Nyhedsbrev efterår 2011: Den tvivlende ekspert (?)

I mit nyhedsbrev for august 2011 skrev jeg om legens generelle betydning for os som både børn og voksne. I den forbindelse var jeg også omkring et af mine fokusområder: hvordan vi kan integrere børns legekultur i undervisningssammenhæng. Jeg var yderligere inde på kunstformidlingsmetoden Visual Thinking Strategies (VTS) - En dialogbaseret undervisningsmetode fra USA jeg har uddannet mig i.

I efterårets nyhedsbrev her reflekterer jeg indledningsvis over den generelle ekspertrolles status i samfundet i dag og i den forbindelse, hvad der synes at være min egen spirende ekspertrolle som konsulent/legekulturformidler og facilitator af VTS-metoden. Altså en slags opfølgning og videre refleksion på nyhedsbrevet fra august.

Vi lever i et samfund, der elsker og dyrker eksperter. I medierne trækker vi gerne på ekspertviden inden for alle områder. Politik, sundhed, sport, kultur, you name it. Der er altid én – ofte en belæst akademiker - der har svarene parat.

Billedet er lånt fra Institut for Menneskerettigheder, hvor man i øvrigt kan stille diverse eksperter relevante spørgsmål

Hvad der sjældent er plads til, er at eksperterne revurderer deres viden undervejs, når de bliver interviewet. Vi lever i en hurtig og omskiftelig verden. Sociologen Anthony Giddens kalder den løbsk. Vi skal helst have et hurtigt overblik og vi skal for alt i verden ikke tvivle. Og der er selvfølgelig mange situationer, hvor det ikke duer at tvivle. Militæreksperten skal måske ikke ligefrem sidde og give udtryk for tvivl i forhold til et netop udført militærangreb, der kostede flere soldater livet. Og ingeniøren skal helst ikke tvivle på sine færdige beregninger, når håndværkerne på en byggeplads går i gang med et nyt byggeri ud fra ingeniørens arbejde.

Men som udgangspunkt er tvivlen er jo god. Den får os til at stille spørgsmål. Og det skal eksperter vel også kunne? Jeg mindes jeg engang hørte en diskussion på P1 med flere deltagere og den ene – måske ikke overraskende en præst – sagde flere gange undervejs ’jo, det kan du nok have ret i...’ til de andre deltagere. Det var helt befriende med dén ærlighed og de nuancer, det gav diskussionen. At der var plads til spontan refleksion undervejs. Præsten lyttede jo faktisk og turde udstille sin tvivlen.
Men mon ikke det handler om, at der ofte ikke er tid til dén refleksion. Og at tvivl i øvrigt får os til at fremstå som inkompetente? Og kompetente, dét skal vi dælme være anno 2011, snart 2012! Som i klar-parat-svar! Men indimellem kunne det være helt befriende at høre en spindoktor eller politiker sige: Jeg er sgu i tvivl om den her sag, jeg kunne godt bruge en anden vinkel på problematikken før jeg beslutter mig...

Som konsulent og formidler inden for legekultur og Visual Thinking Strategies oplever jeg i stigende grad at blive trukket på som ’eksperten’ i forskellige sammenhæng. Men rollen som den med alle svarene er inden for mit felt egentlig lidt uinteressant, synes jeg. Nok har jeg med tiden erhvervet mig en bred og dybdegående viden inden for mit område i krydsfeltet mellem rollen som lærer, pædagog og kulturformidler, men eftersom jeg beskæftiger mig med et område, der handler om mennesker, om relationer og læreprocesser og som i øvrigt er i rivende udvikling i de her år, så kommer jeg aldrig til at være den med alle svarene. ’De rigtige svar’ findes alligevel ikke. Jeg tror, de interessante svar findes i de relationer, vi indgår i og den refleksion der udspringer af de relationer. Og de svar udløser nye spørgsmål. (og her fik jeg så samtidig skitseret grundlaget for VTS-metoden) Og i den proces er det selvfølgelig relevant at kunne trække på en – eller flere – såkaldte ’eksperter’, der har den nødvendige viden og indsigt. Og nysgerrighed og åbenhed, får jeg lyst til at tilføje...

I sidste uge holdt jeg oplæg for Skoletjenesten om førskolebørn og deres legekultur i undervisningssammenhæng i forbindelse med en temadag om førskolebørn og undervisning i kulturinstitutionelle rammer. Det er et område i sin vorden, som kulturinstitutioner som Danmarks Akvarium, Zoologisk Have og Nationalmuseet har stor fokus på i øjeblikket. Hvordan formidler man til og med førskolebørn, når nu daginstitutionerne har indført pædagogiske læreplaner, som gerne skal tilgodeses? Mit helt indlysende og hurtige svar som legekulturformidler var: ved at tage udgangspunkt i børnenes kropslige legekultur. Sats på den gode oplevelse, sats på legen, kroppen og den uformelle læring, hvor børnene får lov at trække på det de er bedst til og hvor de har flest ressourcer: legen. Den formelle læring skal tidsnok komme, når de starter i skolen. Jeg kom med et bud på, hvad man skal tage højde for, ved at tage udgangspunkt i min masterafhandling, der netop fokuserede på ’børns kropslige, legekulturelle repertoire i en uddannelsessammenhæng’. Jeg forsøgte at skitsere både muligheder og udfordringer i oplægget.

Men egentlig fik min afhandling mig bare til at stille flere spørgsmål, som jeg langt fra har fundet svar på endnu, men som jeg nu er optaget af at finde svar på - hvilket jeg også understregede i mit oplæg til Skoletjenesten. Men det føles alt andet lige ikke særlig 'ekspertagtigt' at sige, at man ikke allerede kender svarene. Da jeg blev spurgt ud om såkaldte ekspertsvar, måtte jeg svare tilbage, at nok havde jeg nogle ideer og forestillinger, men at jeg var lige så nysgerrig for, hvad deltagerne på temadagen gjorde sig af tanker ud fra mit oplæg, ud fra hvad temadagen ellers havde budt på, hvad de allerede havde gjort sig af erfaringer i deres arbejde og hvad de havde af planer fremover. Der kom nogle fine refleksioner frem. Og jeg lagde ikke skjul på, at jeg gerne ville have indsigt i deres erfaringer og ud og tale mere med dem fremover. Nutidens eksperter er jo ikke eneboere, der lever af gamle, tykke, støvede bøger.
I virkeligheden er det måske mere relevant at tale om ekspertise via fællessskabet end om enkeltpersoner som eksperter. Sociolog Emilia Van Hauen taler om co-creation - eller samskabelse. Det synes jeg den afsluttende diskussion på Skoletjenestens temadag var et godt eksempel på fordi nye ideer og overvejelser spirede frem af den fælles refleksion.

Jeg har på det personlige plan længe haft visse vanskeligheder ved at koble min interesse for børns legekultur med mit andet fokusområde: kunstformidlingsmetoden VTS. Jeg har undret mig over, at disse to hjertebørn har haft grene i to så forskellige retninger og kulturer. Det formelle og det uformelle, en undervisningskultur overfor en legekultur.
VTS er, som jeg allerede har været inde på, en kognitiv kunstformidlingsmetode, der har til hensigt at udvikle æstetisk tænkning. Børns legekultur handler om en kultur skabt af børn selv, en kultur der ikke kan struktureres eller tilrettelægges af voksne. Altså det modsatte af en undervisningssituation som en VTS-diskussion reelt set er.

Men der begynder at tegne sig nogle fællestræk, jo mere jeg tænker over det: begge områder har det undersøgende, det undrende, den æstetiske refleksion og selve processen frem for de rigtige svar til fælles. Legen har ikke et mål og ingen rigtige svar. Den er den uformelle læreproces. De samme træk gør sig gældende for en VTS-diskussion, der omvendt fokuserer på den undersøgende, åbne dialog i den mere formelle læreproces i en struktureret undervisningssituation. Hvor man som facilitator ikke er den der har svarene, men derimod formår at holde sig åben og nysgerrig for deltagernes undren. Hvor man i bedste fald bliver en ekspert i at lytte og observere. Akkurat som jeg også prøver at være det i forhold til børn og deres leg.
At være deltagende i henholdsvis en leg og i en VTS-diskussion er to forskellige måder at reflektere på, men fælles for dem begge er at der er plads til tvivlen, tid til refleksionen og at refleksionen bliver til netop via deltagelsen i fællesskabet.

Så hvis jeg personligt skal konkludere noget, hvad er jeg så for en slags ’ekspert in spe’? Ja, forhåbentlig en procesorienteret ekspert, der tør fastholde sit mål om at turde jagte tvivlen, det undrende og refleksionen frem for at være den med ’de rigtige svar’.

Vil du vide mere om Visual Thinking Strategies, kan du enten læse mere HER.
Eller du kan gå direkte til den originale hjemmeside HER.

Velkommen til Legefakultetet!

Du kan følge Legefakultetet på Facebook. Her linker jeg både til nye blogindlæg her på bloggen og til relevante eksterne links. Kom videre til Facebook-siden HER.

Ude til højre på bloggen her finder du en oversigt med søgeord. Måske vil du gerne vide mere om legekultur, kulturformidling eller børns mediekompetencer. Eller noget helt andet. Du finder også en top-ti over de meste læste indlæg og en kalenderoversigt over alle indlæg siden bloggen startede op i september 2009.

Forleden blev et tidligere indlæg på bloggen bragt i redigeret udgave i Information som en kommentar om den frie legs betydning i uddannelsessystemet.
Du kan læse kommentaren på Information HER.

iPad'en som fremtidens bog - hvad så med den traditionelle bog?

iPad'en er nutidens og fremtidens helt oplagte lege- og læringsredskab, også hvad læsning angår, både i hjemmet, daginstitutionerne og skolen. Jeg har blogget om iPad'ens potentiale før og nu har 'børnelitteraturekspert' Anne Petersen fra Via University College lagt nedenståede video ud på Twitter og den skynder jeg mig at linke videre.

Der er måske nogle bogelskere, der vil være bekymrede for den traditionelle bogs fremtid, når man ser på dén interesse, den lille pige har for iPad'en her i videoen. Jeg tror ikke det er et spørgsmål om enten-eller, men derimod både-og. Nuværende og kommende generationer af børn vil både vokse op med adgang til vidunderlige fortællinger og illustrationer fortalt via den traditionelle bog OG med mulighed for at interagere med litteraturen via iPad'en. Superheldige børn...

Tendenser i musikvideoer - fra bling bling til uhøjtidelig leg

Legen sniger sig ind i musikvideoerne i de her år. Og med stor succes. Musikbranchen blev som alle andre brancher ramt af den globale finanskrise for et par år siden og blev i den forbindelse tvunget til at gå nye veje og udvikle nye ideer med mindre bling bling og billigere budgetter. Og heldigvis for det. Tiden er simpelthen ved at løbe fra for meget selvpromovering og selvhøjtidelighed.

Nok er der elementer af leg i alle kreative processer, men legens grundlæggende form er for alvor ved at finde sit tag i mange musikvideoer. Budskabet synes at være: Vi behøver ikke tage det hele så alvorligt eller være så selvhøjtidelige.
Jeg har i dette indlæg valgt et par videoer ud, som jeg bestemt ikke er den eneste der har set. Faktisk er den ene video set af 243.000.000 millioner, den anden af 213.000.000 og den sidste af ’sølle’ 11.000.000. Hvad er det der indholdsmæssigt- og visuelt gør de videoer så populære, når nu vi ved, at musikken alene sjældent skaber et hit i dag.

Kigger man på den første video af LMFAO kobler den den klassiske fortælling i både film og musikvideoer om en invasion/epidemi af noget faretruende – med noget der overhovedet ikke er faretruende: dansen og legen. Verden af ramt af en schuffle-epidemi. Tidens hotte nye dansestil. Gaderne ligger øde hen, de to hovedpersoner i videoen bliver advaret mod, hvad der venter dem hvis de ikke tager skynder sig at tage earplugs på. Hvilket de selvfølgelig ikke gør. Det er Thriller om igen, men med legen som medspiller, hvor budskabet er at have det sjovt. Flere af danserne er klædt ud – som bl.a. papkasserobot, vejarbejder og Jesus og selve dansestilen er mere fjollet og legende end den er elegant eller synkron-koordineret, som man har set det i mange år i musikvideoer. Videoen er den 13. mest set video på Youtube nogensinde.



Den anden video er Bruno Mars’ Lazy Song. Optaget på én location med Bruno Mars selv og 5 dansere klædt ud med abemasker og solbriller. Resultatet er blevet til en skæv koreografi, hvor det virker som om sanger og dansere har leget sig frem til resultatet. Igen: Vi behøver ikke tage det hele så alvorligt.



Sidste video er af OK GO, der har tradition for at lave musikvideoer der løber med opmærksomheden forud for selve musikken. I videoen her har de allieret sig med en række hunde. Det er halvt cirkus, halvt hundeshow. Det er fjollet og fascinerende og fuld af leg, når hundene fx bliver kørt rundt på kontorstole. Igen er der lagt vægt på ’keep it simple’ tilgangen, ingen brug af alt det vi kan med den digitale teknologi i dag, ingen vilde sceneskift.



Det bliver interessant at se, hvad legen i musikvideoerne kan bidrage med, hvis tendensen fortsætter videre i denne retning – hvilket jeg personligt tror den gør, eftersom vi i de her år i stigende grad får øjnene op for legens værdi inden for stort sagt alle kreative områder.

Anmeldelse af Meridiano Teatrets forestilling Anima

Engang imellem løber et ordmenneske som jeg tør for ord til en anmeldelse. Det sker sjældent, men dagens anmeldelse af Meridiano Teatrets nyeste forestilling Anima er en af undtagelserne. Og så alligevel ikke...

Allerede inden forestillingen startede, var jeg pejlet ind på bare at lade mig opsluge af forestillingen og ikke lede efter alt for mange ord undervejs. ’Du kan da ikke nå at se forestillingen, hvis du skal sidde og skrive undervejs’ spurgte min 10-årige datter mig undrende, da jeg traditionen tro hev notesblok og kuglepen frem. Hun havde jo ret. Det er svært at være tilstede to steder på én gang. Det er svært at lade kunsten tale for sig selv, hvis hele ens analyseapparat skal køre parallelt med, at man er i oplevelsen. Det skulle et barn minde mig om...
Anmeldelser er nogle gange en underlig størrelse.

Fra forestillingen Anima/Meridiano Teatret. Anna har mistet sin hund og begiver sig ud på en rejse for at finde ud af, hvor sjælen bliver af, når livet forsvinder.

De få ord, der listede sig ned på min blok og i mit hoved undervejs, var: poetisk, smukt, rørende, nænsomt, fortryllende, legende, magisk, forløsende, vidunderligt.
Anima er en af den slags forestillinger, der tager over, hvor ordene holder op. Den handler om at miste - hovedpersonen Anna mister sin elskede hund - om hvad der sker med sjælen, når nogen forsvinder ud af vores liv. Er sjælen en skygge? Et lys? Er det overhovedet vigtigt at vide? Det er en forestilling om at gemme dém og dét vi har kært i vores hjerter. Og det fik mig til at fælde en tåre undervejs. Dét sker – trods mine store kærlighed til børneteater – ikke særlig tit.

Meridiano Teatret opfylder med deres forestilling Anima en af kunsten fornemmeste opgaver: At røre ved vores hjerter. At gøre en forskel i fht vores opfattelse af verden. Min datter og jeg var kommet skævt ud af døren på vej til teatret. Vi havde skændtes, hun havde surmulet og grædt, jeg havde ondt i maven. Vi hader begge to at skændes. Da lyset slukkede og forestillingen startede, blev vi lukket ind i en anden verden fuld af kærlighed. En verden med fortælleglæde, æstetik, lys, musik. Vi lod os forføre. Og da forestillingen sluttede 40 minutter senere, var vi begge fri af skænderiet. Vi var lette om hjertet. Min datter boblede over af glæde og roste forestillingen igen og igen. 100 stjerner gav hun den.
Hun så sig selv som hovedpersonen Anna. Hun genkendte sig selv som dén der stiller spørgsmål, der kan være svære for omverdenen at svare på og som dén der leger sig til en forståelse af tilværelsen, der ikke altid er, som vi ønsker den skal være. Og som så alligevel ender med at give mening. Min datter sprang af sted i gadedrengehop bagefter med ordene: Jeg er glad, fordi forestillingen gjorde mig glad.
Tænk engang! Er det ikke anmeldelse nok i sig selv?

Uanset om man er 4, 34 eller 94 skal man tage og se Anima. Også selvom man ikke har et barn at tage med i Anemone Teatret, hvor forestillingen kan ses frem til d. 30. oktober. For nok er Anima en børneteaterforestilling, men når børneteater er allerbedst er det uden alder og taler til os alle sammen.
En sådan forestilling er Anima!

Bestil billetter hos Anemone Teatret HER

Og læs mere på Meridiano Teatrets hjemmeside HER.
- her kan du også få en oversigt over hvor forestillingen ellers kan ses i de kommende måneder.

Ny udgave af Ken Robinsons Out of our minds

Endnu et interview med Ken Robinson, hvor han taler om den nye udgave af 'Out of our minds - learning to be creative'. Intervieweren er en sjov størrelse, men fred være med det. Spring frem til 1.27 og slip for introen.
Ken Robinson taler i interviewet om tendenser i det vestlige (amerikanske) uddannelsessystem, om hvordan det stigmatiseres at lave fejl, om hvordan det kun at styrke de akademiske fag svarer til, at en løber kun træner sit venstre ben og om hvordan vi står overfor helt nye udfordringer i samfundet, der kræver at vi lærer at tænke kreativt.

Fri leg og struktur. Modsætninger eller følgesvende?

Hører fri leg til datidens laissez-faire pædagogik og friskoletænkning? Har fri leg overhovedet en berettigelse i fremtidens ambitiøse uddannelsessystem? Spørgsmålene om den frie legs generelle betydning trænger sig på i kølvandet på daværende socialminister Benedikte Kjærs nylige kritik af fri leg i vuggestueregi.

Legens komplekse DNA
Fri leg kan helt kort forklares med børns ’egentid’ til at lege, uden voksnes indblanding. Vi har længe vidst at leg og læring går hånd i hånd. Leg styrker motorikken, sprogudviklingen og de sociale kompetencer. Vi siger, at børn leger for at lære. Men man taler også om børns legekultur, som en kultur de selv skaber, hvor målet ikke er at lære, men at være deltagende. Her henter de råstof til deres lege fra oplevelser og indtryk i deres hverdag og omformer det til deres egne fortællinger og udtryk. Og hjerneforsker med speciale i leg, Stuart Brown, karakteriserer endvidere legen som en livslang – og livsvigtig - tilstand på linje med vores behov for søvn og mad. Han mener, at det modsatte af leg er depression. Hvis vi glemmer at lege, visner vi som mennesker. Fri leg har med andre ord stor værdi uanset hvilke briller, man betragter den med.
Spørgsmålet er hvor fri den fri leg er anno 2011.


Skolebyggeri uden skolegårde
Kigger vi ud i verden, er der noget der tyder på, at den fri leg er klemt på både plads og tid. I England byggede man for et par år tilbage den prestigefyldte skole Thomas Deacon Academy med plads til 2200 elever i alderen 11-19 år. Her havde man droppet både skolegården og frikvarteret. Ambitionen var at betragte eleverne som ansatte i en virksomhed. Begrundelsen for den manglende skolegård gik på, at eleverne ville blive rigt stimuleret i undervisningen, så ’pupils won’t need to let off steam because they will not be bored’, som inspektøren Alan McMurdo udtalte til The Sunday Times i 2007. Måske man tilmed mente, at tid og plads til leg ikke længere er relevant, når man runder de 11 år.
Eksemplet med Thomas Deacon Academy er ikke det eneste i engelsk skolebyggeri. På en anden engelsk skole endte man efter kritik fra politisk plan med at bøje sig og anlægge en legeplads.

Testkultur presser tid til fri leg
En tilsvarende tendens til at nedprioritere legen gør sig gældende i USA, hvor man de sidste 10 år har kørt en uddannelsespolitisk kurs under parolen ’No child left behind’. En kurs med fokus test og gode uddannelsesresultater. Landet er klemt pga den globale økonomiske krise og vejen frem er i både politikere og mange forældres øjne mere viden, mere struktur og bedre karakterer. Skoler vurderes efter deres testresultater. Jo dårligere resultater, jo mere under administration og mindre tid til ’alt det sjove’. Forældre presser deres børn for at sikre, at de får så gode karakterer, at de kan få plads på de prestigefyldte universiteter, der igen kan sikre et godt job. Prisen er tiden til den frie leg.

Børnelægernes bekymring
En række fremtrædende amerikanske børnelæger udtrykker bekymring for denne tendens. De oplever en stigning i antallet af børn i deres praksis, der kommer med angst, spiseproblemer, ADHD og stress. Psykiater og tidligere formand for organisationen The American Academy of Child and Adolescent Psychiatry Marilyn Benoit peger på, at børn i USA helt ned til 4-5 års alderen har en så tilrettelagt og struktureret hverdag, at de bliver udmattede og ikke kan følge med, hvorefter de ender i psykiatrisk behandling.

Børnelæge Ken Ginsburg fra Childrens Hospital i Philadelphia taler om, at prisen for de skærpede uddannelseskrav medfører et for snævert succesbegreb. Succes er i denne sammenhæng gode karakterer og dét at kunne de rigtige svar. Til gengæld tør børnene ikke tænke ’out of the box’. Han efterlyser en redefinition af succes. Han påpeger, at børn lærer at navigere i verden via deres frie leg. Det er her, de lærer at turde fejle og prøve igen. For set i et børneperspektiv rummer legen ingen rigtige svar. Her er processen målet i sig selv. En proces der ifølge Marilyn Benoit styrker bl.a. samarbejdsevner, empati, innovationstænkning, kreativitet og konfliktløsning. Hvis de voksne ellers kan lade være med at blande sig unødigt.

Nye initiativer og nye legepladser
I de samme to lande ses samtidig en række initiativer, der trækker i den modsatte retning. I USA har non-profit organisationen Kaboom netop holdt 15 års jubilæum. Kaboom arbejder for at skabe trygge rammer for leg i form af bl.a. lokale legepladser. De vil sikre tid til leg og frikvarter i skoleregi og de udgiver rapporter med fokus på leg. Pt. har de været med til at bygge mere end 2000 legepladser på nationalt plan. Michelle Obama har fulgt dem alle årene og er som en slags legeambassadør med til at udbrede deres budskaber.

Legens betydning på politisk plan
I South Gloucestershire i England har man i 2007 udarbejdet en ’play policy’, som en del af det kommunalpolitiske grundlag. Alle børn og unge skal have adgang til steder at lege og mulighed for ’recreational activities’. I praksis betyder det bl.a. at kommunen forpligter sig til at vedligeholde offentlige legearealer, løbende udvikle nye tiltag inden for området og samarbejde med frivillige organisationer, der har fokus på legens værdi. I lege-policen slås det fast, at man tager børn og unges leg alvorligt og at man anerkender leg som en vital komponent i børn og unges liv. Vel at mærke den frie leg, hvor de selv bestemmer over deres tid. Og der lægges vægt på, at de politiske ideer og holdninger omsættes til praktiske tiltag, som er synlige for kommunens børn og unge. Der er meget inspiration at hente i policen, først og fremmest i selve opprioriteringen af legens betydning på politisk plan.

Legens status i Danmark
Heldigvis ligner vi i Danmark hverken det engelske eller amerikanske uddannelsessystem, hvad skolegårde og testkultur angår, så vi behøver vel ikke bekymre os om tid og plads til fri leg. Eller hvad? For spørgsmålet er, hvor vi er på vej hen med det danske uddannelsessystem?

Herhjemme går debatten om skoler uden skolegårde igen i skolebyggeriet af Ørestadens skole, der skal stå klar i januar 2012. Der er som udgangspunkt ikke tænkt en egentlig skolegård ind i byggeriet bl.a. pga. pladsproblemer. Man henviser til lokalområder tæt på skolen og forsøger så at løse problemet med at tænke fysiske ’frirum’ ind i skolens forskellige plateauer. Det er for tidligt at vurdere Ørestadens Skole, da skolen officielt ikke er åbnet endnu, men det er i sig selv en bekymrende tendens, at skolegården som både rekreativt og læringsstimulerende udeareal nedprioriteres i ellers ambitiøse skolebyggerier.

PISA og tid til leg
Vi har fået fokus på at højne det faglige niveau herhjemme og det er godt. Men siden den første PISA undersøgelse tilbage i 2000 sendte chokbølger gennem uddannelsessystemet, har vi skabt en stigende testkultur i det danske uddannelsessystem, der risikerer at spænde ben for netop det høje faglige niveau. Paradoksalt nok synes denne testkultur ikke at have skabt de store ændringer i de seneste PISA resultater. Det ser med andre ord ud til, at vi overser noget.

Vi hører ofte om de finske resultater i PISA undersøgelserne. Verden over studerer man deres lærings- og undervisningsstrategier. Hvad man sjældent hører om, er at man i den finske grundskole har 75 minutters frikvarter, fordelt over hele skoledagen. Med andre ord: der er tid til at lege. En dansk skole har til sammenligning ca. 50 minutter. Finnerne formår altså at skabe en faglig, struktureret undervisning og give plads til fri leg samtidig. Det kan vi lære noget af herhjemme. For det bliver en fattig debat, hvis vi – som tilfældet er i medierne nu - gør det til et spørgsmål om enten-eller.

Fri leg og struktur
Vi skal se fri leg som en potentiel ressource og lade den gå hånd i hånd med en struktureret hverdag i daginstitutionerne og høj faglighed i skolen. Det gør vi ved at skabe tid og plads og have forståelse for legens multifaceterede DNA i det pædagogiske og didaktiske arbejde med børn og unge.
Det vil være en væsentlig investering, både i ’den gode barndom’ og i Danmarks fremtid som førende nation på uddannelsesområdet.