Anmeldelse af ’Lille Picasso’ på Det Lille Teater.

’Hvis man ved, hvad man vil lave, er der jo ingen grund til at lave det’ lyder det i åbningsscenen i københavnerteatret Det Lille Teaters nye forestilling ’Lille Picasso’. Citatet tilhører Picasso og danner rammen om en forestilling, der er knap i ord og egentlig handling, men rig på leg og sanselighed.
Kort fortalt handler forestillingen om Picasso i en vekselvirkning mellem barn og voksen med et kig ind i hans nysgerrige, fabulerende, legefyldte univers.
Scenografien er simpel og virkemidlerne enkle og dét fungerer rigtig fint til en forestilling, der handler om en verdensberømt kunstners rige indre univers.
Et staffeli og en blå kiste udgør de eneste rekvisitter i et højloftet teaterrum holdt mørkt, med sortmalede vægge. Gulvet er fyldt med små og store lemme, hvorfra ting og mennesker konstant kommer op og pirrer – eller afspejler - Picassos fantasi.

'Lille Picasso' er en poetisk og sanselig lille forestilling. Foto: Aske Rif Torbensen

De 3 skuespillere, Susanne Storm, Karen Pontoppidan Monrad og Ole Boisen, indleder forestillingen med et fødselsdagsselskab, som Picasso afholder, med the og kakao der hældes op og drikkes med stor indlevelse. De sluprende lyde bliver til en melodi og forestillingen skydes i gang musikalsk.
Lille Picasso kommer op fra en lem i gulvet i form af en hånddukke. Han åbner den blå kiste og finder en pensel. Store Picasso tager penslen og fortæller om, hvordan penslen er en prik, der kan indeholde alt fra tissemyrer til tornadoer. Med denne pensel males den videre fortælling frem. Op fra gulvet kommer bl.a. en fnysende tyr, en kælen kat, en flirtende kvinde og to mistroiske uglefigurer. Velkendte motiver fra Picassos kunstneriske univers.

Picassos billeder flyver gennem luften i forestillingen 'Lille Picasso'. Foto: Aske Rif Torbensen

Det er en forestilling, der vil den kunstneriske oplevelse før den pædagogiske og heldigvis for dét. Helt i Picassos ånd er det legen, der får lov at være omdrejningspunktet i forestillingen. Der danses og mimes, flirtes og leges fangeleg undervejs. En af de bedst fungerende scener er scenen, hvor Picassos skabertrang og produktivitet skildres helt uden ord, men akkompagneret til tonerne af en stigende temperamentsfuld spansk guitar. Picassos kreativitet kendte som bekendt ingen grænser. Billederne vælter i ét væk op fra én lem, hen over scenen og ned gennem en anden lem. På deres vej hen over scenen er en række af Picassos velkendte motiver på billederne med til at fortælle noget om Picasso som kunstner.

Måske der næsten er lidt for mange ord i et par af scenerne, som da Ole Boisen i en ellers veloplagt rolle som Picasso fortæller om Picassos liv og opvækst. Vi behøver dem egentlig ikke som publikum for at forstå, hvad resten af forestillingen skildrer så fint: at Picasso både rummede det nysgerrige legebarn, kunstneren med det store ego, kvindebedåreren og tvivleren.

Hen mod slutningen dukker Picasso op i miniformat som hånddukke, klædt ud som tyrefægter. Det er en sjov detalje, at Picasso går igen i forestillingen i 3 størrelser, som både skuespiller og hånddukke. En detalje min 10-årige datter bed særligt mærke i. Og en stil Det Lille Teater efterhånden har gjort til deres varemærke i flere af deres seneste forestillinger.
Lille Picasso er i lige så høj grad en forestilling for voksne. Og før man ved af det, er rejsen ind i Picassos univers slut.

Foyeren er indrettet med Picasso i tankerne. Et par skoleklasser har malet Picassobilleder på små lærreder, som er hængt samlet op på én væg, mens resten af foyeren viser andre aspekter af Picasso. Den lille udstilling gav anledning til flere samtaler mellem børn og voksne før forestillingen startede. Det er en fin måde at sætte fokus på Picasso. At skabe dialog mellem barn og voksen før - eller efter - forestillingen. Pædagogik for sig og kunst for sig, omend de stadig går hånd i hånd, når det handler om børnekulturformidling.

Vil du læse mere om forestillingen eller bestille billetter? Klik HER.

Al magt til krusedulletegnerne

Hører du også til dem, der sidder og tegner krusedulletegninger, når du taler i telefon eller er til møde? Og som bagefter kigger ned på papiret og tænker 'gad vide hvad jeg tænkte på?'
Bare rolig, du er ikke alene. Du hører til en stor gruppe af mennesker, der formår at tænke kreativt og stimulere din hjerne på bedste vis.
Brug 5 minutter på at se hvorfor her på den her TED video:

Nyt samarbejde mellem non-profit netværket Copenhagen Kids og børne- og ungekulturkonsulenterne i København

'Møder i Mørket' august 2011

Det frivillige børne- og ungekulturelle netværk Copenhagen Kids har i samarbejde med børne- og ungekulturkonsulenterne i Københavns Kommune – Maria Nielsen og Tenna Weng Pedersen – arrangeret en række fyraftensmøder. Idéen er at invitere inspirerende foredragsholdere til at komme med indspark til arbejdet med børne- og ungekultur i kommunen. Målet med møderne er at skal skabe tid til refleksion i hverdagen, sætte fokus på videndeling og netværk og ikke mindst prioritere det fysiske møde, i en tid hvor mere og mere kontakt foregår online.

Maiken Ingvordsen var inviteret til at skyde sæsonen i gang med et oplæg om fundraising til kreative projekter tirsdag d. 23. august. Hun har netop udgivet en bog med samme titel. Maiken er uddannet pianist og lever i dag både af at udgive cd’er, yde konsulentbistand til andre kreative med alt fra hjemmesideopsætning til idéudvikling og strategiplanlægning. Hun afholder kurser og skriver bøger. Hun vendte flere gange under foredraget tilbage til den digitalisering, der er sket inden for stort set alle kulturelle områder, og hvordan det nødvendiggør, at man som kreativ tænker i nye salgs- og formidlingsmuligheder.

Maiken Ingvordsen. Foto: Lisbeth Holten

Maikens smittende humør og hendes store engagement i kulturlivet mindede os som publikum om, hvorfor det fysiske møde er vigtigt. En ting er at læse en inspirerende bog om, hvordan man får den gode idé og finder pengene til den. Noget andet er at møde mennesket bag, der har gjort sig alle de erfaringer, der ligger til grund for bogen. Maiken delte rundhåndet ud af gode råd, navne, steder og ’what not to do’.

Maiken talte om at forretningsplaner er kedelige og stive at gå til og opererer i stedet med en 5-gears model. Den deler hun op i 1) den kreative proces 2) det administrative 3) synlighed og markedsføring 4) netværk og 5) salg. Før så Maiken det som statiske gear, hvor hjertet lå i den kreative proces. Den indstilling har hun revurderet. Det nye er at det hele foregår samtidig, løbende. Fundraising og markedsføring og netværk kan gå hånd i hånd fx via crowdfunding, der er ikke længere tale om separate processer, men at det hele ’smelter sammen’. Markedsføring kan også ske i idé- og produktionsfasen. Jo bedre man bliver til at tænke i de baner, jo større sandsynlighed er der for at projektet lykkes.

En lille film om fundraising from maiken ingvordsen on Vimeo.

Maiken talte endvidere om fondsmidler og støtteordninger og gennemgik de mange muligheder, der er for at søge støtte. Man kan søge fondsmidler til mange forskellige projekter: daglig drift, udvikling og research, events, kreative projekter, efteruddannelse osv. Jo mere tværfagligt man tænker, jo større sandsynlighed er der for støtte. Hun understregede, at det handler om at turde spørge: Har I ikke nogle penge? Folk får ikke når de ikke spørger – så det er værd at søge uopfordrede legater.

Selve fundraisingen gribes struktureret an. Maiken sørger for at holde overblik over deadlines, sendte ansøgninger, hvad der har givet støtte etc. At fundraise skal indarbejdes som en del af hverdagen for en kreativ. Og så behøver ansøgningerne ikke være tørre og kedelige bare fordi man søger penge. De må gerne afspejle de kreative ideer, der som regel søges støtte til.

Derudover talte Maiken om patchworkmodeller, co-branding, crowdfunding og mediepartnerskab. Hun kom ind på markedsføringsstrategier som push-pull, om viral markedsføring og om hvordan alle har råd til at markedsføre sig selv i dag for få midler i kraft af de digitale medier. Markedsføringen er nødt til at være kreativ og gå nye, billige veje, slog Maiken fast. ’Det skal være skidesjovt!’. Hun kom ind på idéudvikling, hvordan man skal slippe den indre kritiker for at udvikle nye skæve ideer, hvorfor det er vigtigt med et godt netværk og inspirerende samarbejdspartnere.
Det kan man alt sammen læse mere om i hendes bog eller på hendes hjemmeside
www.sowhatcopenhagen.dk.

Fyraftensmødet sluttede af med tid til at netværke. Kælderlokalet var fyldt, så det kan anbefales at komme i god til til næste møde d. 20. september fra kl 17.-18.30 i Café Mellemrummet, Ravnsborggade 11, hvor Andreas Spinner Jensen vil tale om bæredygtig byudvikling for børn og unge.

Følg med i hvornår de næste møder afholdes og hvem der holder oplæg. Meld dig ind i Facegruppen ' Møder i mørket' HER.

(referat: Monica Langelund)

Radikale innovationsstrategier i undervisning verden over

Det er rart med flere interessante folk med visioner for fremtidens uddannelsessystem, ud over den gode Ken Robinson, som har vandret nettet tyndt flere gange. Innovationsekspert Charles Leadbeater var på udkig efter 'radical innovation' inden for undervisning og endte i slumkvartererne i Brasilien og Afrika. Han undersøger i videoen her fra TED forskellen på innovativ undervisning i i- og ulande, hvor den moderne teknologi har stor betydning. Meget er muligvis endnu kun på visionsplan, kun drømme og forhåbninger - men fremtidsperspektiverne er interessante!



Charles Leadbeater har i øvrigt skrevet bogen 'We think' - som jeg ikke har læst endnu - men som jeg vil få fat i. Jeg bed mærke i dette citat:

Past: You were what you owned
Now: You are what you share

Se en teaser til bogen her:

Derfor skal børn lege!

En gang imellem falder jeg over en video, der opsummerer alt det, jeg mener om legens betydning, ikke mindst i vores uddannelsessystem. Den her video er en af dem. Brug 12 minutter på at se den og forstå hvorfor legen er så altafgørende vigtig. Som det siges i videoen: Invest in childhood (and play). Det kræver ikke engang ekstra ressourcer at slippe legen fri. Børnene leger jo selv. Vi skal væk fra at se ned på det som 'fri leg'. Vi skal værdsætte at det er fri leg. Det udelukker ikke den strukturerede hverdag, hvilket børnelægen og psykologen også understreger her i videoen. Det er i sig selv interessant, at det er børnelægerne der nu slår et slag for legens betydning. De er bekymrede.

Og ja, det er en video der tager udgangspunkt i det amerikanske uddannelsessystem, der er anderledes end det danske, men vi er på vej derhenaf herhjemme, hvis vi ikke holder fokus på den frie legs værdi.

Vi bliver gode til dét, vi leger med!

Vi bliver gode til dét, vi leger med. Og jo mere vi leger, jo bedre bliver vi. Det gælder ikke kun børn. Den gamle dame, der er strikkeekspert, og kan strikke søde bamser på oldebarnets hjemmestrikkede trøje, har leget med strikkepinde hele livet. Naboen, der kan fixe opvaskemaskinen, har leget med mekanik hele livet. Min egen søn legede med LEGO fra han var i stand til at holde på legetøj. I dag har han rykket interessen for at bygge og konstruere ind i computerspillet Minecraft, hvor man bygger med kvadrater. Han ved allerede, at han vil være ingeniør og trods hans 14 år, tror jeg ikke han skifter holdning. Den tekniske tilgang til leg er hans følgesvend.

Pigen her nedenfor er god til at lege med hår og makeup. Hun er autodidakt, men lever af sin interesse i dag. Hun er oprindeligt uddannet indskolingslærer og elskede at undervise mindre børn. Makeup interessen var noget hun dyrkede på sidelinjen, hvor hun arbejdede med at lægge makeup på andre og sælge skønhedsprodukter. Hun opdagede, at hun var et naturtalent og fulgte op med masterclasses, selvstudier, makeup-seminarer. I dag har hun egen Youtube kanal, twitter, blog og hjemmeside, hvor hun løbende poster nye videoer med tips og vejledning.

I vores danske øjne er hun ultra blond. De første minutter af den video, jeg ved et tilfælde fandt med hende, sad jeg mest og kluklo lidt af alle mine fordomme om blonde amerikanske piger, der lever for at shoppe. Indtil det gik op for mig, at hun jo kunne noget. Hun vidste, hvordan man laver en 'cute ponytail'. Jeg tog mig selv i at se videoen til ende og et par dage senere fortælle en veninde, hvordan man kan sætte en hestehale lidt mere fikst. Halvt i skepsis, halvt i fascination.


Uanset hvor blond hun må virke, så ved hun noget om hår og makeup. Og hun ved det, fordi hun ikke kan lade være med at lege med hår og makeup, selvom hun som udgangspunkt tog en helt anden uddannelse. Hun kombinerede uddannelsens mål - at undervise - med interessen for makeup og i dag har hun 56.000 'likes' på Facebook og har succes som freelancer. Det er altså ikke helt blond...

Om dét at starte en Youtube kanal siger hun selv i sin FAQ på hjemmesiden: 'Make the videos you want to make and don't be influenced by others or negativity. Share what you know, what you like, and focus on your viewers, no matter how few or many you have. Stay positive, have fun, and don't pay any attention to anything negative others have to say: It's so fun and rewarding!'
- med andre ord: Leg dig frem.

Hvis vi vil have et meningsfyldt arbejdsliv, skal vi lytte mere til vores indre legebarn.
Hvad gør os glade, hvad føles som leg for os?
Får dit indre legebarn plads i dit daglige arbejde?

Fremtidens kunst - The future of art

Den her video er interessant. Det går hurtigt, det er på engelsk, men på 20 minutter får man følelsen af at få et kig ind i fremtiden, ikke mindst hvad vi kan forvente os inden for det kunstneriske felt. Det er en video om kreative (digitale) processer, fremtidens kunst, sociale medier og hvordan det hele hænger sammen. Wauw! Fremtiden er nu.

The Future of Art from KS12 on Vimeo.

Hippiepædagogik eller fast struktur? Debatmøde om det gode børneliv i daginstitutionerne

Hippiepædagogik eller fast struktur? Sådan lød overskiften på en paneldebat, jeg overværede i går, hvor bl.a. socialminister Benedikte Kjær og den tidligere viceborgmester i Gentofte Marie-Louise Andreassen (også folketingskandidat, fra De Radikale) deltog. Mødet var sat i stand af Marie-Louise Andreassen, der, ligesom store dele af det pædagogiske miljø, var blevet provokeret af Benedikte Kjærs nylige udmeldinger om, hvad hun kaldte et opgør med hippiepædagogikken i vuggestuerne. For hvad mente Benedikte Kjær præcis med det? DPU-forsker Ole Henrik Hansen og BUPL-formand Henning Pedersen deltog også i mødet.

Det var et godt og vigtigt initiativ, der egentlig kom i stand allerede før valgkampen blev skudt i gang. Nogle vil mene, at der er andre, mere væsentlige ting at diskutere i en valgkamp. Det var vi en del, der var uenige i. Fremmødet var stort og publikum var spørgelystne og engagerede.

Ole Henrik Hansen præsenterede sin forskning inden for småbørnsforskning. Hans forskning viser bl.a., at det har betydning hvilken hverdag vuggestue børn har. Jo mere voksenkontakt i en struktureret hverdag, jo bedre chancer for et godt liv videre frem. Små børn, der skal forvalte for stor en del af deres egen dag i daginstitutionen, stimuleres ikke optimalt og det bremser deres udvikling. En hverdag, hvor pædagogerne ikke er synlige nok, ender oftere i støj, stress og fravær i forhold til børnene. Han fortalte om hvordan hjernen udvikler sig eksplosivt de første 3 år og argumenterede for, at vi skal indrette vores pædagogik efter disse facts. Det handler om kommunikation med det enkelte barn, om sprogstimulering, nærvær mm. Ole Henrik Hansen kalder det 'kærlighed'.

DPU-forsker Ole Henrik Hansen talte om omsorg og nærvær og en struktureret hverdag for de mindste. Socialminister Benedikte Kjær lyttede. Foto: Søren Michaelsen/Formand for Gentofte børnevenner, som lagde hus til arrangementet.

Benedikte Kjær, der har inviteret Ole Henrik Hansen med i den taskforce gruppe, som skal samle viden om 'fremtidens dagtilbud' var et langt stykke af vejen enig med Ole Henrik Hansen. Hun talte om betydningen af at flytte fokus fra folkeskolen over på daginstitutionerne, 'fordi det er her fundamentet for en god skolestart lægges', som hun udtrykte det.
I dét lys kom legen - i sin såkaldte frie form - til at stå meget klemt og formålsløs, ja næsten som noget, der er skidt for børn.

Copyright på foto.

Henning Pedersen satte pris på det fokus, der kommer med en debat som denne: på rammernes betydning for de mindste børn, for hvad vil vi byde børnene? Han efterlyste desuden et fokus på hvad vi bruger den viden til, som vi opnår via forskning og slog et slag for færre dokumentationskrav. Hvad er det du vil opnå? spurgte han flere gange Benedikte Kjær.
Marie-Louise Andreassen talte om tryghed og normering. Hun afviste på ingen måde en struktureret hverdag i daginstitutionerne, men hun understregede, at hun ikke var glad for alt for meget ensretning, testtænkning og dokumentation. Hun talte om behov for anerkendelse for hele fagområdet og inviterede publikum til at byde ind med erfaringer fra 'det virkelige liv'. Dén invitation blev imødekommet.

Det med dokumentationen kunne alle paneldeltagere blive forholdsvis enige om. Dokumentation skal bruges til væsentlige opgaver. Det er idioti, syntes alle at mene, at dokumentere bare for at dokumentere. Så langt så godt, fristes jeg til at tilføje. Benedikte Kjær understregede, at hun har ændret kravene på området så læreplanerne fremover skal tages op hvert 2. år og alle børn ikke automatisk skal sprogscreenes. Blandt publikum var der bl.a. fokus på den pressede hverdag, på normeringen, på pædagogernes arbejdspræmisser, på bedre ledelse, på behov for større fokus på det praktisk-musiske og på en pædagoguddannelse, der ikke er tidssvarende i opbygning, og som i værste fald er reduceret til 8 undervisningstimer pr. uge på visse uddannelsessteder. Det hele blev kommenteret af paneldeltagerne. Frustrationen var ikke til at tage fejl af og det faldt ikke i god jord, at Ole Henrik Hansen talte om, at bedre pædagognormering ikke har betydning i selv. Det er, hvad vi bruger normeringen til, det tæller, mener Ole Henrik Hansen: Han blev modsagt af Marie-Louise Andreassen, der fastholdt at vi som minimum må sørge for, at der er hænder nok til at klare alle opgaverne. Jeg kan kun give hende ret. Den gode pædagogiske indsats begynder med, at der er nok voksne til at tage sig af de mange opgaver i daginstitutionerne.

Folketingskandidat Marie-Louise Andreassen fra Radikale (th i billedet) talte om bedre pædagognormering og anerkendelse af fagområdet.
Foto: Søren Michaelsen/ Formand for Gentofte Børnevenner, som lagde hus til arrangementet)

Personligt savnede jeg et mere nuanceret forskningsgrundlag og et opdateret syn på begrebet 'fri leg'. Det er trist og ikke særlig hensigtsmæssigt for en vigtig debat, at det bliver til et enten-eller. Konklusionen bliver nemt: Enten skal vi have strukturerede rammer eller er der også fri leg på alle hylder. Tiden er til struktur og planlægning og et endeligt opgør med laissez-faire pædagogikken. Jeg mener Ole Henrik Hansen har fat i nogle vigtige pointer, når han taler om omsorg og nærvær. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at børn bare skal overlades til sig selv dagen lang. Men omsorg er også at forstå børns egen legekultur - som den fri leg i virkeligheden er et udtryk for. I børns legekultur, den leg de leger på egne præmisser, hvor de voksne ikke blander sig eller planlægger eller styrer slagets gang, gemmer sig viden og ressourcer, der kan inddrages i planlægningen af det pædagogiske arbejde. Det handler med andre ord om at kvalificere 'den fri leg' i det pædagogiske arbejde og ikke bare bruge den som sutteklud, når der mangler tid eller engagement. Det er vi nødt til at få tydeligere frem i den politiske debat for at gøre op med den utidssvarende opfattelse af, hvad fri leg er. Det er noget, der optager mig meget og som jeg pt. har et samarbejde med et forlag om.

Jeg foreslog Benedikte Kjær, at tænke forskningen inden for det børne- og ungekulturelle område mere tydeligt ind i hendes taskforce, fordi det vil nuancere debatten og grundlaget for den politiske linje, både i pædagoguddannelsen og ude i daginstitutionerne. Ole Henrik Hansen mente, at børns legekultur allerede var en del af hans forskningsgrundlag sidestillet med det udviklingspsykologiske perspektiv. Jeg er ikke helt enig med sidestillingen, men det må blive en anden diskussion en anden gang.

Alt i alt var det en fin debat og som flere påpegede under mødet, er det positivt, at vi har fået skudt en politisk debat i gang, hvor der forhåbentlig bliver plads til at diskutere, hvad det gode børneliv egentlig er.

Nysgerrig efter at vide mere?
Læs mere om Ole Henrik Hansen, herfra kan du samtidig komme videre til andre relevante links. Klik HER
Søg evt. på 'Early childhood matters', som Ole Henrik Hansens forskning indgår i på et internationalt plan.
Vil du vide mere om forskningen på det børne- og ungekulturelle område.
Læs mere HER.

Den svære overgang... en anmeldelse af 'En sælsom nat' på Anemone Teatret

Anemone Teatret sætter i deres nyeste forestilling 'En sælsom nat' fokus på overgangen mellem barndom og voksenliv. Hovedpersonen er indskolingspigen Lillan, der stadig elsker sin sælbamse Sælus, selvom de andre børn i skolen griner af hende. De vil hellere lege med dukken Linda, en Bratz-lignende dukke med sølvglimmerstøvler med 10 cm høj hæl. Sådan en dukke må Lillan derfor også have for at hun kan være sej ligesom kammeraterne. Det er dog stadig Sælus, der kommer med i seng om aftenen, når der skal kysses godnat.

Sælus er stadig yndlingsbamsen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

I løbet af natten bliver tøjbamserne og dukken Linda levende. Tøjbamsen Grimmergøj, der kan trylle, får tryllet et par sølvglimmerstøvler magen til Lindas frem til Lillan. I det øjeblik hun får dem på, bliver hun hevet ind i et fjernt univers, langt fra det trygge barneværelse, hvor isdronningen regerer i Isørkenen. Kun Sælus kan redde Lillan fra hvad der i virkeligheden er en kold, utryg voksentilværelse, hvor man ikke må stille spørgsmål, fjolle eller være for nysgerrig, for så risikerer man bare, at de andre griner. Spørgsmålet er, om Sælus kommer Lillan til undsætning?

Lillan er fanget i Isørkenen. Pressefoto fra 'En sælsom nat'

Det er en forestilling fuld af skøn og fascinerende scenografi, hvor scenerummets dybde understreges af de mange gardiner, døre, låger og vinduer, der vækker både børn og voksnes nysgerrighed. Hvad gemmer der sig bag dét, vi kan se med det blotte øje? - akkurat som man kan spørge, hvad der gemmer sig efter barndommen? Scenografien leder ligeledes tankerne hen på en billedrig børnebog med masser af detaljer at gå på opdagelse i. Alt i alt en visuel fryd for øjet for både store og små, som forstærker fortællingen om den svære overgang.

Kostumerne er - som altid i Anemone Teatrets ånd - både fjollede og gennemførte, fulde af skæve detaljer. Og der er tale om en underskøn debut af den nyuddannede skuespiller Maria La Cour, som leverer en troværdig Lillan, der både er sødmefuld og barnlig uden at være overspillet.

Lillans bamser bliver levende, da natten falder på. Pressefoto fra 'En sælsom nat'.

Jeg kom undervejs i tvivl om, hvorvidt jeg synes billedet af dét at blive voksen er fremstillet lidt for følelseskoldt i forestillingen. Det var ind til det slog mig, at dét at blive voksen set med barneøjne – og Isørkenen er jo netop et billede på Lillans forestilling om voksenlivet - tit kan blive et næsten skræmmende billede af en uvis fremtid, hvor alt det sjove og trygge og tiden til leg forsvinder.

Om Sælus redder Lillan og om Lillan finder ud af, at det med at blive større ikke er så farligt, må man selv gå ind og se.

Og et lille efterord: Min 10-årige datter var opslugt hele vejen gennem forestillingen og meget berørt ved stykkets afslutning. Så har man en præ-teenage pige i huset, der den ene dag gerne vil være stor og gå sent i seng og den næste dag ønsker sig en ny plysbamse, så er ’En sælsom nat’ en både god og relevant forestilling.

Køb billetter til forestillingen HER

Læs mit tidligere indlæg om betydningen af yndlingskulturinstitutioner og om Anemone Teatret som en af MINE yndlingskulturinstitutioner HER

Kulturelle barndomsminder og lidt om, hvorfor vi har brug for yndlingskulturinstitutioner

Elskede kulturinstitutioner kommer under huden på os, uanset om vi er børn eller voksne. Et enkelt besøg kan ikke gøre det. Magien ligger i gentagelsen, i muligheden for at komme igen. Vi voksne vender tilbage til vores favorit kulturinstitutioner, hvad end de hedder Vega, Louisiana, Den Grå hal eller Det Kongelige Teater, fordi vi af erfaring ved, at alene de fysiske rammer i sig selv garanterer en god oplevelse. Og som barn kan et forhold til en enkelt kulturinstitution være langt mere værdifuldt set fra barnets eget perspektiv, end hvis man hver weekend kommer ud til nye kulturoplevelser i nye rammer. Man får et personligt forhold til den 'udvalgte' kulturinstitution og begynder at betragte den som en gammel ven, man kan regne med, jo flere gange man vender frivilligt tilbage.

Da jeg var barn havde jeg er særligt forhold til Zoologisk Museum og de mange udstoppede dyr. Det var billigt at komme ind, så jeg kom der tit med min mor og når først man var indenfor åbnede en eksotisk verden sig for øjnene af mig, hvor min fantasi fik frit spil. Det var tilbage i 70'erne, hvor aviserne ikke ligefrem bugnede med velmenende kulturtilbud for børnefamilier. Jeg er næppe den eneste, der var på fornavn med ænderne i den livagtige sø i hjertet af museet og dus med savannens dyr i det kunstige tusmørke. Og eftersom en stor del af museet ikke har ændret udseende, siden jeg var barn, er et besøg på Zoologisk Museum som en tidsrejse tilbage i barndommen. Vi går 'way back' Zoologisk Museum og jeg.

Samme følelse har jeg med Anemone Teatret i København til trods for, at jeg først begyndte at komme der, da mit ældste barn var 2-3 år. Det er 12 år, endnu et barn og mange forestillinger siden. Vi har danset med Djanzz til Elefantens slatne snabel, ladet os fortrylle af Teatret Månegøgls sanselige forestillinger for de yngste, raset med rasende Rita, grint med Cirkeline og Frederik, spillet med i Limfjordsteatrets interaktive teater og reflekteret over Teater Hunds filosofiske spørgsmål til livet for bare at nævne et par af højdepunkterne gennem årene.

Pressefoto fra Anemone Teatrets nye forestilling 'En sælsom nat'.

Vi har siddet i mørket på de lange lave bænke og forventningsfuldt ventet på at blive lukket ind i de tusinde fortællingers univers. Min søn mistede interessen for børneteater for et par år siden. Hans hjerte ligger i de digitale fortællinger. Nu er min datter på vej til de 11 og hun er begyndt at antyde, at hun måske snart er for stor til at gå med. Jeg græder stille indvendig. Kan man blive for stor til børneteater? Og vil hun mon huske Anemone Teatret, som jeg husker Zoologisk Museum? Eller er det noget helt andet hun tager med sig som sin særlige kulturelle barndomserfaring?

Vi er i skrivende stund på vej ind til premieren på Anemone Teatrets nye forestilling 'En sælsom nat', der meget aktuelt handler om overgangen fra barn til voksen. Jeg er personligt aldrig gået forgæves i Anemone Teatret, så mon ikke de også denne gang har formået at skabe en forestilling, der indkapsler skønheden ved barndommens fantasifulde univers og det til tider smertefulde i overgangen mellem barndom og voksenliv og som samtidig minder mig om, hvorfor Anemone Teatret hører til en af mine yndlingskulturinstitutioner.
Hvad er din yndlingskulturinstitution (én af dem...) og hvorfor?


Har du lyst til at besøge teatret, evt. se forestillingen?
Læs mere på Anemone Teatrets hjemmeside HER.

Læs en anmeldelse af forestillingen 'En sælsom nat' her på bloggen. Den kommer på i løbet af et par dage.