I efterårets nyhedsbrev her reflekterer jeg indledningsvis over den generelle ekspertrolles status i samfundet i dag og i den forbindelse, hvad der synes at være min egen spirende ekspertrolle som konsulent/legekulturformidler og facilitator af VTS-metoden. Altså en slags opfølgning og videre refleksion på nyhedsbrevet fra august.
Vi lever i et samfund, der elsker og dyrker eksperter. I medierne trækker vi gerne på ekspertviden inden for alle områder. Politik, sundhed, sport, kultur, you name it. Der er altid én – ofte en belæst akademiker - der har svarene parat.
Billedet er lånt fra Institut for Menneskerettigheder, hvor man i øvrigt kan stille diverse eksperter relevante spørgsmålHvad der sjældent er plads til, er at eksperterne revurderer deres viden undervejs, når de bliver interviewet. Vi lever i en hurtig og omskiftelig verden. Sociologen Anthony Giddens kalder den løbsk. Vi skal helst have et hurtigt overblik og vi skal for alt i verden ikke tvivle. Og der er selvfølgelig mange situationer, hvor det ikke duer at tvivle. Militæreksperten skal måske ikke ligefrem sidde og give udtryk for tvivl i forhold til et netop udført militærangreb, der kostede flere soldater livet. Og ingeniøren skal helst ikke tvivle på sine færdige beregninger, når håndværkerne på en byggeplads går i gang med et nyt byggeri ud fra ingeniørens arbejde.
Men som udgangspunkt er tvivlen er jo god. Den får os til at stille spørgsmål. Og det skal eksperter vel også kunne? Jeg mindes jeg engang hørte en diskussion på P1 med flere deltagere og den ene – måske ikke overraskende en præst – sagde flere gange undervejs ’jo, det kan du nok have ret i...’ til de andre deltagere. Det var helt befriende med dén ærlighed og de nuancer, det gav diskussionen. At der var plads til spontan refleksion undervejs. Præsten lyttede jo faktisk og turde udstille sin tvivlen.
Men mon ikke det handler om, at der ofte ikke er tid til dén refleksion. Og at tvivl i øvrigt får os til at fremstå som inkompetente? Og kompetente, dét skal vi dælme være anno 2011, snart 2012! Som i klar-parat-svar! Men indimellem kunne det være helt befriende at høre en spindoktor eller politiker sige: Jeg er sgu i tvivl om den her sag, jeg kunne godt bruge en anden vinkel på problematikken før jeg beslutter mig...
Som konsulent og formidler inden for legekultur og Visual Thinking Strategies oplever jeg i stigende grad at blive trukket på som ’eksperten’ i forskellige sammenhæng. Men rollen som den med alle svarene er inden for mit felt egentlig lidt uinteressant, synes jeg. Nok har jeg med tiden erhvervet mig en bred og dybdegående viden inden for mit område i krydsfeltet mellem rollen som lærer, pædagog og kulturformidler, men eftersom jeg beskæftiger mig med et område, der handler om mennesker, om relationer og læreprocesser og som i øvrigt er i rivende udvikling i de her år, så kommer jeg aldrig til at være den med alle svarene. ’De rigtige svar’ findes alligevel ikke. Jeg tror, de interessante svar findes i de relationer, vi indgår i og den refleksion der udspringer af de relationer. Og de svar udløser nye spørgsmål. (og her fik jeg så samtidig skitseret grundlaget for VTS-metoden) Og i den proces er det selvfølgelig relevant at kunne trække på en – eller flere – såkaldte ’eksperter’, der har den nødvendige viden og indsigt. Og nysgerrighed og åbenhed, får jeg lyst til at tilføje...
I sidste uge holdt jeg oplæg for Skoletjenesten om førskolebørn og deres legekultur i undervisningssammenhæng i forbindelse med en temadag om førskolebørn og undervisning i kulturinstitutionelle rammer. Det er et område i sin vorden, som kulturinstitutioner som Danmarks Akvarium, Zoologisk Have og Nationalmuseet har stor fokus på i øjeblikket. Hvordan formidler man til og med førskolebørn, når nu daginstitutionerne har indført pædagogiske læreplaner, som gerne skal tilgodeses? Mit helt indlysende og hurtige svar som legekulturformidler var: ved at tage udgangspunkt i børnenes kropslige legekultur. Sats på den gode oplevelse, sats på legen, kroppen og den uformelle læring, hvor børnene får lov at trække på det de er bedst til og hvor de har flest ressourcer: legen. Den formelle læring skal tidsnok komme, når de starter i skolen. Jeg kom med et bud på, hvad man skal tage højde for, ved at tage udgangspunkt i min masterafhandling, der netop fokuserede på ’børns kropslige, legekulturelle repertoire i en uddannelsessammenhæng’. Jeg forsøgte at skitsere både muligheder og udfordringer i oplægget.
Men egentlig fik min afhandling mig bare til at stille flere spørgsmål, som jeg langt fra har fundet svar på endnu, men som jeg nu er optaget af at finde svar på - hvilket jeg også understregede i mit oplæg til Skoletjenesten. Men det føles alt andet lige ikke særlig 'ekspertagtigt' at sige, at man ikke allerede kender svarene. Da jeg blev spurgt ud om såkaldte ekspertsvar, måtte jeg svare tilbage, at nok havde jeg nogle ideer og forestillinger, men at jeg var lige så nysgerrig for, hvad deltagerne på temadagen gjorde sig af tanker ud fra mit oplæg, ud fra hvad temadagen ellers havde budt på, hvad de allerede havde gjort sig af erfaringer i deres arbejde og hvad de havde af planer fremover. Der kom nogle fine refleksioner frem. Og jeg lagde ikke skjul på, at jeg gerne ville have indsigt i deres erfaringer og ud og tale mere med dem fremover. Nutidens eksperter er jo ikke eneboere, der lever af gamle, tykke, støvede bøger.
I virkeligheden er det måske mere relevant at tale om ekspertise via fællessskabet end om enkeltpersoner som eksperter. Sociolog Emilia Van Hauen taler om co-creation - eller samskabelse. Det synes jeg den afsluttende diskussion på Skoletjenestens temadag var et godt eksempel på fordi nye ideer og overvejelser spirede frem af den fælles refleksion.
Jeg har på det personlige plan længe haft visse vanskeligheder ved at koble min interesse for børns legekultur med mit andet fokusområde: kunstformidlingsmetoden VTS. Jeg har undret mig over, at disse to hjertebørn har haft grene i to så forskellige retninger og kulturer. Det formelle og det uformelle, en undervisningskultur overfor en legekultur.
VTS er, som jeg allerede har været inde på, en kognitiv kunstformidlingsmetode, der har til hensigt at udvikle æstetisk tænkning. Børns legekultur handler om en kultur skabt af børn selv, en kultur der ikke kan struktureres eller tilrettelægges af voksne. Altså det modsatte af en undervisningssituation som en VTS-diskussion reelt set er.
Men der begynder at tegne sig nogle fællestræk, jo mere jeg tænker over det: begge områder har det undersøgende, det undrende, den æstetiske refleksion og selve processen frem for de rigtige svar til fælles. Legen har ikke et mål og ingen rigtige svar. Den er den uformelle læreproces. De samme træk gør sig gældende for en VTS-diskussion, der omvendt fokuserer på den undersøgende, åbne dialog i den mere formelle læreproces i en struktureret undervisningssituation. Hvor man som facilitator ikke er den der har svarene, men derimod formår at holde sig åben og nysgerrig for deltagernes undren. Hvor man i bedste fald bliver en ekspert i at lytte og observere. Akkurat som jeg også prøver at være det i forhold til børn og deres leg.
At være deltagende i henholdsvis en leg og i en VTS-diskussion er to forskellige måder at reflektere på, men fælles for dem begge er at der er plads til tvivlen, tid til refleksionen og at refleksionen bliver til netop via deltagelsen i fællesskabet.
Så hvis jeg personligt skal konkludere noget, hvad er jeg så for en slags ’ekspert in spe’? Ja, forhåbentlig en procesorienteret ekspert, der tør fastholde sit mål om at turde jagte tvivlen, det undrende og refleksionen frem for at være den med ’de rigtige svar’.
Vil du vide mere om Visual Thinking Strategies, kan du enten læse mere HER.
Eller du kan gå direkte til den originale hjemmeside HER.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar