrin og på de videregående uddannelser blev påpeget. Og selvom vi er på vej i den rigtige retning, blev den fortsatte konflikt mellem det pædagogiske og det kunstnerisk, æstetiske mere åbenlys og det slog mig, at vi måske først formår at integrere det kunstneriske HELE vejen op gennem uddannelsessystemet den dag, vi forstår at forene det pædagogiske og det kunstnerisk, æstetiske, så det går op ’i en højere helhed’. Ligesom ikke-kreative skal have en bedre forståelse for det kreative, som Anders Byriel påpegede indledningsvis på dagen, skal de kreative og kunstnerne måske ikke være så bange for pædagogikken og didaktikken, for nu at sætte det lidt på spidsen.
Endnu et eksempel fra Jes Vagnbys serie om børns boliger. Her er det Yoka fra Japan.Brecht Demeulunaere fra det belgiske kulturministeriums Canon Cultuurcel var inviteret med for at tale om, hvad vi skal med kunst og kultur i uddannelsessystemet. Han viste et par eksempler på projekter med børn og fremhævede, at det er vigtigt at hvert enkelt barn finder sit eget sprog at udtrykke sig med, om det så er at tegne, spille musik, bygge ting, danse eller lignende. Og udfordringen for uddannelsessystemet er at udfordre børn og unge til at undersøge, hvilket sprog de udtrykker sig bedst med.
Der findes en meget omfattende billedrig, veldokumenteret hjemmeside – på flamsk. Man kunne godt ønske sig et EU-sponsoreret projekt, der oversatte sider som denne til engelsk til gavn for det globale uddannelsessystem. Måske det kommer...
Et eksempel på et kulturprojekt fra den belgiske hjemmeside Canon Cultuurcel.Elsebeth Gerner Nielsen, tidligere kulturminister, nu rektor for Designskolen i Kolding, fortalte om hvordan Kolding satser på design som byens varemærke. Hvordan det skal skinne igennem i alt lige fra børnehaven Sanseslottet, der integrerer design og arkitektur i den pædagogiske linje til at satse på gunstige forhold for erhvervslivet for at tiltrække designvirksomheder til byen.
Den norske arkitekt Sverre Aaker Sondresen stillede skarpt på arkitektur i skolen og gav eksempler på, hvordan fotos kan bruges i undervisningen, hjemme i klasselokalet, som udgangspunkt for at tale om rum. Hvad er rum egentlig? spurgte han og illustrerede det med måder børn og unge kan forholde sig visuelt til rum: Rum og religion (Mekka og kirker), rum og filosofi (fx et torvs samlende funktion), rum og deltagelse (om at være handikappet), rum og magt (den kinesiske mur/Berlinmuren) og rum og drømme (sommerhuse, steder med minder etc).
Den kinesiske mur er et eksempel på rum og magtforhold.Barbara Læssøe Steffensen, vært på Kulturgeist på DR K, sluttede dagen af med at anlægge en personlig vinkel på det at få kulturoplevelser og trak på egne erfaringer fra hendes barndom med hendes bedsteforældre, der havde åbnet hendes øjne for at forholde sig nysgerrigt til verden. Det er ok at nøjes med sig selv som redskab, understregede hun og refererede til, hvordan vi inddrager alverdens tekniske hjælpemidler og planlægger forløb på børnenes vegne for at sikre, at de får alt ud af en kulturoplevelse. Barbara Læssøe Steffensen var tydeligvis træt af ’forklare’ tendensen. Børn får noget ud af kulturmødet, selvom voksne ikke har planlagt noget på forhånd. Børn oplever med hele kroppen, og derfor er det ifølge Barbara Læssøe Steffensen vigtigt at tage andet end synssansen i brug i rumoplevelsen. Rum skal mærkes, bl.a. via lyd, ved at råbe, ved at hviske, ved at lytte.
Foto: PR.Hvad blev så min personlige konklusion oven på en veltilrettelagt, relevant konference?
Som formidlere skal vi indimellem turde slippe kontrollen over, hvad børn og unge skal have ud af at forholde sig til kunst og kultur. Vi skal vise tillid, vi skal vise vej og inspirere. Og vi skal lade os inspirere, først og fremmest af børnene og de unge, men også på tværs af professionelle faggrupper. Kreativitet opstår i krydsfelterne. Krydsfelterne mellem arkitektur og musik, mellem dans og billedkunst, mellem uddannelse og erhvervsliv, kunst og pædagogik. Og hvor er det dejligt, at vi er godt på vej...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar