Hører fri leg til datidens laissez-faire pædagogik og friskoletænkning? Har fri leg overhovedet en berettigelse i fremtidens ambitiøse uddannelsessystem? Spørgsmålene om den frie legs generelle betydning trænger sig på i kølvandet på daværende socialminister Benedikte Kjærs nylige kritik af fri leg i vuggestueregi.
Legens komplekse DNA
Fri leg kan helt kort forklares med børns ’egentid’ til at lege, uden voksnes indblanding. Vi har længe vidst at leg og læring går hånd i hånd. Leg styrker motorikken, sprogudviklingen og de sociale kompetencer. Vi siger, at børn leger for at lære. Men man taler også om børns legekultur, som en kultur de selv skaber, hvor målet ikke er at lære, men at være deltagende. Her henter de råstof til deres lege fra oplevelser og indtryk i deres hverdag og omformer det til deres egne fortællinger og udtryk. Og hjerneforsker med speciale i leg, Stuart Brown, karakteriserer endvidere legen som en livslang – og livsvigtig - tilstand på linje med vores behov for søvn og mad. Han mener, at det modsatte af leg er depression. Hvis vi glemmer at lege, visner vi som mennesker. Fri leg har med andre ord stor værdi uanset hvilke briller, man betragter den med.
Spørgsmålet er hvor fri den fri leg er anno 2011.
Skolebyggeri uden skolegårde
Kigger vi ud i verden, er der noget der tyder på, at den fri leg er klemt på både plads og tid. I England byggede man for et par år tilbage den prestigefyldte skole Thomas Deacon Academy med plads til 2200 elever i alderen 11-19 år. Her havde man droppet både skolegården og frikvarteret. Ambitionen var at betragte eleverne som ansatte i en virksomhed. Begrundelsen for den manglende skolegård gik på, at eleverne ville blive rigt stimuleret i undervisningen, så ’pupils won’t need to let off steam because they will not be bored’, som inspektøren Alan McMurdo udtalte til The Sunday Times i 2007. Måske man tilmed mente, at tid og plads til leg ikke længere er relevant, når man runder de 11 år.
Eksemplet med Thomas Deacon Academy er ikke det eneste i engelsk skolebyggeri. På en anden engelsk skole endte man efter kritik fra politisk plan med at bøje sig og anlægge en legeplads.
Testkultur presser tid til fri leg
En tilsvarende tendens til at nedprioritere legen gør sig gældende i USA, hvor man de sidste 10 år har kørt en uddannelsespolitisk kurs under parolen ’No child left behind’. En kurs med fokus test og gode uddannelsesresultater. Landet er klemt pga den globale økonomiske krise og vejen frem er i både politikere og mange forældres øjne mere viden, mere struktur og bedre karakterer. Skoler vurderes efter deres testresultater. Jo dårligere resultater, jo mere under administration og mindre tid til ’alt det sjove’. Forældre presser deres børn for at sikre, at de får så gode karakterer, at de kan få plads på de prestigefyldte universiteter, der igen kan sikre et godt job. Prisen er tiden til den frie leg.
Børnelægernes bekymring
En række fremtrædende amerikanske børnelæger udtrykker bekymring for denne tendens. De oplever en stigning i antallet af børn i deres praksis, der kommer med angst, spiseproblemer, ADHD og stress. Psykiater og tidligere formand for organisationen The American Academy of Child and Adolescent Psychiatry Marilyn Benoit peger på, at børn i USA helt ned til 4-5 års alderen har en så tilrettelagt og struktureret hverdag, at de bliver udmattede og ikke kan følge med, hvorefter de ender i psykiatrisk behandling.
Børnelæge Ken Ginsburg fra Childrens Hospital i Philadelphia taler om, at prisen for de skærpede uddannelseskrav medfører et for snævert succesbegreb. Succes er i denne sammenhæng gode karakterer og dét at kunne de rigtige svar. Til gengæld tør børnene ikke tænke ’out of the box’. Han efterlyser en redefinition af succes. Han påpeger, at børn lærer at navigere i verden via deres frie leg. Det er her, de lærer at turde fejle og prøve igen. For set i et børneperspektiv rummer legen ingen rigtige svar. Her er processen målet i sig selv. En proces der ifølge Marilyn Benoit styrker bl.a. samarbejdsevner, empati, innovationstænkning, kreativitet og konfliktløsning. Hvis de voksne ellers kan lade være med at blande sig unødigt.
Nye initiativer og nye legepladser
I de samme to lande ses samtidig en række initiativer, der trækker i den modsatte retning. I USA har non-profit organisationen Kaboom netop holdt 15 års jubilæum. Kaboom arbejder for at skabe trygge rammer for leg i form af bl.a. lokale legepladser. De vil sikre tid til leg og frikvarter i skoleregi og de udgiver rapporter med fokus på leg. Pt. har de været med til at bygge mere end 2000 legepladser på nationalt plan. Michelle Obama har fulgt dem alle årene og er som en slags legeambassadør med til at udbrede deres budskaber.
Legens betydning på politisk plan
I South Gloucestershire i England har man i 2007 udarbejdet en ’play policy’, som en del af det kommunalpolitiske grundlag. Alle børn og unge skal have adgang til steder at lege og mulighed for ’recreational activities’. I praksis betyder det bl.a. at kommunen forpligter sig til at vedligeholde offentlige legearealer, løbende udvikle nye tiltag inden for området og samarbejde med frivillige organisationer, der har fokus på legens værdi. I lege-policen slås det fast, at man tager børn og unges leg alvorligt og at man anerkender leg som en vital komponent i børn og unges liv. Vel at mærke den frie leg, hvor de selv bestemmer over deres tid. Og der lægges vægt på, at de politiske ideer og holdninger omsættes til praktiske tiltag, som er synlige for kommunens børn og unge. Der er meget inspiration at hente i policen, først og fremmest i selve opprioriteringen af legens betydning på politisk plan.
Legens status i Danmark
Heldigvis ligner vi i Danmark hverken det engelske eller amerikanske uddannelsessystem, hvad skolegårde og testkultur angår, så vi behøver vel ikke bekymre os om tid og plads til fri leg. Eller hvad? For spørgsmålet er, hvor vi er på vej hen med det danske uddannelsessystem?
Herhjemme går debatten om skoler uden skolegårde igen i skolebyggeriet af Ørestadens skole, der skal stå klar i januar 2012. Der er som udgangspunkt ikke tænkt en egentlig skolegård ind i byggeriet bl.a. pga. pladsproblemer. Man henviser til lokalområder tæt på skolen og forsøger så at løse problemet med at tænke fysiske ’frirum’ ind i skolens forskellige plateauer. Det er for tidligt at vurdere Ørestadens Skole, da skolen officielt ikke er åbnet endnu, men det er i sig selv en bekymrende tendens, at skolegården som både rekreativt og læringsstimulerende udeareal nedprioriteres i ellers ambitiøse skolebyggerier.
PISA og tid til leg
Vi har fået fokus på at højne det faglige niveau herhjemme og det er godt. Men siden den første PISA undersøgelse tilbage i 2000 sendte chokbølger gennem uddannelsessystemet, har vi skabt en stigende testkultur i det danske uddannelsessystem, der risikerer at spænde ben for netop det høje faglige niveau. Paradoksalt nok synes denne testkultur ikke at have skabt de store ændringer i de seneste PISA resultater. Det ser med andre ord ud til, at vi overser noget.
Vi hører ofte om de finske resultater i PISA undersøgelserne. Verden over studerer man deres lærings- og undervisningsstrategier. Hvad man sjældent hører om, er at man i den finske grundskole har 75 minutters frikvarter, fordelt over hele skoledagen. Med andre ord: der er tid til at lege. En dansk skole har til sammenligning ca. 50 minutter. Finnerne formår altså at skabe en faglig, struktureret undervisning og give plads til fri leg samtidig. Det kan vi lære noget af herhjemme. For det bliver en fattig debat, hvis vi – som tilfældet er i medierne nu - gør det til et spørgsmål om enten-eller.
Fri leg og struktur
Vi skal se fri leg som en potentiel ressource og lade den gå hånd i hånd med en struktureret hverdag i daginstitutionerne og høj faglighed i skolen. Det gør vi ved at skabe tid og plads og have forståelse for legens multifaceterede DNA i det pædagogiske og didaktiske arbejde med børn og unge.
Det vil være en væsentlig investering, både i ’den gode barndom’ og i Danmarks fremtid som førende nation på uddannelsesområdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar