Kunstudstilling på AROS - Stygge streger

En billedrejse for børn ind i sindets afkroge

Midt i en hyggelig juletid har uhyggen bredt sig på Aros. Museet har bedt 8 af Danmarks ypperste billedbogsillustratorer forholde sig kunstnerisk til et værk hver på museet. Kravet var, at det godt måtte gyse lidt. Det er blevet til en kunstudstilling for børn – ’Stygge streger’ - som åbnede 1. december og kører frem til d 5. april 2010.

De 8 meget forskellige illustratorer er: Søren Jessen, Bo Odgård Iversen, Cato Thau-Jensen, Mette-Kirstine Bak, Irene Hedlund, Mette Brahm Lauritsen, Bodil Nygaard og Jørgen Stamp. Alle med talrige billedbogsudgivelser bag sig. Siden 1993 har de holdt sammen som tegnergruppe og mødes stadig regelmæssigt til gensidig inspiration. En inspiration der nu er kulmineret i en fælles udstilling.

Man fornemmer meget hurtigt, at her er tale om 8 illustratorer, der har fået lov at leve en del af deres kunstneriske side ud, som sjældent får plads i billedbøgerne. ’Stygge streger’ er på mange måder en grum udstilling med en hidtil uset psykologisk dybde. Her er tale om intet mindre end en milepæl af en udstilling, der forener børn, kunst og litteratur.

Illustration: Irene Hedlund: 'Gerningsstedet'. Stygge streger. Kunstmuseet Aros/forlaget Klematis 2009.

Flere af illustratorerne beskæftiger sig med vand i dets omsluttende, næsten kvælende form, inspireret af en række videoinstallationer på den (midlertidige) udstilling ’De 9 rum’. Mette Brahm Lauritsen har ladet sig inspirere af et værk af Tony Ousler. Hun har malet en række ikon-lignende billeder af børn, der er lukket inde i syltetøjsglas og skræmmende dybhavsfisk med skarpe tænder på sort baggrund. Men der er også en ’åbning’ i hendes billeder, der giver mulighed for at trække vejret igen.

Bodil Nygaard har med udgangspunkt i et værk af Bill Viola skildret vandet både under og ved overfladen. På den ene side det underbevidste; drømmene, de glubske hajer, der svømmer lige under barnets seng, mens sovebamsen fornemmer, der er fare på færde. Og på den anden side en djævlelignende falden engel, der dukker op af vandoverfladen med en fluesmækker og slår ud efter den bizarre kombination af engle og myg, der enten prøver at stikke ham eller ramme ham med amors pile. Man tvivler lidt på hvor meget kærlighed, der egentlig er i dé pile. Og skovens dyr ser undrende til inde fra skovbredden. Det vil være interessant at høre de fortællinger, børn knytter til dette billede.

Illustration: Bodil Nygaard: 'Englen'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

De mareridtsagtige drømme synes at gå igen i Mette-Kirstine Baks illustrationer, der er inspireret af kunstnerduoen Gilbert and George. En stor, mørk H. C. Andersen skriver (dystre) historier i sin notesbog med en lille tilbageholdende Ole Lukøje, der titter forsigtigt frem bag hans ryg og ikke synes at magte opgaven at beskytte den lille pige i billedet mod onde drømme. Et andet billede viser pigen, der falder og falder og falder med lukkede øjne for til sidst at åbne dem. Og baggrunden er nattesort. Man husker dem selv, de mareridtsagtige drømme, som kun børn kan have dem.

Illustration: Mette-Kirstine Bak: 'Synger ind i mit hjerte'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

Søren Jessen har taget udgangspunkt i AROS’ vartegn ’Boy’, den enorme dreng, der sidder sammenkrøbet og kigger ud på publikum. Det er der kommet en mørk, men også morsom billedserie ud af med familien som omdrejningspunkt, hvor barnet størrelsesmæssigt er en gigant i forhold til forældrene. En mor kæmper sig op af, hvad man aner er en baby så stor, at kun maven, benet og den ene fod kan være indenfor billedets rammer. Uret i baggrunden afslører, at klokken er 3 om natten. Moren, klædt i morgenkåbe, bærer på en kæmpesut, som var det en tung kampesten, og i baggrunden står faren i nattøj og holder sig opgivende for ørerne. Hvem sagde moderne familieliv er evig lykke?

Illustration: Søren Jessen: 'Endnu større'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

Det spørgsmål synes Bo Odgård Iversen også at tage op. Inspireret af Bjørn Nørgaards ’Hesteofringen’ har Bo Odgård Iversen i sin vante, farverige og ’børnevenlige’ streg tegnet en dreng, der får både arme og ben skåret af. De afhuggede lemmer opbevares sirligt i patentglas. Og så må han pænt se til, mens hans kropsdele bliver tilberedt og spist af de voksne. ’Det vokser ud igen....’ var en drengs gentagne, insisterende kommentar, da han sammen med sin klasse gik hastigt forbi Bo Odgård Iversens absurde billeder, fordi de havde travlt. Ærgerligt at hans lærer ikke tog sig tid til at høre, hvad han havde på hjerte.

Illustration: Bo Odgård Iversen: 'Frokost'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

Jørgen Stamp er inspireret af Peter Bondes ’Bang, you’re dead’ og har brugt sin 8-årige søns tegninger af tanks og bombefly, blod, sammenstyrtede huse og kæmperobotter, der spyr ild, til baggrunden for hans illustrationer. Oven på dette krigsinferno har Jørgen Stamp udstyret sin tålmodige figur Giraf fra hans serie af ’Kalle’ bøger med fuldautomatiske våben, patronbælter og militærstøvler. Det er ikke uden humor, at Jørgen Stamp har valgt pastelfarvede baggrunde i gul og lyserød til sine illustrationer.

Illustration: Jørgen Stamp: 'Stort brag'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

Glemte, lemlæstede tøjdukker på en tørresnor mellem to ridderrustninger i en tåget verden af ingenting i et Coralinsk’ landskab. Sådan har Irene Hedlund fortolket Michael Kvium. En overvældende ensomhed præger hendes billeder, der også viser en yndig klædt pige uden ansigt - placeret på et tornekrat af en piedestal på en blodrød baggrund - der får klippet en tyk tot af hendes lange lyse lokker med to gigantiske sakse. Krænkende, men hvem står bag?

Illustration: Irene Hedlund: 'Gerningsstedet'. Stygge streger. Aros Kunstmuseum/forlaget Klematis 2009.

Cato Thau-Jensen er gået på opdagelse i et Richard Mortensen værk og har digtet videre på formerne og farverne i billedet og er i bogstavligste forstand dykket ned i erotikkens mystik - som også er en del af titlen på Richard Mortensens værk. Hos Cato Thau-Jensen finder man en synliggørelse af underbevidstheden i form af ubåde under vandet, dybhavsfisk, lokkende havfruer og hajer med sylespidse tænder. Og mærkelige væsner, en del af dem uden tøj på, med motorsave, der har savet alle træer ned til træstubbe. Hvad er meningen? vil skeptikerne spørge.

Det uhyggelige, og det man frygter mest som barn, er sat i spil på ’Stygge streger’. Adskillelsen, splittelsen, ensomheden, angsten for at miste, men også med plads til humor og håb. Samlet set er udstillingen en billedrejse ind i sindets afkroge. Men er det overhovedet for børn? Kan man præsentere børn for en tegning i glade farver af en dreng, der får hugget både arme og ben af, mens de voksne gladeligt spiser de afhuggede kropsdele? Kunne man præsentere børn for terrorangrebene på World Trade Center med levende mennesker, der sprang i døden, mens kameraerne snurrede? For ’Forbrydelsen’ med søndagskaffe og et hurtigt godnatkys bagefter, og udsigten til verden, der går under efter klimakonferencen i form af katastrofefilmen 2012? Hvad er værst?

Udstillingen giver børn mulighed for at sætte ord på følelser som ubehag, frygt, angst - og væmmelse - indenfor nogle rammer, de kan relatere til: billedbogen som både genre og kunstmedie. Og på den måde er det en udstilling, der lægger op til dialog og kræver, at den voksne beskuer faktisk lytter til barnet. Tak til AROS og 8 modige illustratorer for at turde sætte børns frygt på den kunstneriske dagsorden. Herfra en opfordring til et sjællandsk museum om at lægge hus til udstillingen, når den slutter på AROS i april 2010.

Der er copyright på samtlige billeder, og de må ikke kopieres.

Bogen 'Stygge streger', udgivet af forlaget Klematis 2009.

Forlaget Klematis har i forbindelse med udstillingen udgivet en bog i samarbejde med AROS med et udvalg af de udstillede værker. ’Stygge streger – en kunstbog for børn’ hedder den, og Louis Jensen har sprogligt fabuleret over illustrationerne. Det er ikke en hyggelig godnatlæsningsbog for de mindste, men det er en vigtig bog til særlige stunder med en voksen.

Kommentarer til indlægget? Jeg hører gerne fra dig. Klik på 'Send en kommentar' i bunden af indlægget.

Begejstring på biblioteket

Nedenfor finder du et billedgalleri af udstillingen 'Mit stamtræ - fra skitse til billedbog', da den blev vist på Hovedbiblioteket i København under litteraturfestivalen 'København læser 2009'. Der kom både børnehaver, skoleklasser og forældre med deres børn forbi. Og de tegnede, læste, klædte sig ud og gik på opdagelse i resten af Hovedbibliotekets børnebogsafdeling.

I gæstebogen skrev børnene bl.a.: 'Hej bibliotek, tak fordi vi måtte komme', 'Vi har haft det ragti sjovt idag og jeg håber at vi komer i gen', 'Det var sjovt' og der blev tegnet hatte og hjerter og smileys i bogen.

Udgangspunktet for udstillingen kan du læse mere om ved at trykke her.
Og hvis du er lærer og arbejder i Sønderjylland, kan du få udstillingen ud i din kommune fra december 2009 - sommeren 2010. Læs mere her.

Klik på billederne og se dem i stort format.
Fotos. Monica Langelund

Pressemeddelelse: Udstilling med Bo Odgård Iversen

Farverige bedsteforældre, mus i krogene og rim i lange baner.

Den kreative proces er i fokus på en kommende interaktiv kunst- og litteraturudstilling for børn. Udstillingen har premiere på Hovedbiblioteket i København i forbindelse med København læser ugen fra d. 6.-12. november 2009.

NB! Se også en lille video med udstillingen her.

Bo Odgård Iversen er kunstner og børnebogsillustrator og har en skøn, fabulerende og farverig streg. Han har lavet illustrationer til Lotte Sallings nye børnebog på vers ’Mit stamtræ’, udgivet af forlaget Klematis.

Det er en fortælling om en dreng og 4 generationer af hans festlige familie. Bo Odgård Iversen har en særlig evne til at tegne flere lag ind i en fortælling, end blot hvad ordene fortæller. Der er underfundige detaljer og skæve personligheder. Hans figurer har tynde ben, tykke maver, store næser og lange arme. Sådan ser vi mennesker jo ud, er Bo Odgård Iversens svar, når man spørger ham, hvor han henter sin inspiration fra.

Bo Odgård Iversens kreative arbejdsproces i forbindelse med illustrationerne til ’Mit stamtræ’ er blevet til en interaktiv udstilling for børn og barnlige sjæle. En udstilling, der skal rundt i Danmark på udvalgte biblioteker og kulturhuse i 2009 og 2010.
Udstillingen er et indblik i Bo Odgård Iversens kreative proces fra inspiration over skitsefase til det færdige resultat, og giver samtidig børn mulighed for at lege og improvisere indenfor både billedkunst og teater.

Foto: Monica Langelund

Bo Odgård Iversen har gennem mange år samlet udklip, billeder, postkort, tegninger mm, som inspirerer ham i hans kunstneriske arbejde. En del af dette unikke materiale indgår i udstillingen som et ’moodboard’, altså en inspirerende opslagstavle. Der er desuden skitser fra arbejdsprocessen til ’Mit Stamtræ’, hvor man får et indblik i de overvejelser, Bo Odgård Iversen har gjort sig forud for det færdige resultat. Der vil være papirskitser af Bo Odgård Iversen, som børn kan tegne videre på og tage med hjem. Og endelig er de færdige illustrationer til bogen udstillet i børnevenlig højde.

Dertil kommer 4 lave borde med specialfremstillede illustrationer til udstillingen med pleksiglasplader ovenpå, så børn kan tegne videre på Bo Odgård Iversens skæve univers med whiteboardtusser. Blot for at viske det væk igen og tegne noget nyt.

Foto: Monica Langelund

En del af bogens ’baggrundskulisser’ har inspireret til en installation på udstillingen, hvor børnene kan spille teater for hinanden via de åbne rammer og endelig er der et læsehjørne, hvor børnene kan læse bøger, som Bo Odgård Iversen selv har illustreret eller ladet sig inspirere af.

Det er en stor, lille udstilling, der giver børn mulighed for at træde fysisk ind i Bo Odgård Iversens skønne univers. Og det er den kreative proces, både Bo Odgård Iversens og børnenes, der er i fokus.

Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem børnekulturformidler Monica Langelund og billedbogsillustrator Bo Odgård Iversen. Monica Langelund har taget initiativ til projektet, og Bo Odgård Iversen har fra første dag været åben og imødekommende. Lotte Salling har ligeledes været positiv overfor projektet. Resultatet af det fine samarbejde kan ses på Hovedbiblioteket i København læser ugen fra d. 6. november og hele uge 46 i 2009. Man finder udstillingen på 2. sal i børneafdelingen i udstillingsrummet ud mod Krystalgade. Læs mere her.
Herefter skal udstillingen videre, bl.a. til en række skole- og folkebiblioteker i Sønderjylland.


Kontakt: Monica Langelund 2684 7347, mo9ca@vallinas.dk.

Børns mediekompetencer 2

Indimellem skal der også være plads til de små sjove indslag. Her er et af dem.
I forlængelse af nedenstående blogindlæg om børn og krop på Louisiana, er det meget nærliggende at bringe dette videoklip. Klik her.

Med børn på kunstmuseum

Fremtidsbyer og spejlkabinetter i børnehøjde på Louisiana

På det seneste har jeg spurgt mig selv, hvad skal der til for at vække en kunstforbeholden drengs interesse for dét, mange voksne betragter som det alment dannende kulturliv? Og i forlængelse heraf: Hvad er det så helt præcist, kunst kan gøre ved børn, ikke mindst de modvillige af slagsen?

Tag nu min 12 årige søn. Sådan noget med kunst, teater og litteratur er ikke lige hans kop the. Det er jo ikke digitalt. Museer er som udgangspunkt en straf, teater er kedeligt og bøger, man selv skal læse, er noget, der skal overstås, medmindre der står Jumbobog på forsiden.
Giv ham derimod en computer, og han er hooked. Der er rigtig mange af hans slags derude i det danske land. Jeg har selv undervist en pæn del af dem i min tid som skolelærer. Børn anno 2009 er med innovationsrådgiver Claus Buhls ord digitale indfødte. I den digitale verden er de på hjemmebane. I 'den virkelige' kulturverden er det de voksne, der styrer og typisk sætter dagsordenen. Det er derfor, min søn er så oplagt at bruge som eksempel, og det forklarer, hvorfor jeg i denne blog oftest tager udgangspunkt i mine egne børn. De minder om de fleste andre børn i dag.

En torsdag eftermiddag, hvor septembersolen kastede milde solstråler over Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland, satte jeg mig for at finde svar på mine spørgsmål. Bevæbnet med en 8-årig og en 12-årig satte jeg kursen nordpå.

I øjeblikket kører to samtidsaktuelle udstillinger på museet. Den ene er arkitekturudstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn'. Når man har en søn, der siger, han vil bygge huse, når han bliver voksen, er det jo nærliggende at kigge nærmere på, hvad arkitekturen byder på….derude i fremtiden. Og en oplagt anledning til at besøge et kunstmuseum.

Plakaten til udstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn' på Louisiana

Louisiana har i deres ene aktuelle udstilling sat fokus på bæredygtig arkitektur og flyttet stilladser, 3D modeller, plancher og store fladskærme ind i den ene fløj. Der er også opstillet en række planter i spande, hvortil der er koblet et drop med henholdsvis en gennemsigtig væske og en flydende grøn farve. Desuden er der elektrisk lys ved dem. Min 8-årige datter var meget betaget af disse installationer og bemærkede, at det var smart med gadelamper med grønne planter, hvor træerne fik medicin, så de kunne overleve i byen. Med fare for at falde i både drop og ledninger kantede hun sig ind mellem planterne. De skulle opleves, mens hun var i bevægelse.

Det var derimod i særlig grad en 3D model kombineret med en computeranimeret film med et bud på en gennemført bæredygtig by, der gjorde mest indtryk på min søn.

Se mere på www.fosterandpartners.com

Byprojektet er designet af Norman Foster, der også har tegnet Elefanthuset i Københavns Zoo. Masdar-City, som byen skal hedde, er verdens første og pt. mest ambitiøse bæredygtige byggeprojekt med beliggenhed i Abu Dhabi i Forenede Arabiske Emirater. I 2023 skal det stå færdigt.

Se mere på www.fosterandpartners.com

Computeranimationer og 3D modeller; Dét var et sprog min søn forstod. Og det fik ham til at reflektere: Levede han i fremtiden? Kunne han besøge dén by? (som i min verden havde referencer til både Star Wars og Moebius). Vi blev enige om at tage til Abu Dhabi om 14 år, når det omfattende fremtidsbyggeprojekt er afsluttet. Det kommer sikkert til at koste en milliard, men der er i det mindste tid til at spare op.

Et aflukket rum på arkitekturudstillingen var indrettet i flere plateauer for at understrege fremtidens behov for at udnytte luften i hele rummet.

Kan man mon bruge toilettet? Foto: André Vallinas

Man kunne kravle op ad stiger og se senge, badekar og toiletter indrettet i 1-2 meters højde. Og selvfølgelig var mine børn oppe og stå på stigerne. Det aktiverer ikke bare hjernen, men hele kroppen for tilskueren, og dét appellerer især til børn. Ja, sikkert også til mange voksne, men vi viser det knap så tydeligt. Jeg tror, vi på vores vej til voksenlivet bliver vænnet af med at opleve og erfare med kroppen, og tænker det er barnligt. Men er det dét?

Den anden aktuelle udstilling var ”The world is yours”, som Louisiana selv beskriver således:
'På ’The world is yours’ mødes vi af den mangfoldighed af udtryk og medier, som kunsten betjener sig af lige nu. Her er levende billeder og interaktive installationer. Her er lyd, skulptur, hverdagsmaterialer, tekst, maleri og collage - ja, oven i købet duft.
En samling vidt forskellige værker, der på vidt forskellige måder bringer samtidens og samfundets store spørgsmål på banen'.

Et par af værkerne havde en særlig dragende effekt. Ikke bare på mine børn, men på publikum generelt. Det ene var, hvad der bedst kan beskrives som et avanceret spejlkabinet af kunstneren Corey McCorkle. Et smalt kileformet rum, beklædt med spejle, tiltrak de fleste forbipasserendes opmærksomhed. Var det spejlene og muligheden for at se sig selv i kunsten? Var det selve det at få lov at gøre noget aktivt. Min unger legede med krops- og ansigtsudtryk inde i dette lille spejlklædte rum, og imens stod ind til flere voksne og ventede på, det blev deres tur. Forskellen på børn og voksne er ikke så stor, når det handler om nysgerrighed og dét at relatere sig selv til kunsten. Børnene var mere umiddelbare i deres tilgang til spejlkabinettet, hvor de voksne forsigtigt bevægede sig længere og længere ind i det kileformede rum. Som om de frygtede at blive opslugt. Børn er mere frygtløse og forbinder ikke deres eget spejlbillede med så meget bøvl – endnu.


Se videoen af et barn der møder sit eget spejlbillede. Video: Monica Langelund

Et andet værk var 'Frequenzy & volume' af mexicanske Rafael Lozano-Hemmer, hvor man som tilskuer kunne bevæge sig rundt på 'udstillingsarenaen' og kaste skygger op på en væg. Dét var et hit for begge mine unger. Tænk at ens skygge kan blive 4-5 meter høj, når man selv er en lille splejs på 1,30 meter. Det var først, da jeg læste i kataloget derhjemme, at det gik op for mig, at værket handler om, at man ved at bevæge sig rundt kan tune ind på præcis den radiokanal med sin skygge, som man vil. Jeg undrede mig godt nok over al den lyd, der kom, mens ungerne bevægede sig rundt. Man når ikke at fordybe sig i traditionel forstand, når man har børn med på museum. Til gengæld ser man tingene i et andet perspektiv, hvis man indstiller sig på at se udstillingen på børnenes præmisser.

Også ved dette værk stod de voksne i kø og ventede på, det blev deres tur. Det er tankevækkende, at der aldrig er kø ved malerier af store kunstnere som Per Kirkeby eller Picasso. Og så alligevel ikke. For der er ikke meget interaktivt ved et maleri. Og noget tyder på, det ikke kun er børn, der søger det interaktive, det at kunne sætte sig selv i relation til kunsten.


Se videoen af børn, der leger med skygger og størrelsesforhold. Video: Monica Langelund

Et 3. værk på udstillingen, der gjorde indtryk på mine børn og i særlig grad min søn, var danske Superflex’ Flooded McDonald’s fra 2008. Værket er en film, der viser en mennesketom McDonalds restaurant blive oversvømmet. Langsomt får vandet tag i affald, stole, bakker og inventar i takt med, at det stiger. Der klippes mellem, at man ser de forskellige ting blive taget af vandet til klip under vandet, hvor man ser pomfritter og papkrus komme flydende. Det eneste man hører er vandets brusen.

Der er ingen mennesker, ingen åbenlyse dramatiske højdepunkter, og alligevel hviler der er sær uro og spænding over filmen. Efter at have set på filmen et par minutter vendte min søn sig forvirret om til mig og sagde nærmest anklagende; Jeg forstår den ikke! Jeg svarede ham, at man ikke altid skal forstå kunst. Og at det måske var sådan, det føltes at arbejde hos McDonalds. Så blev han stille.

Da vandet for alvor tog fat og væltede stole i filmen, ville han gerne gå. Den var kedelig, sagde han, men hele hans krop fortalte mig, at han syntes, den var ubehagelig. ’Kedelig’ er blevet et gummiord, der dækker alle former for ulyst. Og han stoppede op, da vi kom ud og spurgte om det sluttede med, at vandet forsvandt, for så ville han godt se resten af filmen. Det kunne jeg af gode grunde ikke svare på, men det endte med, at vi gik tilbage og så vandet stige mere og mere, ind til filmen sluttede. Ikke just en happy ending, men omvendt var der jo ingen, der døde. Han vil til enhver tid sige, at han ikke brød sig om filmen, men jeg kunne se, at den ikke desto mindre gjorde indtryk på ham.
Louisiana har i øvrigt købt Flooded McDonald’s til den faste samling.

Min tegne- og fortællelystne datter havde set frem til besøget i Børnehuset. Med hele 3 etager er der noget for alle interesser, og alle aktiviteter er relateret til de løbende udstillinger.

Børn mangler ikke visioner om fremtidens byggeri. En hel væg i Børnehusets ene etage er sat af til udstilling af de mange kreative bud på boliger. Foto: Monica Langelund

På nederste etage kunne man bygge sit eget hus inspireret af 'Fremtidens arkitektur er grøn' udstillingen. Min datter byggede en husbåd, der kombinerede det bedste fra et sørøverskib og en lystbåd. Praktisk bolig til den uvisse fremtid vi går i møde. Man kan bo overalt i verden, sætte sejl når vinden er god, solbade på dækket og forsvare sig med kanoner, når freden trues.

Værkstedet burde appellere til min søn med dén mulighed for at bygge huse i både all-time favourite legetøjet LEGO og andre materialer. Men nej tak. Han skulle ikke bygge noget. Når man er 12 år og er lige midt imellem barndom og ungdom, er det svært at finde sig til rette nogen steder. På det område mangler Louisiana, der ellers har alt, et værksted til de større børn og de unge, hvor æggebakkerne og leret er skiftet ud med computere og andet digitalt udstyr. Lidt i stil U.L.K (Unges Laboratorier for Kunst) på Statens Museum for Kunst. Måske det kommer…

Der er et varieret udvalg af materialer, som børn kan bygge deres eget drømmehus af i Børnehuset hos Louisiana. Foto: Monica Langelund

I kaffepausen kravlede ungerne rundt på skulpturerne i Louisianas have. Altså dem man må kravle på. Louisiana er trods alt et kunstmuseum og ikke et børnekulturhus. Favoritten var den store grønne ”Louisiana Pavillon” foran restauranten, som er designet af arkitekttegnestuen 3xN og er resultatet af et samarbejde mellem 20 virksomheder. Projektet er en del af arkitekturudstillingen og har handlet om at designe en skulpturel pavillon i bæredygtige materialer.

Tegnestuen 3xN står bag den bæredygtige pavillon på Louisiana. Foto: Monica Langelund

Der er bl.a. lagt vægt på solceller til opvarmning, selvrensende overflader, strømgenererende gulve, der aktiveres ved at blive trådt på, således at der udledes lys. Det er med andre ord en bevidst interaktiv skulptur, som inviterer til at blive brugt. Alt det ser man ikke ved første øjekast, og det var kun børn, der havde dristet sig til at indtage skulpturen i både siddende, liggende, stående og gående tilstand.

Jeg satte mig for at undersøge, hvad kunst kan gøre ved børn, men endte i lige så høj grad op med at opleve, hvad børn gør ved kunst. De ser og oplever ikke det samme som voksne, men dermed ikke sagt, at det, de ser, er ringere eller mindre reflekterende. Nogen ville sige tværtimod. Wii generationen vil noget med kunsten: Den skal udfordres, afprøves og opleves.

Hvad min søn angår, havde han sikkert været fint tilfreds med (endnu) en spilleeftermiddag i computerens selskab, men så havde han ikke følt ubehaget ved at se McDonalds blive oversvømmet, leget med skygger i gigantstørrelser eller indtaget skulpturerne i museets have - og vi havde ikke lagt fælles drømme og fremtidsplaner 15 år ude i fremtiden.


The World is yours vises frem til d. 10. januar 2010.
Fremtidens arkitektur er grøn er forlænget fra d. 2. oktober og vises frem til d. 18. december 2009.
Læs mere om åbningstider, entrépriser mm her.

Man kan se en video med arkitekt Norman Foster, der taler om visionær, bæredygtig arkitektur her.

Man kan læse mere om 3xN’s bæredygtige pavillon her.

Børns mediekompetencer

120 i timen på Youtube

Min datter sad for nylig og surfede rundt på Youtube efter sjove videoer. Hun har en forkærlighed for sådan nogle små legetøjsfigurer, der hedder Sylvanian families. Det er dyr inspireret af det engelske landliv så som ræve, harer, katte, grævlinge, ænder osv. Meget i stil med Vinden i piletræerne, skrevet af Kenneth Graheme, der udkom i 1908. Sylvanian Families er dog fra 1987 og altså et moderne legetøjsprodukt, der løbende bliver videreudviklet og opdateret.

The chocolate rabbit family. Foto: copyright www.sylvanianshop.com

Figurerne har tøj på, de er klædt i forklæde, galocher, hat og den slags. Der er ikke meget moderne eller hipt over dé figurer. De er som taget ud af 1800 tallet og har referencer til romantikken, hvilket legen også bærer præg af, når min datter og hendes veninder leger med figurerne. Det er svært at lege, at man går op i smart tøj og mode, når man har ankellang kjole og skåneærmer på. Det er heller ikke den slags legetøj, hvor man finder pakkeløsninger på nettet i form af omfattende interaktive, hjemmesider med film og spil, som man gør det med Polly Pocket, Barbie og My little Pony.

Min datter har gentagne gange bedt mig om at finde "noget med Sylvanian families" på nettet - forgæves. Derfor endte hun med selv at søge efter det på Youtube og frem kom en video, som to piger på 11-12 år har lavet, hvor figurerne fra Sylvanian Families deltager i X Factor. Det hele foregår på engelsk, men ikke desto mindre sad min datter klistret til skærmen og skulle have det hele med. Jeg blev tilkaldt og endte også med at sidde tryllebundet.

Det er fascinerende med måden, de fortolker og videreformidler X Factor som en dramatisk fortælling. Alle detaljer omkring stemmeføring, dialog, opbygning af historien og klipning rammer meget præcist det originale program og er udført yderst kompetent. Der klippes mellem værten, der introducerer programmet, deltagerne, der præsenterer sig selv for derefter at synge og dommerne, der afsiger den endelige dom. Pigerne leger med stereotyperne i programmet: Den selvsikre type, der ikke har noget at have det i. Den søde ydmyg pige, der faktisk kan synge (og det kan pigerne) og dommerne, der tilfældigvis hedder Simon (Cowell) og Sharon (Osbourne). Dommerne er henholdsvis en hund, en kat og en kanin. Kaninen drikker af en sutteflaske, katten drikker the i en kop og hunden drikker af en flaske. Værten er en lille grøn frø, hvilket har referencer til Muppet Show, hvor frøen Kermit er vært.
Klippet slutter af med et preview af næste uges afsnit, hvor der udbryder tumult blandt deltagerne. Børnene formår at slutte af med en cliffhanger, så man må se næste afsnit.

Det er et rigtig godt eksempel på, når børn fortolker medierne og endda formår at gøre det med humor og indsigt. For tænk at udsætte 1800-tals inspirerede figurer for noget så up-to-date som X Factor. At min datter selv finder frem til klippet på Youtube er tilsvarende et godt eksempel på børns mediekompetencer anno 2009. Hun er på ingen måde et enestående eksempel på en 8 årig.

Og dér stod jeg som mor og sagde, at der ikke fandtes noget som helst "sjovt" med Sylvanian Families på nettet.... Se klippet HER!

Børneteater

Børneteaterfestival i sigte

Jeg har modtaget et link til Horsens Børneteaterfestival, der finder sted d. 18.-20. september 2009. Jeg er ikke selv i nærheden af Horsens i dén weekend, men hvem der bare var…

Illustration: Copyright Horsens Børneteaterfestival 2009

Der er uden tvivl en masse godt børneteater imellem, jeg kender langt fra alle navnene. Skulle jeg satse på én forestilling, ville det blive Carte Blanches ”Skyggen af tid” for de 8 årige og opefter. Jeg fik ikke set den i København under Springfestivallen og ærgrer mig stadig. Eller måske Teater Refleksions udgave af "Den grimme ælling" for de 5-10 årige. Hvis man går efter noget for de mindste, ville jeg satse på Teatret Månegøgl og forestillingen "Et hul i maleriet". Forestillingen er for de 2-5 årige. Det er en teaterforestilling med referencer til kunsthistorien og heldigvis kommer den også på Anemoneteatret i København her i 2009/2010 sæsonen.

Teater Hund optræder med ”Tab & vind”. Dét er en vinderforestilling og den kan varmt anbefales. Hvis nogen læsere kender til nogle af de andre forestillinger, hører jeg gerne fra jer og sætter jeres anbefalinger ind her.

Læs mere om festivallen og programmet her.

Buster filmfestival

Husk BUSTER filmfestival for børn.

Der er masser af gode og billige filmtilbud fra både ind og udland.
www.buster.dk
Fra d. 17. - 27. september.

Gøglercirkus med humor og hjerte

I går så min datter og jeg gøglercirkus på Degnestavnens legeplads i Nordvest i København. Børnekulturhuset Sokkelundlille – som jeg bl.a. har linket til under ”Børnekulturhuse” på min hjemmeside - turnerer Nordvest tyndt med deres cirkusvogn 4 uger hen over sommeren. Det er en tilbagevendende tradition og sikken én.

Der er underholdning for de mindste om formiddagen og for de større børn om eftermiddagen. I går var der gøglercirkus, sæbebobler og ansigtsmaling på programmet. Kvarterets skolebørn havde forventningsfuldt indtaget bænkene foran cirkusvognen lidt i 14, i skyggen af det store bøgetræ. Stemningen var høj. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var sommer, når sommer er bedst.

Det går ikke stille for sig, når Sokkelundlille tager på turné i Nordvest.
Foto venligst udlånt fra Sokkelundlilles arkiv 2009.

Frederico og Moster Marianne stod for underholdningen. Der blev tryllet skumkaniner frem, støvet børn af med støvkoste, rappet og jongleret med fakler med levende ild. For bare at nævne lidt af alt det gøgl, der skete. Og børnene var på. Råbte højt og kastede håbefuldt armene i vejret hver gang Frederico og Moster Marianne havde brug for en frivillig fra publikum. Hvilket de havde tit, for hele forestillingen var baseret på dialogen med børnene. Frederico og Moster Marianne formåede at få gejlet børnene op og samtidig bevare kontrol over vildskaben. Beundringsværdigt, siger jeg som tidligere skolelærer.

Der var rift om at få lov at komme op og trylle med Frederico og Moster Marianne. Foto: Monica Langelund.

Foran os sad en ivrig, 10 årig dreng. Midt i forestillingen råbte han flere gange til Moster Marianne – alias Maren Grosen som er den ene daglige leder af Sokkelundlille;
”Jeg kender godt dig….jeg kender godt dig Maren!”. Det var tydeligt, at han kendte Maren fra tidligere, sandsynligvis fra nogle af alle de børnekulturelle arrangementer hos Sokkelundlille. Og gensynsglæden var stor. Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er med genkendelige voksne i måske især udsatte børns hverdag. Det havde uden tvivl også været en succes med besøg af et tilfældigt børneteater på dén solrige onsdag i august, men Sokkelundlilles særlige betydning ligger i traditionen og tilknytningen. At de samme engagerede mennesker vender tilbage og laver børnekultur med børn, på højt plan.

Frederico og Moster Marianne er et umage par. Foto venligst udlånt fra Sokkelundlilles arkiv 2009.

Dagen sluttede af med muligheden for at lave sæbebobler i kæmpestørrelse. Derudover kunne man blive malet i ansigtet eller på armene. Stort trækplaster for pigerne. Der blev malet blomster, mariehøns, firben og sommerfugle og jeg fik en lykkelig datter med hjem, der insisterede på at beholde malingen på til næste dag, så vennerne kunne se det i skolen.

Lykken er tulipaner, sommerfugle og glimmer. Foto: Monica Langelund

Man kan stadig nå at se Cirkus med Sokkelundlille i uge 35. Cirkusvognen holder denne uge ved selve børnekulturhuset på Utterslev Torv i Nordvest og har forestillinger og aktiviteter i gang fra kl 10 – 16.
Læs mere om programmet her.
Og man kan læse mere om gøgleren Frederico - som har et fast samarbejde med Sokkelundlille - her.

Den første blog

Velkommen til min blog

Den 17. august er dagen, hvor min hjemmeside officielt er blevet airborn. Det har kunnet lade sig gøre, fordi jeg har fået hjælp af familie og gode venner. Nu kan jeg det meste selv.
Jeg må tilstå, at jeg er lidt stolt over resultatet. Men hvad er en hjemmeside uden en blog? Sikkert en noget upersonlig hjemmeside. Og da jeg brænder for børnekultur - specielt billedbøger - skal siden naturligvis også have en blog.
Her vil jeg løbende tage emner op, som på den ene eller anden måde har med børnekultur at gøre. Og som forhåbentligt har andres interesse.
Hvis du har en kommentar, som du gerne vil dele med mig og andre, er du velkommen til at sende mig en mail. Du finder mine kontaktoplysninger i spalten ude til venstre.
Samme sted kan du i øvrigt skrive dig på min mailingliste, hvis du vil have et nyhedsbrev i ny og næ. Bare klik på billedet af mine fingre, der danser på keyboardet. Så kommer du det rigtige sted hen med din tilmelding.
På gensyn.