onsdag den 24. marts 2010

Børns legekultur 4; fordybelse på legepladsen


Sten-omelet og kattemad.

To piger på henholdsvis 3 og 4 år er på jagt efter sten. Det er første lune forårsdag efter en lang vinter. Sneen er smeltet og man kan atter se jorden på legepladsen.
Den 3 årige har fast greb om en lille grøn plastikskovl. Den anden pige, der med sine 4 år er alderspræsident, fører an i jagten. Pigerne går rundt på legepladsen og udvælger nænsomt små sten, som lægges sirligt i skovlen. Sådan går de rundt et stykke tid, helt fordybet.

Skal I bruge dem til noget? spørger jeg nysgerrigt og bryder ind i deres vandring, da de passerer mig. Den 4 årige kigger forundret på mig et øjeblik. Bruge dem? Så langt var de ikke nået i deres overvejelser. Det gav bare mening at være på opdagelse og samle sten. Men derfor kan man hurtigt udtænke nogle ideer: De skal bruges til en sten-omelet, siger den 4 årige. Og den 3 årige er hurtig og tilføjer: og til kattemad til min kat...


Pigerne går videre men ramler ind i hinanden, så alle stenene falder ned på jorden og bliver til dødelige sten igen. Det bliver enden på dén leg, hvorefter pigerne kaster sig over noget andet.

Foto: Monica Langelund

Ingen kommentarer: