Kulturelle barndomsminder og lidt om, hvorfor vi har brug for yndlingskulturinstitutioner

Elskede kulturinstitutioner kommer under huden på os, uanset om vi er børn eller voksne. Et enkelt besøg kan ikke gøre det. Magien ligger i gentagelsen, i muligheden for at komme igen. Vi voksne vender tilbage til vores favorit kulturinstitutioner, hvad end de hedder Vega, Louisiana, Den Grå hal eller Det Kongelige Teater, fordi vi af erfaring ved, at alene de fysiske rammer i sig selv garanterer en god oplevelse. Og som barn kan et forhold til en enkelt kulturinstitution være langt mere værdifuldt set fra barnets eget perspektiv, end hvis man hver weekend kommer ud til nye kulturoplevelser i nye rammer. Man får et personligt forhold til den 'udvalgte' kulturinstitution og begynder at betragte den som en gammel ven, man kan regne med, jo flere gange man vender frivilligt tilbage.

Da jeg var barn havde jeg er særligt forhold til Zoologisk Museum og de mange udstoppede dyr. Det var billigt at komme ind, så jeg kom der tit med min mor og når først man var indenfor åbnede en eksotisk verden sig for øjnene af mig, hvor min fantasi fik frit spil. Det var tilbage i 70'erne, hvor aviserne ikke ligefrem bugnede med velmenende kulturtilbud for børnefamilier. Jeg er næppe den eneste, der var på fornavn med ænderne i den livagtige sø i hjertet af museet og dus med savannens dyr i det kunstige tusmørke. Og eftersom en stor del af museet ikke har ændret udseende, siden jeg var barn, er et besøg på Zoologisk Museum som en tidsrejse tilbage i barndommen. Vi går 'way back' Zoologisk Museum og jeg.

Samme følelse har jeg med Anemone Teatret i København til trods for, at jeg først begyndte at komme der, da mit ældste barn var 2-3 år. Det er 12 år, endnu et barn og mange forestillinger siden. Vi har danset med Djanzz til Elefantens slatne snabel, ladet os fortrylle af Teatret Månegøgls sanselige forestillinger for de yngste, raset med rasende Rita, grint med Cirkeline og Frederik, spillet med i Limfjordsteatrets interaktive teater og reflekteret over Teater Hunds filosofiske spørgsmål til livet for bare at nævne et par af højdepunkterne gennem årene.

Pressefoto fra Anemone Teatrets nye forestilling 'En sælsom nat'.

Vi har siddet i mørket på de lange lave bænke og forventningsfuldt ventet på at blive lukket ind i de tusinde fortællingers univers. Min søn mistede interessen for børneteater for et par år siden. Hans hjerte ligger i de digitale fortællinger. Nu er min datter på vej til de 11 og hun er begyndt at antyde, at hun måske snart er for stor til at gå med. Jeg græder stille indvendig. Kan man blive for stor til børneteater? Og vil hun mon huske Anemone Teatret, som jeg husker Zoologisk Museum? Eller er det noget helt andet hun tager med sig som sin særlige kulturelle barndomserfaring?

Vi er i skrivende stund på vej ind til premieren på Anemone Teatrets nye forestilling 'En sælsom nat', der meget aktuelt handler om overgangen fra barn til voksen. Jeg er personligt aldrig gået forgæves i Anemone Teatret, så mon ikke de også denne gang har formået at skabe en forestilling, der indkapsler skønheden ved barndommens fantasifulde univers og det til tider smertefulde i overgangen mellem barndom og voksenliv og som samtidig minder mig om, hvorfor Anemone Teatret hører til en af mine yndlingskulturinstitutioner.
Hvad er din yndlingskulturinstitution (én af dem...) og hvorfor?


Har du lyst til at besøge teatret, evt. se forestillingen?
Læs mere på Anemone Teatrets hjemmeside HER.

Læs en anmeldelse af forestillingen 'En sælsom nat' her på bloggen. Den kommer på i løbet af et par dage.