Fremtidsbyer og spejlkabinetter i børnehøjde på Louisiana
På det seneste har jeg spurgt mig selv, hvad skal der til for at vække en kunstforbeholden drengs interesse for dét, mange voksne betragter som det alment dannende kulturliv? Og i forlængelse heraf: Hvad er det så helt præcist, kunst kan gøre ved børn, ikke mindst de modvillige af slagsen?
Tag nu min 12 årige søn. Sådan noget med kunst, teater og litteratur er ikke lige hans kop the. Det er jo ikke digitalt. Museer er som udgangspunkt en straf, teater er kedeligt og bøger, man selv skal læse, er noget, der skal overstås, medmindre der står Jumbobog på forsiden.
Giv ham derimod en computer, og han er hooked. Der er rigtig mange af hans slags derude i det danske land. Jeg har selv undervist en pæn del af dem i min tid som skolelærer. Børn anno 2009 er med innovationsrådgiver Claus Buhls ord digitale indfødte. I den digitale verden er de på hjemmebane. I 'den virkelige' kulturverden er det de voksne, der styrer og typisk sætter dagsordenen. Det er derfor, min søn er så oplagt at bruge som eksempel, og det forklarer, hvorfor jeg i denne blog oftest tager udgangspunkt i mine egne børn. De minder om de fleste andre børn i dag.
En torsdag eftermiddag, hvor septembersolen kastede milde solstråler over Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i Nordsjælland, satte jeg mig for at finde svar på mine spørgsmål. Bevæbnet med en 8-årig og en 12-årig satte jeg kursen nordpå.
I øjeblikket kører to samtidsaktuelle udstillinger på museet. Den ene er arkitekturudstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn'. Når man har en søn, der siger, han vil bygge huse, når han bliver voksen, er det jo nærliggende at kigge nærmere på, hvad arkitekturen byder på….derude i fremtiden. Og en oplagt anledning til at besøge et kunstmuseum.
Plakaten til udstillingen 'Fremtidens arkitektur er grøn' på Louisiana
Louisiana har i deres ene aktuelle udstilling sat fokus på bæredygtig arkitektur og flyttet stilladser, 3D modeller, plancher og store fladskærme ind i den ene fløj. Der er også opstillet en række planter i spande, hvortil der er koblet et drop med henholdsvis en gennemsigtig væske og en flydende grøn farve. Desuden er der elektrisk lys ved dem. Min 8-årige datter var meget betaget af disse installationer og bemærkede, at det var smart med gadelamper med grønne planter, hvor træerne fik medicin, så de kunne overleve i byen. Med fare for at falde i både drop og ledninger kantede hun sig ind mellem planterne. De skulle opleves, mens hun var i bevægelse.
Det var derimod i særlig grad en 3D model kombineret med en computeranimeret film med et bud på en gennemført bæredygtig by, der gjorde mest indtryk på min søn.
Se mere på www.fosterandpartners.com
Byprojektet er designet af Norman Foster, der også har tegnet Elefanthuset i Københavns Zoo. Masdar-City, som byen skal hedde, er verdens første og pt. mest ambitiøse bæredygtige byggeprojekt med beliggenhed i Abu Dhabi i Forenede Arabiske Emirater. I 2023 skal det stå færdigt.
Se mere på www.fosterandpartners.com
Computeranimationer og 3D modeller; Dét var et sprog min søn forstod. Og det fik ham til at reflektere: Levede han i fremtiden? Kunne han besøge dén by? (som i min verden havde referencer til både Star Wars og Moebius). Vi blev enige om at tage til Abu Dhabi om 14 år, når det omfattende fremtidsbyggeprojekt er afsluttet. Det kommer sikkert til at koste en milliard, men der er i det mindste tid til at spare op.
Et aflukket rum på arkitekturudstillingen var indrettet i flere plateauer for at understrege fremtidens behov for at udnytte luften i hele rummet.
Kan man mon bruge toilettet? Foto: André Vallinas
Man kunne kravle op ad stiger og se senge, badekar og toiletter indrettet i 1-2 meters højde. Og selvfølgelig var mine børn oppe og stå på stigerne. Det aktiverer ikke bare hjernen, men hele kroppen for tilskueren, og dét appellerer især til børn. Ja, sikkert også til mange voksne, men vi viser det knap så tydeligt. Jeg tror, vi på vores vej til voksenlivet bliver vænnet af med at opleve og erfare med kroppen, og tænker det er barnligt. Men er det dét?
Den anden aktuelle udstilling var ”The world is yours”, som Louisiana selv beskriver således:
'På ’The world is yours’ mødes vi af den mangfoldighed af udtryk og medier, som kunsten betjener sig af lige nu. Her er levende billeder og interaktive installationer. Her er lyd, skulptur, hverdagsmaterialer, tekst, maleri og collage - ja, oven i købet duft.
En samling vidt forskellige værker, der på vidt forskellige måder bringer samtidens og samfundets store spørgsmål på banen'.
Et par af værkerne havde en særlig dragende effekt. Ikke bare på mine børn, men på publikum generelt. Det ene var, hvad der bedst kan beskrives som et avanceret spejlkabinet af kunstneren Corey McCorkle. Et smalt kileformet rum, beklædt med spejle, tiltrak de fleste forbipasserendes opmærksomhed. Var det spejlene og muligheden for at se sig selv i kunsten? Var det selve det at få lov at gøre noget aktivt. Min unger legede med krops- og ansigtsudtryk inde i dette lille spejlklædte rum, og imens stod ind til flere voksne og ventede på, det blev deres tur. Forskellen på børn og voksne er ikke så stor, når det handler om nysgerrighed og dét at relatere sig selv til kunsten. Børnene var mere umiddelbare i deres tilgang til spejlkabinettet, hvor de voksne forsigtigt bevægede sig længere og længere ind i det kileformede rum. Som om de frygtede at blive opslugt. Børn er mere frygtløse og forbinder ikke deres eget spejlbillede med så meget bøvl – endnu.
Se videoen af et barn der møder sit eget spejlbillede. Video: Monica Langelund
Et andet værk var 'Frequenzy & volume' af mexicanske Rafael Lozano-Hemmer, hvor man som tilskuer kunne bevæge sig rundt på 'udstillingsarenaen' og kaste skygger op på en væg. Dét var et hit for begge mine unger. Tænk at ens skygge kan blive 4-5 meter høj, når man selv er en lille splejs på 1,30 meter. Det var først, da jeg læste i kataloget derhjemme, at det gik op for mig, at værket handler om, at man ved at bevæge sig rundt kan tune ind på præcis den radiokanal med sin skygge, som man vil. Jeg undrede mig godt nok over al den lyd, der kom, mens ungerne bevægede sig rundt. Man når ikke at fordybe sig i traditionel forstand, når man har børn med på museum. Til gengæld ser man tingene i et andet perspektiv, hvis man indstiller sig på at se udstillingen på børnenes præmisser.
Også ved dette værk stod de voksne i kø og ventede på, det blev deres tur. Det er tankevækkende, at der aldrig er kø ved malerier af store kunstnere som Per Kirkeby eller Picasso. Og så alligevel ikke. For der er ikke meget interaktivt ved et maleri. Og noget tyder på, det ikke kun er børn, der søger det interaktive, det at kunne sætte sig selv i relation til kunsten.
Se videoen af børn, der leger med skygger og størrelsesforhold. Video: Monica Langelund
Et 3. værk på udstillingen, der gjorde indtryk på mine børn og i særlig grad min søn, var danske Superflex’ Flooded McDonald’s fra 2008. Værket er en film, der viser en mennesketom McDonalds restaurant blive oversvømmet. Langsomt får vandet tag i affald, stole, bakker og inventar i takt med, at det stiger. Der klippes mellem, at man ser de forskellige ting blive taget af vandet til klip under vandet, hvor man ser pomfritter og papkrus komme flydende. Det eneste man hører er vandets brusen.
Der er ingen mennesker, ingen åbenlyse dramatiske højdepunkter, og alligevel hviler der er sær uro og spænding over filmen. Efter at have set på filmen et par minutter vendte min søn sig forvirret om til mig og sagde nærmest anklagende; Jeg forstår den ikke! Jeg svarede ham, at man ikke altid skal forstå kunst. Og at det måske var sådan, det føltes at arbejde hos McDonalds. Så blev han stille.
Da vandet for alvor tog fat og væltede stole i filmen, ville han gerne gå. Den var kedelig, sagde han, men hele hans krop fortalte mig, at han syntes, den var ubehagelig. ’Kedelig’ er blevet et gummiord, der dækker alle former for ulyst. Og han stoppede op, da vi kom ud og spurgte om det sluttede med, at vandet forsvandt, for så ville han godt se resten af filmen. Det kunne jeg af gode grunde ikke svare på, men det endte med, at vi gik tilbage og så vandet stige mere og mere, ind til filmen sluttede. Ikke just en happy ending, men omvendt var der jo ingen, der døde. Han vil til enhver tid sige, at han ikke brød sig om filmen, men jeg kunne se, at den ikke desto mindre gjorde indtryk på ham.
Louisiana har i øvrigt købt Flooded McDonald’s til den faste samling.
Min tegne- og fortællelystne datter havde set frem til besøget i Børnehuset. Med hele 3 etager er der noget for alle interesser, og alle aktiviteter er relateret til de løbende udstillinger.
Børn mangler ikke visioner om fremtidens byggeri. En hel væg i Børnehusets ene etage er sat af til udstilling af de mange kreative bud på boliger. Foto: Monica Langelund
På nederste etage kunne man bygge sit eget hus inspireret af 'Fremtidens arkitektur er grøn' udstillingen. Min datter byggede en husbåd, der kombinerede det bedste fra et sørøverskib og en lystbåd. Praktisk bolig til den uvisse fremtid vi går i møde. Man kan bo overalt i verden, sætte sejl når vinden er god, solbade på dækket og forsvare sig med kanoner, når freden trues.
Værkstedet burde appellere til min søn med dén mulighed for at bygge huse i både all-time favourite legetøjet LEGO og andre materialer. Men nej tak. Han skulle ikke bygge noget. Når man er 12 år og er lige midt imellem barndom og ungdom, er det svært at finde sig til rette nogen steder. På det område mangler Louisiana, der ellers har alt, et værksted til de større børn og de unge, hvor æggebakkerne og leret er skiftet ud med computere og andet digitalt udstyr. Lidt i stil U.L.K (Unges Laboratorier for Kunst) på Statens Museum for Kunst. Måske det kommer…
Der er et varieret udvalg af materialer, som børn kan bygge deres eget drømmehus af i Børnehuset hos Louisiana. Foto: Monica Langelund
I kaffepausen kravlede ungerne rundt på skulpturerne i Louisianas have. Altså dem man må kravle på. Louisiana er trods alt et kunstmuseum og ikke et børnekulturhus. Favoritten var den store grønne ”Louisiana Pavillon” foran restauranten, som er designet af arkitekttegnestuen 3xN og er resultatet af et samarbejde mellem 20 virksomheder. Projektet er en del af arkitekturudstillingen og har handlet om at designe en skulpturel pavillon i bæredygtige materialer.
Tegnestuen 3xN står bag den bæredygtige pavillon på Louisiana. Foto: Monica Langelund
Der er bl.a. lagt vægt på solceller til opvarmning, selvrensende overflader, strømgenererende gulve, der aktiveres ved at blive trådt på, således at der udledes lys. Det er med andre ord en bevidst interaktiv skulptur, som inviterer til at blive brugt. Alt det ser man ikke ved første øjekast, og det var kun børn, der havde dristet sig til at indtage skulpturen i både siddende, liggende, stående og gående tilstand.
Jeg satte mig for at undersøge, hvad kunst kan gøre ved børn, men endte i lige så høj grad op med at opleve, hvad børn gør ved kunst. De ser og oplever ikke det samme som voksne, men dermed ikke sagt, at det, de ser, er ringere eller mindre reflekterende. Nogen ville sige tværtimod. Wii generationen vil noget med kunsten: Den skal udfordres, afprøves og opleves.
Hvad min søn angår, havde han sikkert været fint tilfreds med (endnu) en spilleeftermiddag i computerens selskab, men så havde han ikke følt ubehaget ved at se McDonalds blive oversvømmet, leget med skygger i gigantstørrelser eller indtaget skulpturerne i museets have - og vi havde ikke lagt fælles drømme og fremtidsplaner 15 år ude i fremtiden.
The World is yours vises frem til d. 10. januar 2010.
Fremtidens arkitektur er grøn er forlænget fra d. 2. oktober og vises frem til d. 18. december 2009.
Læs mere om åbningstider, entrépriser mm her.
Man kan se en video med arkitekt Norman Foster, der taler om visionær, bæredygtig arkitektur her.
Man kan læse mere om 3xN’s bæredygtige pavillon her.
