1. januar 2011 skriver vi i dag. Nytåret lægger op til lidt blogstatus. Da min blog så dagens lys for halvandet år siden, havde jeg på det tidspunkt læst første år af en master i børne- og ungdomskultur, og jeg var mest optaget af børnekulturområdet. Der var en masse viden, jeg gerne ville videreformidle i den forbindelse: om billedbøger, børneteater, kunst og børns legekultur.
Indlæggene var få og famlende i den første tid. Hvad kunne man med sådan et medie? Og hvad ville jeg helt præcist med min blog? Det blev til 10 indlæg fra august til december 2009 mod 104 i hele 2010. Undervejs løb jeg ind i problemer med at holde mig til børnekulturen. I løbet af 2010 åbnede mine øjne sig nemlig for alt det, der sker med ungekulturen herhjemme og for visuel kultur i bred forstand.
Jeg skrev begejstret om skitseprocesser, 3D, parkour, gadekunst, sampling og collagekultur, mens jeg spekulerede på, hvordan jeg nu fik tendenser i kunsten og ungekulturen ind under bloggens røde tråd om børnekultur.
'Monica Langelunds blog om æstetiske læreprocesser, visuel kultur og børne- og ungekultur’ ændrede jeg min blogoverskrift til. Med et lixtal på 45 (den er god nok, jeg har tjekket det) lød det bare ikke særlig mundret i et medie, der kræver korte og appetitvækkende præsentationer for at fastholde sine læsere.
Så var det, at jeg faldt over Stuart Browns bog ’Play’ fra 2009, som fik blog-brikkerne til at falde på plads for mig. Stuart Brown er hjerneforsker med speciale i leg. Han siger bl.a., at leg er en tilstand mere end en aktivitet, og at leg er uden alder. Voksne leger ligeså vel som børn, men vi leger bare noget andet. Og legen er vigtig.
Jeg var fra starten optaget af børns legekultur, men fik først senere øjnene op for legens betydning for både store og små. Foto: Monica LangelundStuart Brown deler leg ind i 8 legepersonlighedstyper: Jokeren (fx George Clooney, der er kendt for at lave practical jokes), kinæstetikeren (danseren/fodboldspilleren), den eventyrlystne (fx Richard Branson, der forsøgte at flyve jorden rundt i en varmluftsballon men mindre farefulde eventyr kan også gøre det), den konkurrencelystne (den der går efter at vinde uanset i hvad), instruktøren (den der med entusiasme organiserer og planlægger alt fra firmaskovturen til store PR-events), samleren (den der samler på fx frimærker, biler eller antikviteter...), kunstneren (den der kan lide at skabe ting med hænderne - men at have en kunstnerisk legepersonlighed er ikke nødvendigvis lig med, at man er kunstner af profession), historiefortælleren (fortælling skal forstås i bred forstand og kan skabes via dans, litteratur og skuespil såvel som en akademisk forelæsning). Stuart Brown understreger, at ingen af os kun er én af de 8 legepersonligheder. Opdelingen er blot ment som en overordnet skitsering, der ikke er videnskabeligt bevist, men dog baseret på mange års observation af leg.
På den ene side vidste jeg jo godt, at vi alle leger lejlighedsvis, men via mit studie var jeg blevet så fokuseret på legen i barndommen, at jeg ikke så ud over barndommens rammer. Vel at mærke ind til jeg læste Stuart Browns bog. Herefter gik det stærkt, for det gik op for mig, hvad min blog havde handlet om hele tiden, uden jeg havde gjort det klart for mig selv.
Nu ser jeg leg alle vegne, lidt som en skruk kvinde ser barnevogne overalt. Der er interviews, jeg vil lave med fokus på leg. Idéer jeg vil videreudvikle og et netværk, jeg vil udbygge, fordi jeg gerne vil være med til at fortælle om legens betydning inden for et hav af områder i tilværelsen.
Jeg har allerede mødt så mange inspirerende legere på min vej, hvoraf flere af dem optræder i indlæg på min blog. Nogle af dem der, især gjorde indtryk på mig i 2010, var mit møde med Søs og Christina fra STREETHEART, der i dén grad har flyttet legen ud i det offentlige rum med deres gadekunstblog, gadehjertejulekalender og årlige gadefest STREETHEART BEATS. De er nogle kloge piger med en vigtig mission.
Der var mødet med Streetmekka der åbnede i efteråret 2010 og som har givet plads til gadeleg i form af dans, parkour og basket året rundt. Der var Teater Hund og Det Lille Teater med deres legende tilgange til det at skabe børneteater. Og så var der ungekulturformidler i Gentofte, Annemette Krabbe, der arbejder med unge og kultur, hvor legen spiller en betydningsfuld rolle, fordi den giver plads til at prøve sig frem uden at kende resultatet - For bare at nævne et par af de inspirerende, legende mennesker jeg mødte.
Min foreløbige konklusion er, at vi har fået så travlt med at fokusere på, hvad børn og unge skal lære, at vi glemmer at stoppe op og se, hvad vi kan lære af dem. Jeg tror, at børn og unge kan lære os om legens essentielle betydning.
Stuart Brown citerer legeforsker Brian Sutton-Smith for at sige, at det modsatte af leg ikke er arbejde, men derimod depression. Jeg tror de har ret, begge to. Jeg tror, vi tilsidesætter legen for gøremål og planer, vi tror er vigtigere i vores voksenliv. Med mulig depression til følge.
Stuart Brown sidestiller leg med basale behov som søvn og mad. Så væsentlig mener han legen er for os mennesker. Hvad der er leg for den enkelte, må den enkelte selv finde ud af. Det væsentlige er at dykke ned i, hvad man opfatter som leg. Jeg er overbevist om, at man kommer langt ved at kigge tilbage på det, man holdt af at lege som barn. Jeg har hørt flere sige, at vi går et rekreationsår i møde. Personligt tror jeg på, at 2011 handler om at (gen)finde sit indre legebarn. Jeg skrev historier som barn og levede gerne i min egen verden. I dag er min blog i høj grad min legeplads.
Hvilken slags leger er du?
Sådan gik det til, at min blog fik navnet Legefakultetet mod udgangen af 2010. Håbet er at lade teori og praksis mødes og løfte legens værdi op på et niveau, som vores politikere og beslutningstagere vil lytte til og tage alvorligt. Jeg tror det kan lade sig gøre, hvis vi er mange, der synliggør legens essentielle betydning.
Godt legende nytår til alle.
Mange hilsner Monica
Ingen kommentarer:
Send en kommentar