10 minutters daglig leg på recept, mod depression.

- et blogindlæg om leg, depression og jagten på lykken.

Leg og depression er hinandens modsætninger. Det ved jeg nu, ikke bare i kloge ord, men af værdifuld erfaring.
Min blog er min personlige legeplads. Det vil mange bloggere nok nikke genkendende til. Vi leger med ord, billeder, skaber historier, undersøger og reflekterer over hvad der end må være vores blogs tema eller omdrejningspunkt. I mit tilfælde handler min legeplads tilfældigvis om netop leg – leg i mange afskygninger.
Men når depressionen sætter ind, sætter legen ud. Da jeg fik konstateret en svær depression i efteråret 2011, var min evne til selv at lege og til at spotte leg omkring mig på nulpunktet.

Det er ikke for sjov, at man kalder en depression for en sygdom. En sygdom der lammer alle vitale centre i både krop og hjerne – herunder evnen til at lege. For alt bliver meningsløst. Og den tilstand er det livsnødvendigt at komme ud af. Når man får diagnosen klinisk svær depression følger der af samme grund ofte både medicinsk behandling og kognitiv terapi med.

Man bliver dog ikke lykkelig af lykkepiller. Men lykkepiller – eller antidepressiv medicin som jeg foretrækker at kalde det - er nødvendig damagecontrol i medicinsk form der gør, at man som deprimeret bl.a. bliver i stand til at fokusere på, hvad det så ér, der gør én mere lykkelig.

Alt er mørkt og meningsløst under en depression.

I genopbygningsfasen under og efter selve depressionen har vi heldigvis fået god fokus på kost, motion og betydningen af at tage den med ro. Det er her, jeg befinder mig nu. Jeg kalder det min ’tal sagte, gå stille’ fase.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det i denne fase også kunne være relevant for professionelle fagfolk at anbefale deres patienter og klienter at have fokus på legens betydning.
Kunne man ligefrem forestille sig noget som ’Receptpligtig leg’?
Jeg ser det for mig: En lille pilleæske uden indhold, men med en label hvorpå der står ’10 minutters leg dagligt i 2 uger, herefter 20 minutter dagligt’. Og indholdet er så op til én selv, for hvad vi opfatter som leg er individuelt.

Forleden legede jeg gemmeleg med min 10-årige datter i kælderen på hendes opfordring. Jeg har vist ikke rigtig leget gemmeleg, siden jeg selv var barn. Heldigvis har vi en rodet kælder, så der var et par gode voksen-gemmesteder. Og da de var opbrugt, var det sjovt at gemme sig bag en dør, og blive opdaget med det samme, alene fordi det var komisk. Og gæt engang. Det fik smilet frem.
Efter 20 minutter var jeg træt og gik op og sov.
Det er også sjovt at spille WII. Om det så er til Just Dance, Wii Resort eller i et håbløst forsøg på at følge med ungerne i en avanceret Mario-bane er lige meget. Det er bare sjovt og meningsfuldt at lege sammen.

Og app. leg og spil. Jeg blev den heldige ejer af min første smartphone ved juletid. Her kan man tale om en digital legeplads, der er overkommelig for en post-deprimeret: spil, tegneprogrammer, quizzer. Jeg har en masse kloge P1 podcasts liggende og en fantastisk virtuel rundvisning i kunsthistorien via en app for The National Gallery i London, men der er ikke meget leg i dem for mig. Jeg ender i stedet med at tegne farverige cirkler i den komplet formålsløse app ’Wurm’, slå min egen rekord i det supersimple spil ’Tiny Wings’, spille Wordfeud eller driste mit trætte hoved til lidt hjerneleg i app’en Brain Trainer.

En god veninde og jeg går regelmæssige ture i skoven. Vi er begge trætte pt. og har derfor omdøbt skoven til vores personlige Mount Dyrehaven. En stigning på 100 meter kræver flere basecamps undervejs og vi joker med faren for at glide ned af de stejle bjergsider og lide den visse bjergbestigerdød (læs: en lille skråning mellem to stier). Vi gør de ugentlige gåture til en fantasileg på et plan, hvor vi selv kan følge med, når nu vi begge er for trætte til intensiv intervaltræning eller powerwalks. Resultatet: vi er stadig i elendig form, men vi griner – af og med hinanden - når turen er slut, for det har været en lille leg midt i en svær tid. Det er mindst lige så meget værd som medicin, kognitiv terapi og sund kost.

Jeg er faktisk slet ikke i tvivl, nu hvor jeg har mærket depressionens mørke på egen krop. Det er vores evne til at lege, der gør os lykkelige. Det er vores evne til at lege, der bringer os videre i livet. Uanset hvad dén leg så må være. Om den er fysisk, kommer til udtryk i ord, fortællinger, billeder, lave mad, synge.... Det fantastiske er at legen på én og samme tid kan være så formålsløs og så meningsfuld. Og forandre sig i takt med at vi forandrer og udvikler os. Om et år leger min veninde og jeg fx næppe pseudobjergbestigere mere.

Og måske jeg også skulle tilføje, at man ikke kommer gennem en depression alene. Omsorg, tålmodighed og forståelse fra omverdenen er afgørende. Der følger en ny slags sårbarhed - en god én af slagsen - med en i kølvandet på en depression. Det er godt at vide for den deprimerede og det er godt at vide for omverdenen. Og i en tid hvor depression er udråbt til en af Vestens - desværre - helt store folkesygdomme, tænker jeg det med sårbarheden er relevant at huske. Hvor mange der render rundt og er sårbare i denne tid...Lad os bruge det til at nærme os hinanden frem for at isolere os. Bl.a. via leg.
Det kan fx være en stor hjælp, at andre inviterer til leg, når man selv har mistet evnen til at lege. Invitationen kan komme fra børn, voksne såvel som dyr. En hund, der gerne vil kaste pind, er en åbenlys legeinvitation. Jeg hørte faktisk for nylig om en depressionsramt kvinde, der fik af vide af sin læge, at hun skulle låne en hund at gå tur med dagligt. Så måske idéen med recept-pligtig leg slet ikke er så usandsynlig....
Kunsten er at finde en leg, man kan overkomme.
Og når legen så atter lister sig tilbage i ens liv, ved man at depressionen så småt er på tilbagetog og man er på vej tilbage til livet.

Som afslutning på dette indlæg er det mere end nogensinde passende at citere legeforsker Brian Sutton-Smith: 'Once you stop playing, you start dying'.
Tro mig...han har ret!