Læringsstrategier - når børn underviser sig selv

If children have interest, then education happens!

- så simpelt kan det siges i følge den indiske uddannelsesforsker Sugata Mitra, der har forsket i børns evne til at lære sig selv at lære. Han siger endvidere: Children will learn to do, what they want to learn to do.

Han fortæller om sine opdagelser i endnu et interessant foredrag fra TED, som man kan se her:



Jeg sidder i disse dage og arbejder på min masterafhandling (i børne- og ungdomskultur) og læser litteratur som Vygotsky, Etienne Wenger og Merleau-Ponty. Vygotsky talte som psykolog om den nærmeste zone for udvikling i læringssammenhæng, Etienne Wenger taler som uddannelsesforsker om praksisfællesskabets betydning for læring og Merleau-Ponty talte som kropsfilosof om, hvordan vi mennesker erfarer via kroppen. Alle 3 aspekter synes at være på spil i Sugata Mitras forskning: Børnene kaster sig over noget, som egentlig er over deres formåen og rækker ud over, hvad de har af kompetencer (jvf Vygotsky). Men i kraft af deres fællesskab (jvf Etienne Wenger) og dét, at de er kropsligt, følelsesmæssigt engageret i læringen (jvf Merleau-Ponty) - Mitra taler selv om, hvordan børnene husker bedre af samme grund - lykkes et forsøg, der umiddelbart ser ud til at være dødsdømt på forhånd.

Nærlæser man debatten under videoindlægget på selve TED’s hjemmeside, kan man se, at kritikken bl.a. går på, hvad det er, børnene reelt lærer. Nogle kritikere indvender, at børnene ’kun’ lærer at svare på spørgsmål som ’Hvor ligger Calcutta?’, dvs ikke åbne, reflekterende spørgsmål. Men i mine øjne handler det interessante ved Mitras forskning om måden, han beder børnene om at nå frem til resultaterne mere end resultatet i sig selv. Flere steder giver han også eksempler på, at de større børn underviser de mindre, at den mest kvikke pige underviser de andre børn i klassen, at det er tilladt at hente viden fra hinanden etc. Dybest set handler Mitras foredrag om at læring først finder sted, når den, der skal lære, er motiveret. Det er ren Vygotski-tænkning.

Videoen fortæller i samme ånd også noget om betydningen af redskaber i undervisningen. I det konkrete tilfælde er computeren og internetadgangen det afgørende redskab. Det handler ikke om, at børn til hver en tid kan lære sig selv hvad som helst, uden nogen form for hjælp. Det tror jeg personligt ikke, de kan. Det handler om at børn, med den rette hjælp (her lærerens opgavenstillen og tillid til at de i fællesskab kan finde løsninger) og de rette redskaber (internetadgang) kan opnå læringsprocesser- og resultater ud over det sædvanlige.
Dét er opmuntrende og tankevækkende forskningsresultater, i en tid der fokuserer mere og mere på læring bedømt ud fra multiple choice-tests.