Shaun Tan. Husk navnet, hvis du ikke allerede kender ham. Han er en af vor tids bedste illustratorer og historiefortællere. Han skriver og tegner fascinerende fremtidsfabler, hvor underfundige væsener lever side om side med mennesker. Han kredser gerne om universelle fortællinger om at høre til og lader skæve figurer blive billeder på det fremmede. Måske det vi overser i vores travle hverdag, det vi frygter og tager afstand fra, men som vi også fascineres af.
The Arrival. Shaun Tans prisvindende billedbog (graphic novel).
I foråret 2011 vandt han den eftertragtede internationale Astrid Lindgrens Børnelitteraturpris for bogen ’The Arrival’ som udkommer på dansk på ABC-Forlag i nærmere fremtid (selve bogen er ordløs). Juryen udtalte følgende om Shaun Tan i forbindelse med prisen:
Shaun Tan er en virtuos billedfortæller, en vejviser til billedbogens nye muligheder. Hans billedverdener udgør sit eget kosmos, hvor intet er entydigt, og hvor alt er muligt. Barndomsminder og opvækst er faste referencer, men fortællingerne er universelle og berør alle, uanset alder. Bag de overdådigt detaljerede billeder af civilisationskritik og historie i symbolsk gestaltning gemmer sig en bemærkelsesværdig varme. Mennesket er altid nærværende, og Shaun Tan skildrer såvel længsel som fremmedgørelse. Han forener på brillant vis magiske fortællinger med dyb humanisme.
The Lost Thing
Billede er fra bogen The Lost Thing.
The Lost Thing er en anden af Shaun Tans billedbøger. Den er desuden blevet filmatiseret. Shaun Tan har været co-director på filmen og er selv meget tilfreds med resultatet. Han holder af de små projekter med plads til fordybelse. Med rette. Filmen vandt en Oscar i 2011 for prisen som bedste animerede kortfilm.
Bogen - og filmen - handler om en dreng, der finder en stor besynderlig ting, der ligner en blanding af en tekande og en eremitkrebs, på stranden. Ingen savner den, ingen lægger mærke til den, trods dens enorme omfang og klokker, der ringer. Drengen tager The Lost Thing med hjem for senere at ville aflevere den på hittegodskontoret. Det bliver han dog stærkt frarådet af et andet lille udefinerbart væsen, og drengen får et fif til et hemmeligt sted hvor han kan aflevere The Lost Thing. Han finder frem til stedet, hvor en forunderlig verden folder sig ud og The Lost Thing får endelig et hjem. Sådan er historien i al sin enkelhed. Det er lagene, symbolikken og detaljerne i billederne der gør det til så stærk en fortælling.
Traileren til filmatiseringen af The Lost Thing.
The Lost Thing er en bog og en film, der vil egne sig fortrinligt til undervisningsbrug, akkurat som The Arrival. Filmen varer blot 15 minutter, men dvd’en spækket med ekstra klip omkring filmens tilblivelse. Et interessant interview med den velformulerede, reflekterende Shaun Tan. Min datter på 10 år blev stærkt bevæget da hun så filmen, selv med mig som oversætter. Fortællingen rører ved noget dybt i os. Vores omsorg og medmenneskelighed.
Et interview med Shaun Tan, om hans arbejde med The Lost Thing.
Filmen skal bestilles hele vejen fra Australien, men den er det værd og kan ses igen og igen. Man kan bestille filmen HER.
Og se mere om filmen HER.
Og læse mere om Shaun Tan HER.
Derudover er bogen ’Udkantsfortællinger’, også af Shaun Tan, udkommet på dansk (også fra ABC-Forlag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar