God sommer og god karruseltur!

Her er en sød ny video fra Improv Everywhere, der leger med vores oplevelse af hverdagen. Den kan passende få lov at stå som pausebillede gennem juli måned, hvor Legefakultetet vil være lidt i dvale - til fordel for sol, varme, is og leg ude i den virkelige verden. (du kan i øvrigt læse et tidligere indlæg om Improv everywhere HER)
God sommer!

Kuglebaner - Børn laver legetøj til børn

På Bakkegårdsskolen i Gentofte har 5. klasserne afholdt en konkurrence om hvilken gruppe, der kunne fremstille den bedste kuglebane. Det handlede ikke kun om at lave den hurtigste bane, men derimod om at lave den med det bedste flow: at kuglerne hverken gik i stå eller løb for hurtigt igennem. Kuglebanerne skulle egentlig bare smides ud efterfølgende, men vinderbanen endte oppe i fritidsordningen hos de 5-10 årige og her er den et hit.

Simpel kuglebane med stor legeværdi. Foto: Monica Langelund

Pædagogerne fortæller, at den bliver brugt stort set hele tiden. Projektet har inspireret pædagogerne til at planlægge at starte et projekt i indskolingen, hvor 3. klasserne fremover laver kuglebaner til de yngre børn. Og gerne nogle kuglebaner der rent æstetisk også er flotte at kigge på, så de kan hænge fremme til både leg og nydelse.

Kuglebanen er fremstillet af en malet masonitplade med lister og toiletruller. Foto: Monica Langelund

Jeg kom forbi på et tidspunkt, da et par 3. klasses piger afprøvede banen sammen med en dreng fra børnehaveklassen. Der fulgte en hel spand med kugler med banen, farverige kugler med striber og prikker og lækre farver. Og der gik sport i at få alle kuglerne i spil - vel at mærke uden at de røg ud af banen - på een gang.

Foto: Monica Langelund

Materialerne er simple: en masonitplade, trælister, toiletruller, tændstikæsker, tape, maling.
Og jeg beklager den elendige billedkvalitet. Kameraet i mobiltelefonen har set bedre tider... Og så vender videoen på siden, fordi jeg ikke kan få den vendt den rigtige vej. Man må læne hovedet lidt på skrå.

Invitation til legerevolution!

Steve Keil inviterer til legerevolution med et manifest for leg.
Den her video opsummerer alt hvad Legefakultetet handler om. Man kan vælge at bruge et par timer på at læse diverse indlæg her på bloggen eller - hvis man har travlt - bruge 17 minutter på Steve Keils billedrige fortælling om legens betydning.

Her er et par citater fra videoen:
We devalue play.
Our brains are hardwired for play.
The more we play - the bigger the brain.
Play is a genetic birthright

- Så hvad venter vi på?...

Een kunstner - 100 personligheder. Skizofren? Nej. Legebarn? Ja.

Havde du usynlige venner da du var barn? Det havde jeg. En hel bunke af dem faktisk. Og vi legede alle mulige sjove lege nede langs Sortedamssøen. Noget med ismaskiner, der kunne producere uendeligt med is og sådan. Og noget siger mig, at kunstneren Shea Hembrey også havde usynlige venner, da han var barn og voksede op 'in the middle of nowhere' i Arkansas i USA. Men han har så taget ideen om fiktive personer til et helt nyt niveau.

I hvert fald voksede han op, blev noget mod egen forventning kunstner og har lavet et omfattende udstillingsprojekt - en biennale - hvor han selv er alle de 100 deltagende kunstnere. Han har simpelthen opfundet identiteter til 100 kunstnere og i videoen præsenterer han en række af kunstnerne og værkerne. Mest af alt slår det mig hvor legende hans tilgang til kunst er, hvilket understreges af hvor tit publikum griner. Det er jo sjovt, når han præsenterer nogle af de her skæve kunstnerpersonligheder, hvor det tydeligt fremgår at han egentlig bare har rendt rundt på forældrenes gård i Arkansas og brugt familiemedlemmerne som statister i værkerne. Han er et par minutter om at komme frem til værkerne, men SE DEN HELE!

Hvad er en legeplads?

Den traditionelle opfattelse af en legeplads involverer nogle børn, en sandkasse, en rutchebane, en gynge og måske et klatretårn af en art. Men en legeplads er jo meget andet og mere end dét. Og hvor går voksne i øvrigt hen og leger?
Oveni er det nærmest et grundlæggende træk i mennesket at skabe udfordrende forhindringsbaner. I børnehaven foregår det ved at sammensætte 'hvad legepladsen gemte' og lave en forhindringsbane ud af dét.

Det kræver blot lidt fantasi, så har man en forhindringsbane.
Fotos: Monica Langelund

Når vi vokser ud af klapbukserne og de pædagogisk afgrænsede rum, søger vi bare andre former for forhindringsbaner. Måske er det vores måde at udfordre vores evner til at komme videre i tilværelsen. Måske er det bare leg...Måske er det begge dele.

Her er i hvertfald en række videoer med et par bud på både legepladser og forhindringsbaner...

My Playground from fr-ke on Vimeo.

Adam Delorme Fat-ypus/Freeskier Podcast from Level 1 on Vimeo.

Revolutionary Kids play Kinect!!! from Revolutionary Kids on Vimeo.

Within from LINKtv on Vimeo.

Bed Jump Video from Glenn on Vimeo.

Blog om legepladser

Jeg har fundet en fantastisk blog. Playscapes hedder den og handler om legepladser. Historiske legepladser, futuristiske legepladser, sandkassens historie og en masse andre spændende vinkler på legepladser. Bloggen er skrevet af Paige Johnson fra Oklahoma, der egentlig slet ikke beskæftiger sig med hverken leg, børn eller design i sit daglige arbejde. Hun arbejder med nanoteknologi.
Men Paige Johnson trængte bare til et kreativt pusterum og det er blevet til et pusterum med snart 1.000.000 views.
Design af legepladser er med andre ord ikke kun noget der interesserer Paige Johnson... og det siger jo noget om vores grundlæggende interesse for leg.

Se bloggen HER

Og fra Playscapes har jeg lånt videoen her, der fokuserer på leg med genbrugsmaterialer:

Shaun Tan - en moderne fabelfortæller

Shaun Tan. Husk navnet, hvis du ikke allerede kender ham. Han er en af vor tids bedste illustratorer og historiefortællere. Han skriver og tegner fascinerende fremtidsfabler, hvor underfundige væsener lever side om side med mennesker. Han kredser gerne om universelle fortællinger om at høre til og lader skæve figurer blive billeder på det fremmede. Måske det vi overser i vores travle hverdag, det vi frygter og tager afstand fra, men som vi også fascineres af.

The Arrival. Shaun Tans prisvindende billedbog (graphic novel).

I foråret 2011 vandt han den eftertragtede internationale Astrid Lindgrens Børnelitteraturpris for bogen ’The Arrival’ som udkommer på dansk på ABC-Forlag i nærmere fremtid (selve bogen er ordløs). Juryen udtalte følgende om Shaun Tan i forbindelse med prisen:

Shaun Tan er en virtuos billedfortæller, en vejviser til billedbogens nye muligheder. Hans billedverdener udgør sit eget kosmos, hvor intet er entydigt, og hvor alt er muligt. Barndomsminder og opvækst er faste referencer, men fortællingerne er universelle og berør alle, uanset alder. Bag de overdådigt detaljerede billeder af civilisationskritik og historie i symbolsk gestaltning gemmer sig en bemærkelsesværdig varme. Mennesket er altid nærværende, og Shaun Tan skildrer såvel længsel som fremmedgørelse. Han forener på brillant vis magiske fortællinger med dyb humanisme.

The Lost Thing

Billede er fra bogen The Lost Thing.

The Lost Thing er en anden af Shaun Tans billedbøger. Den er desuden blevet filmatiseret. Shaun Tan har været co-director på filmen og er selv meget tilfreds med resultatet. Han holder af de små projekter med plads til fordybelse. Med rette. Filmen vandt en Oscar i 2011 for prisen som bedste animerede kortfilm.

Bogen - og filmen - handler om en dreng, der finder en stor besynderlig ting, der ligner en blanding af en tekande og en eremitkrebs, på stranden. Ingen savner den, ingen lægger mærke til den, trods dens enorme omfang og klokker, der ringer. Drengen tager The Lost Thing med hjem for senere at ville aflevere den på hittegodskontoret. Det bliver han dog stærkt frarådet af et andet lille udefinerbart væsen, og drengen får et fif til et hemmeligt sted hvor han kan aflevere The Lost Thing. Han finder frem til stedet, hvor en forunderlig verden folder sig ud og The Lost Thing får endelig et hjem. Sådan er historien i al sin enkelhed. Det er lagene, symbolikken og detaljerne i billederne der gør det til så stærk en fortælling.


Traileren til filmatiseringen af The Lost Thing.

The Lost Thing er en bog og en film, der vil egne sig fortrinligt til undervisningsbrug, akkurat som The Arrival. Filmen varer blot 15 minutter, men dvd’en spækket med ekstra klip omkring filmens tilblivelse. Et interessant interview med den velformulerede, reflekterende Shaun Tan. Min datter på 10 år blev stærkt bevæget da hun så filmen, selv med mig som oversætter. Fortællingen rører ved noget dybt i os. Vores omsorg og medmenneskelighed.


Et interview med Shaun Tan, om hans arbejde med The Lost Thing.

Filmen skal bestilles hele vejen fra Australien, men den er det værd og kan ses igen og igen. Man kan bestille filmen HER.
Og se mere om filmen HER.
Og læse mere om Shaun Tan HER.

Derudover er bogen ’Udkantsfortællinger’, også af Shaun Tan, udkommet på dansk (også fra ABC-Forlag).

The fun theory

Volkswagen har altså fat i den lange ende, når de tænker leg ind i hverdagen i deres 'The fun theory'. Mer' af det!

Kunsten at lege sig til en motorredning

Lørdag aften midt i Distortions afsluttende højdepunkt på Vesterbro i København forvildede min veninde og jeg os midt ind i menneskemylderet i min noget brugte bil. Det var bestemt ikke særlig planlagt. Det skete bare. Kun lige med bagenden af bilen ude af festivalen begyndte stopskiltet i min bil at blinke faretruende rødt og en ubehagelig insisterende alarm gik i gang. Det var heller ikke særlig planlagt. Det skete også bare. Lige dér i den skumle del af Istegade mellem pushere og prostituerede ved midnatstid. Temmelig ubelejligt sted at gå i stå med sin bil. Med lidt guddommelig vilje fik jeg kørt bilen hen til nærmeste tankstationen og væltede halvdesperat ind i butikken og spurgte efter hjælp.

Heldet ville at en ung uddannet mekaniker var til stede. Han ville gerne hjælpe. Men motoren var på kogepunktet og mekanikeren – der i øvrigt fortalte, at han allerede var stoppet som mekaniker, fordi han hadede at reparere biler – kiggede opgivende ned på scanariet. Så ville skæbnen at endnu en hjælpsom mekaniker kom forbi. Klokken 23.12 en lørdag aften. Hvor heldig har man lov at være? Den første mekaniker listede stille af. Måske mest af alt lidt lettet.

En motor der har set bedre dage...men det skræmte ikke en kreativ mekaniker.

Den nye mekaniker kiggede begejstret ned på den ildelugtende motor, mens han udfoldede sin interesse for biler. Han var egentlig slet ikke mekaniker af uddannelse. Han var bare vild med biler og arbejdede nu som mekaniker. Fordi det var sjovt. Fordi han var god til det. Og man var ikke i tvivl. Hans tilgang til arbejdet var åbenlyst legende og lystfuld. Ved siden af kørte han rally. Han havde kørt i Libyen, Malaysia og andre eksotiske steder. Og endda vundet indimellem. Han havde stået i langt værre situationer i ørkenen, langt væk fra al civilisation, med biler der ikke kunne starte. Og han fik stort set altid bilerne til at starte. Han skulle også nok få startet min bil, lovede han mig.

I bedste Egon Olsen stil bad han så om en hårnål eller papirclips. Det blev til den lille spiralring, der bandt mine cykelnøgler sammen. Så bad han om en hårelastik. Det kunne min veninde levere. Og inden for 10 minutter havde han kickstartet blæseren i motoren, der havde en løs forbindelse og derfor ikke kunne køle motoren ned - og bundet ledningen op med en hårelastik. Og så forsikrede han mig, at bilen kunne bringe både min veninde og jeg sikkert hjem til Vangede. Hvilket den gjorde. Og her holder den nu og venter på en mere civiliseret reparation. Men i det mindste er motoren ikke brændt helt sammen takket være en kreativ mekanikers legende nødløsning.

Hårelastikken sidder stadig og vidner om den mirakuløse redning.

Tilbage står spørgsmålene: Hvad er uddannelse uden kreativitet? Og hvordan sikrer vi et uddannelsessystem, der tør satse på netop kreativitet og ikke kun tørre tests, så unge ikke kaster håndklædet i ringen kort tid efter de er færdiguddannede – eller i værste fald før de overhovedet har gennemført en uddannelse? En del af svaret ligger i at give plads til den legende, undersøgende tilgang til sit fag. Og trods et stort tak til begge søde, hjælpsomme mekanikere, så ved jeg godt hvem jeg vil satse mine penge på næste gang jeg går i stå et ubelejligt sted eller bare i det hele taget får brug for en mekaniker – uddannelse eller ej.