torsdag den 30. december 2010
Nyt blognavn - men samme indhold
Velkommen til Legefakultetet. En blog om leg, visuel kultur og kreative processer.
onsdag den 29. december 2010
Leg i arkitektur
Gaudi og Hundertwasser byggede organisk, legende arkitektur og blev berømte på det, men der er langt mellem arkitekter, der skejer ud og vender op og ned på byggetraditioner. Heldigvis er der nogle, der tør og der er nogle ret skæve bygninger imellem, hvis man kigger på de videoer jeg har fundet nedenfor!
Man kan diskutere om det altsammen er æstetisk smukt i traditionel forstand, men nu handler det her indlæg jo om leg i arkitektur og ikke om æstetik for æstetikkens skyld.
Jeg tror dét, den slags arkitektur kan - ud over at få os til at trække på smilebåndet og ikke tage tilværelsen så seriøst hele tiden - er at få os til at åbne øjnene og SE og forholde os til vores omgivelser.
To der har specialiseret sig i det område er Christina og Søs fra STREETHEART, der står bag den københavnske gadekunstblog af samme navn. Jeg vil kalde dem 'legespecialister'. De tilbyder også undervisning. Læs mere HER.
Her gik jeg og troede, at Kansas var sådan et tørt og humorforladt sted, men ikke desto mindre er denne bygning The Kansas City Library.
Jeg fandt billedet her på en blog, hvor ingen rigtig vidste, hvad det er for et hus eller hvor det ligger. Bedste bud var et sted i Kina i et nybyggerområde.
Man kan diskutere om det altsammen er æstetisk smukt i traditionel forstand, men nu handler det her indlæg jo om leg i arkitektur og ikke om æstetik for æstetikkens skyld.
Jeg tror dét, den slags arkitektur kan - ud over at få os til at trække på smilebåndet og ikke tage tilværelsen så seriøst hele tiden - er at få os til at åbne øjnene og SE og forholde os til vores omgivelser.
To der har specialiseret sig i det område er Christina og Søs fra STREETHEART, der står bag den københavnske gadekunstblog af samme navn. Jeg vil kalde dem 'legespecialister'. De tilbyder også undervisning. Læs mere HER.
Her gik jeg og troede, at Kansas var sådan et tørt og humorforladt sted, men ikke desto mindre er denne bygning The Kansas City Library.
Jeg fandt billedet her på en blog, hvor ingen rigtig vidste, hvad det er for et hus eller hvor det ligger. Bedste bud var et sted i Kina i et nybyggerområde.tirsdag den 28. december 2010
Skitsebogen som visuel legeplads
Jeg er meget fascineret af skitsebøger i alle afskygninger. Skitser har noget umiddelbart, legende og kraftfuldt over sig. Og noget tyder på, vi er mange, der deler denne fascination. Nettet flyder over af spændende skitsebøger i denne tid.
Bloggen www.trendland.net har fundet nogle meget interessante skitsebøger frem, som handler om leg og visuel idéudvikling mere end om at være den bedste tegner teknisk set. Se eksemplerne her HER.
Sketchbook fra Trendland.net
Tilbage i september lavede jeg et andet indlæg om skitseprocesser inspireret af en af mine yndlingsblogs - Doodlers anonymous - eller 'anonyme krusedulletegnere'.
Læs indlægget HER.
Sidst i indlægget har jeg sat en række videoer med eksempler på skitsebøger ind. Nogle handler om reelle tegnefærdigheder, andre mere om collage og idéudvikling.
I øvrigt tænker jeg, at skitsebogen er alletiders gode supplement/alternativ til den skriftlige logbog i skolen.
Copyright: Guilherme Dietrich/Flickr
Mit nytårsforsæt er at lege mere i hverdagen, og bl.a. lave en skitse/collage om dagen i det nye år som en slags visuel dagbog. Ikke for at blive illustrator eller kunstner, det lader jeg de proff. om, men fordi hjernen slapper så godt af, når hånden bestemmer. Jeg har primært udfordret mig selv de sidste par år med faglitteratur og akademisk tænkning. Jeg kunne jo starte med at gemme telefontegningerne, buskortene og al gavepapiret fra juleaften, og finde blyant og limstift frem.
Måske der er nogen derude, der vil dele nytårsforsæt med mig eller som vil dele ud af deres erfaring med visuel dagbog...
- Tak Elsebeth Balsløw, fordi du sendte mig denne fine video!
Bloggen www.trendland.net har fundet nogle meget interessante skitsebøger frem, som handler om leg og visuel idéudvikling mere end om at være den bedste tegner teknisk set. Se eksemplerne her HER.
Sketchbook fra Trendland.netTilbage i september lavede jeg et andet indlæg om skitseprocesser inspireret af en af mine yndlingsblogs - Doodlers anonymous - eller 'anonyme krusedulletegnere'.
Læs indlægget HER.
Sidst i indlægget har jeg sat en række videoer med eksempler på skitsebøger ind. Nogle handler om reelle tegnefærdigheder, andre mere om collage og idéudvikling.
I øvrigt tænker jeg, at skitsebogen er alletiders gode supplement/alternativ til den skriftlige logbog i skolen.
Copyright: Guilherme Dietrich/FlickrMit nytårsforsæt er at lege mere i hverdagen, og bl.a. lave en skitse/collage om dagen i det nye år som en slags visuel dagbog. Ikke for at blive illustrator eller kunstner, det lader jeg de proff. om, men fordi hjernen slapper så godt af, når hånden bestemmer. Jeg har primært udfordret mig selv de sidste par år med faglitteratur og akademisk tænkning. Jeg kunne jo starte med at gemme telefontegningerne, buskortene og al gavepapiret fra juleaften, og finde blyant og limstift frem.
Måske der er nogen derude, der vil dele nytårsforsæt med mig eller som vil dele ud af deres erfaring med visuel dagbog...
- Tak Elsebeth Balsløw, fordi du sendte mig denne fine video!
sketchbook from raquel pinheiro on Vimeo.
Sketchbook #4 from Bryan Michael Meador on Vimeo.
Sketchbook from Rodrigo Moreira on Vimeo.
mandag den 27. december 2010
Legekultur = innovation = idéudvikling
Vi lever i en tid hvor ord som kreativitet og innovation nærmest er blevet gummiord, fordi vi bruger dem i flæng om vores uddannelsessystem og fremtidige arbejdsmarked. Der synes at være bred enighed om, at vi skal satse på innovation. Spørgsmålet, der står tilbage, er bare, hvordan vi gør det? Det store slag om folkeskolen i disse år har ind til videre ikke kastet nogle særlige konkrete bud af sig. Det er derfor befriende, når der kommer nogle konkrete bud på, hvordan vi skaber de bedste vilkår for innovation.
I følge den netværksorienterede forfatter og foredragsholder Steven Johnson handler innovation om at skabe nye ideer. Og nye ideer kan ses som et netværk af konfigurationer, både i vores hjerne, i vores omgivelser eller på nettet, hvor enkeltdelene bliver sat sammen på nye måder.
På TED og Youtube findes der to forskellige versioner af Steven Johnsons refleksioner om 'where good ideas come from'. Et reelt foredrag og et kort animeret foredrag (se bunden af indlægget). Det kan godt betale sig at se begge to, da de supplerer hinanden godt.
Steven Johnson er optaget af de karakteristiske mønstre og rum/miljøer, der kendetegner god innovationskultur. Han mener, at innovation kræver nogle særlige gunstige omgivelser. Han trækker referencer tilbage til Oplysningstidens coffee houses, der opstod i begyndelsen af perioden sidst i 1600-tallet. Her mødtes man og drak kaffe og udviklede nye tanker og idéer, der fik vidtrækkende konsekvenser for datidens verdensopfattelse. Det foregik i et kaotisk miljø, hvor bølgerne gik højt. I denne periode gik man netop fra at definere begrebet innovation som et negativt skældsord til at betragte fornyelse som noget positivt.
Steven Johnson fremhæver også regnskovens og koralrevets mangfoldighed som eksempler på, hvad han kalder usædvanlige miljøer for biologisk innovation. Det er den slags 'usædvanlige miljøer', vi skal give plads til, hvis vi styrke muligheden for at skabe innovation - lige fra i klasseværelset til det hippe reklamebureau.
En anden ting han understreger omkring de gode ideers opståen er, at de aldrig opstår isoleret set i den enkeltes bevidsthed, som en pludselig opstået åbenbaring af en lys idé. Det er en fortærsket kliché, at de gode idéer kommer ud af ingenting, lige pludselig. Idéer har lang inkubationstid og influeres af de mennesker, vi møder på vores vej. Og sådan skal og bør det være, mener Steven Johnson.
Men han pointerer samtidig, at vi lever i en tid og i en hemmelighedskultur, hvor vi vil presse ideer igennem på kortest mulig tid og hvor vi i øvrigt er bange for at dele ud af vores idéer i en grad, så vi patenterer alt.
En af mine gode veninder gik temmelig frustreret gennem sine år på Danmarks Designskole og fremhævede dengang netop den usagte angst mellem de studerende for at dele ideer med hinanden - for tænk hvis nogen stjal ens idé? I dag arbejder hun med at styrke unge kvinders professionelle netværk og samarbejde. Nok er vores innovationskultur klemt, men jeg ser at der er nye strømninger på vej.
Og dén vej handler i følge Steven Johnson om at give plads til mere kaotisk miljøer, hvor vi kan rumme vores forskelligheder - på den måde skaber vi, hvad han kalder åbne innovative systemer. Vi ved det allerede i den forstand, at vi taler meget om netværkets betydning i disse år. Men jeg spekulerer på, om vi er bevidst om, at netværket ikke kun handler om at 'kende de rigtige i den rigtige branche', men derimod også om at kende dem, hvor man inspirerer hinandens tanker, og som man di- eller indirekte kan idéudvikle med, om det så foregår i samme rum eller via sociale medier på nettet. Og jeg fristes til at spørge om vi i øvrigt giver plads til forskelligheder ved at fastholde et akademisk tænkende uddannelsessystem, hvor alle skal kunne det samme på samme tid?
Som børnekulturformidler kan jeg ikke lade være med at dreje hovedet i retningen af børns legekultur, når jeg hører Steven Johnsons betragtninger om de optimale præmisser for at skabe innovation. Legekulturforskningens grand old man Flemming Mouritsen karakteriserer børns legekultur med ord som 'improvisation' og 'gennemøvet spontanitet', der kræver et særligt rum, børn kan træde ind i. Han siger om børns legekultur, at børn i fællesskab henter deres råstof til legen fra en anden kulturel sammenhæng og så omformer det til deres egen fortælling. Eller skulle man sige til deres egne idéer? For jeg mener at børns leg i dens konstruktive form kan sidestilles med en innovativ proces, som Steven Johnson skitserer det i idéprocessen. Eksemplerne er talrige når børn bygger forhindringsbaner, labyrinter, 'produktudvikler' eller når de flytter legen ind i den digitale verden, hvor de udvikler nye tegn og koder i deres fælles kommunikation.
En gruppe drenge i en børnehave fik lov at tegne med kridt på legepladsen. Der gik dog ikke længe før de havde sat et eksperiment i gang, hvor de med si og spand forsøgte at rive kridtet til en sandlignende eksistens, som de ville blande op med vand. Det var hårdt arbejde. Det var ikke nemt at rive kridtet på sien, men på den måde udviklede de i fællesskab en ny type farve, man kunne male på jorden med. Desværre blev projektet bremset af en uvidende voksen undervejs, der ikke var klar over hvad der var på færde og som derfor fejltolkede drengenes brug af kridtet som 'drengestreger'.
Foto: Monica Langelund
Der skabes og idéudvikles i legen og det forudsætter det særlige rum for legen, som vi som voksne må give børnene. Hvis legen glider, er der plads til at alle kan byde ind med ideer og ikke holde noget hemmeligt. Jo bedre samarbejdet om legen er, jo længere kan legen - eller idéprocessen - holdes i gang. Legeprocessen er ofte både kropslig og lettere kaotisk og ingen kender slutningen på legen. Præcis som i datidens kaffestuer. Det ser med andre ord ud til, at vi som voksne anno 2011 kan lære noget af at kigge i retningen af børns legekultur. Børns leg handler ikke bare om at udvikle færdigheder, der gør dem til kompetente voksne. Børns legekultur er i sig selv en ressource, vi som voksne kan lære af.
Problemet er bare, at vi er godt i gang med at begrænse børns fælles legekultur i den tid, de tilbringer sammen i skole- og institutionssammenhæng. Vi lægger beslag på og planer for en stadig større del af deres tid, ofte i den bedste mening. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal tilbage til laissé faire pædagogikken, men hvis vi virkelig vil dét med innovation, bør vi bevidst vælge børns legekultur til som en ressource og 'et innovationsmiljø'. Det vil ikke bare gavne børnenes trivsel i nu'et men også opmuntre og kvalificere dem til at deltage i innovative processer senere i deres liv.
I følge den netværksorienterede forfatter og foredragsholder Steven Johnson handler innovation om at skabe nye ideer. Og nye ideer kan ses som et netværk af konfigurationer, både i vores hjerne, i vores omgivelser eller på nettet, hvor enkeltdelene bliver sat sammen på nye måder.
På TED og Youtube findes der to forskellige versioner af Steven Johnsons refleksioner om 'where good ideas come from'. Et reelt foredrag og et kort animeret foredrag (se bunden af indlægget). Det kan godt betale sig at se begge to, da de supplerer hinanden godt.
Steven Johnson er optaget af de karakteristiske mønstre og rum/miljøer, der kendetegner god innovationskultur. Han mener, at innovation kræver nogle særlige gunstige omgivelser. Han trækker referencer tilbage til Oplysningstidens coffee houses, der opstod i begyndelsen af perioden sidst i 1600-tallet. Her mødtes man og drak kaffe og udviklede nye tanker og idéer, der fik vidtrækkende konsekvenser for datidens verdensopfattelse. Det foregik i et kaotisk miljø, hvor bølgerne gik højt. I denne periode gik man netop fra at definere begrebet innovation som et negativt skældsord til at betragte fornyelse som noget positivt.
Steven Johnson fremhæver også regnskovens og koralrevets mangfoldighed som eksempler på, hvad han kalder usædvanlige miljøer for biologisk innovation. Det er den slags 'usædvanlige miljøer', vi skal give plads til, hvis vi styrke muligheden for at skabe innovation - lige fra i klasseværelset til det hippe reklamebureau.
En anden ting han understreger omkring de gode ideers opståen er, at de aldrig opstår isoleret set i den enkeltes bevidsthed, som en pludselig opstået åbenbaring af en lys idé. Det er en fortærsket kliché, at de gode idéer kommer ud af ingenting, lige pludselig. Idéer har lang inkubationstid og influeres af de mennesker, vi møder på vores vej. Og sådan skal og bør det være, mener Steven Johnson.
Men han pointerer samtidig, at vi lever i en tid og i en hemmelighedskultur, hvor vi vil presse ideer igennem på kortest mulig tid og hvor vi i øvrigt er bange for at dele ud af vores idéer i en grad, så vi patenterer alt.
En af mine gode veninder gik temmelig frustreret gennem sine år på Danmarks Designskole og fremhævede dengang netop den usagte angst mellem de studerende for at dele ideer med hinanden - for tænk hvis nogen stjal ens idé? I dag arbejder hun med at styrke unge kvinders professionelle netværk og samarbejde. Nok er vores innovationskultur klemt, men jeg ser at der er nye strømninger på vej.
Og dén vej handler i følge Steven Johnson om at give plads til mere kaotisk miljøer, hvor vi kan rumme vores forskelligheder - på den måde skaber vi, hvad han kalder åbne innovative systemer. Vi ved det allerede i den forstand, at vi taler meget om netværkets betydning i disse år. Men jeg spekulerer på, om vi er bevidst om, at netværket ikke kun handler om at 'kende de rigtige i den rigtige branche', men derimod også om at kende dem, hvor man inspirerer hinandens tanker, og som man di- eller indirekte kan idéudvikle med, om det så foregår i samme rum eller via sociale medier på nettet. Og jeg fristes til at spørge om vi i øvrigt giver plads til forskelligheder ved at fastholde et akademisk tænkende uddannelsessystem, hvor alle skal kunne det samme på samme tid?
Som børnekulturformidler kan jeg ikke lade være med at dreje hovedet i retningen af børns legekultur, når jeg hører Steven Johnsons betragtninger om de optimale præmisser for at skabe innovation. Legekulturforskningens grand old man Flemming Mouritsen karakteriserer børns legekultur med ord som 'improvisation' og 'gennemøvet spontanitet', der kræver et særligt rum, børn kan træde ind i. Han siger om børns legekultur, at børn i fællesskab henter deres råstof til legen fra en anden kulturel sammenhæng og så omformer det til deres egen fortælling. Eller skulle man sige til deres egne idéer? For jeg mener at børns leg i dens konstruktive form kan sidestilles med en innovativ proces, som Steven Johnson skitserer det i idéprocessen. Eksemplerne er talrige når børn bygger forhindringsbaner, labyrinter, 'produktudvikler' eller når de flytter legen ind i den digitale verden, hvor de udvikler nye tegn og koder i deres fælles kommunikation.
En gruppe drenge i en børnehave fik lov at tegne med kridt på legepladsen. Der gik dog ikke længe før de havde sat et eksperiment i gang, hvor de med si og spand forsøgte at rive kridtet til en sandlignende eksistens, som de ville blande op med vand. Det var hårdt arbejde. Det var ikke nemt at rive kridtet på sien, men på den måde udviklede de i fællesskab en ny type farve, man kunne male på jorden med. Desværre blev projektet bremset af en uvidende voksen undervejs, der ikke var klar over hvad der var på færde og som derfor fejltolkede drengenes brug af kridtet som 'drengestreger'.Foto: Monica Langelund
Der skabes og idéudvikles i legen og det forudsætter det særlige rum for legen, som vi som voksne må give børnene. Hvis legen glider, er der plads til at alle kan byde ind med ideer og ikke holde noget hemmeligt. Jo bedre samarbejdet om legen er, jo længere kan legen - eller idéprocessen - holdes i gang. Legeprocessen er ofte både kropslig og lettere kaotisk og ingen kender slutningen på legen. Præcis som i datidens kaffestuer. Det ser med andre ord ud til, at vi som voksne anno 2011 kan lære noget af at kigge i retningen af børns legekultur. Børns leg handler ikke bare om at udvikle færdigheder, der gør dem til kompetente voksne. Børns legekultur er i sig selv en ressource, vi som voksne kan lære af.
Problemet er bare, at vi er godt i gang med at begrænse børns fælles legekultur i den tid, de tilbringer sammen i skole- og institutionssammenhæng. Vi lægger beslag på og planer for en stadig større del af deres tid, ofte i den bedste mening. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal tilbage til laissé faire pædagogikken, men hvis vi virkelig vil dét med innovation, bør vi bevidst vælge børns legekultur til som en ressource og 'et innovationsmiljø'. Det vil ikke bare gavne børnenes trivsel i nu'et men også opmuntre og kvalificere dem til at deltage i innovative processer senere i deres liv.
Super talentfuld og legende billedbogsillustrator
Oliver Jeffers er en ung irsk billedbogsillustrator og kunstner, bosat i New York, som man skal bide mærke i.
Hans billedbøger har den særlige evne både at tale til børn og voksne. Oftest er der blot en enkelt sætning på et opslag og så folder de skønneste illustrationer resten af fortællingen ud. Han har lavet en fin lille video om sig selv, der er meget mere sigende end alle mine ord. Og så er han på Facebook, hvis man gerne vil følge med i hans arbejde.
Han slutter videoen af med at sige om sit arbejde: The more simple it looks, the more work is done to it. Det tror man på. I hans seneste bøger er han begyndt at blande alle materialer: blyant, akvarel, tusk, papirklip, collage.
Oliver Jeffers både skriver og tegner selv. Han er fra Nordirland er hans egen begrundelse. Tegningen her er fra 'The incredible bookeating boy'. En historie der er sjov for børn og samtidig en tankevækkende kommentar til vores hungren efter viden, der gør os blinde for at have sjælen med i den viden, vi tilegner os.
Endnu en illustration fra 'The incredible bookeating boy', mixed media.
'The Incredible bookeating boy' handler om en dreng, der kan sluge bøger og gengive alt indholdet fejlfrit. Han imponerer resten af verden med det særlige talent, indtil der er dag går kludder i hukommelsen.
Oliver Jeffers har legebarnet i behold. Her en illustration fra hans meget flotte hjemmeside, som ikke er med i bogen, men som alligevel er en skæg kommentar til bogen.
En anden af hans bøger hedder 'The great paper caper', som kan oversættes a la 'den store papir-fidusmager'. Bogen handler om en flok dyr i en skov, der undrer sig over at deres træer forsvinder. Og nej, det er ikke en socialrealistisk historie om skovene der forsvinder, men en kriminalbilledbog om det store træfældningsmysterie.
Fra bogen 'The great paper caper' - the scene of crime. Hvem har fældet træet?
Hans hjemmeside har den kvalitet, at han også lægger skitsetegninger ud. For billedbogsnørder som mig er det en fornøjelse at få et indblik i arbejdsprocessen bag det færdige resultat.
Der er en Edward Hopper-lignende stemning over nogle af Oliver Jeffers illustrationer, som her i 'Lost and found' - En bog om en dreng og hans pingvin, der bliver væk fra hinanden. Bogen er efterfølgende lavet til en prisbelønnet animationsfilm. Se traileren her:
Omslag til bogen 'The way back home'. Om en dreng i sin flyvemaskine og et rumvæsen i sin rumraket, der begge strander på månen og ikke kan komme hjem. Men drengen skynder sig hjem, hvor pingvinen fra 'lost and found' sidder i stuen og ser tv, og henter forsyninger til at redde dem begge ned fra Månen.
Al logik og virkelighed er i Oliver Jeffers fortælleunivers ophævet til fordel for en fantasifuld barneverden, hvor alt kan lade sig gøre.
Oliver Jeffers nyeste bog 'The heart and the bottle'. Sådan en potentiel nyklassiker af en billedbog om sorg og savn og om livets store spørgsmål. En af mine nyeste billedbogsfavoritter. Bogen er også udkommet som billedbog til iPad'en, oplæst af Helena Bonham Carter og åbner tydeligvis for en ny måde at læse billedbøger på.
Oliver Jeffers har en skøn hjemmeside med lækre detaljer og salg af signerede illustrationer.
Man kan bl.a. købe denne illustration fra 'The heart and the bottle'. Et fyrværkeri af en illustration.
Hvis du vil vide mere om Oliver Jeffers, så find hans hjemmeside HER.
Og hvis du vil bestille hans bøger, der desværre ikke er oversat til dansk endnu, så klik HER. Bøgerne kan sagtens løbende oversættes til dansk, når man læser højt.
Hans billedbøger har den særlige evne både at tale til børn og voksne. Oftest er der blot en enkelt sætning på et opslag og så folder de skønneste illustrationer resten af fortællingen ud. Han har lavet en fin lille video om sig selv, der er meget mere sigende end alle mine ord. Og så er han på Facebook, hvis man gerne vil følge med i hans arbejde.
Han slutter videoen af med at sige om sit arbejde: The more simple it looks, the more work is done to it. Det tror man på. I hans seneste bøger er han begyndt at blande alle materialer: blyant, akvarel, tusk, papirklip, collage.
Oliver Jeffers både skriver og tegner selv. Han er fra Nordirland er hans egen begrundelse. Tegningen her er fra 'The incredible bookeating boy'. En historie der er sjov for børn og samtidig en tankevækkende kommentar til vores hungren efter viden, der gør os blinde for at have sjælen med i den viden, vi tilegner os.
Endnu en illustration fra 'The incredible bookeating boy', mixed media. 
'The Incredible bookeating boy' handler om en dreng, der kan sluge bøger og gengive alt indholdet fejlfrit. Han imponerer resten af verden med det særlige talent, indtil der er dag går kludder i hukommelsen.
Oliver Jeffers har legebarnet i behold. Her en illustration fra hans meget flotte hjemmeside, som ikke er med i bogen, men som alligevel er en skæg kommentar til bogen.
En anden af hans bøger hedder 'The great paper caper', som kan oversættes a la 'den store papir-fidusmager'. Bogen handler om en flok dyr i en skov, der undrer sig over at deres træer forsvinder. Og nej, det er ikke en socialrealistisk historie om skovene der forsvinder, men en kriminalbilledbog om det store træfældningsmysterie.
Fra bogen 'The great paper caper' - the scene of crime. Hvem har fældet træet?
Hans hjemmeside har den kvalitet, at han også lægger skitsetegninger ud. For billedbogsnørder som mig er det en fornøjelse at få et indblik i arbejdsprocessen bag det færdige resultat.
Der er en Edward Hopper-lignende stemning over nogle af Oliver Jeffers illustrationer, som her i 'Lost and found' - En bog om en dreng og hans pingvin, der bliver væk fra hinanden. Bogen er efterfølgende lavet til en prisbelønnet animationsfilm. Se traileren her:
Omslag til bogen 'The way back home'. Om en dreng i sin flyvemaskine og et rumvæsen i sin rumraket, der begge strander på månen og ikke kan komme hjem. Men drengen skynder sig hjem, hvor pingvinen fra 'lost and found' sidder i stuen og ser tv, og henter forsyninger til at redde dem begge ned fra Månen.Al logik og virkelighed er i Oliver Jeffers fortælleunivers ophævet til fordel for en fantasifuld barneverden, hvor alt kan lade sig gøre.
Oliver Jeffers nyeste bog 'The heart and the bottle'. Sådan en potentiel nyklassiker af en billedbog om sorg og savn og om livets store spørgsmål. En af mine nyeste billedbogsfavoritter. Bogen er også udkommet som billedbog til iPad'en, oplæst af Helena Bonham Carter og åbner tydeligvis for en ny måde at læse billedbøger på.
Oliver Jeffers har en skøn hjemmeside med lækre detaljer og salg af signerede illustrationer.
Man kan bl.a. købe denne illustration fra 'The heart and the bottle'. Et fyrværkeri af en illustration.Hvis du vil vide mere om Oliver Jeffers, så find hans hjemmeside HER.
Og hvis du vil bestille hans bøger, der desværre ikke er oversat til dansk endnu, så klik HER. Bøgerne kan sagtens løbende oversættes til dansk, når man læser højt.
søndag den 26. december 2010
Ambitiøs international bog om legens betydning
The Oxford Handbook of the development of play
Der er en ny international bog om leg på vej.
Det lyder som den helt store studiebog i leg: The Oxford Handbook of the development of play.
Forfatterne bag bogen pointerer, at legen tidligere har været marginaliseret som forskningsområde i forhold til en lang række andre forskningsområder. Det vil bogen gøre op med og tilbyder en række artikler om leg set fra både et psykologisk, antropologisk og biologisk perspektiv for at cementere legens betydning set fra flere vinkler.
Bogen henvender sig både til forældre, undervisere/pædagoger og beslutningstagere.
Anthony D. Pellegrini, der har været med til at redigere bogen, slår i sit arbejde som professor på Educational Psychology at the University of Minnesota et prisværdigt slag for, at man ikke glemmer legepauserne i en stadigt mere akademisk anlagt skole. Jeg er dog lidt i tvivl om det udviklingspsykologiske syn på leg (stadig) fylder for meget i bogen - bogen er en amerikansk udgivelse. Danmark og resten af Skandinavien er langt fremme, når det handler om at se leg i et kulturelt/antropologisk perspektiv. Men bogen synes dog uanset hvad at være væsentlig i anerkendelsen og fastholdelsen af legen som betydningsfuld medspiller for både barndom, skole og læring, ikke mindst i en tid hvor vi er så test- og resultatfokuserede, at vi risikerer at degradere legens essentielle betydning.
Og det er jo lige et budskab 'down my alley'.
Bogen er tæskedyr, men kan købes HER.
Der er en ny international bog om leg på vej.
Det lyder som den helt store studiebog i leg: The Oxford Handbook of the development of play.
Forfatterne bag bogen pointerer, at legen tidligere har været marginaliseret som forskningsområde i forhold til en lang række andre forskningsområder. Det vil bogen gøre op med og tilbyder en række artikler om leg set fra både et psykologisk, antropologisk og biologisk perspektiv for at cementere legens betydning set fra flere vinkler.
Bogen henvender sig både til forældre, undervisere/pædagoger og beslutningstagere.
Anthony D. Pellegrini, der har været med til at redigere bogen, slår i sit arbejde som professor på Educational Psychology at the University of Minnesota et prisværdigt slag for, at man ikke glemmer legepauserne i en stadigt mere akademisk anlagt skole. Jeg er dog lidt i tvivl om det udviklingspsykologiske syn på leg (stadig) fylder for meget i bogen - bogen er en amerikansk udgivelse. Danmark og resten af Skandinavien er langt fremme, når det handler om at se leg i et kulturelt/antropologisk perspektiv. Men bogen synes dog uanset hvad at være væsentlig i anerkendelsen og fastholdelsen af legen som betydningsfuld medspiller for både barndom, skole og læring, ikke mindst i en tid hvor vi er så test- og resultatfokuserede, at vi risikerer at degradere legens essentielle betydning.
Og det er jo lige et budskab 'down my alley'.
Bogen er tæskedyr, men kan købes HER.
lørdag den 25. december 2010
Legeforsker Carsten Jessen om leg
På Børneuniversitet.dk kan man se en videoforedragsrække om lege- og børnekultur. Foredragsholderne er forskere og kulturpersoner og videoerne er optaget i forbindelse med Slagelse Bibliotekernes foredragsrække, der går under navnet 'børneuniversitetet'. Der er også lagt en del artikler ud på sitet. I foråret 2011 er der nye foredrag på vej.
Jeg vil gerne fremhæve foredraget med Carsten Jessen, der forsker i leg og computere/medier. Han er altid interessant at høre og han taler så vi allesammen kan forstå hvad akademisk forskning om legekultur handler om. Hvis man gerne vil vide mere om det legesyn Carsten Jessen repræsenterer - som jeg i øvrigt deler og er inspireret af - kan jeg også anbefale Stuart Browns bog 'Play' og selvfølgelig Flemming Mouritsens klassiker 'Legekultur'.
Jeg kan ikke uploade videoen med Carsten Jessen her, men hvis du vil se videoen, så klik HER.
Skærmdump fra videoforedraget med Carsten Jessen på Børneuniversitetet.
Jeg vil gerne fremhæve foredraget med Carsten Jessen, der forsker i leg og computere/medier. Han er altid interessant at høre og han taler så vi allesammen kan forstå hvad akademisk forskning om legekultur handler om. Hvis man gerne vil vide mere om det legesyn Carsten Jessen repræsenterer - som jeg i øvrigt deler og er inspireret af - kan jeg også anbefale Stuart Browns bog 'Play' og selvfølgelig Flemming Mouritsens klassiker 'Legekultur'.
Jeg kan ikke uploade videoen med Carsten Jessen her, men hvis du vil se videoen, så klik HER.
Skærmdump fra videoforedraget med Carsten Jessen på Børneuniversitetet.Inspire me now - Den ultimative visuelle legeblog
'Inspire me now' må være den ultimative visuelle legeblog. Legen synes at være overskriften for alle indlæg, der handler om at lege med virkeligheden, som vi kender den. Det gælder både reklamer, streetart, design, brugskunst og fotografi. De kreative løsninger udfordrer vores vanetænkning og måde at opfatte vores omverden på. Har jeg skrevet før, at det er dét legen kan? Nye ideer opstår i mødet mellem det eksisterende og inspiration udefra. Det samme kan siges om børns legekultur.
Tjek selv bloggen HER, find 'Inspire me now' på Facebook eller tag et kig på nogle af de billeder, jeg har valgt ud nedenfor.
www.design-milk.com
Tjek link her.
www.banksy.co.uk
www.designboom.com
www.twitpic.com
www.superpunch.blogspot.com
www.designboom.com
www.behance.net
www.architectureidea.com
Tjek link her.
www.perpetualkid.com
www.kriwol.com
Tjek link her.
www.incrediblethings.com
www.mymodernmet.com
Tjek selv bloggen HER, find 'Inspire me now' på Facebook eller tag et kig på nogle af de billeder, jeg har valgt ud nedenfor.
www.design-milk.com
Tjek link her.
www.banksy.co.uk
www.designboom.com
www.twitpic.com
www.superpunch.blogspot.com
www.designboom.com
www.behance.net
www.architectureidea.com
Tjek link her.
www.perpetualkid.com
www.kriwol.com
Tjek link her.
www.incrediblethings.com
www.mymodernmet.comtorsdag den 23. december 2010
Eventyrbog i superflot 3D.
Jeg skal eje denne bog. Der er virkelig leget med det visuelle udtryk.
Se de superflotte skitser til bogen 'Il etait une fois' af den franske illustrator Benjamin Lacombe herunder eller på hans blog HER. Han er fantastisk dygtig. jeg er helt overvældet...
Il etait une fois - Benjamin Lacombe from B&C on Vimeo.
Se de superflotte skitser til bogen 'Il etait une fois' af den franske illustrator Benjamin Lacombe herunder eller på hans blog HER. Han er fantastisk dygtig. jeg er helt overvældet...
House of illustration 1
Illustratorer om illustrationer
I London arbejdes der på højtryk på at etablere et museum for illustrationer. House of Illustration hedder det. For et par år tilbage arrangerede organisationen bag en fundraiser-udstilling med titlen 'What are you like?', hvor de havde fået en lang række illustratorer til at deltage i en gammel viktoriansk leg, hvor man skal tegne/fortælle hvad ens yndlingsdyr, -madret, -transportmiddel, -sted, -beskæftigelse osv er. Det kom der en meget fin udstilling ud af, med meget forskellige udtryk. Se en række af illustrationerne HER.
Illustration: Mini Grey
Illustratoion: Mary Fedden
Illustration: Jack Penate
House of Illustration optog dengang en video, hvor en række af Englands mest prominente illustratorer udtaler sig om, hvad illustrationer egentlig er for en størrelse og hvad ideen med et illustrationsmuseum er. Det kommer der nogle fine svar ud af. Se videoen nedenfor. Læs mere om House of Illustration HER.
I London arbejdes der på højtryk på at etablere et museum for illustrationer. House of Illustration hedder det. For et par år tilbage arrangerede organisationen bag en fundraiser-udstilling med titlen 'What are you like?', hvor de havde fået en lang række illustratorer til at deltage i en gammel viktoriansk leg, hvor man skal tegne/fortælle hvad ens yndlingsdyr, -madret, -transportmiddel, -sted, -beskæftigelse osv er. Det kom der en meget fin udstilling ud af, med meget forskellige udtryk. Se en række af illustrationerne HER.
Illustration: Mini Grey
Illustratoion: Mary Fedden
Illustration: Jack PenateHouse of Illustration optog dengang en video, hvor en række af Englands mest prominente illustratorer udtaler sig om, hvad illustrationer egentlig er for en størrelse og hvad ideen med et illustrationsmuseum er. Det kommer der nogle fine svar ud af. Se videoen nedenfor. Læs mere om House of Illustration HER.
onsdag den 22. december 2010
Legen som aktiv medspiller i vores demokrati
I disse dage vandrer en video med en techoudgave af Bertel Haarders vredesudbrud rundt på Facebook . Det oprindelige interview ryddede forsiderne og der var stor diskussion om, hvad man skulle mene om hele optrinnet. Hvem begik en fejl og var det i virkeligheden begge to? Der gik ikke meget mere end et døgn før Bertels Haarders skulderrystende ’Nu’ det fandme nok’ blev loopet tilsat elektroniske trommer. Og der er gået yderligere inflation i at lege med det kreative udtryk i Bertel Haarders vredesudbrud. Få et overblik på Politiken HER.
Videoen er et eksempel på politisk satire og satiren kendetegner sig ved at gøre grin med magthaverne, eller dem der bestemmer. Politisk satire er i højsæde i et demokrati som Danmark. Vi har pladsen og ytringsfriheden til at kunne grine af dem, der har magten. Satiren har flere fællesreferencer til legekulturen. Politisk leg, kunne man kalde det.
Lad mig trække et par referencer til børns legekultur. Børn tager deres oplevelser og indtryk og gør dem til deres egne ved at bearbejde dem. Det kan fx være som når min datter og hendes veninde laver et potpourri af eventyrfortællinger i et teaterstykke, de opførte for mig i dag, hvor jægeren fra Rødhætte lige går ind og googler noget på nettet inden han skal redde Guldlok, der er taget til fange af en ond drage. For to piger på 9 år er det forholdsvis harmløs leg. Men deres leg har fællestræk med videoen med techoBertel. Der improviseres, der er ingen regler, men der er en rytme i form af roller, formler og referencer og det hele får et skævt twist. I techoudgaven af Bertels Haarders vredesudbrud udgør rytmen i den musikalske opbygning og gentagelserne, i det han siger, både formler og referencer.
Lene Münster er MA i børne- og ungdomskultur, lærer og underviser på pædagogseminariet på Fyn. Hun har skrevet en meget interessant afhandling om børns legende fortællinger og disses referencer til middelalderens groteske latterkultur, hvor man gjorde grin med magthaverne. Hendes forskningsresultater har været en øjenåbner for mig i fht de traditioner og referencer, legen trækker på.
Jeg ser tendenser i nogle af hendes forskningsresultater udspille sig i ovenstående video og noget tilsvarende gør sig gældende i videoerne nedenfor.
Der er Obama og McCain i en breakdance ’dance off’. Videoen blev sendt ud i efteråret 2008 under valgkampen mellem de to, og det var selvfølgelig vældig morsomt at se de to, som man forbinder med alt andet end streetkultur og breakdance, battle i en kontekst, man ikke er vant til at se dem i. Her er der leget med roller og virkelighedsopfattelser og helt fysisk er der leget med photoshop på computeren.
Legen går igen i Selvsvings politiske satire, som man ser det herunder, hvor der er lagt stemmer til Anders Fogh og politikeren ved siden af og der er reference til Elvis’ In the ghetto.
Legeforsker Carsten Jessen siger om leg at 'den ikke giver mening' forstået på den måde, at vi sjældent efter en endt leg kan spørge os selv hvad meningen med legen var, hvad vi skulle lære? Dette spørgsmål kan man også stille med ovenstående videoeksempler. Vi skal som sådan ikke 'lære' noget af techoBertel eller Obama som breakdancer. Men vi har muligheden for at lege, også rent politisk. Og det kan måske siges at være meningen i sig selv.
Leg er ikke altid køn og den er sjældent politisk korrekt. Leg kan endda blive ondskabsfuld. Men den er på mange måder nyskabende og grænsesøgende. Det flytter fokus fra legen som andet og mere end en ’sund læringsstrategi for børn’ hen til et fokus på legen som en betydningsfuld medspiller i et demokratisk samfund.
Om Lene Münster:
Lene Münster holder foredrag om børns legekultur i deres mundtlige fortællinger, hvor hun trækker paralleller til middelalderens folkelige, karnevalistiske latterkultur. Hendes afhandling tager udgangspunkt i et studie i nogle af de historier børn har fortalt i forbindelse med det landsdækkende initiativ 'Gi' en historie' og man kan komme i kontakt med Lene Münster HER.
Videoen er et eksempel på politisk satire og satiren kendetegner sig ved at gøre grin med magthaverne, eller dem der bestemmer. Politisk satire er i højsæde i et demokrati som Danmark. Vi har pladsen og ytringsfriheden til at kunne grine af dem, der har magten. Satiren har flere fællesreferencer til legekulturen. Politisk leg, kunne man kalde det.
Lad mig trække et par referencer til børns legekultur. Børn tager deres oplevelser og indtryk og gør dem til deres egne ved at bearbejde dem. Det kan fx være som når min datter og hendes veninde laver et potpourri af eventyrfortællinger i et teaterstykke, de opførte for mig i dag, hvor jægeren fra Rødhætte lige går ind og googler noget på nettet inden han skal redde Guldlok, der er taget til fange af en ond drage. For to piger på 9 år er det forholdsvis harmløs leg. Men deres leg har fællestræk med videoen med techoBertel. Der improviseres, der er ingen regler, men der er en rytme i form af roller, formler og referencer og det hele får et skævt twist. I techoudgaven af Bertels Haarders vredesudbrud udgør rytmen i den musikalske opbygning og gentagelserne, i det han siger, både formler og referencer.
Lene Münster er MA i børne- og ungdomskultur, lærer og underviser på pædagogseminariet på Fyn. Hun har skrevet en meget interessant afhandling om børns legende fortællinger og disses referencer til middelalderens groteske latterkultur, hvor man gjorde grin med magthaverne. Hendes forskningsresultater har været en øjenåbner for mig i fht de traditioner og referencer, legen trækker på.
Jeg ser tendenser i nogle af hendes forskningsresultater udspille sig i ovenstående video og noget tilsvarende gør sig gældende i videoerne nedenfor.
Der er Obama og McCain i en breakdance ’dance off’. Videoen blev sendt ud i efteråret 2008 under valgkampen mellem de to, og det var selvfølgelig vældig morsomt at se de to, som man forbinder med alt andet end streetkultur og breakdance, battle i en kontekst, man ikke er vant til at se dem i. Her er der leget med roller og virkelighedsopfattelser og helt fysisk er der leget med photoshop på computeren.
Legen går igen i Selvsvings politiske satire, som man ser det herunder, hvor der er lagt stemmer til Anders Fogh og politikeren ved siden af og der er reference til Elvis’ In the ghetto.
Legeforsker Carsten Jessen siger om leg at 'den ikke giver mening' forstået på den måde, at vi sjældent efter en endt leg kan spørge os selv hvad meningen med legen var, hvad vi skulle lære? Dette spørgsmål kan man også stille med ovenstående videoeksempler. Vi skal som sådan ikke 'lære' noget af techoBertel eller Obama som breakdancer. Men vi har muligheden for at lege, også rent politisk. Og det kan måske siges at være meningen i sig selv.
Leg er ikke altid køn og den er sjældent politisk korrekt. Leg kan endda blive ondskabsfuld. Men den er på mange måder nyskabende og grænsesøgende. Det flytter fokus fra legen som andet og mere end en ’sund læringsstrategi for børn’ hen til et fokus på legen som en betydningsfuld medspiller i et demokratisk samfund.
Om Lene Münster:
Lene Münster holder foredrag om børns legekultur i deres mundtlige fortællinger, hvor hun trækker paralleller til middelalderens folkelige, karnevalistiske latterkultur. Hendes afhandling tager udgangspunkt i et studie i nogle af de historier børn har fortalt i forbindelse med det landsdækkende initiativ 'Gi' en historie' og man kan komme i kontakt med Lene Münster HER.
mandag den 20. december 2010
Gæsteblogger: Anna, 6 år
Dagens gæsteblogger om barndom og om at være barn:
I vuggestuen bliver man passet. I børnehaven lærer man hinanden at kende og i skolen lærer man at blive som de voksne.
Anna, 6 år. Netop startet i børnehaveklasse.
I vuggestuen bliver man passet. I børnehaven lærer man hinanden at kende og i skolen lærer man at blive som de voksne.
Anna, 6 år. Netop startet i børnehaveklasse.
søndag den 19. december 2010
Everybody edits: Digital legeplads med forhindringsbaner
Her til aften fik jeg en virtuel rundvisning i onlinespillet 'Everybody edits' af min 13-årige søn. Han er en af den slags drenge, der foretrækker computeren frem for både kælketure og museumsbesøg, og når man runder de 13 år, glider legen - som vi kender den med legoklodser og figurer - mere og mere i baggrunden. Det kan man som mor indimellem godt sukke lidt vemodigt over, men i virkeligheden er legen ikke helt forsvundet.
Everybody edits er en digital legeplads, hvor brugerne selv kan skabe rammerne for legen. Med simple pixels kan man opbygge baner, som andre brugere kan afprøve eller endda være med til at bygge videre på. Det kan både være labyrinter, 'kuglebaner' og kunstbaner, hvor man bare beundrer de kreative resultater.
Man kan skifte smileystatus og både være glad, sur, ked af det osv. Smiley'en kan fx. indikere om man er glad eller utilfreds med en bane. Et lille bitte rundt ikon udgør den virtuelle krop, man bevæger sig rundt med i spillet. Man kan samle mønter og lægge udfordringer ind, men der er ikke rigtig noget med at vinde. Vinderkriteriet er at have rigtig mange inde på ens bane.
Det ligger i navnet - Everybody edits - at alle kan være med til at skabe og redigere spillet. Det er simpelt, 80'er-agtigt at se på, men uden tvivl fremtiden indenfor online computerspil.
For et engangsbeløb på små 100 kroner bliver man 'member' og kan gemme de baner, man laver og hele tiden videreudvikle dem. Hvis man åbner sin bane for andre, så de også kan bygge på den, inviterer man dybest set til leg, selvfølgelig med den risiko at banen bliver ødelagt, fordi for mange vil blande sig eller nogen vil ødelægge den. Men der er også mulighed for at bygge ekstrasjove baner. Præcis de samme præmisser som den fysiske leg. Man kender aldrig udfaldet og det er processen, der tæller. Og hvis den gode leg/bane skal holdes i gang, er man trods alt nødt til at samarbejde.
Min søn viste mig eksempler på baner, hvor brugerne henter inspiration til motiv på nettet, såsom en Mario-bane. Selv havde han brugt aftenen sammen med sin lillesøster på at bygge 'den sygeste bane', der fungerede som een lang kuglebane. Jeg blev faktisk lidt mor-imponeret over, at de har siddet sammen og bygget med digitale klodser. Se videoklippet af banen i bunden af indlægget. Den lille prik på skærmen, der bevæger sig, er min søns smiley. Den er på rutchebanetur, som man ser det i en kuglebane. At sætte smileyens tur på banen i gang er egentlig kun afslutningen på hele processen op til: nemlig at bygge banen og løbende sikre sig at den faktisk virker. På mange måder minder denne digitale kuglebane om en musikvideo med bandet Ok Go:
Jeg måtte lige afprøve spillet selv her for lidt siden, men jeg kunne ikke engang finde ud af at rykke på min lille smiley, så det varer nok et stykke tid, før jeg kan lave min egen bane.
Find spillet HER.
Nedenfor er der to optagelser af spillet. Øverste optagelse er den bane mine unger selv har kreeret. Nederste optagelse er en hurtig rundvisning i en meget populær bane, flere spillere har været fælles om at bygge. Her op til jul er der flere 'julebaner' og man kan skifte smiley til bl.a. julemandsstatus.
Everybody edits er en digital legeplads, hvor brugerne selv kan skabe rammerne for legen. Med simple pixels kan man opbygge baner, som andre brugere kan afprøve eller endda være med til at bygge videre på. Det kan både være labyrinter, 'kuglebaner' og kunstbaner, hvor man bare beundrer de kreative resultater.
Man kan skifte smileystatus og både være glad, sur, ked af det osv. Smiley'en kan fx. indikere om man er glad eller utilfreds med en bane. Et lille bitte rundt ikon udgør den virtuelle krop, man bevæger sig rundt med i spillet. Man kan samle mønter og lægge udfordringer ind, men der er ikke rigtig noget med at vinde. Vinderkriteriet er at have rigtig mange inde på ens bane.
Det ligger i navnet - Everybody edits - at alle kan være med til at skabe og redigere spillet. Det er simpelt, 80'er-agtigt at se på, men uden tvivl fremtiden indenfor online computerspil.For et engangsbeløb på små 100 kroner bliver man 'member' og kan gemme de baner, man laver og hele tiden videreudvikle dem. Hvis man åbner sin bane for andre, så de også kan bygge på den, inviterer man dybest set til leg, selvfølgelig med den risiko at banen bliver ødelagt, fordi for mange vil blande sig eller nogen vil ødelægge den. Men der er også mulighed for at bygge ekstrasjove baner. Præcis de samme præmisser som den fysiske leg. Man kender aldrig udfaldet og det er processen, der tæller. Og hvis den gode leg/bane skal holdes i gang, er man trods alt nødt til at samarbejde.
Min søn viste mig eksempler på baner, hvor brugerne henter inspiration til motiv på nettet, såsom en Mario-bane. Selv havde han brugt aftenen sammen med sin lillesøster på at bygge 'den sygeste bane', der fungerede som een lang kuglebane. Jeg blev faktisk lidt mor-imponeret over, at de har siddet sammen og bygget med digitale klodser. Se videoklippet af banen i bunden af indlægget. Den lille prik på skærmen, der bevæger sig, er min søns smiley. Den er på rutchebanetur, som man ser det i en kuglebane. At sætte smileyens tur på banen i gang er egentlig kun afslutningen på hele processen op til: nemlig at bygge banen og løbende sikre sig at den faktisk virker. På mange måder minder denne digitale kuglebane om en musikvideo med bandet Ok Go:
Jeg måtte lige afprøve spillet selv her for lidt siden, men jeg kunne ikke engang finde ud af at rykke på min lille smiley, så det varer nok et stykke tid, før jeg kan lave min egen bane.
Find spillet HER.
Nedenfor er der to optagelser af spillet. Øverste optagelse er den bane mine unger selv har kreeret. Nederste optagelse er en hurtig rundvisning i en meget populær bane, flere spillere har været fælles om at bygge. Her op til jul er der flere 'julebaner' og man kan skifte smiley til bl.a. julemandsstatus.
Billedbogsillustrator: Shaun Tan
Jeg varmer op til en række indlæg med nogle af mine udenlandske yndlingsillustratorer. Her er en lille teaser med en af mine all-time favourites: Australske Shaun Tan. Han er en gudsbenådet, fantasifuld og teknisk dygtig tegner.
Fra 'The arrival' af Shaun Tan
Kristian Lindberg skriver i en artikel i Berlingske d. 9.december 2010:
Den australske forfatter og meget originale illustrator Shaun Tan har også tegnet grafiske romaner, der i deres drømmende, flydende handlingstråde synes at undslippe enhver form for kategorisering. Er det for voksne børn eller barnlige voksne? Er det tegneserier eller romaner? Som med de bedste eventyr bliver både børn og voksne suget ind i de symbolmættede universer.
Fra 'The arrival' af Shaun Tan
Så behøver jeg ikke lede efter ord til at beskrive Shaun Tan, for denne beskrivelse er meget rammende. Min absolutte favorit er 'The arrival' der er en smuk fortælling om at rejse ud og møde en ny verden og de udfordringer der følger med at være fremmed et nyt sted. Bogen burde være fast pensum i folkeskolens afgangsklasser.
Det lille ambitiøse børnebogsforlag ABC forlag har udgivet en af hans bøger: Udkantsfortællinger, så noget tyder på, at de danske forlag er ved at få øjnene op for Shaun Tans vidunderlige talent. I et år hvor begrebet 'udkantsdanmark' kom på alles læber, kan sådan en bog næppe være mere aktuel end nu.
Fra bogen 'Udkantsfortællinger', udgivet på ABC Forlag.
Mens jeg venter på, at min julegave til mig selv ankommer med posten - nye udgivelser med af Shaun Tan, så linker jeg lige til denne filmteaser, der bygger på hans fine bog 'The lost thing'. Filmen rydder alle filmfestivaller i disse måneder for førstepræmier og har således vundet præmier i både Australien, USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Brasilien og Spanien. Når jeg modtager filmen, skriver jeg et uddybende indlæg om Shaun Tans arbejde.
Fra 'The arrival' af Shaun TanKristian Lindberg skriver i en artikel i Berlingske d. 9.december 2010:
Den australske forfatter og meget originale illustrator Shaun Tan har også tegnet grafiske romaner, der i deres drømmende, flydende handlingstråde synes at undslippe enhver form for kategorisering. Er det for voksne børn eller barnlige voksne? Er det tegneserier eller romaner? Som med de bedste eventyr bliver både børn og voksne suget ind i de symbolmættede universer.
Fra 'The arrival' af Shaun TanSå behøver jeg ikke lede efter ord til at beskrive Shaun Tan, for denne beskrivelse er meget rammende. Min absolutte favorit er 'The arrival' der er en smuk fortælling om at rejse ud og møde en ny verden og de udfordringer der følger med at være fremmed et nyt sted. Bogen burde være fast pensum i folkeskolens afgangsklasser.
Det lille ambitiøse børnebogsforlag ABC forlag har udgivet en af hans bøger: Udkantsfortællinger, så noget tyder på, at de danske forlag er ved at få øjnene op for Shaun Tans vidunderlige talent. I et år hvor begrebet 'udkantsdanmark' kom på alles læber, kan sådan en bog næppe være mere aktuel end nu.
Fra bogen 'Udkantsfortællinger', udgivet på ABC Forlag.Mens jeg venter på, at min julegave til mig selv ankommer med posten - nye udgivelser med af Shaun Tan, så linker jeg lige til denne filmteaser, der bygger på hans fine bog 'The lost thing'. Filmen rydder alle filmfestivaller i disse måneder for førstepræmier og har således vundet præmier i både Australien, USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Brasilien og Spanien. Når jeg modtager filmen, skriver jeg et uddybende indlæg om Shaun Tans arbejde.
Poetisk fransk cirkus
Jeg så en meget fin, poetisk cirkusforestilling i sommer i København. Det var det franske cirkusensemble Cirque Trottola, der viste forestillingen Volchok. Og nu linkede en FB-ven netop til videoen nedenfor med franske Le Cirque Invisible. Mere af den slags cirkus, tak. Det er poetisk. Fortryllende. Legende. Magisk. Og flytter fokus væk fra klichefyldte klovne og selvfede sabelslugere.
fredag den 17. december 2010
Fascinerende billedbogssamarbejde
Videoen nederst i indlægget viser på skønneste vis, hvordan et samarbejde mellem to australske søstre blev til billedbogen Hullabazoo. Jeg tror, de har haft det afsindig sjovt sammen.
Jeg fandt videoen på en supertjekket billedbogsblog - Kids bookreview - hvor der dagligt er nye anmeldelser, interviews mm. Wauw. Hvor er det ærgerligt at billedbøger sælger så skidt at så få bliver oversat til dansk. Der er så mange gode udenlandske billedbøger på markedet pt.
På Kids bookreview var der bl.a. et link til en billedbogsudstilling i Melbourne, der kører frem til maj 2011 - så hvis nogen har en billet til overs til Australien i foråret, så sig lige til...
Bloggen hedder som sagt Kids bookreview og kan ses HER.
Og billedbogsudstillingen kan man læse om HER.
Jeg fandt videoen på en supertjekket billedbogsblog - Kids bookreview - hvor der dagligt er nye anmeldelser, interviews mm. Wauw. Hvor er det ærgerligt at billedbøger sælger så skidt at så få bliver oversat til dansk. Der er så mange gode udenlandske billedbøger på markedet pt.
På Kids bookreview var der bl.a. et link til en billedbogsudstilling i Melbourne, der kører frem til maj 2011 - så hvis nogen har en billet til overs til Australien i foråret, så sig lige til...
Bloggen hedder som sagt Kids bookreview og kan ses HER.
Og billedbogsudstillingen kan man læse om HER.
Abonner på:
Opslag (Atom)