tirsdag den 28. september 2010

Visual Thinking Strategies på Statens Museum for Kunst


Vil du gå til kunstsamtaler på Statens Museum for Kunst?

Jeg søger omkring 10-12 voksne, der har lyst til at gå til dialogbaserede kunstsamtaler en gang om måneden på Statens Museum for Kunst, sidste onsdag i måneden, om muligt frem til juni 2011.

Kunne du være interesseret?

Måske er I en gruppe på dit arbejde, der har talt om at lave et eller andet fast sammen? Måske har du lyst til at tage din bedstemor med ud i kulturlivet til en anden oplevelse? Måske savner du bare at gå på kunstmuseum og være i dialog med andre om, hvad det er I ser?


Jeg er i gang med en kunstformidleruddannelse i USA i en metode, der hedder Visual Thinking Strategies (VTS). Metoden er som udgangspunkt udviklet med henblik på børn og unge, men kan sagtens praktiseres med voksne. I USA er metoden ved at vinde indpas i både skoler og på museer og også flere lægestudier har taget metoden til sig. Der ligger et mangeårigt forskningsarbejde bag metoden.

Bag om metoden
Det er en dialogbaseret metode, der sætter publikums ytringer i fokus. Formidleren - og det er så mig - kan ikke forberede et tema for samtalen, da metoden tager sit udgangspunkt i dét, det konkrete publikum bemærker i et kunstværk. Det er publikum selv, der skal på banen, med mig som facilitator, dvs at jeg leder processen på vej, men jeg holder på ingen måde et kunsthistorisk foredrag.
I undervisningssammenhæng styrker metoden bl.a. kommunikationsevner, kritisk tænkning, refleksion, evnen til at lytte og se ting i et andet perspektiv.

En 6-årig dreng har deltaget i en VTS-billedsamtale på Louisiana omkring Alexander Calders mobiler og har fået til opgave at tegne, hvad han ser. Foto: Monica Langelund

Målet med projektet
Jeg er første og pt eneste dansker, der følger forløbet i USA og jeg arbejder på at udbrede kendskabet til metoden i Danmark og har i den forbindelse brug for mere erfaring med et voksent publikum. Jeg har erfaring med at praktisere metoden med børn og med et amerikansk voksent publikum og søger nu en gruppe voksne her i Danmark, der har lyst til at gå til kunstsamtaler en gang om måneden på Statens Museum for Kunst.

Forudsætninger for at deltage
Det kræver ingen andre forudsætninger end nysgerrighed og lysten til at deltage i kunstsamtaler. Jeg har selv deltaget i adskillige VTS-samtaler i USA og forundres hver gang over, hvor kraftfuld metoden er, når det er publikum selv der 'sætter dagsordenen' for samtalen. Jeg går altid fra en VTS samtale med følelsen af at være blevet klogere på kunst, selvom det ikke har været en traditionel omvisning, men en dialog mellem publikum.

Praktisk info
Vi mødes kl 18.00-19.30 hver sidste onsdag i måneden, med start i d. 27. oktober. Det koster ingenting, men jeg vil blive glad hvis du vil deltage frem til næste sommer 2011, men det er selvfølgelig helt frivilligt!

Kontakt
Skriv til mig på mo9ca@vallinas.dk eller ring på 2684 7347 (læg evt en besked). Hvis du skriver til mig, så husk at opgive den mailadresse, du bruger oftest + dit (mobil)nummer.
Jeg glæder mig til at høre fra dig, og du er velkommen til at tage en/flere med.

Du kan læse mere om metoden på VTS hjemmesiden her.
Hvis du er pædagog, lærer eller kulturformidler kan du holde øje med Alinea Akademi, der i 2011 vil udbyde kurser i metoden. Hold dig opdateret her.

"We have come to believe that discussions of art may be one of the most fertile grounds for teaching critical thinking skills precisely because there is no one right answer".
—Abigail Housen
Den ene af grundlæggerne af Visual Thinking Strategies

Se evt en film fra USA om metoden - dobbeltklik på filmen, hvis du vil se hele skærmen:


Ingen kommentarer: