Anmeldelse af ’Lille Picasso’ på Det Lille Teater.

’Hvis man ved, hvad man vil lave, er der jo ingen grund til at lave det’ lyder det i åbningsscenen i københavnerteatret Det Lille Teaters nye forestilling ’Lille Picasso’. Citatet tilhører Picasso og danner rammen om en forestilling, der er knap i ord og egentlig handling, men rig på leg og sanselighed.
Kort fortalt handler forestillingen om Picasso i en vekselvirkning mellem barn og voksen med et kig ind i hans nysgerrige, fabulerende, legefyldte univers.
Scenografien er simpel og virkemidlerne enkle og dét fungerer rigtig fint til en forestilling, der handler om en verdensberømt kunstners rige indre univers.
Et staffeli og en blå kiste udgør de eneste rekvisitter i et højloftet teaterrum holdt mørkt, med sortmalede vægge. Gulvet er fyldt med små og store lemme, hvorfra ting og mennesker konstant kommer op og pirrer – eller afspejler - Picassos fantasi.

'Lille Picasso' er en poetisk og sanselig lille forestilling. Foto: Aske Rif Torbensen

De 3 skuespillere, Susanne Storm, Karen Pontoppidan Monrad og Ole Boisen, indleder forestillingen med et fødselsdagsselskab, som Picasso afholder, med the og kakao der hældes op og drikkes med stor indlevelse. De sluprende lyde bliver til en melodi og forestillingen skydes i gang musikalsk.
Lille Picasso kommer op fra en lem i gulvet i form af en hånddukke. Han åbner den blå kiste og finder en pensel. Store Picasso tager penslen og fortæller om, hvordan penslen er en prik, der kan indeholde alt fra tissemyrer til tornadoer. Med denne pensel males den videre fortælling frem. Op fra gulvet kommer bl.a. en fnysende tyr, en kælen kat, en flirtende kvinde og to mistroiske uglefigurer. Velkendte motiver fra Picassos kunstneriske univers.

Picassos billeder flyver gennem luften i forestillingen 'Lille Picasso'. Foto: Aske Rif Torbensen

Det er en forestilling, der vil den kunstneriske oplevelse før den pædagogiske og heldigvis for dét. Helt i Picassos ånd er det legen, der får lov at være omdrejningspunktet i forestillingen. Der danses og mimes, flirtes og leges fangeleg undervejs. En af de bedst fungerende scener er scenen, hvor Picassos skabertrang og produktivitet skildres helt uden ord, men akkompagneret til tonerne af en stigende temperamentsfuld spansk guitar. Picassos kreativitet kendte som bekendt ingen grænser. Billederne vælter i ét væk op fra én lem, hen over scenen og ned gennem en anden lem. På deres vej hen over scenen er en række af Picassos velkendte motiver på billederne med til at fortælle noget om Picasso som kunstner.

Måske der næsten er lidt for mange ord i et par af scenerne, som da Ole Boisen i en ellers veloplagt rolle som Picasso fortæller om Picassos liv og opvækst. Vi behøver dem egentlig ikke som publikum for at forstå, hvad resten af forestillingen skildrer så fint: at Picasso både rummede det nysgerrige legebarn, kunstneren med det store ego, kvindebedåreren og tvivleren.

Hen mod slutningen dukker Picasso op i miniformat som hånddukke, klædt ud som tyrefægter. Det er en sjov detalje, at Picasso går igen i forestillingen i 3 størrelser, som både skuespiller og hånddukke. En detalje min 10-årige datter bed særligt mærke i. Og en stil Det Lille Teater efterhånden har gjort til deres varemærke i flere af deres seneste forestillinger.
Lille Picasso er i lige så høj grad en forestilling for voksne. Og før man ved af det, er rejsen ind i Picassos univers slut.

Foyeren er indrettet med Picasso i tankerne. Et par skoleklasser har malet Picassobilleder på små lærreder, som er hængt samlet op på én væg, mens resten af foyeren viser andre aspekter af Picasso. Den lille udstilling gav anledning til flere samtaler mellem børn og voksne før forestillingen startede. Det er en fin måde at sætte fokus på Picasso. At skabe dialog mellem barn og voksen før - eller efter - forestillingen. Pædagogik for sig og kunst for sig, omend de stadig går hånd i hånd, når det handler om børnekulturformidling.

Vil du læse mere om forestillingen eller bestille billetter? Klik HER.