Den svære overgang... en anmeldelse af 'En sælsom nat' på Anemone Teatret

Anemone Teatret sætter i deres nyeste forestilling 'En sælsom nat' fokus på overgangen mellem barndom og voksenliv. Hovedpersonen er indskolingspigen Lillan, der stadig elsker sin sælbamse Sælus, selvom de andre børn i skolen griner af hende. De vil hellere lege med dukken Linda, en Bratz-lignende dukke med sølvglimmerstøvler med 10 cm høj hæl. Sådan en dukke må Lillan derfor også have for at hun kan være sej ligesom kammeraterne. Det er dog stadig Sælus, der kommer med i seng om aftenen, når der skal kysses godnat.

Sælus er stadig yndlingsbamsen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

I løbet af natten bliver tøjbamserne og dukken Linda levende. Tøjbamsen Grimmergøj, der kan trylle, får tryllet et par sølvglimmerstøvler magen til Lindas frem til Lillan. I det øjeblik hun får dem på, bliver hun hevet ind i et fjernt univers, langt fra det trygge barneværelse, hvor isdronningen regerer i Isørkenen. Kun Sælus kan redde Lillan fra hvad der i virkeligheden er en kold, utryg voksentilværelse, hvor man ikke må stille spørgsmål, fjolle eller være for nysgerrig, for så risikerer man bare, at de andre griner. Spørgsmålet er, om Sælus kommer Lillan til undsætning?

Lillan er fanget i Isørkenen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

Det er en forestilling fuld af skøn og fascinerende scenografi, hvor scenerummets dybde understreges af de mange gardiner, døre, låger og vinduer, der vækker både børn og voksnes nysgerrighed. Hvad gemmer der sig bag dét, vi kan se med det blotte øje? - akkurat som man kan spørge, hvad der gemmer sig efter barndommen? Scenografien leder ligeledes tankerne hen på en billedrig børnebog med masser af detaljer at gå på opdagelse i. Alt i alt en visuel fryd for øjet for både store og små, som forstærker fortællingen om den svære overgang.

Kostumerne er - som altid i Anemone Teatrets ånd - både fjollede og gennemførte, fulde af skæve detaljer. Og der er tale om en underskøn debut af den nyuddannede skuespiller Maria La Cour, som leverer en troværdig Lillan, der både er sødmefuld og barnlig uden at være overspillet.

Lillans bamser bliver levende, da natten falder på. Pressefoto fra 'En sælsom nat'.

Jeg kom undervejs i tvivl om, hvorvidt jeg synes billedet af dét at blive voksen er fremstillet lidt for følelseskoldt i forestillingen. Det var ind til det slog mig, at dét at blive voksen set med barneøjne – og Isørkenen er jo netop et billede på Lillans forestilling om voksenlivet - tit kan blive et næsten skræmmende billede af en uvis fremtid, hvor alt det sjove og trygge og tiden til leg forsvinder.

Om Sælus redder Lillan og om Lillan finder ud af, at det med at blive større ikke er så farligt, må man selv gå ind og se.

Og et lille efterord: Min 10-årige datter var opslugt hele vejen gennem forestillingen og meget berørt ved stykkets afslutning. Så har man en præ-teenage pige i huset, der den ene dag gerne vil være stor og gå sent i seng og den næste dag ønsker sig en ny plysbamse, så er ’En sælsom nat’ en både god og relevant forestilling.

Køb billetter til forestillingen HER

Læs mit tidligere indlæg om betydningen af yndlingskulturinstitutioner og om Anemone Teatret som en af MINE yndlingskulturinstitutioner HER