Den kropslige folkeskole?

Nedenstående tekst blev efterfølgende bragt i Politiken d. 3. december 2010 som kommentar til Bertill Nordahls indlæg.

Hvor er det ærgerligt, at Bertill Nordahl i Politiken d. 29. november får en meget væsentlig debat, om de præmisser som børn - og drenge i særdeleshed - møder i folkeskolen, til at handle om en kønspolitisk kamp. Jeg tror, problemet med 'de utilpassede drenge' ligger i manglen på plads til kropslighed i folkeskolen. Vi har skabt en skole, der adskiller krop og hoved.

Som tidligere lærer har jeg selv stået i indskolingen med en 'sækfuld lopper'. Jeg var på den ene side tilhænger af en fleksibel undervisningsform, der tilgodeså alle typer børn. På den anden side var jeg oftest alene med 24 børn i et lille lokale, og en måde at udøve kontrol på er jo at udøve kropskontrol og få børnene til at forholde sig i ro. Kontrollen handlede ikke om, at jeg var kvinde. Den handlede om for få lærerressourcer, for snævre fysiske rammer og manglende viden om kroppens ressourcer.

Jeg er i de her dage ved at lægge sidste hånd på en masterafhandling i Børne- og Ungdomskultur. Jeg undersøger børns kropslige, legekulturelle praksis i undervisningssammenhæng og har taget udgangspunkt i 9 børnehavebørn på 5-6 år, der er en måned fra at starte i skole.

Børnene er i min undersøgelse samlet på gulvet for at tale om et billedmotiv med cowboys og heste. Man kan med rette kalde det for en undervisningssituation. Ordet er frit, samtlige børn deltager. Der tegner sig i løbet af de 12 minutter, seancen varer, et tydeligt billede af, at især drengene bruger deres krop til at udtrykke, hvad de ser i billedet. Via deres krop er de i stand til at verbalisere, hvad de tænker. De taler om etbenede mænd, der har svært ved at gå, og to af drengene stiller sig ubevidst op på ét ben og forsøger at hoppe fremad, da de får ordet. En anden dreng viser og fortæller samtidig, hvordan en hest vrinsker og sparker rytteren af ved at han selv bliver til en hest på gulvet.

Drengene trækker på en kropserfaring, der har rødder i deres legekultur. Og mange drenges legekultur er ofte meget kropslig. Deres kommunikative ressourcer ligger altså i dén grad i deres kropslighed. Hvis man skal imødekomme denne kendsgerning, så åbner det for en ny problematik i folkeskolen. Hvordan skaber man plads til både 'kaos og struktur'? Det kræver langt flere ressourcer at give plads til en så kropsligt funderet undervisning, især med de yngste elever.

Jeg gennemførte billedsamtalen med 9 børn. Vi havde tid og fysisk rum til fordybelse. Det blev en samtale med højt refleksionsniveau, kreativitet, præcisering og engageret dialog. Og drengene var faktisk de mest deltagende.

Hvis Danmark skal have verdens bedste folkeskole, kunne vi jo starte med at introducere den kropslige folkeskole, der tilgodeser både drenge og pigers behov for at udtrykke sig med kroppen. For det er trods alt ikke kun drenge, der har en krop.
Spørgsmålet er, om politikerne er klar til den økonomiske prioritering?