Hippiepædagogik eller fast struktur? Sådan lød overskiften på en paneldebat, jeg overværede i går, hvor bl.a. socialminister Benedikte Kjær og den tidligere viceborgmester i Gentofte Marie-Louise Andreassen (også folketingskandidat, fra De Radikale) deltog. Mødet var sat i stand af Marie-Louise Andreassen, der, ligesom store dele af det pædagogiske miljø, var blevet provokeret af Benedikte Kjærs nylige udmeldinger om, hvad hun kaldte et opgør med hippiepædagogikken i vuggestuerne. For hvad mente Benedikte Kjær præcis med det? DPU-forsker Ole Henrik Hansen og BUPL-formand Henning Pedersen deltog også i mødet.
Det var et godt og vigtigt initiativ, der egentlig kom i stand allerede før valgkampen blev skudt i gang. Nogle vil mene, at der er andre, mere væsentlige ting at diskutere i en valgkamp. Det var vi en del, der var uenige i. Fremmødet var stort og publikum var spørgelystne og engagerede.
Ole Henrik Hansen præsenterede sin forskning inden for småbørnsforskning. Hans forskning viser bl.a., at det har betydning hvilken hverdag vuggestue børn har. Jo mere voksenkontakt i en struktureret hverdag, jo bedre chancer for et godt liv videre frem. Små børn, der skal forvalte for stor en del af deres egen dag i daginstitutionen, stimuleres ikke optimalt og det bremser deres udvikling. En hverdag, hvor pædagogerne ikke er synlige nok, ender oftere i støj, stress og fravær i forhold til børnene. Han fortalte om hvordan hjernen udvikler sig eksplosivt de første 3 år og argumenterede for, at vi skal indrette vores pædagogik efter disse facts. Det handler om kommunikation med det enkelte barn, om sprogstimulering, nærvær mm. Ole Henrik Hansen kalder det 'kærlighed'.
DPU-forsker Ole Henrik Hansen talte om omsorg og nærvær og en struktureret hverdag for de mindste. Socialminister Benedikte Kjær lyttede. Foto: Søren Michaelsen/Formand for Gentofte børnevenner, som lagde hus til arrangementet.
Benedikte Kjær, der har inviteret Ole Henrik Hansen med i den taskforce gruppe, som skal samle viden om 'fremtidens dagtilbud' var et langt stykke af vejen enig med Ole Henrik Hansen. Hun talte om betydningen af at flytte fokus fra folkeskolen over på daginstitutionerne, 'fordi det er her fundamentet for en god skolestart lægges', som hun udtrykte det.
I dét lys kom legen - i sin såkaldte frie form - til at stå meget klemt og formålsløs, ja næsten som noget, der er skidt for børn.
Copyright på foto.
Henning Pedersen satte pris på det fokus, der kommer med en debat som denne: på rammernes betydning for de mindste børn, for hvad vil vi byde børnene? Han efterlyste desuden et fokus på hvad vi bruger den viden til, som vi opnår via forskning og slog et slag for færre dokumentationskrav. Hvad er det du vil opnå? spurgte han flere gange Benedikte Kjær.
Marie-Louise Andreassen talte om tryghed og normering. Hun afviste på ingen måde en struktureret hverdag i daginstitutionerne, men hun understregede, at hun ikke var glad for alt for meget ensretning, testtænkning og dokumentation. Hun talte om behov for anerkendelse for hele fagområdet og inviterede publikum til at byde ind med erfaringer fra 'det virkelige liv'. Dén invitation blev imødekommet.
Det med dokumentationen kunne alle paneldeltagere blive forholdsvis enige om. Dokumentation skal bruges til væsentlige opgaver. Det er idioti, syntes alle at mene, at dokumentere bare for at dokumentere. Så langt så godt, fristes jeg til at tilføje. Benedikte Kjær understregede, at hun har ændret kravene på området så læreplanerne fremover skal tages op hvert 2. år og alle børn ikke automatisk skal sprogscreenes. Blandt publikum var der bl.a. fokus på den pressede hverdag, på normeringen, på pædagogernes arbejdspræmisser, på bedre ledelse, på behov for større fokus på det praktisk-musiske og på en pædagoguddannelse, der ikke er tidssvarende i opbygning, og som i værste fald er reduceret til 8 undervisningstimer pr. uge på visse uddannelsessteder. Det hele blev kommenteret af paneldeltagerne. Frustrationen var ikke til at tage fejl af og det faldt ikke i god jord, at Ole Henrik Hansen talte om, at bedre pædagognormering ikke har betydning i selv. Det er, hvad vi bruger normeringen til, det tæller, mener Ole Henrik Hansen: Han blev modsagt af Marie-Louise Andreassen, der fastholdt at vi som minimum må sørge for, at der er hænder nok til at klare alle opgaverne. Jeg kan kun give hende ret. Den gode pædagogiske indsats begynder med, at der er nok voksne til at tage sig af de mange opgaver i daginstitutionerne.
Folketingskandidat Marie-Louise Andreassen fra Radikale (th i billedet) talte om bedre pædagognormering og anerkendelse af fagområdet.
Foto: Søren Michaelsen/ Formand for Gentofte Børnevenner, som lagde hus til arrangementet)
Personligt savnede jeg et mere nuanceret forskningsgrundlag og et opdateret syn på begrebet 'fri leg'. Det er trist og ikke særlig hensigtsmæssigt for en vigtig debat, at det bliver til et enten-eller. Konklusionen bliver nemt: Enten skal vi have strukturerede rammer eller er der også fri leg på alle hylder. Tiden er til struktur og planlægning og et endeligt opgør med laissez-faire pædagogikken. Jeg mener Ole Henrik Hansen har fat i nogle vigtige pointer, når han taler om omsorg og nærvær. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at børn bare skal overlades til sig selv dagen lang. Men omsorg er også at forstå børns egen legekultur - som den fri leg i virkeligheden er et udtryk for. I børns legekultur, den leg de leger på egne præmisser, hvor de voksne ikke blander sig eller planlægger eller styrer slagets gang, gemmer sig viden og ressourcer, der kan inddrages i planlægningen af det pædagogiske arbejde. Det handler med andre ord om at kvalificere 'den fri leg' i det pædagogiske arbejde og ikke bare bruge den som sutteklud, når der mangler tid eller engagement. Det er vi nødt til at få tydeligere frem i den politiske debat for at gøre op med den utidssvarende opfattelse af, hvad fri leg er. Det er noget, der optager mig meget og som jeg pt. har et samarbejde med et forlag om.
Jeg foreslog Benedikte Kjær, at tænke forskningen inden for det børne- og ungekulturelle område mere tydeligt ind i hendes taskforce, fordi det vil nuancere debatten og grundlaget for den politiske linje, både i pædagoguddannelsen og ude i daginstitutionerne. Ole Henrik Hansen mente, at børns legekultur allerede var en del af hans forskningsgrundlag sidestillet med det udviklingspsykologiske perspektiv. Jeg er ikke helt enig med sidestillingen, men det må blive en anden diskussion en anden gang.
Alt i alt var det en fin debat og som flere påpegede under mødet, er det positivt, at vi har fået skudt en politisk debat i gang, hvor der forhåbentlig bliver plads til at diskutere, hvad det gode børneliv egentlig er.
Nysgerrig efter at vide mere?
Læs mere om Ole Henrik Hansen, herfra kan du samtidig komme videre til andre relevante links. Klik HER
Søg evt. på 'Early childhood matters', som Ole Henrik Hansens forskning indgår i på et internationalt plan.
Vil du vide mere om forskningen på det børne- og ungekulturelle område.
Læs mere HER.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar