Sidste blogindlæg på Legefakultetet

Det er blevet tid til sidste blogindlæg på Legefakultetet.
Legefakultetet startede ud som en generel blog om børne- og ungekultur. Jeg sporede mig gradvist ind på, at det primært var ’leg’, jeg var optaget af og med tiden bevægede jeg mig fra børns leg, til unges leg over til voksne og leg, leg i det offentlige rum og leg på samfundsplan, i reklamer, musikvideoer etc. Bloggen blev en rejse ind i legens dna.

Nogle af de sidste indlæg, jeg har postet, handler derimod om min personlige situation, om en stressrelateret depression jeg fik konstateret i november 2011, som jeg i skrivende stund stadig ikke er helt ude af. 
De indlæg jeg nåede at skrive om leg, i tiden op til min depression satte ind, blev en gentagelse af tidligere indlæg. Jeg var ikke bevidst om det, men jeg kunne mærke det.
I virkeligheden havde jeg undersøgt dét jeg ville om leg og kunne konkludere: Leg er vigtigt, leg er uden alder og leg kan komme til udtryk på utallige måder. Dét, jeg manglede, var min egen tilknytning til dét at lege. Jeg troede, det var leg at skrive blogindlæg, men jeg tog fejl.

Depressionen bragte mig tilbage til min egen personlige legeplads fra jeg var barn: glæden ved at tegne. Glæden ved at lukke mig ind i mit indadvendte tegneunivers i kølvandet på udelukkende at have plejet min ekstroverte side i mange år. Siden februar har jeg nærmest tegnet non-stop. Nu er jeg dér, hvor jeg ved at tegneriet er nødt til at være en integreret del af mit liv fremover. Noget der er vigtigt for mit mentale velbefindende. Jeg skal pleje min introverte side for at fungere.

En af mine seneste tegninger.

Det er ikke fordi, jeg ikke er optaget af leg mere. Det er jeg, men jeg af optaget af leg som én ud af flere ressourcer, der er vigtige for os mennesker. Og det er dét, der er medvirkende til, at Legefakultetet ikke kan fortsætte i sine eksisterende rammer. Jeg vil skrive om mere end leg nu.

Legefakultetet var oprindeligt tænkt som en akademisk blog om leg og legekultur, men alle mine indlæg endte med at tage udgangspunkt i mine egne observationer og refleksioner. Jeg har skrevet om mine børns leg de seneste 3 år. I dag er de 15 og næsten 12 år, mine børn. LEGO-æraen er definitivt forbi. Legen foregår online nu.  Jeg har førsteparkets-adgang til at observere hvordan unge bruger sociale medier og Skype. Og det ér interessant at betragte, hvordan man leger gemmeleg i Call of Duty, læser lektier sammen via Skype eller går til cyber-haloweenfest i Guppy life. Men for det første har mine børn nået en alder, hvor jeg ikke længere vil ’udlevere dem’, for det andet synes jeg ikke ubetinget deres online-liv er til at klappe i hænderne af. Jeg er som mange andre forældre bekymret over det antal af timer, de bruger online, om de er i stand til et skelne mellem cyberverdenen og den virkelige verden (hvilket de synes at være, men det ændrer ikke på min bekymring). 

Mit interesseområde har bare generelt flyttet sig. Jeg er i dag i højere grad interesseret i, hvad identitet er for en størrelse og hvordan vi som mennesker ser hinanden med de ressourcer, vi hver i sær har, og hvordan vi ’udnytter’ dem bedst. Det er i øvrigt her, legen kommer ind. Min søn går i 9. klasse og der er aldrig én lærer, der har set eller anerkendt hans legeevner og overført dem som en kompetence i undervisningsregi. Og paradoksalt nok er dén evne måske hans største evne overhovedet. Stadigvæk. Både hvad angår idéudvikling og samarbejdsevner. Jeg bebrejder ikke hans lærere. Jeg bebrejder den måde, vi politisk set har skruet folkeskolen sammen på i dag.

Jeg tror på, at vi skal se på den enkeltes ressourcer frem for at køre efter en samlebåndsstrategi.
Den her samlebåndsstrategi starter allerede i folkeskolen, selvom politikerne i denne tid ynder at sige det modsatte, og både lærere og børn risikerer at blive presset på dét grundlag, og jeg kan virkelig ikke bære det. Jeg tror, at jo mere målrettet vores samfund bliver, desto mere sårbare bliver vi overfor de identitetsforandringer, vi risikerer at stå overfor i tilfælde af en fyring, sygdom eller andet der hiver os ud af tilværelsen, som vi kender den. Noget de fleste af os kommer til at opleve i løbet af vores liv. 

Hvordan sikrer vi den enkeltes identitetsfølelse sideløbende med det i stigende grad resultatorienterede samfund, vi lever i? I kølvandet på selv at have kæmpet for både min personlige og professionelle identitet gennem de sidste mange år, har jeg overvejelserne om ’hvem er jeg?’ og 'hvor hører jeg til?' tæt inde på livet. De her overvejelser har fyldt og fylder stadig rigtig meget i min bevidsthed. Jeg måtte stoppe som lærer pga en kronisk tarmsygdom for 5 år siden og nu har jeg en langvarig depression med i bagagen oveni. Er der overhovedet plads til én som mig på arbejdsmarkedet med min sygdomshistorik? 

En af mine seneste tegninger.

I skrivende stund tænker jeg, at jo mere elastisk min identitet er, jo større mentalt råderum. Det er under alle omstændigheder risikabelt at være gift med sin arbejdsidentitet. Men spørgsmålet er så, om det er for optimistisk at tro, at vi som moderne mennesker kan have så elastisk en identitet? Om vi mentalt overhovedet er gearede til det her omstillingsfikserede samfund. Jeg er personligt ikke særlig omstillingsparat. Jeg er langsom og har ingen stresstærskel, tilgengæld er jeg god til at observere og reflektere. Men den slags har de færreste arbejdspladser tid og råd til i dag.

Jeg ved min næste blog skal handle om nogle af de ovenstående overvejelser omkring leg, identitet, ressourcer og kunsten at turde tvivle  - og jeg ved den bliver på engelsk. Mit netværk er internationalt og jeg oplever, at vi slås med de samme problemstillinger på tværs af landegrænser. Jeg er næppe den eneste, der ikke kan følge med det tempo, samfundsudviklingen har på.
Jeg vil gerne sige tak til dem, der har fulgt med på denne nicheblog. 
På gensyn i en ny reflekterende blog.
- Når jeg starter en ny blog op – sandsynligvis efter jul – skriver jeg det her på Legefakultet.