Det Lille Teater fortolker Strids univers til topkarakterer.

Man går aldrig forgæves i Det Lille Teater. Punktum. Så kunne anmeldelsen af deres nyeste forestilling ’Da lille Madsens hus blæste væk’ – en billedbog af Jakob Martin Strid - sådan set godt stoppe her. Men ok, jeg har faktisk mere at sige om deres nyeste forestilling, så her kommer det:

Det Lille Teaters nyeste opsætning: Da Lille Madsens hus blæste væk.
Plakat: Jakob Martin Strid

Claus Bue, Bo Carlsson & Søren Hauch-Fausbøll står på scenen og en fast stab i Det Lille Teater har omsat Jakob Martin Strids billedunivers til børneteater. Sidst de gjorde noget til svarende var for et års tid siden, da de dramatiserede Sven Nordqvists vidunderlige bøger om Nalle, hvor Bo Carlsson også spillede med som Nalle. Og nu har Det Lille Teater så kastet sig over Strids univers. Strid og Nordqvist har, trods meget forskellige streger, deres skønne detaljerige billedunivers til fælles. Begge tegner de små parallelhistorier ind i den overordnede historie og inviterer både børn og voksne på opdagelse i billedet. Dén sans for detaljer fanger Det Lille Teater. Det er endnu engang lykkes dem at skabe en forestilling, der ikke bare gengiver, men bygger videre på det oprindelige billedunivers, i en stil der er imponerende tro mod illustratorens streg.

Det Lille Teater. Fotograf: Bjarne Stæhr

Historien i 'Da lille Madsens hus blæste væk' er ganske enkel: I Byen ved skrænten bor Lille Madsen og hunden Luffe. En dag bliver det et frygteligt blæsevejr og Lille Madsens hus ender på nabobjerget. Alle byens borgere træder til og sender vigtige forsyninger som bl.a. et gebis, en sabel, en sut, en kop, en spand og en potteplante op til Lille Madsen via en tovbane. Lille Madsen er meget taknemmelig, men er fanget i sit hus på toppen af Benbrækkerbjerget. Til sidst sendes byens fire stærkeste, men bestemt ikke kvikkeste, mænd op af bjerget, men Lille Madsen får ved egen hjælp med et kraftigt nys sendt huset tilbage til resten af husene i Byen ved skrænten. Alt ender godt med fest og taler. En klassisk Jakob Martin Strid fortælling, der umiddelbart fremstår sød og hyggelig, men som alligevel har kant og en underliggende samtidskritik.

Holdet på det Lille teater har efterhånden fået skabt en karakteristisk fortælleform, hvor de kombinerer synlige skuespillere med hånddukker i forskellige størrelser. Scenerummet tages i brug i både højde og dybde, der leges med perspektiv og proportionsforhold og den fine udnyttelse af rummet er med til at man som publikum suges ind i forestillingen.

Det Lille Teater. Fotograf: Bjarne Stæhr

Scenografien er som udgangspunkt helt enkel. Sort i sort med to trapper i ujævne plateauer. Det er de to bjerge. På det ene bjerg ligger Byen ved skrænten. Byen bygges op af skuespillerne selv, alt i mens de indleder fortællingen om Lille Madsen. Et efter et sættes de farverige huse op og ved siden af mig sad min 9-årige datter (der egentlig er fire år for gammel til teatrets anbefalede øvre aldersgrænse på 5 år) og hviskede længselsfuldt til mig: ’Ej, det er flot, det kan man godt lige lege med....’

Det Lille Teater. Fotograf: Bjarne Stæhr

Og det er netop et andet karakteristisk træk ved forestillingen. Den kunne nemt ende med en lidt for pædagogisk fortællevinkel, men både forfatter, instruktør og skuespillere forstår at tage det med kultur for børn alvorligt. Denne forestilling har stor kunstnerisk værdi, der rækker ud over pædagogikkens opdragende funktion, men som stadig formår at møde børnene i øjenhøjde. Forestillingen indbyder til leg, fordi skuespillerne nærmest leger sig gennem forestillingen. De er dygtige de tre garvede skuespillere.

Det Lille Teater. Fotograf: Bjarne Stæhr

Imens folder alle de små detaljer sig ud: vasketøj der blæser væk i stormen, stjerner der tænder i natten, Lille Madsen, der kigger forundret ud af sit lille vindue, da hans hus blæser væk og kulørte lamper, der kommer ned fra loftet, for bare at nævne et par detaljer. Og lydsiden byder på alt fra hanegal til fransk harmonika. Der er intet foruroligende eller farligt over Det Lille Teaters nyeste forestilling. Kun farver, fjol og stort fortælleoverskud.
Så kom af sted i teatret både store og små.

Det Lille Teater. Fotograf: Bjarne Stæhr

Forestillingen kører frem til d. 8. maj 2011.01.29
Læs mere HER.
Jakob Martin Strids egen version af 'Da Lille Madsens hus blæste væk' er for nylig udkommet til Iphone og iPad, se mere HER.

Billed- og lydcollager i et projekt der kan forandre verden

Omme på den anden side af jorden i Australien har en ung fyr ved navn Nick Bertke, også kendt under kunsternavnet Pogo, gang i ambitiøst projekt på flere planer.
Nick Bertke er VJ, en slags billed- og lydkunstner, og hører til generationen af musikere, der slog igennem via Youtube. Han mixer filmsekvenser, lydklip, stemmer og akkorder sammen til kombinerede billed- og lydcollager. I dag har mere end 11.000.000 millioner set hans videoer på Youtube. Han har arbejdet for bl.a. Disney Pixar og Showtime og spillet til Youtubes online event Youtube Play, der blev vist live fra Guggenheim i New York i 2010.

VJ Nick Bertke himself, også kendt under kunstnernavnet Pogo.

Den særlige interesse for at kombinere lyd og billeder går tilbage til hans barndom, hvor han optog stribevis af kasettebånd med alverdens musikstilarter og havde en forkærlighed for film, hvor han var særligt fascineret af brudstykker af dialog og musiksekvenser. Med tiden blev han optaget af at blande alle interesseområderne og resultatet blev denne video af Alice i Eventyrland.



Nick Bertke kalder sine film movie remixes og siger selv, at han stræber efter at skabe et nyt udtryk, der fanger stemningen i den pågældende film. Kendetegnende for hans arbejde er legen med at integrere rytme i lyd og billeder. Hans billedunivers er fyldt med små detaljer der fanger tilsvarende detaljer i lydbilledet.
For en blog som Legefakultetet er det interessant at kunne konstatere, at det vi leger (med) og fascineres af som børn, oftest følger os videre ind i vores voksenliv og jo mere vi fastholder den ’barnlige’ legende tilstand, jo større sandsynlighed er der for, at vi beskæftiger os med noget, vi finder meningsfuldt i vores voksenliv. Det synes i høj grad at være tilfældet med Nick Bertke. Men det bliver ikke ved det. Nick Bertke har en mission med sine billed- og lydcollager.



’Alice’ er siden blevet til flere stemningsfulde billed- og lydcollager, bl.a. med inspiration i Harry Potter, Charlie og chokoladefabrikken, Mary Poppins, Toy Story, The pirates of the carribean og tegnefilmen Up.
Kontrakten med Disney er nu udløbet. Noget, der synes at være en lettelse for Nick Bertke. Boy, what a swell moment, skriver han på sin hjemmeside om tidspunktet hvor kontrakten ophørte. Det er nærliggende at gætte på, at kontrakten har været forbundet med en masse regler og restriktioner, ikke mindst i forhold til den kunstneriske frihed og den økonomiske agenda, der følger med sådan en kontrakt. Og mon ikke det netop er en del af årsagen til at Nick Bertkes nye projekt går langt uden om store multinationale foretagenders økonomiske indblanden. (Læs et indlæg på Nick Bertkes blog om nogle af de nærmere detaljer, HER).



Og hvad er så dette nye ambitiøse projekt Nick Bertke har sat i gang?
Projektet tog sit famlende, uklare udgangspunkt i en optagelse Nick Bertke lavede af sin egen mor i hendes elskede have. Det blev til en billed- og lydcollage, der indfanger stemningen og morens forhold til haven. Noget nervøs for brugernes reaktion - ville videoen blive opfattet som en afvigelse fra hans karakteristiske leg med film og musik? - lagde Nick Bertke også denne video ud på Youtube og stik mod al forventning blev videoen en kæmpe succes. Videoen blev tilmed valgt som en ud af 25 videoer ud af 23.000 videoer til 'Youtube Play', der blev vist live på Guggenheim i New York i 2010. Det har fået Nick Bertke til at tænke langt større og måske i virkeligheden også turde slippe det mere kommercielle greb og begive sig udi kunstnerisk ukendt land. Nick Bertke vil rejse ud i verden og lave billed- og lydcollager fra alverdens lande. Første stop er Tibet. Og rejserne skal finansieres af fans og andre, der bakker idéen op.


Havevideoen med moren, der satte gang i drømmene om et projekt, der forener mennesker, religion, musik og visuel kultur.

I en promotion-video for projektet forklarer Nick Bertke netop, hvordan økonomisk indblanden fra store selskaber risikerer at gå ud over det ægte i optagelserne. Og når man mixer mennesker, kulturer og religion følger der ifølge Nick Bertke et moralsk og etisk ansvar med, og så duer det ikke at et multinationalt selskab i virkeligheden helst ser, at der kommer et nyt MTV hit ud af projektet. Så du og jeg og alle andre, der synes at idéen lyder spændende skal være med til at investere i projektet og man investerer løbende. Man kan bidrage med alt fra 1 dollar og op. Og med 43 dage tilbage til projektets officielle start lørdag d. 12. marts er første mål faktisk nået, idet projektet allerede er finansieret 137%. Pengene var samlet ind via Kickstarter i løbet af ganske få dage uden internationale mediers bevågenhed. Idéen er med andre ord en realitet.
World remix er titlen på projektet.


Videoen her er en slags 'prøvevideo' fra Sydafrika.

Nick Bertke tror oprigtigt på, at han med sin kunst kan være med til at gøre en forskel i verden, ikke mindst i kraft af det tætte samarbejde med hans fans. Fx. tror han på, at en kunstnerisk billed- og lydcollage fra Tibets hellige klostre kan skabe ny fokus på den kulturelle rigdom landet rummer, som bliver undertrykt af Kinas kontrol med Tibet.



Så forude venter en hel ny måde at dokumentere verden på. Og så er vi ved at være tilbage til begyndelsen af dette indlæg: Projektet er ambitiøst på flere planer, dels fordi det i sig selv er så omfattende som det er, men i lige så høj grad fordi Nick Bertke uden tvivl rammer direkte ned i en tidsånd, der globalt set for alvor er ved at bide sig fast og det kan vi bl.a. takke de sociale medier for.
Herhjemme kalder sociolog Emilia Van Hauen dén ånd for ’co-creation’. Vi skaber fremtiden sammen. Projekt World remix finansieres løbende af dem, der oprigtigt tror på projektet, som ikke har økonomiske interesser i det og det er selvsamme gruppe af mennesker, der bestemmer hvor i verden Nick Bertke skal rejse hen. En ny destination kræver ny folkelig fundraising. Projektet er med andre ord en løbende dialog mellem fans og kunstner. Desuden rummer projektet et nobelt budskab om, at forandringer kan skabes ’nedefra’ og vi kan gå nye veje, hvis vi er nok, der tror på det og bakker op om det.
Hvad kan dét ikke føre til på sigt?

Se Nick Bertke fortælle om projektet her:



Man kan læse mere om Nick Bertke, alias Pogo HER
Man kan se og læse mere om projekt World remix HER

Global leg 'på trods' i billeder

Leg er muligvis menneskets stærkeste overlevelsesstrategi og -mekanisme.
Leg finder sted 'på trods' i flygtningelejre, i de oversvømmede gader og på lossepladsen i krigshærgede, fattige såvel som naturkatastroferamte lande.

Legen er menneskets helt særlige, kropslige, æstetiske refleksionsrum.

Computerspilmuseum i Berlin

Har du som jeg en teenagedreng i huset, hvis kæreste eje er en computer? Interesserer du dig for computerspil eller trænger du bare til at se noget andet i Berlin?
Så kunne du jo overveje et besøg på Computerspiele Museum. Museet (gen)åbner i følge Politiken i dag mandag d. 24. januar.
Læs en artikel om det i Politiken HER.

Det er indlysende godt tænkt med sådan et museum. Ikke blot for at vise computerspillets historie, hvilket i sig selv er en interessant historie fra arkadespillene i 1980'erne til de stadigt mere og mere avancerede online spil i dag. Hvornår har en udvikling på knap 30 år haft så stor indflydelse på menneskets liv? (ifølge museet 60 år hvis man tæller helt fra computeren blev introduceret i 60'erne). Og her tænker jeg ikke specifikt på computerspil, men på IT-teknologi generelt.
Det er derfor også et museum, der på linje med det danske Eksperimentarium, forhåbentlig kan gå et lag dybere end underholdningsaspektet og blive til en metarefleksion over mennesker og IT (og leg).

Læs om museet på deres egen hjemmeside HER.
Links til nogle af de seneste indlæg på bloggen om børns mediekompetencer:
Læs om et brugerbaseret online spil 'Everybody edit' HER.
Læs om The iPad Generation HER.

Og se en video om computerspilmuseet i Berlin her:

Leg med harmonika

Brug ca. 12 minutter i selskab med Øyvind Ougaard, der spiller rock'n roll på harmonika. Det er sjovt, legende og livsbekræftende når han blander rock, jazz og balkanharmonika.

Klik og lyt HER.

Programmet er en del af P1's 'Reportagen', der har sat fokus på harmonikaen.
Få en oversigt HER.

Svensk designerduo tilfører billedbogen nyt liv i 3D

To svenske designere/illustratorer, Camilla Engman og Elisabeth Dunker, har begået en lille hemmelig billedbog, udgivet i deres egen designvirksomheds navn: Studio Violet. Bogen hedder The life of Mr. Mustache og ligner i format mere et hæfte end en billedbog, men man skal ikke tage fejl. Det er i sandhed en billedbog med skønne billeder at gå på opdagelse i. Billedbogen er utraditionel i den forstand, at det er en fotobog i et dukkehuslignende univers.

Forsiden til den lille billedbog 'The life of Mr. Mustache, af Camilla Engman og Elisabeth Dunker fra Studio Violet.

Fortællingen er simpel. Mr. Mustache er en lille mand med overskæg, der bekymrer sig og ikke kan sove. Han er ikke rigtig glad, lige ind til han kommer i tanke om, hvad der mangler i hans liv. Selve fortællingen går ikke over i litteraturhistorien og bogen er så lille at den var midlertidigt forsvundet, da jeg skulle forberede dette indlæg, men det er også fuldstændig ligegyldigt.

Foto fra The life of Mr. Mustache fra www.studioviolet.se

Det her er en bog der primært fortæller historier via billederne. Bogen har en særlig æstetisk ro over sig. Svensk Pippi-idyl i en grynet fotografisk stil, der leder tankerne tilbage til min egen barndom i 1970'erne. Mine fingre får lyst til at vandre ind i fotografiet og røre ved tingene.
The life of Mr. Mustache bliver måske ikke kåret som årets bedst sælgende bog, men den udfordrer billedbogens karakteristiske illustrerede univers og tilfører genren noget nyt på sin egen stille, legende måde.

Foto fra The life of Mr. Mustache fra www.studioviolet.se

Jeg spottede straks dette 'noget legende' i billedfremstillingen, da jeg faldt over bogen på nettet. Jeg har spurgt Elisabeth Dunker om hendes forhold til leg og hun har været så sød at svare herunder:

Hvordan vil du som designer og illustrator definere leg?
För mig är lek ungefär detsamma som lust. Och lust för mig är i huvudsak en positiv känsla som underbygger en drivkraft att göra någonting som får mig att må bra och/eller fungerar eskapistiskt eller terapuetiskt.

Hvilken rolle spiller leg i dit voksenliv, især i dit professionelle arbejde?
Leken spelar en stor roll i mitt liv, skulle vilja säga att den är grunden i mitt skapande.

Hvor får du din inspiration fra?
Främst genom att strosa runt på loppmarknader och second handbutiker.

Hvordan kan det være at Camilla Engman og du lavede Mr. Mustache?
Vi ville prova att kombinera 2D med 3D på ett lustfullt vis.

Kommer der flere billedbøger fra jer?
Jag skulle gärna göra fler bilderböcker i den här stilen, även om inga
är inplanerade idag.
Tid, är en ständig bristvara.

I er begge kreative designere/illustratorer. Hvordan har det at I har samme baggrund påvirket jeres arbejde?
Det har påverkat oss absolut, men hur är svårt att svara på exakt.

Hvad legede du (med) som barn og har det nogle fællestræk med det du beskæftiger dig med i dag?
Jag roades av att göra pappershus med med möbler, prylar och tillhörande figurer när jag var liten. Och det gör jag fortfarande :) Så det finns helt
klart ett samband mellan min barnlek och det jag lekar idag.


Du kan se og læse mere om både Studio Violets hjemmeside/blog/online shop HER. (hvor bogen også kan bestilles, dog udsolgt på svensk, men kan købes på engelsk)

Elisabeth Dunker blogger på egen - meget stilsikre - blog: www.finelittleday.blogspot.com.

The iPad generation

Først var der én på Youtube. Hun var et geni! Så kom der en til. Ok, så var de to genier. Nu vrimler det med dem. Genierne. Eller skal vi sige børn fra omkring to år, der kan betjene en iPad hjemmevant. Hvis man søger på Ipad og Kid på Youtube, vælter det op med videoer af børn, den ene yngre end den anden, der navigerer rundt på iPad'en med største selvfølgelighed. Faktisk i en grad så det virker som om forældrene konkurrerer om, hvem der har det yngste OG kvikkeste iPad-barn.

Skærmdump af pc-skærmen, når man søger på ipad og kid på Youtube.

Forældrenes ambitioner til side, man fristes til at kalde børnene The iPad Generation. Og hvad indebærer det så? Jo, de her børn tager hovedspring ind i en kompleks tankegang, der integrerer intuitiv og kognitiv tænkning i en legende tilgang (hvis de ellers får lov bare at lege af deres ivrige forældre, der ofte gerne vil lave en 3 minutters demonstrationsvideo af geniet).
Jeg ville skynde mig at anskaffe en iPad, hvis jeg arbejdede i en børnehave (velvidende institutionerne ingen penge har). Så kan alle børn få lov at blive 'genier', uden alt for ivrige forældre på sidelinjen.

Den her video kickstartede fænomenet og er set af mere end en million brugere. Den røg også ud her på bloggen i sin tid:



Og her er en af de nyere videoer med en ualmindelig entusiastisk far, der har travlt med at vise alle sønnens evner på iPad'en:



Og her er en far, der er mere interesseret i at vise iPad'ens anvendelighed set fra børnenes perspektiv. Han stiller primært børnene spørgsmål og giver dem tid til at afprøve de forskellige features, og han har klippet videoen sammen, som tydeligvis har taget mere end 6 minutter at optage. Dvs. den er optaget på børnenes præmisser.



Nåh ja. Og den her kat er også et geni...

Inspirerende billedbogsinstallation

I det her indlæg kan jeg slå to fluer med eet smæk. Det skal både handle om Oliver Jeffers, en af mine yndlingsillustratorer, som jeg skrev om for nylig her på bloggen og om det skønne børnelitteraturhus i Newcastle - Seven Stories - som jeg har besøgt flere gange og skrevet en blogartikel om HER.

Oliver Jeffers har været forbi Seven Stories for at lave en installation over hans bog 'The incredible book eating boy'. En rigtig god bog, som har været oversat til dansk, men er udsolgt fra forlaget.

Illustration fra The incredible book eating boy, af Oliver Jeffers

Loftsrummet, der også fungerer som husets drama-, lege- og fortællerum i det syv etager høje hus med de fritlæggende loftsbjælker, er nu dekoreret med bøger, der hænger ned fra bjælkerne. Og en gruppe besøgende børn har lavet selvportrætter på bogsider, der hænger på væggene og i bøgerne.
Alle bøgerne fører lige hen til den store bogsluger dreng fra bogen, der spiser bøger som bolscher og bliver så klog så klog, at det en dag går galt.
Det er en vældig fin måde at integrere mødet mellem illustrator og børn.

Seven Stories handler om at bringe 'stories to life' og det er de gode til. De har løbende interaktive udstillinger over forfattere, illustratorer, temaer eller udvalgte bøger. De har den mest fantastiske boghandel, flere værksteder og en lille børnevenlig café. Man kan godt få gode ideer til undervisningen, skole- eller folkebiblioteket eller kulturhuset, hvis man mangler inspiration til nye måder at arbejde interaktivt med børnelitteratur.

Se denne lille film om installationens tilblivelse og læs evt. mit indlæg om Oliver Jeffers HER.

Chara - tidsskrift om kreativitet, spontanitet og læring

Chara er et tidsskift for kreativitet, spontanitet og læring. Første tidsskrift udkom februar 2010. Der udkommer 4 tidsskrifter om året og de kan læses online her. Det er både lektorer, professorer, erhvervsfolk og kunstnere, der bidrager med artikler til tidsskriftet.

De skriver sådan her om sig selv:

• Chara.dk er interesseret i brændfelterne mellem kreativitet, spontaneitet, læring, improvisation, billedkunst, dans, skuespil, lyrik, arkitektur, filosofi, videnskab og religion. Dette møde er i fokus og målet er at skabe en levende og gerne eksperimenterende italesættelse af skabelsens mange landskaber.

Og deres mål er:

• at fremelske ny viden og erkendelse om kreativitet, spontaneitet og læring i mødet mellem kunst, filosofi, religion, pædagogik og videnskab
• at skabe øget tværinstitutionel opmærksomhed og vidensdeling på dette felt.
• at forskere, kunstnere, filosoffer og alle kulturinteresserede i Danmark og udlandet en inspirerende platform, som kan muliggøre udforskningen af nye ideer og praksisformer.

I 2010 satte Chara fokus på kreativitetens værensformer, kreativitetens praksis, kreativitet og læring og kreativitet i ledelse. (Klik på hver titel og du får en oversigt over artiklerne, som kan downloades).
Første nummer i 2011 sætter fokus på bl.a. kreativitet og køn, og kreativitet og kunst.

Jeg faldt over en lille artikel af designer Malene Høegh Bendtsen, der har skabt et 'Klatretræ' til brug i undervisningen ud fra budskabet 'Ud med passivitet, ind med leg og bevægelse'. Artiklen kan læses/downloades HER (tryk hvor der står PDF ARTIKEL på siden)

KLATRETRÆET er udviklet af Malene Høegh Bendtsen.
Her er hvad der står om hende på Chara: Malene Høegh er uddannet fra Designskolen Kolding med speciale i Industrielt design i 2008. Hendes fokus indenfor kunst og design har primært været på den skæve vinkel med mulighed for at påvirke både omgivelser og brugeren med et tvistet og stemningsfuldt design Hun er ansat som designer hos Design By Us, hvor hun arbejder med indretning, interiør og grafisk arbejde. Hun har tidligere samarbejdet med Tv2´s B&U afdeling og Parken omkring Bavian Rock 2009, været i praktik hos Bosch og Fjord, hvor hun bl.a. deltog i indretning af Ordrup skole i Gentofte, været i udveksling på Danmarks Designskole for Møbel og Rum samt deltaget i div. kunst og design-projekter.


Tidsskriftet udgives med støtte fra Kulturministeriet.

Hvad er kreativitet?

Vi kaster om os med begrebet 'kreativitet' i denne tid, men hvad betyder begrebet egentlig og hvem er/skal være de kreative? Her er en række bud. Flere af videoerne er gengangere her på bloggen, men nu var der lige en oplagt anledning til at lave et samlet indlæg om kreativitet.




6 forskellige måde at tænke kreativt på, som bør integreres i en samlet kreativ tankegang. Et oplæg af performer Chris Wink:




Og så er der Ken Robinson, som vi efterhånden er rigtig mange, der rigtig gerne vil høre live her i Danmark, tror jeg. Jeg har fundet en af hans ældre videoer frem:




Tim Brown om at slippe frygten, droppe behovet for at redigere i idéfasen og give os hen til kreativiteten:



Claus Buhl har skrevet en god bog om kreativitet. Bogen kan købes HER.

Nu er jeg ikke særlig kønsorienteret, men jeg ville mægtig gerne linke til en kvinde, der har et bud på kreativitet. Gode links modtages med kyshånd (uanset om det er links til mænd eller kvinder, der har et bud på, hvad kreativitet er og hvordan vi styrker kreativiteten i uddannelsessystemet og på arbejdspladserne)

Fællesskabets betydning for børns kulturoplevelser

Børn har brug for kulturoplevelser med andre børn

Det er blevet tid til status over udstillingsprojektet ’Mit stamtræ’. Det er en lille interaktiv udstilling, jeg lavede tilbage i 2009 med billedbogsillustrator Bo Odgård Iversen og min tømreruddannede mand. I går var jeg inde på Børnekulturstedet på Vesterbro i bydelens kulturhus Kulturanstalten og sætte udstillingen op. Jeg havde ikke set udstillingen i næsten et år – den har været på ’turné i Jylland – nu er den tilbage i København og skal være på Børnekulturstedet de næste par måneder.

Det var et sjovt projekt at udvikle. Bo er en gavmild, talentfuld illustrator, der uforbeholdent gik med til at deltage i projektet. Hans univers er fyldt med skæve personligheder, farver og detaljer. Udstillingen er bygget op over en billedbog han arbejdede på, på daværende tidspunkt. En billedbog med tekst af Lotte Salling ved navn ’Mit stamtræ’. Jeg ønskede at skabe et interaktivt møde med Bo’s måde at arbejde med bogen på, samtidig med at man kunne beundre hans illustrationer på mere traditionel udstillingsvis.

Forsiden til bogen 'Mit stamtræ' med tekst af Lotte Salling.

Jeg var meget inspireret af dele af en belgisk/italienske interaktiv udstilling for børn, jeg forgæves forsøgte at få til Danmark i 2008 og genbrugte en hel konkret idé med nogle tegnekasser med pleksiglas ovenpå til at tegne på. Derudover byggede vi en tredelt væg med kighuller i, et skitsebord, 8 dobbelte staffelier, en papirholder til tegninger og flere andre ting.

Billedserien her er fra Hovedbiblioteket i København. Lokalet var egentlig for trangt og rummet var også afdelingens opbevaringsrum for bl.a. mangategneserier. Min æstetiske sans syntes det rodede, men jeg erfarede, at det fungerede godt for børnene. De zappede gladeligt rundt mellem bøger, computere og udstilling. Og det er trods alt vigtigere end æstetik for æstetikkens skyld. Foto: Monica Langelund

Det var væsentligt for mig, at udstillingen både var baseret på kultur for og af børn. For børn i traditionel forstand at de kunne opleve illustrationerne. Af børn ved at de kunne lege, tegne og skabe noget selv. Men i det hele taget har udstillingsprojektet set i bagspejlet været med til at opløse hele det for, med og af begreb lidt for mig. Skillelinjerne er ikke så klare.

4 drenge fulgtes ad på det meste af besøget. Alt hvad de gjorde, gjorde de sammen. Foto: Monica Langelund

Udstillingsprojektet blev et forsøg. Kunne det lade sig gøre at lave sådan et interaktivt projekt, der skulle kunne ’passe sig selv’, hvor børnene kunne interagere med kunsten på en legende facon uden at de ødelagde udstillingen? Jeg var indstillet på at få en udstilling i smådele retur. Men svaret her halvandet år efter er ja, det kan lade sig gøre. Da udstillingen blev sat op i går var det eneste, der er gået i stykker, et par af IKEA-rammerne, der ikke har kunne holde til al transporten. Det er trods alt ikke børnenes skyld. Alt andet er intakt. Der er ikke tegnet på tingene, der er ikke brækket eller ødelagt noget. Alle de mange hænder, den har været igennem, har passet så fint på udstillingen. Og den har immervæk været på farten siden november 2009.

Kunne man være 4 drenge i billedrammerne på een gang? Med lidt god vilje, ja. Foto: Monica Langelund

Den har været forbi Københavns Hovedbibliotek til København fortæller litteraturfestival, den har været til fortællefestival hos Nikolaj for børn i Kolding og Horsens Kunstmuseum i forbindelse med Tegnefestival 2010, den har været rundt på skole- og folkebiblioteker via Center for Undervisningsmidler Sønderjylland i knap et år og den har været på en folkeskole i Århus. Og er altså nu på Vesterbro på Børnekulturstedet. Forude venter Gentofte Hovedbibliotek.

Og da drengene havde været omkring det meste af udstillingen, kastede de sig over fodboldbladene. Selvfølgelig stadig med udklædningshattene på. Foto: Monica Langelund

Skoler, biblioteker og kulturhuse har passet så godt på udstillingen og taget i mod den med kyshånd og udvist stor taknemmelighed over at kunne låne den. Udstillingen var også forbi Horsens Kunstmuseum i forbindelse med Tegnefestival 2009, men min erfaring viser mig, at udstillingen fungerer bedst, hvor der er flere børn samlet, der kan besøge udstillingen i fællesskab.

Jeg oplevede, at lærere og elever fik et pusterum fra bøger og danskgloser og kunne træde ind i et rum, hvor de kunne lege sammen. Her klæder de sig ud og foreviger øjeblikket med mobilkameraet. Foto: Monica Langelund

Det har i den grad åbnet mine øjne for, at børn ikke bare har brug for kulturoplevelser som individer, de har brug for dem sammen, fordi de inspirerer hinanden og lærer af hinanden på sådan et besøg. Fælles oplevelser med andre børn skaber et andet grundlag for erfaring. Dét er et væsentligt argument for at opprioritere kultur i skole- og institutionslivet. Det handler ikke kun om at alle børn, uanset social og kulturel baggrund, skal have mulighed for at møde kulturen. Det handler også om, at de skal møde den sammen. Børn kan i interaktion med hinanden give hinanden noget, som vi voksne ikke kan give dem. Det kan de bl.a. via deres legekultur.

Min konklusion er, at fremtidige udstillingsprojekter, jeg sætter i gang, skal målrettes netop skoler, biblioteker og kulturhuse frem for museer, som jeg ellers har været lidt til fals for. De næste måneder får netop daginstitutioner og skoleklasser mulighed for at aflægge udstillingen et besøg på Børnekulturstedet på Vesterbro. Jeg er spændt på, hvad de får ud af besøget...

Tegnebordet med Bo's skitser, som børnene kunne tegne videre på, tiltrak børnene i flok. De endte sågar med at vælge at tegne den samme tegning. Foto: Monica Langelund

Udstillingen er bygget af min mand André Vallinas.

Næste projekt er på tegnebrættet. Jeg skriver om det snart...

Tysk illustrator: Kreativt arbejde er leg med idéer og materialer

Den trofaste læser af Legefakultetet har nok spottet min forkærlighed for billedbøger. I dag handler det om tyske Philipp Seefeldt, der lader pigen Ida vise rundt i Berlin. Det kommer der en noget usædvanlig præsentation ud af.
Under asfalten i byens gader bor en tyk mand, der holder trafiklysene på plads, metroen er en larve, der kryber afsted under jorden, broer har arme og ben og de store kolosser af Berlins firkantede huse er gigantiske skibe i et menneskehav. Det er byen set i børnehøjde, alt får liv. Der er meget fokus på børn og arkitektur i de her år. Det er godt! Det er også godt med en bog som denne (endnu kun på tysk), der minder os om, at børn også kan lære os voksne noget om arkitektur og byrum.

Illustrationer: Philipp Seefeldt. Alle illustrationer i indlægget her er fra bogen 'Ida still im MenschenMeer'.

Philipp Seefeldt en en produktiv ung herre, der er meget alsidig og samtidig meget tro mod sit eget udtryk. Han har tydeligvis en legende forkærlighed for collagen. (Læs et af mine tidligere indlæg om collagekultur HER).
Jeg faldt over to meget forskellige kortfilm, han selv har lavet og blev straks fascineret af hans leg med både materialer og udtryk, som du kan se nederst i indlægget. Jeg blev nysgerrig og sendte ham et par spørgsmål om legens indflydelse på hans arbejde og han kvitterede med nedenstående svar.

Ill: Philipp Seefeldt

Which role does play/playing have in your professional/private life?
Philipp: As an adult without children you don't have the chance in everyday life to play. But I think the creative work is kind of playing with ideas and materials, and in most cases it makes fun. And: I play music.


Ill: Philipp Seefeldt

Where do you get your inspiration from?
Philipp: Thoughts about life and the coexistence with others, especially here in Berlin are the first steps for a new project. There are moments, quiet ones or really wierd ones for example in the metro, or even two colours I see, a shadow-play or a noise outside.

Ill: Philipp Seefeldt

You create funny characters and my guess is that you also use images of yourself in your work. Why is that?
Philipp: When I draw a character, facial and physical expressions are very important. Suggesting I imitate it while drawing, I guess it must be funny to see me while doing this. When I work with a mirror or photos of course the characters get something from Philipp.

Ill: Philipp Seefeldt

How would you as an artist define play?
Philipp: Playing is something inviolable (ukrænkeligt) and something absolutely good. You just have to forget everything around you, especially the bad things. My work/art is a passion and something like this as I forget everything around me.

What did you do/play as a child and does it have any references to your professional life now, do you think?
Philipp: Early on I began to create my own toys or I took some figures and rebuild them respective to my wishes. I'm doing nothing else today.

Ill: Philipp Seefeldt

Man kan læse mere om Philipp Seefeldt på hans hjemmeside HER.
Og man finder en video med en gruppe børn, der har fortolket 'Ida still im MenschenMeer' som animationsfilm HER.
Vil man købe bogen, skal man trykke HER.
Bogen har vundet en fin tysk børnelitteraturpris i 2010.

Der Schaffner || the conductor from Philipp Seefeldt on Vimeo.

Filmen her er hans afgangsprojekt som studerende tilbage i 2006.

c°ld from Philipp Seefeldt on Vimeo.

The quiet book - En billedbog om stilhed

The quiet book er sådan en lille fin perle af en billedbog - en af dem man gemmer og tager frem ved særlige lejligheder.

'There are many kinds of quiet

Quiet can be delicate.
Quiet can be thundering!
Quiet can be sweet and cosy,
and can most definitely help you fall asleep'.

Alle illustrationer er af Renata Liwski

The quiet book handler om stilhed. Hvad man ikke går og tænker over til hverdag er, at stilhed kommer i mange former, afhængig af hvor man befinder sig og med hvem.
Bogen er ikke overraskende indstillet til flere priser, omend jeg læste en anmeldelse et sted, hvor kritikken gik på, at børn ikke forstår lagene i de mange typer af stilhed. Sikke noget vrøvl, tænker jeg. Hvis der er noget, man kan erindre som barn, er det da netop de mange slags stilhed, der er illustreret i bogen. Børn har 'sanseradarer', der opfanger alle de små detaljer i tilværelsen på en intuitiv måde.


Teksten er skrevet af Deborah Underwood og Renata Liwski har illustreret. Et perfekt match. Både ord og billeder er delikate og afdæmpede. Renata Liwski har en fin blyantsstreg. Hun tegner søde, småbetuttede dyr, der har menneskelige træk. Der er intet moderne, 3D i skrigende farver over Renata Liwskis univers.

Makkerparret arbejder på en fortsættelse: The loud book - og jeg glæder mig allerede...


The quiet book er endnu en af de billedbøger der (endnu) ikke er oversat til dansk, men den kan erhverves på engelsk på Amazon HER.

Se meget mere af Renata Liwskis arbejde HER og HER.










Alle illustrationer er af Renata Liwski