Jeg blev haveejer for små 5 år siden. Min familie og jeg overtog et hus, hvor den samme kvinde havde boet hele sit liv. Hun havde efter sigende været en habil gartner med sans for haveindretning. Vores have havde godt nok været overladt til sig selv en årrække, fordi kvinden i huset var blevet en ældre dame og ikke længere magtede havearbejdet selv. Vi fornemmede dog hurtigt, at der under forfaldet gemte sig en perle af en have. Løg i flere lag i jorden, stauder, roser og en del stedsegrønt i form af buske og træer. Og så et nyplantet bøgetræ, som barnebarnet havde hentet ind fra skoven, da et tidligere træ i haven afgik ved døden. Læg dertil massevis af ukrudt og vedbend.
Det var ikke vores drømmehave, for den var ikke særlig børnevenlig, men haven havde uden tvivl en historie - en sød en af slagsen - hvilket gjorde det svært for os at indtage haven og gøre den til vores egen. Vi kunne jo næsten høre den søde gamle kvindes stemme hviske i alt det stedsegrønne. Og vi ville så gerne værne om hendes gode ånd i huset.
Hyggelig terrasse, mens resten af haven lå faretruende hen og kaldte på modige havehænder.At både min mand og jeg oveni er vokset op som ærkekøbenhavnere, der mere har trådt vores barnsben i asfaltbaggårde end blomsterbede, har ikke gjort situationen bedre. Vi kan ikke kende forskel på alt det grønne, der pibler op af jorden, når solen vinder over kulden og hiver de første små spirer op af jorden. Alt er potentielle blomster for en havenovice. Hvordan finder man modet til at hive noget som helst op af jorden i sådan en forgangen pragthave, med så lidt haveviden?
Jeg har holdt mig inden for den nybyggede træterrasses område de første 4 år. Sået sommerblomster i krukker og nydt alt det, der er piblet op af jorden gennem sommerhalvåret og forsøgt at ignorere alt det, der generede mit øje ude i selve haven. Og jeg har fortalt mig selv at jeg nok ’alligevel ikke er så meget havemenneske som jeg troede’. Sandheden er at jeg mistede lysten til at gøre noget ved haven, fordi fortiden fik lov at dominere haven. For et godt års tid siden begyndte vi så at fælde nogle af de stedsegrønne buske. Det føltes lidt som mord at slå den første fine grøn busk ihjel, den havde jo intet gjort - andet end at være lidt for stedsegrøn og skygge for udsigten til resten af haven. Men for hver ting vi fældede eller gravede op dukkede en lille ny spire af lyst til at gå i haven op. En ny start ventede forude.
Og på denne skønne forårssøndag forleden skulle hele familien så i haven. Det var varslet med et ’nu skal vi alle sammen i haven og lave havearbejde!’ Problemet var bare, at når mine børn spurgte, hvad de kunne hjælpe med, så kunne jeg ikke svare. Det gik op for mig, at jeg stadig var bange for at gøre noget forkert i haven. Som om der var en usynlig facitliste på ’veludført havearbejde’. Nok var det gamle væk, men hvordan kommer man så i gang med ’det nye’, hvis man stadig føler sig på udebane? Én ting var sikkert: Vælger man det sikre, så vælger man også det forudsigelige. Og der er jo det forunderlige med haver, at tingene vokser frem igen eller kan sås igen. Så hvad har jeg i grunden frygtet?
Mine unger valgte i stedet at tumle rundt og lege i haven som de plejer og det slog mig, at jeg skulle angribe haven som en legeplads, ligesom dem. En legeplads hvor processen er vigtigere end resultatet. Sådan som det er med al leg. Og det slog mig i den forbindelse, at der netop i legen er plads til at fejle - og lære af fejlene, akkurat som den engelske elitære pigeskole Wimbledon High School har afholdt en 'failure week' for at de perfektionistiske piger kan lære at turde fejle. Et tiltag jeg er meget begejstret for i uddannelsessammenhæng, så hvorfor ikke også i privatlivet? Faktisk tror jeg dét 'at fejle' er det nye sort. Vi skal omfavne det, ikke frygte det.
Jeg skulle med andre ord anskue havearbejdet med helt andre briller, end jeg hidtil har gjort.
I en tid hvor vi taler om guerilla gardening, stod det efter små 5 år klart for mig, at min vej ind i haveverdenen er via ’failure gardening’. Min have er min legeplads og her er det tilladt at fejle som en del af den læreproces, det er at blive 'havekompetent'.
På en enkelt søndag har vi været mere konsekvente end de første 4 år som haveejere. En række stauder vi aldrig har brudt os om røg op af jorden, en masse løg – uvist om det er tulipanløg, påskeliljer eller andet – blev flyttet – uden at vide om man overhovedet kan dét. Men de stod midt på græsplænen efter at en busk var fjernet og havde frigivet halvdelen af det bagerste af haven. Én pæon blev også flyttet, velvidende at det er ’meget risikabelt’ at flytte på sådan en sart plante (et argument der tidligere har afholdt mig fra at flytte noget som helst i haven) og en anden pæon døde, fordi vi overså den i vores graveiver. Jep. Vi slog en af mine yndlingsblomster ihjel ved en fejl. Og jeg er alligevel lykkelig. For vi gjorde noget og indtog haven som vores og har haft den bedste dag i haven, muligvis nogensinde.
Vi kommer med sikkerhed til at begå flere fejl. For forude venter en række nye spørgsmål, som jeg allerhelst vil lege mig frem til nu: Hvordan anlægger man egentlig et staudebed, der helst skal blomstre hele sommerhalvåret? Kan man flytte en fejlplaceret og halvvissen klematis og kan den komme sig igen? Hvordan lærer man at kende forskel på grønt som i ukrudt og grønt som i fin lille blomst? Og hvad er det med det der rosenbeskæring?
Med denne fejlorienterede, legende tilgang til havearbejde bliver det også nemmere at inddrage børnene. Jeg behøver ikke være den med svarene, som da min søn spurgte hvor langt et bestemt løg skulle graves ned. Øh bøh, svarede jeg og burde have fulgt det op med: Jeg ved det faktisk ikke, men lad os prøve at finde ud af det sammen.
Hvis børn skal lære, at det er ok at turde fejle må deres lærere eller forbilleder vel gå foran og vise, at det er ok ikke at have alle svarene på forhånd, og at det man forsøger sig med kan vise sig at være forkert.
Innovations- og nytænkningen kommer ind i billedet her, fordi denne tilgang til havearbejde kan overføres til andre områder, hvor der skal skabes nye resultater, også uden for haveregi.
Gårsdagens haverefleksioner får mig derfor til at konkludere, at innovationstænkning handler om mod på flere planer:
1) Man må indimellem turde slippe noget af det eksisterende, også selvom det er smukt, godt eller rummer gode fortællinger, for at give plads til noget nyt og for at tage ejerskab over et projekt, uanset om det handler om en have, et arbejdsmiljø, noget der skal re-brandes eller noget helt syvende.
2) Man må gå til ’det nye’ med en legende, afprøvende, undersøgende tilgang. Især hvis man er på udebane og intet ved om sit emne. Hvad sker der hvis?... Akkurat som børn gør det i deres leg. Det er muligvis i legen, at vi er allermest modige, fordi vi her tør slippe kontrollen. Det er jo ’bare noget vi leger....’. Og man kan ikke 'lege forkert', højest prøve igen og igen ind til legen eller projektet lykkes. Sådan som det foregår når børn fx. lærer at holde balancen på et bræt, hoppe på eet ben eller tegne mangaøjne.
3) Man må omfavne det at fejle og lære af det. Næste gang vi er effektive i haven herhjemme, vil jeg nok lige passe lidt bedre på den pæon, der er tilbage.
Heldigvis var det den med mange blomster, der overlevede (hvis den altså overlever flytningen, det vides endnu ikke om dét også var en fejl).
Fidusen i god innovations- og nytænkning må være at forsøge at bevare det bedste af det bestående og turde slippe alt det andet, der ellers risikerer at ende som ’dødvægt’. Også selvom dødvægten er forklædt som en smuk pæon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar