Spike Jonze indfanger barndommens leg og alvor
Kultinstruktøren Spike Jonze har i eet og samme samme åndedrag præsteret at lave en på én gang fri fortolkning og samtidig nænsom gengivelse af Maurice Sendaks billedbogsklassiker 'Where the wild things are'. I bogform en fortælling om Max, der er uartig og bliver sendt på sit værelse. Værelset forvandler sig til en skov, og herfra sejler han i en båd til landet, hvor uhyrerne bor. Han bliver uhyrernes konge, men alt har sin tid, og han ender med at rejse tilbage til sit værelse, hvor aftensmaden venter.
Historien er intet mindre end ypperligt genfortalt på det store lærred. Det er lykkedes Spike Jonze at indfange hele den fortælling, der ligger mellem billederne i bogen. En historie om barndommen, set fra et barns perspektiv – men for voksne. Spike Jonze’ film er ikke en børnefilm.
En film som 'Where the wild things are' kan nemt falde i psykoanalysens fortolkende kløer. Alle uhyrerne er Max’ grumme, altædende alter ego’er og det er historien om en dreng, der kæmper en brav kamp som stakkels skilsmissebarn, efter at faren tilsyneladende har forladt familien og derfor er Max nu ensom. Max reagerer voldsomt overfor sin mor og ender i filmen med at stikke af hjemmefra, og løber ned til havet, hvor en båd ligger fortøjet. Han sejler af sted og ender i landet hvor uhyrerne bor. En flugt fra den barske virkelighed. Et sådan psykoanalytisk perspektiv risikerer at udelukke alle de fine nuancer omkring verden set med et barns øjne. Men ved at inddrage et børne- og legekulturelt perspektiv på Max og filmen som helhed kommer alle nuancerne til deres ret.
Når man er barn er tilværelsen fuld af leg og alvor på én og samme tid. Sorger og glæder følges ad. Den virkelige verden og fantasiverdenen fletter sig sammen i børns måde at anskue verden på. På det område er 9 årige Max et helt almindeligt gennemsnitsbarn.
I filmen ser man indledningsvis Max, der bygger iglooer, smager på sneen, klæder sig ud, bygger huler på værelset og drømmer sig ind i fantasifulde verdener, ikke mindst når skolelæreren fortæller foruroligende og meget voksne faktahistorier om solens og jordens undergang, eller når resten af familien er optaget af andre ting. Barndommen er sanselig, fysisk, fuld af skiftevis latter og vredesudbrud.
Og Max’ vrede er et gennemgående tema i filmen, men det behøver ikke partout være fordi, han er skilsmissebarn.
Moren er omsorgsfuld, men har travlt, skal arbejde, er træt, har herrebesøg og teeanage-storesøsteren er optaget af vennerne. Et ganske almindeligt familieliv i virkeligheden. Det er ikke mere synd for Max end for så mange andre 9 årige.
Det er de små detaljer, der viser båndet mellem Max og hans mor, som når Max får fat i tåspidsen af sin mors nylonstrømpe og nuldrer den, mens han på hendes opfordring fortæller hende en historie om en vampyr, der taber alle tænderne og ikke kan være vampyr længere, hvorfor det mister sine venner.
Om Max vitterlig har venner eller ej i denne virkelige verden fremgår ikke af indledningen. Nogle vil konkludere, at fraværet af venner betyder, der ikke er nogen. Sådan ser jeg ikke nødvendigvis filmen.
Den ensomhed som Max oplever, er utvivlsomt en ensomhed som alle børn oplever i barndommen. Mig alene mod verden. For det ér jo et grundvilkår i livet, vi fødes og dør alene, og den følelse møder og erfarer man allerede som barn. Både når verden er stor, uforståelig, kedelig eller uretfærdig og dét uanset om man er skilsmissebarn eller ej.
Tydeligt er det dog, at Max ikke er den, der har mest at skulle have sagt. Han inviterer søsteren med ud i igloen og moren med op i hulen på værelset, men må se sig slået af søsterens venner og morens nye kæreste. I sådan en situation er det godt at ty til legen og fantasien, hvor man selv bestemmer. I legen kan man have usynlige venner, man kan være konge og være den, de andre lytter til. Og Max er netop ikke et stakkels barn, for han har fantasien og evnen til at lege i behold.
På linje med ensomheden er legen i lige så høj grad et grundvilkår i barndommen. Børn leger for at lege og det kommer i dén grad til sin udfoldelse, da Max sejler afsted i en lille båd til uhyrernes land. Vi har tendens til at anvende begrebet leg udelukkende som noget lystfuldt og glædeligt. Men leg kan også være alvorligt, frustrerende og konfliktskabende. Ølivet med uhyrerne er som én lang legekulturel sceance, hvor de skiftevis knytter bånd, dyrker fællesskabet, afprøver venskabernes grænser og skiftes til at beskylde hinanden for alverdens ting. Uhyrerne og Max indleder venskabet med at gå amok, skrige højt og ødelægge en del af skoven, hvor de bor. Konstruktivt raseri, der afsluttes med at Max og alle uhyrerne falder i søvn oven på hinanden i en stor rodet bunke. Det er dét legen kan.
På Max’ opfordring bygger de det ultimative drømmefort, som med Max’ egne ord er en blanding af et slot, et fort, et bjerg og et skib. Der skal være lange tunneller og robotter. Det skal have en port, der kan hugge hovederne af ubudne gæster, de skal opfinde deres helt eget sprog og kunne sejle væk i fortet, når det hele brænder på. For børn flyder den såkaldte virkelige verden og legeverdenen sammen. For børn er det alt sammen en del af deres virkelighed.
Spike Jonze kan tydeligvis genkende denne legende tilstand fra barndommen og har ville erindre os voksne om dén tilstand. Og det gør han på fineste vis ved at afbilde legen uden at overfortolke på den.
Da konflikterne begynder at tage til i uhyrernes land, foreslår Max den bedste løsning, han kender; at lege krig. Der er ikke noget som en god krigsleg, der binder især drenge sammen. Og det starter da også meget godt, men konflikterne tilspidses. Truslen om at blive ædt af uhyrerne, der har menneskelige træk og samme ansigtsmimik som børn, lurer hele tiden, og det er tid til at vende hjem. Hvordan dét går, vil jeg ikke afsløre her.
Mit bud er, at man får allermest ud af at se filmen, hvis man tager sine barndomsbriller på og ikke forsøger at analysere og forstå alle sekvenser og handlinger i filmen ud fra et voksent udviklingsperspektiv på barndommen. Personligt gik jeg derfra og forstod min egen 9 årige datters vredesudbrud lidt bedre og kunne samtidig erindre stunder fra min barndom om hulebyggeri, en hær af usynlige venner og ’umotiverede’ vredesudbrud.
Denne film er en milepæl, tættere kommer man ikke på barndommens særlige kendetegn, hvorfor filmen fremover bør være fast pensum for alle som beskæftiger sig med børn.
Filmen vises kun i Grand i København.
Bestil billetter her.
Læs mere om filmen her.
Spike Jonze har også instrueret bl.a. 'Being John Malkovic' og 'Orkidétyven'. Han opfandt Jackass konceptet og står bag en række banebrydende musikvideoer.
Læs mere om filminstruktøren Spike Jonze her
Se en video om hans professionelle karriere her
Se et par af hans musikvideoer her:
Pharcyde - Drop
Fatboy Slim - Praise you
Fatboy Slim - Weapon of choice
The chemical brothers - elektrobank
Beastie Boys - Sabotage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar