Nu har jeg været inde forbi Doodlers Anonymous igen. Hvis du vil læse det tidligere indlæg om betydningen af skitseprocesser og Doodlers Anonymous, så klik HER. Hvis du søger en samlet oversigt over mine indlæg om billedkunstundervisning, kan du klikke HER. Siden mit sidste indlæg om Doodlers Anonymous er jeg faldet over flere ting:
En uofficiel t-shirt konkurrence, hvor man kunne bestille en t-shirt på bloggen og tegne løs på den. Idéen er også oplagt med eleverne i de større klasser. Alle får en t-shirt at dekorere – eller udfylde. Det kan samtidig blive til et emne om visuelle udtryk og budskaber på t-shirts og tøj i det hele taget. Hvad signalerer man med sit tøj?
Se flere eksempler på t-shirts her. Jeg forelskede mig straks i nedenstående tegnede dagbog og blev helt misundelig og tænkte: A drawing a day, keeps the doctor away. Jeg er sikker på, det er godt for både krop og sjæl at lave små visuelle erindringer. I en tid hvor flere og flere blogger om hverdagen og lægger fotos af hjemmebag og glade børn ud, er det inspirerende nyt med denne mere kunstneriske vinkel på hverdagen.
Dårlig dag med sygdom. På Flickr kan man se et stort udpluk af hendes tegninger. De går faktisk flere år tilbage. Jeg har sjældent set en så imponerende dagbog.Klik her. Også dén idé kan bruges i skolesammenhæng. Skift den skriftlige logbog ude for bare en uge eller to med en visuel logbog og opdag sider af (nogle af) dine elever du ikke anede eksisterer.
Og så er der hende her Camille Rosseau. Wauw! Hun er tilsyneladende noget af det hotteste i London pt. og dekorerer bl.a. vægge i cafeer, butikker mm. Ja, hvis jeg stod og skulle til London i morgen, så ville jeg uden tvivl lægge vejen forbi nogle af de steder, hun har udsmykket. Jeg er vild med, når kunsten rykker ind i det offentlige rum, eller i brugsrum. Hun tager vægmalerier til et nyt, meget delikat, æstetisk niveau.
Copyright: Camille Rosseau
Copyright: Camille Rosseau
Og så tegner hun på brune papirsposer, hvilket giver et superflot resultat. Jeg kan især godt lide måden, hun leger med motiverne på tværs af poserne. Det skaber rum og dybde. Lige en idé at snuppe til billedkunstundervisningen. Tegning på utraditionelle underlag og materialer og med mulighed for at arbejde i dybde og flader.
Og så et lille fif. Man kan melde sig ind i Doodlers Anonymous - the permanent home for spontaneous art - på Facebook, så bliver man løbende opdateret med nye links til flere spontane krussedulletegnere.Søg på Doodlers anonymous på Facebook.
Hvad sker der i det her billede? Har du lyst til at gå til dialogbaserede kunstsamtaler på Statens Museum for Kunst én gang om måneden i halvanden time? Er I nogle stykker på dit arbejde, der har talt om at lave noget mere aktivt sammen ind imellem? Savner du at lave noget med din mormor? Eller kender du en, der lige kunne være interesseret i at 'gå til kunstsamtaler'?
Jeg søger 10-12 personer, der har lyst til at 'gå til kunstsamtaler'. Jeg er i gang med et uddannelsesforløb i USA i en kunstformidlersamtale, der hedder Visual Thinking Strategies, og har brug for mere erfaring med et voksent publikum, fordi jeg på sigt skal undervise andre i at bruge metoden. Kunstsamtalerne på Statens Museum for Kunst er ikke undervisning, bør jeg måske tilføje. Det er en metode, der vægter dialogen publikum imellem, jeg holder ikke et kunsthistorisk foredrag.Alle kan deltage, metoden er ikke forbeholdt kunsteksperter (faktisk tværtimod).
Vi mødes kl 18-19.30, første gang d. 27. oktober. Planen er at etablere et hold, der har lyst til at gå fast til kunstsamtaler fra oktober 2010 til juni 2011. Vi mødes sidste onsdag i måneden og undervejs i forløbet får I også mulighed for at vælge de kunstværker vi skal tale om.
Skriv til mig på mo9ca@vallinas.dk eller ring 2684 7347 (og læg gerne en besked). Jeg glæder mig til at høre fra dig/jer.
Vil du gå til kunstsamtaler på Statens Museum for Kunst?
Jeg søger omkring 10-12 voksne, der har lyst til at gå til dialogbaserede kunstsamtaler en gang om måneden på Statens Museum for Kunst, sidste onsdag i måneden, om muligt frem til juni 2011. Kunne du være interesseret?
Måske er I en gruppe på dit arbejde, der har talt om at lave et eller andet fast sammen? Måske har du lyst til at tage din bedstemor med ud i kulturlivet til en anden oplevelse? Måske savner du bare at gå på kunstmuseum og være i dialog med andre om, hvad det er I ser?
Jeg er i gang med en kunstformidleruddannelse i USA i en metode, der hedder Visual Thinking Strategies (VTS). Metoden er som udgangspunkt udviklet med henblik på børn og unge, men kan sagtens praktiseres med voksne. I USA er metoden ved at vinde indpas i både skoler og på museer og også flere lægestudier har taget metoden til sig. Der ligger et mangeårigt forskningsarbejde bag metoden.
Bag om metoden Det er en dialogbaseret metode, der sætter publikums ytringer i fokus. Formidleren - og det er så mig - kan ikke forberede et tema for samtalen, da metoden tager sit udgangspunkt i dét, det konkrete publikum bemærker i et kunstværk. Det er publikum selv, der skal på banen, med mig som facilitator, dvs at jeg leder processen på vej, men jeg holder på ingen måde et kunsthistorisk foredrag. I undervisningssammenhæng styrker metoden bl.a. kommunikationsevner, kritisk tænkning, refleksion, evnen til at lytte og se ting i et andet perspektiv.
En 6-årig dreng har deltaget i en VTS-billedsamtale på Louisiana omkring Alexander Calders mobiler og har fået til opgave at tegne, hvad han ser.Foto: Monica Langelund
Målet med projektet Jeg er første og pt eneste dansker, der følger forløbet i USA og jeg arbejder på at udbrede kendskabet til metoden i Danmark og har i den forbindelse brug for mere erfaring med et voksent publikum. Jeg har erfaring med at praktisere metoden med børn og med et amerikansk voksent publikum og søger nu en gruppe voksne her i Danmark, der har lyst til at gå til kunstsamtaler en gang om måneden på Statens Museum for Kunst.
Forudsætninger for at deltage Det kræver ingen andre forudsætninger end nysgerrighed og lysten til at deltage i kunstsamtaler. Jeg har selv deltaget i adskillige VTS-samtaler i USA og forundres hver gang over, hvor kraftfuld metoden er, når det er publikum selv der 'sætter dagsordenen' for samtalen.Jeg går altid fra en VTS samtale med følelsen af at være blevet klogere på kunst, selvom det ikke har været en traditionel omvisning, men en dialog mellem publikum.
Praktisk info Vi mødes kl 18.00-19.30 hver sidste onsdag i måneden, med start i d. 27. oktober. Det koster ingenting, men jeg vil blive glad hvis du vil deltage frem til næste sommer 2011, men det er selvfølgelig helt frivilligt!
Kontakt Skriv til mig på mo9ca@vallinas.dk eller ring på 2684 7347 (læg evt en besked). Hvis du skriver til mig, så husk at opgive den mailadresse, du bruger oftest + dit (mobil)nummer.Jeg glæder mig til at høre fra dig, og du er velkommen til at tage en/flere med.
Du kan læse mere om metoden på VTS hjemmesiden her. Hvis du er pædagog, lærer eller kulturformidler kan du holde øje med Alinea Akademi, der i 2011 vil udbyde kurser i metoden. Hold dig opdateret her.
"We have come to believe that discussions of art may be one of the most fertile grounds for teaching critical thinking skills precisely because there is no one right answer". —Abigail Housen Den ene af grundlæggerne af Visual Thinking Strategies
Se evt en film fra USA om metoden - dobbeltklik på filmen, hvis du vil se hele skærmen:
Det Lille Teaters nyeste forestilling er en hyldest til børns legekultur
NB: Forestillingen har d. 8.5.2011 vundet en Reumert for Årets Børneteaterforestilling. Læs mere HER.
Det lille Teater har i deres nyeste forestilling sat fokus på legen og barndommen. En københavnsk baggård, som den så ud før byfornyelsen ramte stenbroen, danner ramme og kulisse for fortællingen om de tre bedstevenner Jo, Rosa og Gustav. De går den sidste dag i ferien i møde med forventningen om, at det skal blive den bedste dag nogensinde. De tre venner mødes i gården med indstuderede klapperitualer og fjollede bevægelser, klar til at lege.
Vennerne mødes i gården og straks er legen i gang. Foto: Bjarne Stæhr
Gården er nøgne vægge, mørke kælderskakter, sporadisk belysning, en vandkande her, en skraldespand der, et cykelhjul og en tørresnor. Her er ingen kvalitetssikrede legepladser med edderkoppegynger og rutchebaner. I disse rammer skaber de tre venner deres helt eget univers. De leger tag-fat, gemmeleg og udfordrer hinanden. De digter historier og drømmer om at blive astronauter. Det nyvaskede lagen på tørresnoren bliver først til et sejl, så en dyne og en dug for til sidst at forvandle sig til en fremmed planet.
Jo, Rosa og Gustav bliver uvenner og venner igen. For så blot at blive uvenner. Og venner igen. Der er ikke langt mellem fnis og surmulen. De løser konflikter med en gang kongens efterfølger, i stedet for – som voksne ynder – at diskutere ret og uret til ørene falder af.
Sammen tør man mere. Foto: Bjarne Stæhr
De inddrager kloakristen, stigen op til skorstenen, skraldespanden og den insisterende vedbend, der har kæmpet sig op gennem den hårde asfalt, i deres leg. Det er på mange måder en romantisk og idyllisk forestilling om børn og barndom: en barndom fri for elektronik og gadgets, fri for voksne og fri for overvågning. Alt det barndommen ikke er i dag. Men det er ok for det er ikke gjort moraliserende. Stykket forsøger ikke at løfte pegefingre af moderne børneliv. Stykket forsøger snarere at indfange essensen i børns leg uafhængig af tid og sted, hvilket handler om evnen til at skabe - med hvad der end må være at skabe med.
Rosa glæder sig til at se vennerne næste dag og forventningens glæde er stor. Foto: Bjarne Stæhr
’Fra månen og ned’ er en meget fin forestilling om hvad børns legekultur indebærer. Det er en forestilling om børn, der leger for at lege, om fællesskab og idérigdom. Det er så fint og respektfuldt indfanget af skuespillerne og holdet bag forestillingen. De tre skuespillere ER Jo, Rosa og Gustav. Og man er slet ikke i tvivl om, at de er bedste venner. Man både griner og gyser med dem undervejs. Da Gustav på et tidspunkt må en tur i kloakken for at hente sin lommelygte - hvilket i praksis betyder, at han må ned gennem teaterscenens gulv - gispede en lille dreng højlydt under forestillingen på publikumsrækkerne. Grænsen mellem fantasi og virkelighed nedbrydes i teaterrummet, og børnene oplever som publikum at blive observatører af andre børns leg, akkurat som de observerer og lærer af hinanden i den virkelige verden. Men både børn og voksne kan trygt gå ind og se forestillingen, med vished om at alt ender godt, og at man får en bid barndom med hjem.
Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.
Når sociale medier og kulturinstitutioner skaber nye formidlingsformer
Mashable, et ’ekspert-site’ udi nyheder indenfor sociale medier og webkultur med godt 30 millioner sidevisninger pr. måned, har udråbt Youtube til at være social media innovation of the decade. Intet mindre, i en tid hvor nye sociale medier nærmest ser dagens lys dagligt. Tjek bare oversigten over forskellige kategorier af sociale medier på wikipedia her.
Titlen begrundes med, at ingen andre sociale medier har formået at etablere sig som Youtube. Ingen har holdt så længe og nået ud til så mange. Samlet set bruger vi på verdensplan en billion minutter på Youtube, dagligt! Læs den fulde artikel fra Mashable her.
Youtube fremhæves også for at have gjort det muligt for alle uanset baggrund at blive mulige journalister og entertainere. I ét og samme netværk blandes både politisk dokumentation i form af nedskydningen af den unge kvinde Neda under oprøret i Iran med fjollede optagelser af katte, videoer af 5 årtiers musikudvikling og kunstneriske kortfilm. For bare at nævne lidt af det man finder på Youtube. Youtube er med andre ord ikke til at komme udenom, uanset om det handler om politik, underholdning eller kultur.
Russell Higgs tog et nyt portræt af sig selv hver dag i knap 3 år, mere præcist 999 dage. Det blev til denne fotocollage, en slags visuel dagbog, som han efterfølgende lagde ud på Youtube. Hvis du gerne vil se den uden beskæring, så dobbeltklik på videoen. I begrundelsen for titlen ’social media innovation of the decade’ kigger Mashable fremad på Youtubes udviklingsmuligheder og ser bl.a. muligheden for at Youtube i det næste årti kan blive den tv-kanal vi tænder for, frem for at tænde det traditionelle tv. Ingen kender den digitale fremtid, men det er helt sikkert, at den ikke ser ud, som vi kender den i dag anno 2010. De sociale mediers betydning har nu nået et stadie, hvor de interagerer med etablerede kulturinstitutioner som kunstmuseerne, der har haft langvarig tradition for at trække kunsten indenfor de 4 vægge. Nu vendes billedet og museumsformidlingen finder nye opsøgende veje.
15 minutes of fame på Facebook Det ses bl.a. på Facebook, hvor ethvert moderne museum med respekt for sig selv har en profil. Her kommunikeres direkte til brugerne af museet, oftest for arrangementer og udstillinger. De første museer har taget skridtet videre og kommunikerer ikke bare til, men med brugerne. San Francisco MoMA skrev for nylig i deres statusopdatering: We are projecting our Facebook page inside SFMOMA right now. Leave a comment for the museum to see! Man kunne med andre ord sidde på den anden side af Atlanten, skrive en kommentar og virtuelt være tilstede på San Francisco MoMA. Klik eventuelt på billedet for at forstørre det, eller meld dig ind i San Francisco MoMA Fangruppe på Facebook og bliv en del af museets kunstdialog. Museet udsender jævnligt quizzer, hvor man skal gætte kunstnere eller kunstrelaterede spørgsmål med mulighed for at vinde gratis entrebilletter, og på Andy Warhols fødselsdag bad de Facebook brugerne om at komme med en kommentar om sig selv, så ville museet hvert 15. minut skifte profilbillede til den pågældende bruger og fremhæve vedkommendes kommentar.
Der var i alt 124 Facebook brugere, der på under et døgn gerne ville besøge San Francisco MoMA i cyperspace og som skærmprintet viser, var der kommentarer helt fra Skotland og Kuwait. Museet deltager løbende selv i tråden og skaber på denne måde en direkte dialog mellem museum og bruger.
Og tilbage til Youtube. Youtube har i samarbejde med Guggenheim i New York taget initiativ til en kreativ video biennale. Indledningsvis har man kunne uploade sin video til en stor fælles kategori, der blev kogt ned fra 20.000 videoer til 125. Udvælgelsesprocessen finder sted på nettet, på Youtube, hvor de 125 konkurrerende videoer, kan ses. En jury vil beslutte hvilke 20 videoer der skal med på selve biennalen der afholdes på Guggenheim i New York d. 22-24. oktober. Vindervideoerne vises naturligvis også på Toutube.
Dobbeltklik på videoen hvis du vil slippe for beskæringen. For at komme videre til oversigten af de udvalgte videoer, klik her.
Det interessante ved samarbejdet går to veje. De sociale medier får plads i det etablerede museum, og det etablerede museum anerkender de sociale medier som en platform for kunstformidling. Det er sandsynligvis kun begyndelsen på en proces, hvor der nedbrydes grænser og sættes nye rammer for kunstformidling. En proces der allerede er i fuld gang og ses i hele street art ’bevægelsen’.
Herhjemme ses Rundetaarn gøre noget tilsvarende med en videokonkurrence, hvor man kan deltage i dysten om at lave den bedste personlige film om Rundetaarn og lægge den ud på Youtube. Konkurrencen kører i øvrigt til 1. november 2010 og 1. præmien er kameraudstyr for 10.000 kroner. Læs mere her.
Har det her noget med børn og unge at gøre?...for nu at vende blikket mod dét min blog som udgangspunkt handler om. Ja, det mener jeg i høj grad det har. En hel generation af børn og unge vokser i dag op med et potentielt set helt andet forhold til kunst- og kulturformidling. Et forhold der meget vel kan blive meget mere nærværende og vedkommende for dem, end det har været for os, der i højere grad voksede op med at kunst og kultur var noget, der havde distance til vores eget liv. Hvor vi ikke havde noget at sige i formidlingsprocessen. Men den tid er forbi, bl.a. takket være de sociale medier.
Det modsatte af leg er ikke arbejde, det er depression.
I mange år har man betragtet leg ud fra et udviklingspsykologisk perspektiv, dvs at man har opfattet leg som noget, børn gør for at lære at blive voksne. Man har stadieinddelt legen i alder og perioder og på mange måder set legen som noget, der over tid skulle aflæres. I det udviklingspsykologiske perspektiv leger børn for at lære, og legen kan betragtes som noget 'barnligt'.
Nyere legeforskning tager udgangspunkt i et kulturelt, antropologisk perspektiv. Set med disse antropologiske briller lærer børn for at lege og for at kunne deltage i de vigtige legefællesskaber, børn etablerer med hinanden. Her har legen værdi i sig selv.
Nedenstående video fra TED er et foredrag af Dr. Stuart Brown, der er grundlægger af 'The national institute for play' i USA. Hans forskning i leg har et helt tredje udgangspunkt, nemlig i hjerneforskning og biologi, og han mener, at leg er et fundamentalt præmis for menneskets overlevelse, ikke bare for barnet, men også for den voksne. Leg er lige så vigtig for mennesket som søvn er, og alder er i dén forbindelse underordnet. Alle har brug for at lege. Som videoklippet viser, trækker han paralleller til dyrs måde at lege på. Videoen er både tankevækkende og underholdende.
Hvor placerer det legen i dag? Ja, der er ingen grund til at forkaste udviklingspsykologisk stadieteori om leg, for selvfølgelig udvikler barnet sig og bliver ældre, og dermed udvikler legen sig også. Men legen er åbenlyst ikke kun noget, der er forbeholdt barndommen, og børn leger ikke bevidst for at udvikle sig. De leger for at lege, akkurat som vi voksne gør.
Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til indledningen i indlægget og citere Stuart Brown, der citerer en anden legeforsker, Brian Sutton-Smith: The opposite of play is not work, it is depression. Hvis mennesket fratages muligheden for at lege, og her er leg forstået som et vidt begreb, går det i følge Stuart Brown ind og påvirker hjernen og øger risikoen for depression.
Læs mere om Stuart Brown og hans forskning her. Og se klippet fra TED her:
If children have interest, then education happens!
- så simpelt kan det siges i følge den indiske uddannelsesforsker Sugata Mitra, der har forsket i børns evne til at lære sig selv at lære. Han siger endvidere: Children will learn to do, what they want to learn to do.
Han fortæller om sine opdagelser i endnu et interessant foredrag fra TED, som man kan se her:
Jeg sidder i disse dage og arbejder på min masterafhandling (i børne- og ungdomskultur) og læser litteratur som Vygotsky, Etienne Wenger og Merleau-Ponty. Vygotsky talte som psykolog om den nærmeste zone for udvikling i læringssammenhæng, Etienne Wenger taler som uddannelsesforsker om praksisfællesskabets betydning for læring og Merleau-Ponty talte som kropsfilosof om, hvordan vi mennesker erfarer via kroppen. Alle 3 aspekter synes at være på spil i Sugata Mitras forskning: Børnene kaster sig over noget, som egentlig er over deres formåen og rækker ud over, hvad de har af kompetencer (jvf Vygotsky). Men i kraft af deres fællesskab (jvf Etienne Wenger) og dét, at de er kropsligt, følelsesmæssigt engageret i læringen (jvf Merleau-Ponty) - Mitra taler selv om, hvordan børnene husker bedre af samme grund - lykkes et forsøg, der umiddelbart ser ud til at være dødsdømt på forhånd.
Nærlæser man debatten under videoindlægget på selve TED’s hjemmeside, kan man se, at kritikken bl.a. går på, hvad det er, børnene reelt lærer. Nogle kritikere indvender, at børnene ’kun’ lærer at svare på spørgsmål som ’Hvor ligger Calcutta?’, dvs ikke åbne, reflekterende spørgsmål. Men i mine øjne handler det interessante ved Mitras forskning om måden, han beder børnene om at nå frem til resultaterne mere end resultatet i sig selv. Flere steder giver han også eksempler på, at de større børn underviser de mindre, at den mest kvikke pige underviser de andre børn i klassen, at det er tilladt at hente viden fra hinanden etc. Dybest set handler Mitras foredrag om at læring først finder sted, når den, der skal lære, er motiveret. Det er ren Vygotski-tænkning.
Videoen fortæller i samme ånd også noget om betydningen af redskaber i undervisningen. I det konkrete tilfælde er computeren og internetadgangen det afgørende redskab. Det handler ikke om, at børn til hver en tid kan lære sig selv hvad som helst, uden nogen form for hjælp. Det tror jeg personligt ikke, de kan. Det handler om at børn, med den rette hjælp (her lærerens opgavenstillen og tillid til at de i fællesskab kan finde løsninger) og de rette redskaber (internetadgang) kan opnå læringsprocesser- og resultater ud over det sædvanlige. Dét er opmuntrende og tankevækkende forskningsresultater, i en tid der fokuserer mere og mere på læring bedømt ud fra multiple choice-tests.
Det her er mit første video-blogindlæg.Desværre er lyden ret dårlig, så skru op for lyden! Jeg fortæller om programmet for en konference om børns legekultur, jeg har været med til at planlægge i samarbejde med Alinea Akademi, og som jeg gerne vil gøre reklame for.
Konferencen er for alle, der har arbejder med eller har børnehavebørn; pædagoger, medhjælpere, forældre, og hvem der nu ellers måtte have lyst til at blive klogere på børns legekultur.
Konferencen afholdes mandag d. 6. december 2010 kl 9.00 - 16.00 Man kan tilmelde sig på: tilmeld@alineaakademi.dk Læs mere på www.alineaakademi.dk
På programmet:
Tid til leg. Om børns opfattelse af tid. Af Kristine Karlshøj, leder af Nikolaj for børn, børnekulturhuset i Kolding
Om legekulturen i børns mundtlige fortællinger. Af Lene Münster, MA i børne- og ungdomskultur, og børnekulturformidler
Børns legekultur anno 2010 Af Monica Langelund, børnekulturformidler
Hands on-workshops med bl.a.:
Leg og drama Af Maren Grosen fra drama-børnekulturhuset Sokkelundlillei København.
Leg og bevægelse Af Grethe Sandholm, bevægelseskonsulent, lektor i pædagogisk idræt mm.
Leg og musik Af Jesper Falch, professionel musiker.
Leg og rumindretning Af designer Rune Fjord fra Bosch og Fjord
Leg og billedbøger Af Monica Langelund (det er så mig selv...)
Og afslutningsvis:
Storytelling af det professionelle legebarn Carl Quist-Møller
Se flere eksempler på t-shirts her.
Ude godt men hjemme bedst. Det er dejligt at gense sine børn.
Dårlig dag med sygdom. På Flickr kan man se et stort udpluk af hendes tegninger. De går faktisk flere år tilbage. Jeg har sjældent set en så imponerende dagbog. Klik her. 
Copyright: Camille Rosseau
Copyright: Camille Rosseau
Se meget mere på www.camillerousseau.com/work/
