Det er blevet tid til status over udstillingsprojektet ’Mit stamtræ’. Det er en lille interaktiv udstilling, jeg lavede tilbage i 2009 med billedbogsillustrator Bo Odgård Iversen og min tømreruddannede mand. I går var jeg inde på Børnekulturstedet på Vesterbro i bydelens kulturhus Kulturanstalten og sætte udstillingen op. Jeg havde ikke set udstillingen i næsten et år – den har været på ’turné i Jylland – nu er den tilbage i København og skal være på Børnekulturstedet de næste par måneder.
Det var et sjovt projekt at udvikle. Bo er en gavmild, talentfuld illustrator, der uforbeholdent gik med til at deltage i projektet. Hans univers er fyldt med skæve personligheder, farver og detaljer. Udstillingen er bygget op over en billedbog han arbejdede på, på daværende tidspunkt. En billedbog med tekst af Lotte Salling ved navn ’Mit stamtræ’. Jeg ønskede at skabe et interaktivt møde med Bo’s måde at arbejde med bogen på, samtidig med at man kunne beundre hans illustrationer på mere traditionel udstillingsvis.
Forsiden til bogen 'Mit stamtræ' med tekst af Lotte Salling.
Jeg var meget inspireret af dele af en belgisk/italienske interaktiv udstilling for børn, jeg forgæves forsøgte at få til Danmark i 2008 og genbrugte en hel konkret idé med nogle tegnekasser med pleksiglas ovenpå til at tegne på. Derudover byggede vi en tredelt væg med kighuller i, et skitsebord, 8 dobbelte staffelier, en papirholder til tegninger og flere andre ting.
Billedserien her er fra Hovedbiblioteket i København. Lokalet var egentlig for trangt og rummet var også afdelingens opbevaringsrum for bl.a. mangategneserier. Min æstetiske sans syntes det rodede, men jeg erfarede, at det fungerede godt for børnene. De zappede gladeligt rundt mellem bøger, computere og udstilling. Og det er trods alt vigtigere end æstetik for æstetikkens skyld. Foto: Monica Langelund
Det var væsentligt for mig, at udstillingen både var baseret på kultur for og af børn. For børn i traditionel forstand at de kunne opleve illustrationerne. Af børn ved at de kunne lege, tegne og skabe noget selv. Men i det hele taget har udstillingsprojektet set i bagspejlet været med til at opløse hele det for, med og af begreb lidt for mig. Skillelinjerne er ikke så klare.
4 drenge fulgtes ad på det meste af besøget. Alt hvad de gjorde, gjorde de sammen. Foto: Monica Langelund
Udstillingsprojektet blev et forsøg. Kunne det lade sig gøre at lave sådan et interaktivt projekt, der skulle kunne ’passe sig selv’, hvor børnene kunne interagere med kunsten på en legende facon uden at de ødelagde udstillingen? Jeg var indstillet på at få en udstilling i smådele retur. Men svaret her halvandet år efter er ja, det kan lade sig gøre. Da udstillingen blev sat op i går var det eneste, der er gået i stykker, et par af IKEA-rammerne, der ikke har kunne holde til al transporten. Det er trods alt ikke børnenes skyld. Alt andet er intakt. Der er ikke tegnet på tingene, der er ikke brækket eller ødelagt noget. Alle de mange hænder, den har været igennem, har passet så fint på udstillingen. Og den har immervæk været på farten siden november 2009.
Kunne man være 4 drenge i billedrammerne på een gang? Med lidt god vilje, ja. Foto: Monica Langelund
Den har været forbi Københavns Hovedbibliotek til København fortæller litteraturfestival, den har været til fortællefestival hos Nikolaj for børn i Kolding og Horsens Kunstmuseum i forbindelse med Tegnefestival 2010, den har været rundt på skole- og folkebiblioteker via Center for Undervisningsmidler Sønderjylland i knap et år og den har været på en folkeskole i Århus. Og er altså nu på Vesterbro på Børnekulturstedet. Forude venter Gentofte Hovedbibliotek.
Og da drengene havde været omkring det meste af udstillingen, kastede de sig over fodboldbladene. Selvfølgelig stadig med udklædningshattene på. Foto: Monica Langelund
Skoler, biblioteker og kulturhuse har passet så godt på udstillingen og taget i mod den med kyshånd og udvist stor taknemmelighed over at kunne låne den. Udstillingen var også forbi Horsens Kunstmuseum i forbindelse med Tegnefestival 2009, men min erfaring viser mig, at udstillingen fungerer bedst, hvor der er flere børn samlet, der kan besøge udstillingen i fællesskab.
Jeg oplevede, at lærere og elever fik et pusterum fra bøger og danskgloser og kunne træde ind i et rum, hvor de kunne lege sammen. Her klæder de sig ud og foreviger øjeblikket med mobilkameraet. Foto: Monica Langelund
Det har i den grad åbnet mine øjne for, at børn ikke bare har brug for kulturoplevelser som individer, de har brug for dem sammen, fordi de inspirerer hinanden og lærer af hinanden på sådan et besøg. Fælles oplevelser med andre børn skaber et andet grundlag for erfaring. Dét er et væsentligt argument for at opprioritere kultur i skole- og institutionslivet. Det handler ikke kun om at alle børn, uanset social og kulturel baggrund, skal have mulighed for at møde kulturen. Det handler også om, at de skal møde den sammen. Børn kan i interaktion med hinanden give hinanden noget, som vi voksne ikke kan give dem. Det kan de bl.a. via deres legekultur.
Min konklusion er, at fremtidige udstillingsprojekter, jeg sætter i gang, skal målrettes netop skoler, biblioteker og kulturhuse frem for museer, som jeg ellers har været lidt til fals for. De næste måneder får netop daginstitutioner og skoleklasser mulighed for at aflægge udstillingen et besøg på Børnekulturstedet på Vesterbro. Jeg er spændt på, hvad de får ud af besøget...
Tegnebordet med Bo's skitser, som børnene kunne tegne videre på, tiltrak børnene i flok. De endte sågar med at vælge at tegne den samme tegning. Foto: Monica Langelund
Udstillingen er bygget af min mand André Vallinas.
Næste projekt er på tegnebrættet. Jeg skriver om det snart...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar