I følge den netværksorienterede forfatter og foredragsholder Steven Johnson handler innovation om at skabe nye ideer. Og nye ideer kan ses som et netværk af konfigurationer, både i vores hjerne, i vores omgivelser eller på nettet, hvor enkeltdelene bliver sat sammen på nye måder.
På TED og Youtube findes der to forskellige versioner af Steven Johnsons refleksioner om 'where good ideas come from'. Et reelt foredrag og et kort animeret foredrag (se bunden af indlægget). Det kan godt betale sig at se begge to, da de supplerer hinanden godt.
Steven Johnson er optaget af de karakteristiske mønstre og rum/miljøer, der kendetegner god innovationskultur. Han mener, at innovation kræver nogle særlige gunstige omgivelser. Han trækker referencer tilbage til Oplysningstidens coffee houses, der opstod i begyndelsen af perioden sidst i 1600-tallet. Her mødtes man og drak kaffe og udviklede nye tanker og idéer, der fik vidtrækkende konsekvenser for datidens verdensopfattelse. Det foregik i et kaotisk miljø, hvor bølgerne gik højt. I denne periode gik man netop fra at definere begrebet innovation som et negativt skældsord til at betragte fornyelse som noget positivt.
Steven Johnson fremhæver også regnskovens og koralrevets mangfoldighed som eksempler på, hvad han kalder usædvanlige miljøer for biologisk innovation. Det er den slags 'usædvanlige miljøer', vi skal give plads til, hvis vi styrke muligheden for at skabe innovation - lige fra i klasseværelset til det hippe reklamebureau.
En anden ting han understreger omkring de gode ideers opståen er, at de aldrig opstår isoleret set i den enkeltes bevidsthed, som en pludselig opstået åbenbaring af en lys idé. Det er en fortærsket kliché, at de gode idéer kommer ud af ingenting, lige pludselig. Idéer har lang inkubationstid og influeres af de mennesker, vi møder på vores vej. Og sådan skal og bør det være, mener Steven Johnson.
Men han pointerer samtidig, at vi lever i en tid og i en hemmelighedskultur, hvor vi vil presse ideer igennem på kortest mulig tid og hvor vi i øvrigt er bange for at dele ud af vores idéer i en grad, så vi patenterer alt.
En af mine gode veninder gik temmelig frustreret gennem sine år på Danmarks Designskole og fremhævede dengang netop den usagte angst mellem de studerende for at dele ideer med hinanden - for tænk hvis nogen stjal ens idé? I dag arbejder hun med at styrke unge kvinders professionelle netværk og samarbejde. Nok er vores innovationskultur klemt, men jeg ser at der er nye strømninger på vej.
Og dén vej handler i følge Steven Johnson om at give plads til mere kaotisk miljøer, hvor vi kan rumme vores forskelligheder - på den måde skaber vi, hvad han kalder åbne innovative systemer. Vi ved det allerede i den forstand, at vi taler meget om netværkets betydning i disse år. Men jeg spekulerer på, om vi er bevidst om, at netværket ikke kun handler om at 'kende de rigtige i den rigtige branche', men derimod også om at kende dem, hvor man inspirerer hinandens tanker, og som man di- eller indirekte kan idéudvikle med, om det så foregår i samme rum eller via sociale medier på nettet. Og jeg fristes til at spørge om vi i øvrigt giver plads til forskelligheder ved at fastholde et akademisk tænkende uddannelsessystem, hvor alle skal kunne det samme på samme tid?
Som børnekulturformidler kan jeg ikke lade være med at dreje hovedet i retningen af børns legekultur, når jeg hører Steven Johnsons betragtninger om de optimale præmisser for at skabe innovation. Legekulturforskningens grand old man Flemming Mouritsen karakteriserer børns legekultur med ord som 'improvisation' og 'gennemøvet spontanitet', der kræver et særligt rum, børn kan træde ind i. Han siger om børns legekultur, at børn i fællesskab henter deres råstof til legen fra en anden kulturel sammenhæng og så omformer det til deres egen fortælling. Eller skulle man sige til deres egne idéer? For jeg mener at børns leg i dens konstruktive form kan sidestilles med en innovativ proces, som Steven Johnson skitserer det i idéprocessen. Eksemplerne er talrige når børn bygger forhindringsbaner, labyrinter, 'produktudvikler' eller når de flytter legen ind i den digitale verden, hvor de udvikler nye tegn og koder i deres fælles kommunikation.
En gruppe drenge i en børnehave fik lov at tegne med kridt på legepladsen. Der gik dog ikke længe før de havde sat et eksperiment i gang, hvor de med si og spand forsøgte at rive kridtet til en sandlignende eksistens, som de ville blande op med vand. Det var hårdt arbejde. Det var ikke nemt at rive kridtet på sien, men på den måde udviklede de i fællesskab en ny type farve, man kunne male på jorden med. Desværre blev projektet bremset af en uvidende voksen undervejs, der ikke var klar over hvad der var på færde og som derfor fejltolkede drengenes brug af kridtet som 'drengestreger'.Foto: Monica Langelund
Der skabes og idéudvikles i legen og det forudsætter det særlige rum for legen, som vi som voksne må give børnene. Hvis legen glider, er der plads til at alle kan byde ind med ideer og ikke holde noget hemmeligt. Jo bedre samarbejdet om legen er, jo længere kan legen - eller idéprocessen - holdes i gang. Legeprocessen er ofte både kropslig og lettere kaotisk og ingen kender slutningen på legen. Præcis som i datidens kaffestuer. Det ser med andre ord ud til, at vi som voksne anno 2011 kan lære noget af at kigge i retningen af børns legekultur. Børns leg handler ikke bare om at udvikle færdigheder, der gør dem til kompetente voksne. Børns legekultur er i sig selv en ressource, vi som voksne kan lære af.
Problemet er bare, at vi er godt i gang med at begrænse børns fælles legekultur i den tid, de tilbringer sammen i skole- og institutionssammenhæng. Vi lægger beslag på og planer for en stadig større del af deres tid, ofte i den bedste mening. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal tilbage til laissé faire pædagogikken, men hvis vi virkelig vil dét med innovation, bør vi bevidst vælge børns legekultur til som en ressource og 'et innovationsmiljø'. Det vil ikke bare gavne børnenes trivsel i nu'et men også opmuntre og kvalificere dem til at deltage i innovative processer senere i deres liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar