Børns legekultur i uddannelsessystemet

Hvad skal børn med kulturoplevelser i uddannelsessammenhæng?

Vores demokratiske, åbne samfund bygger i høj grad på et rigt og varieret kulturliv. Et kulturliv der over de seneste årtier også har fået børnene som målgruppe. Skoler og daginstitutioner inddrager i stigende grad kulturoplevelser både indenfor skolens rammer og ude af huset. I den forbindelse er det er nærliggende at spørge, hvad børn egentlig skal med kulturoplevelser og hvorfor de er vigtige i uddannelsessystemet.
Inden for børnekulturen opererer man om en tredeling af kulturbegrebet, nemlig kultur for, med og af børn. Kultur for børn er traditionelt set film, teater, udstillinger, optrædener mm. Altså kulturtilbud hvor børn er (mere eller mindre passive) modtagere af en oplevelse, der formidles til dem.

Et eksempel på kultur for børn (og voksne) var den fine marionetdukke-udstilling i Rundetaarn i efteråret 2008. Foto: Monica Langelund

Kultur med børn er fx værkstedsaktiviteter på museer og kulturhuse, i skoler via Kunstrådets Huskunstnerordning, hvor børn i selskab med en eller flere professionelle voksne kan lave alt fra skulpturer af genbrugsmaterialer, optage film mm - dvs en formidlingssituation, hvor dialog og deltagelse er nøgleord.

Et eksempel på kultur med børn er en workshop, som her på Tegnefestival 2010, på Horsens Kunstmuseum, hvor børn og voksne kan omdanne gamle bøger til underfundige figurer. Foto: Monica Langelund

Kultur af børn er børns egen kultur, herunder deres legekultur som også inkluderer deres fortællinger, deres måder at bevæge sig på, udtrykke sig på fx via det at tegne og den måde de agerer. Her er børn på ’hjemmebane’ for her gælder deres egne spilleregler. Via legen udforsker de, idéudvikler, skaber og samarbejder. Alt det vi efterstræber i vores institutionsliv og uddannelsessystem. Børn inspireres af det dagligdagsliv, de lever. Dvs det de oplever, det de ser i tv, de spil de spiller, det legetøj der er tilgængeligt osv.

Børns tegninger er en del af deres legekultur; kultur af børn. De tegner først og fremmest, fordi de ikke kan lade være. Og fordi det - som på billedet - giver mening at tegne firkanter, både på papiret og på hånden, og senere hen på bordet. Foto: Monica Langelund.

Et vigtigt aspekt ved børns egen kultur er, at børn ikke ser sig selv i en udviklingsoptik. Børn tænker ikke; nu går jeg lige ud og hopper på trampolin og træstubber, tegner en tegning og leger batman med mine venner, så jeg kan udvikle mig motorisk, socialt eller kognitivt. De gør det bare fordi handlingen i sig selv giver mening for dem. Det er os voksne, der tillægger handlingen et udviklingsperspektiv.

Dén udviklingstænkning sniger sig også ind, når vi ønsker at tilbyde kulturoplevelser for og med børn i de institutionaliserede rammer. I skoler og daginstitutioner skal vi i dag udarbejde pædagogiske læreplaner og årsplaner, og i den forbindelse begrunde hvorfor børn skal se et teaterstykke eller en kunstudstilling – det skal gerne være et led i noget mere, noget større, noget der leder hen til en udviklingsproces. Kulturtilbuddene skal med andre ord i stigende grad have et formål. Formålstænkning er ikke skidt pr definition, lad det være sagt med det samme. Det er vigtigt at få nuancerne med i en ofte sort/hvid debat.

Der er dog et ’men’ omkring dét at gøre kulturoplevelser til genstand for en højere formålstænkning omkring børns udvikling. Problematikken ligger bl.a. i at en del børn kun får tilbudt kulturoplevelser via skoler og børnehaver, og hvis de oplever, at det altid skal have et bevidst formål og ikke indimellem ’bare’ kan få lov at indgå i det dagligdagsliv, de lever, er der risiko for, at de udvikler et anstrengt forhold til kulturlivet, også på sigt, akkurat som vi er en generation, der ikke kan læse Tove Ditlevsen og andre klassikere uden at tænke på analyser og fortolkningsmodeller.

Som voksne har vi også selv retten til at bestemme om en kulturoplevelse, det være sig en film, en koncert, en bog eller lignende, er noget vi vil reflektere over, alene eller i fællesskab med andre, – eller om der var tale om en oplevelse, der måske ikke sagde os noget videre og som vi bare ’tog ind’.

Jeg talte engang med en teaterdirektør for et børneteater, der var ærgerlig over at deres forestillinger ikke indimellem kunne få lov at stå for sig selv, men at lærere og pædagoger partout skulle tale med børnene om forestillingen, og gerne lige efter forestillingen. Som tidligere lærer forsvarede jeg det med at den efterfølgende bearbejdning berettiger, at man overhovedet bekoster at tage i teatret med sine elever, fordi man så kan sige man har brugt den konstruktivt i undervisningen og evalueret oplevelsen. Men teaterdirektøren bemærkede, at vi som voksne indimellem også har brug for tid til at lade en kulturoplevelse bundfælde sig og ikke nødvendigvis sætte en masse ord på oplevelsen, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes med børn? - som i øvrigt i overvejende grad reflekterer via legen og kroppen.

Hver ting til sin tid. Selvfølgelig kan en teaterforestilling eller en workshop indgå målrettet i et undervisningsforløb om fx menneskerettigheder eller bæredygtighed. Men det er en anden snak, hvilken betydning det har at knytte æstetiske oplevelser til udviklings- eller undervisningsforløb. I dag er det derfor nødvendigt at være sig bevidst om, hvad børn skal med kulturoplevelser i institutions- og uddannelsessammenhæng – om de skal have et specifikt formål eller ej.

Et teaterstykke, en udstilling eller en kreativ workshop kan også berettiges alene ved at indgå som en del af børns dagligdagsoplevelser, fordi børn tager oplevelsen ind, bearbejder den og bruger oplevelsen som råstof for deres leg, på linje med computerspillene, tegnefilmene i tv og al legetøjet. Fælles kulturoplevelser - med en understregning af det fælles aspekt - fungerer altså også som brændstof til børns legekultur. Og legekulturen har også betydning i uddannelsessammenhæng. For legen er alt andet lige det mest meningsfyldte ved barndommen og dén kendsgerning bør vi ikke adskille fra vores uddannelsessystem.