Kunsten at lege sig til en motorredning

Lørdag aften midt i Distortions afsluttende højdepunkt på Vesterbro i København forvildede min veninde og jeg os midt ind i menneskemylderet i min noget brugte bil. Det var bestemt ikke særlig planlagt. Det skete bare. Kun lige med bagenden af bilen ude af festivalen begyndte stopskiltet i min bil at blinke faretruende rødt og en ubehagelig insisterende alarm gik i gang. Det var heller ikke særlig planlagt. Det skete også bare. Lige dér i den skumle del af Istegade mellem pushere og prostituerede ved midnatstid. Temmelig ubelejligt sted at gå i stå med sin bil. Med lidt guddommelig vilje fik jeg kørt bilen hen til nærmeste tankstationen og væltede halvdesperat ind i butikken og spurgte efter hjælp.

Heldet ville at en ung uddannet mekaniker var til stede. Han ville gerne hjælpe. Men motoren var på kogepunktet og mekanikeren – der i øvrigt fortalte, at han allerede var stoppet som mekaniker, fordi han hadede at reparere biler – kiggede opgivende ned på scanariet. Så ville skæbnen at endnu en hjælpsom mekaniker kom forbi. Klokken 23.12 en lørdag aften. Hvor heldig har man lov at være? Den første mekaniker listede stille af. Måske mest af alt lidt lettet.

En motor der har set bedre dage...men det skræmte ikke en kreativ mekaniker.

Den nye mekaniker kiggede begejstret ned på den ildelugtende motor, mens han udfoldede sin interesse for biler. Han var egentlig slet ikke mekaniker af uddannelse. Han var bare vild med biler og arbejdede nu som mekaniker. Fordi det var sjovt. Fordi han var god til det. Og man var ikke i tvivl. Hans tilgang til arbejdet var åbenlyst legende og lystfuld. Ved siden af kørte han rally. Han havde kørt i Libyen, Malaysia og andre eksotiske steder. Og endda vundet indimellem. Han havde stået i langt værre situationer i ørkenen, langt væk fra al civilisation, med biler der ikke kunne starte. Og han fik stort set altid bilerne til at starte. Han skulle også nok få startet min bil, lovede han mig.

I bedste Egon Olsen stil bad han så om en hårnål eller papirclips. Det blev til den lille spiralring, der bandt mine cykelnøgler sammen. Så bad han om en hårelastik. Det kunne min veninde levere. Og inden for 10 minutter havde han kickstartet blæseren i motoren, der havde en løs forbindelse og derfor ikke kunne køle motoren ned - og bundet ledningen op med en hårelastik. Og så forsikrede han mig, at bilen kunne bringe både min veninde og jeg sikkert hjem til Vangede. Hvilket den gjorde. Og her holder den nu og venter på en mere civiliseret reparation. Men i det mindste er motoren ikke brændt helt sammen takket være en kreativ mekanikers legende nødløsning.

Hårelastikken sidder stadig og vidner om den mirakuløse redning.

Tilbage står spørgsmålene: Hvad er uddannelse uden kreativitet? Og hvordan sikrer vi et uddannelsessystem, der tør satse på netop kreativitet og ikke kun tørre tests, så unge ikke kaster håndklædet i ringen kort tid efter de er færdiguddannede – eller i værste fald før de overhovedet har gennemført en uddannelse? En del af svaret ligger i at give plads til den legende, undersøgende tilgang til sit fag. Og trods et stort tak til begge søde, hjælpsomme mekanikere, så ved jeg godt hvem jeg vil satse mine penge på næste gang jeg går i stå et ubelejligt sted eller bare i det hele taget får brug for en mekaniker – uddannelse eller ej.