Allerede inden forestillingen startede, var jeg pejlet ind på bare at lade mig opsluge af forestillingen og ikke lede efter alt for mange ord undervejs. ’Du kan da ikke nå at se forestillingen, hvis du skal sidde og skrive undervejs’ spurgte min 10-årige datter mig undrende, da jeg traditionen tro hev notesblok og kuglepen frem. Hun havde jo ret. Det er svært at være tilstede to steder på én gang. Det er svært at lade kunsten tale for sig selv, hvis hele ens analyseapparat skal køre parallelt med, at man er i oplevelsen. Det skulle et barn minde mig om...
Anmeldelser er nogle gange en underlig størrelse.
Fra forestillingen Anima/Meridiano Teatret. Anna har mistet sin hund og begiver sig ud på en rejse for at finde ud af, hvor sjælen bliver af, når livet forsvinder. De få ord, der listede sig ned på min blok og i mit hoved undervejs, var: poetisk, smukt, rørende, nænsomt, fortryllende, legende, magisk, forløsende, vidunderligt.
Anima er en af den slags forestillinger, der tager over, hvor ordene holder op. Den handler om at miste - hovedpersonen Anna mister sin elskede hund - om hvad der sker med sjælen, når nogen forsvinder ud af vores liv. Er sjælen en skygge? Et lys? Er det overhovedet vigtigt at vide? Det er en forestilling om at gemme dém og dét vi har kært i vores hjerter. Og det fik mig til at fælde en tåre undervejs. Dét sker – trods mine store kærlighed til børneteater – ikke særlig tit.
Meridiano Teatret opfylder med deres forestilling Anima en af kunsten fornemmeste opgaver: At røre ved vores hjerter. At gøre en forskel i fht vores opfattelse af verden. Min datter og jeg var kommet skævt ud af døren på vej til teatret. Vi havde skændtes, hun havde surmulet og grædt, jeg havde ondt i maven. Vi hader begge to at skændes. Da lyset slukkede og forestillingen startede, blev vi lukket ind i en anden verden fuld af kærlighed. En verden med fortælleglæde, æstetik, lys, musik. Vi lod os forføre. Og da forestillingen sluttede 40 minutter senere, var vi begge fri af skænderiet. Vi var lette om hjertet. Min datter boblede over af glæde og roste forestillingen igen og igen. 100 stjerner gav hun den.
Hun så sig selv som hovedpersonen Anna. Hun genkendte sig selv som dén der stiller spørgsmål, der kan være svære for omverdenen at svare på og som dén der leger sig til en forståelse af tilværelsen, der ikke altid er, som vi ønsker den skal være. Og som så alligevel ender med at give mening. Min datter sprang af sted i gadedrengehop bagefter med ordene: Jeg er glad, fordi forestillingen gjorde mig glad.
Tænk engang! Er det ikke anmeldelse nok i sig selv?
Uanset om man er 4, 34 eller 94 skal man tage og se Anima. Også selvom man ikke har et barn at tage med i Anemone Teatret, hvor forestillingen kan ses frem til d. 30. oktober. For nok er Anima en børneteaterforestilling, men når børneteater er allerbedst er det uden alder og taler til os alle sammen.
En sådan forestilling er Anima!
Bestil billetter hos Anemone Teatret HER
Og læs mere på Meridiano Teatrets hjemmeside HER.
- her kan du også få en oversigt over hvor forestillingen ellers kan ses i de kommende måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar