I disse dage vandrer en video med en techoudgave af Bertel Haarders vredesudbrud rundt på Facebook . Det oprindelige interview ryddede forsiderne og der var stor diskussion om, hvad man skulle mene om hele optrinnet. Hvem begik en fejl og var det i virkeligheden begge to? Der gik ikke meget mere end et døgn før Bertels Haarders skulderrystende ’Nu’ det fandme nok’ blev loopet tilsat elektroniske trommer. Og der er gået yderligere inflation i at lege med det kreative udtryk i Bertel Haarders vredesudbrud. Få et overblik på Politiken HER.
Videoen er et eksempel på politisk satire og satiren kendetegner sig ved at gøre grin med magthaverne, eller dem der bestemmer. Politisk satire er i højsæde i et demokrati som Danmark. Vi har pladsen og ytringsfriheden til at kunne grine af dem, der har magten. Satiren har flere fællesreferencer til legekulturen. Politisk leg, kunne man kalde det.
Lad mig trække et par referencer til børns legekultur. Børn tager deres oplevelser og indtryk og gør dem til deres egne ved at bearbejde dem. Det kan fx være som når min datter og hendes veninde laver et potpourri af eventyrfortællinger i et teaterstykke, de opførte for mig i dag, hvor jægeren fra Rødhætte lige går ind og googler noget på nettet inden han skal redde Guldlok, der er taget til fange af en ond drage. For to piger på 9 år er det forholdsvis harmløs leg. Men deres leg har fællestræk med videoen med techoBertel. Der improviseres, der er ingen regler, men der er en rytme i form af roller, formler og referencer og det hele får et skævt twist. I techoudgaven af Bertels Haarders vredesudbrud udgør rytmen i den musikalske opbygning og gentagelserne, i det han siger, både formler og referencer.
Lene Münster er MA i børne- og ungdomskultur, lærer og underviser på pædagogseminariet på Fyn. Hun har skrevet en meget interessant afhandling om børns legende fortællinger og disses referencer til middelalderens groteske latterkultur, hvor man gjorde grin med magthaverne. Hendes forskningsresultater har været en øjenåbner for mig i fht de traditioner og referencer, legen trækker på.
Jeg ser tendenser i nogle af hendes forskningsresultater udspille sig i ovenstående video og noget tilsvarende gør sig gældende i videoerne nedenfor.
Der er Obama og McCain i en breakdance ’dance off’. Videoen blev sendt ud i efteråret 2008 under valgkampen mellem de to, og det var selvfølgelig vældig morsomt at se de to, som man forbinder med alt andet end streetkultur og breakdance, battle i en kontekst, man ikke er vant til at se dem i. Her er der leget med roller og virkelighedsopfattelser og helt fysisk er der leget med photoshop på computeren.
Legen går igen i Selvsvings politiske satire, som man ser det herunder, hvor der er lagt stemmer til Anders Fogh og politikeren ved siden af og der er reference til Elvis’ In the ghetto.
Legeforsker Carsten Jessen siger om leg at 'den ikke giver mening' forstået på den måde, at vi sjældent efter en endt leg kan spørge os selv hvad meningen med legen var, hvad vi skulle lære? Dette spørgsmål kan man også stille med ovenstående videoeksempler. Vi skal som sådan ikke 'lære' noget af techoBertel eller Obama som breakdancer. Men vi har muligheden for at lege, også rent politisk. Og det kan måske siges at være meningen i sig selv.
Leg er ikke altid køn og den er sjældent politisk korrekt. Leg kan endda blive ondskabsfuld. Men den er på mange måder nyskabende og grænsesøgende. Det flytter fokus fra legen som andet og mere end en ’sund læringsstrategi for børn’ hen til et fokus på legen som en betydningsfuld medspiller i et demokratisk samfund.
Om Lene Münster:
Lene Münster holder foredrag om børns legekultur i deres mundtlige fortællinger, hvor hun trækker paralleller til middelalderens folkelige, karnevalistiske latterkultur. Hendes afhandling tager udgangspunkt i et studie i nogle af de historier børn har fortalt i forbindelse med det landsdækkende initiativ 'Gi' en historie' og man kan komme i kontakt med Lene Münster HER.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar