Hvad sker der med legen, når man pakker det yngste barns barndom i kasser og parkerer alle minderne på loftet?
10 år er min datter og i de her påskedage ryger Belville og bamser og dukkehus og smølfer i gemmekasser til fordel for et minimalistisk indrettet værelse, hvor tv og computer efterhånden er værelsets vigtigste bestanddele. Stort set alt er beordret væk og en pige, der før krampagtigt holdt fast i selv McDonalds' sølle plastikbras, smider flittigt ting i affaldsposer med ord som: 'man kan ikke gemme det hele...'.
Jeg er næppe den første mor, der pakker dukkehusmøbler fra min egen barndom i bokse, mens jeg spekulerer på, hvor de sidste 10 år blev af.
Slut er den tid, hvor jeg trådte i legoklodser i stuen og vrissede af børn, der havde leget flodbølge på badeværelset med al playmobil'en. Det ér faktisk en smule underligt og vemodigt - Selv for en legekulturformidler som jeg, der godt ved at legen ændrer form og lever videre i andre former og sammenhæng. Selvom leg som tilstand er uden alder, så har barndommens leg alligevel en udløbsdato.
Jeg har trukket meget på mine børns leg i mine indlæg her på bloggen. Mest af alt fordi de er mit mest oplagte 'observationsmateriale', altid lige for hånden. Nye observationer og refleksioner venter forude. Mere digital leg. Mere fokus på ungdommen og leg. Det er nu heller ikke så ringe...
Meget passende at slutte indlægget her af med Otto Brandenburg og Toy Story 1:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar